Jeg har ikke lyst til at tage min medicin
Jeg er en pige på 19 år. Min far har hele sit liv levet med lette og svære depressioner, og man går derfor ud fra at en del af min sygdom er på grund af min arv...
Efter en del år med op og nedture valgte jeg sidste år at gå til lægen, og få hjælp til min depression. Jeg blev rådet til at tage orlov fra min uddannelse og gå hjemme i noget tid.. Nu har jeg i et halvt års tid gået til psykolog og fået medicin. Min recept står i øjeblikket på 100 mg Sertralin om dagen...
Det har været en mærkelig tid. Jeg har følt mig vildfaren, kold og ligegyldig... Jeg har været meget opmærksom på ikke at gøre det for svært for min familie og venner, ved at lade som om jeg oplever fremskridt. Fortælle dem at det går bedre, osv... Men sandheden er at jeg aldrig har følt mig så stillestående...
For et par uger siden begyndte jeg så at "glemme" at tage mine piller... Ingen har lagt mærke til noget(nu har jeg jo også trofast taget dem i 6 måneder).. Jeg ved ikke om det rent faktisk er fordi jeg er stoppet med at tage medicin, eller om det er effekt jeg selv skaber på grund af de tanker jeg har om medicinen.. Men det føles virkelig godt...
Jeg har grædt rigtig meget siden jeg stoppede.. Noget jeg slet ikke har kunnet gøre i lang tid.. I flere måneder har jeg bare siddet og stirret tomt ud i ingenting, fuldstændig følelseslammet... og det føles så fantastisk at give slip.. og bare komme ud med det... Smuk musik giver mig kuldegysninger igen.. søde fyre giver mig sommerfugle i maven igen(ja! jeg onanerer igen.. hvis man må sige den slags).. Jeg føler mig levende.. Jeg er ikke glad, i hvert fald ikke hele tiden... men i det mindste føler jeg noget...
Jeg skal til samtale hos min psykolog på mandag.. Og jeg tror virkelig ikke, at jeg kan fortælle hende, hvordan jeg har det.. Hvis jeg kender mig selv ret, vil jeg smile, nikke, sige at det går fremad, og ikke nævne noget om pillerne... Jeg føler at folk dømmer mig.. og jeg tænker, at alle vil se dette som en slags tilbagefald...
Jeg har ikke lyst til at tage mere medicin... Jeg får ondt i maven af pillerne, jeg har ikke oplevet nogen form for abstinenser ved at droppe dem, og de ting jeg har følt siden jeg stoppede, virker, for mig, som et stort skridt i den rigtige retning...
Min sunde fornuft siger, at jeg skal begynde at tage pillerne igen med det samme.. og at jeg skal fortælle min psykolog om det på mandag. Jeg har jo læst adskillige gange, hvordan det kan være farligt at stoppe uden nedtrapning.. Men bare tanken om de ækle små piller giver mig fysisk ubehag.. Jeg føler at de fremmedgør mig.. og det her føles så rart...
Efter en del år med op og nedture valgte jeg sidste år at gå til lægen, og få hjælp til min depression. Jeg blev rådet til at tage orlov fra min uddannelse og gå hjemme i noget tid.. Nu har jeg i et halvt års tid gået til psykolog og fået medicin. Min recept står i øjeblikket på 100 mg Sertralin om dagen...
Det har været en mærkelig tid. Jeg har følt mig vildfaren, kold og ligegyldig... Jeg har været meget opmærksom på ikke at gøre det for svært for min familie og venner, ved at lade som om jeg oplever fremskridt. Fortælle dem at det går bedre, osv... Men sandheden er at jeg aldrig har følt mig så stillestående...
For et par uger siden begyndte jeg så at "glemme" at tage mine piller... Ingen har lagt mærke til noget(nu har jeg jo også trofast taget dem i 6 måneder).. Jeg ved ikke om det rent faktisk er fordi jeg er stoppet med at tage medicin, eller om det er effekt jeg selv skaber på grund af de tanker jeg har om medicinen.. Men det føles virkelig godt...
Jeg har grædt rigtig meget siden jeg stoppede.. Noget jeg slet ikke har kunnet gøre i lang tid.. I flere måneder har jeg bare siddet og stirret tomt ud i ingenting, fuldstændig følelseslammet... og det føles så fantastisk at give slip.. og bare komme ud med det... Smuk musik giver mig kuldegysninger igen.. søde fyre giver mig sommerfugle i maven igen(ja! jeg onanerer igen.. hvis man må sige den slags).. Jeg føler mig levende.. Jeg er ikke glad, i hvert fald ikke hele tiden... men i det mindste føler jeg noget...
Jeg skal til samtale hos min psykolog på mandag.. Og jeg tror virkelig ikke, at jeg kan fortælle hende, hvordan jeg har det.. Hvis jeg kender mig selv ret, vil jeg smile, nikke, sige at det går fremad, og ikke nævne noget om pillerne... Jeg føler at folk dømmer mig.. og jeg tænker, at alle vil se dette som en slags tilbagefald...
Jeg har ikke lyst til at tage mere medicin... Jeg får ondt i maven af pillerne, jeg har ikke oplevet nogen form for abstinenser ved at droppe dem, og de ting jeg har følt siden jeg stoppede, virker, for mig, som et stort skridt i den rigtige retning...
Min sunde fornuft siger, at jeg skal begynde at tage pillerne igen med det samme.. og at jeg skal fortælle min psykolog om det på mandag. Jeg har jo læst adskillige gange, hvordan det kan være farligt at stoppe uden nedtrapning.. Men bare tanken om de ækle små piller giver mig fysisk ubehag.. Jeg føler at de fremmedgør mig.. og det her føles så rart...
Kommentarer
Hvis jeg var dig, ville jeg på mandag fortælle psykologen, nøjagtig hvordan du har det, OG at du er stoppet med pillerne!
For det er sådan, jeg har forstået dit indlæg: Altså, at du helt har droppet den antidepressive medicin, og at du nu har det meget bedre.
Hvordan vil du have, at læger og psykologer skal lære noget og dermed blive bedre til at hjælpe patienterne, hvis du skjuler sandheden for dem? Hvem er det, du vil skåne – ved ikke at fortælle sandheden? I hvert fald gavner du IKKE dig selv ved at skjule sandheden.
Jeg led i årtier af depressioner, der kom og gik. Også i min familie er der en tung arv af depressioner. Men jeg tror nu ikke på, at depressioner er arvelige på den måde (altså via generne). Det, der er arveligt, er nok en stor følsomhed, som kan give depressioner, hvis ikke man i sin barndom får den nødvendige støtte og lærer at passe på sig selv, men i stedet for anstrenger sig for at være andre mennesker tilpas!
Den seneste gang, hvor jeg fik lægeordineret antidepressiv medicin (11 år siden), fik jeg Zoloft, som er originalproduktet til kopiproduktet Sertralin. Og jeg oplevede nøjagtig det samme, som du beskriver. Man kan måske ikke sige, at medicinen gjorde depressionen værre, men den holdt i hvert fald depressionen ved lige, og der var ingen bedring efter flere måneders forbrug.
Jeg stoppede også på eget initiativ, eftersom jeg ikke kunne få nogen hjælp af psykiateren, der tværtimod ville have mig til at tage en større dosis. En uge efter at jeg var stoppet, var depressionen helt væk. Jeg fik mine følelser tilbage, sådan som du beskriver.
NB. NB. NB: Jeg vil gerne ADVARE andre mod at stoppe med antidepressiv medicin på eget initiativ. Antidepressiv medicin skal normalt trappes ganske langsomt ned og i samråd med behandleren.
Men i visse tilfælde kan antidepressiv medicin altså godt virke mod hensigten. Min daværende psykiater forklarede mig bagefter, at det nok var, fordi jeg var en langsom omsætter, altså at min lever var langsom til at nedbryde medicinen. Sagen er jo, at for lidt og for meget fordærver alting, som man siger. En for lille dosis antidepressiv medicin virker ikke, og en for stor dosis virker heller ikke. Dosis skal være lige tilpas.
Jeg kan jo ikke vide, hvorfor Sertralin ikke virkede i dit tilfælde. Men der er flere muligheder. Hvis du havde fortalt sandheden om, hvordan du havde det, mens du fik Sertralin, kunne man via en blodprøve have fundet ud af, om din dosis var forkert (Man kan måle koncentrationen af medicinens virksomme stof i blodet). På den måde kan man finde ud af, hvorfor medicinen ikke virker optimalt og ændre dosis, så medicinen komme til at virke bedre.
Men det har lægen selvfølgelig ikke gjort, eftersom du ikke har fortalt sandheden om, hvordan du havde det.
Og nu er det for sent, eftersom du ikke tager pillerne mere.
Men hvis jeg har ret i, at du af den ene eller den anden årsag fik en for stor dosis Sertralin, sådan at dine blodbaner var overfyldt af medicinens virksomme stof, så vil din lever efterhånden få omsat den medicin, der måtte være tilbage, og så kan du risikere et tilbagefald. Det skete for mig dengang for 11 år siden. Da en ny depression kom, begyndte jeg at tage naturmedicinen perikon, som hjalp mig godt. Jeg var så heldig at finde den dosis, der var lige tilpas, og der var ingen bivirkninger.
Du skriver, at du føler, at folk dømmer dig. Den følelse er du nødt til at have psykologen til at hjælpe dig med at finde årsagen til og bearbejde. Jeg vil mene, at du lige præcis her har noget af dit GRUNDPROBLEM (Jeg genkender det fra mit liv). Jeg håber, at det er en kvalificeret psykolog, du har.
Du er nødt til at lære at leve dit liv i overensstemmelse med dine EGNE behov og ønsker, i stedet for at tage så meget hensyn til, hvad andre mennesker synes. Jeg mener: Det er selvfølgelig fint at være et godt menneske, der viser andre mennesker hensyn. Men hvis du bliver syg af alle disse hensyn, så er det dybt tragisk!
Det er dit liv! Ikke de andres!
Jeg skal lige huske at sige, at i mit tilfælde var det sådan, at den meget snak om depressioners arvelighed havde bevirket at lægen ikke havde gidet tage blodprøver for at se, om jeg havde nogle af mangeltilstande, der kan medføre depression. Det viste sig bagefter, at jeg havde alvorlig mangel på jern, hvilket kan være (medvirkende) årsag til depression. Også andre mangler kan medføre depression, f.eks. D-vitaminmangel.
Har du fået taget blodprøver hos din læge? Det er vigtigt!
Som du kan se taler jeg med store bogstaver indimellem. Det er, fordi jeg selv har været cirka dér, hvor du er, og at jeg ikke ønsker, at du skal begå alle de fejltagelser, som jeg har begået. Jeg sender dig al min opbakning. Skriv gerne igen og fortæl, hvordan det går.
Mange hilsner
Kameliadamen
Hvis du har mod på det så kan du tage naturmedicin hypericum eller calmigen sammen med stærk d-vitamin det kan tage toppen af tristhed, modløshed og træthed. Det er antideprassiv medicin men det hjælper ikke på svær deperation. Men måske det kan hjælpe på dig?? Det kan købes i helsekost butik, det har gjort noget for mig.....
Jeg er ved at uddanne mig til biopat og har flere gange haft det emne oppe og de produkter er rigtig gode....Håber for dig du kommer videre, du har mange år endnu og skal opleve så meget.
Hilsen Anja.
Jeg har desværre bare så svært ved at stoppe, da jeg er dybt afhængig af dem.. men hvis du ingen abstinenser har, så lad være med at fortsætte..
Jeg er hverken læge eller psykolog, men kan kun anbefale dig og andre at drøfte forløbet og tanker med både psykolog og læge, således at udtrapningen sker efter en plan hvor der følges op under vejs.
Der er mange interesser på spil, men det er vigtigt du læner dig op ad det system der er omkring dig. Læge, psykolog, venner og familie. Det er særligt vigtigt når man er syg, uanset hvilken sygdom det så er.
Venlig hilsen
Søren Kramer
Ejer af www.phuset.dk