Indstillinger
hvad skal jeg gøre? hjælp
Hej,
Jeg håber der er nogen, der vil tage sig tid til at læse dette. Det ville være en stor hjælp.
Jeg er en pige som drømmer tit og drømmer stort, der er så mange ting jeg gerne vil opleve, ting jeg vil gøre og så mange ting jeg vil se.
Jeg er næsten lige fyldt 17 år, som de sidste 3 år har gået rundt og fået sådan nogle perioder hvor jeg er blevet deprimeret og ked af det. Jeg kan ikke rigtig forklare de her ”perioder” men jeg har det som om mit hoved er helt sort og jeg er bare ked af det, jeg har ikke rigtig lyst til noget, har ikke lyst til at være sammen med nogen, jeg vil bare være alene. Jeg føler mig dum og klam, grim og burde ikke være til. Jeg føler mig fed og ulækker, jeg er 1,75 cm og ca. 66 kg.
Jeg har det som om der er en stemme i mit hoved, men jeg kan ikke lokalisere den her stemme, det er ikke min egen og egentligt ikke en stemme men den er der, og den siger alle mulige forskellige ting til mig. fx sådan noget som at jeg er grim, og hvorfor gider folk være venner med dig, du jo ikke flot eller sjov.
Når jeg er i de her perioder ved jeg godt inderst inde at de ikke er rigtige de ting ”stemmen” siger, men så alligevel hører jeg på hvad det er stemmen siger til mig, og tror på den.
De første 2 år, var det perioder hvor det var i kort tid og med lange mellemrum, de perioder gik jeg rundt og var ked af det over skolen, karaktere og at jeg følte mig alene, selvom jeg havde mange venner, i en af de perioder skar jeg også i mig selv.
I løbet af det her sidste år, er det dog blevet værre. Jeg føler mig deprimeret og dårlig tilpas næsten hverdag og jeg føler jeg skjuler mig selv når jeg er glad eller har det godt. Lige nu, går jeg på efterskole og i starten var jeg rigtig glad for det men nu her det sidste halve år, har været næsten et ret helvede. Jeg op til flere gange skåret i mig selv og revet mig selv. Jeg har også brudt sammen foran min mor 2 gange fordi jeg skulle op på efterskolen, hvor jeg så er begyndt at græde fordi jeg ikke ville af sted.
Jeg kom på efterskole sammen med min bedste veninde, igennem 2 år og vi var begge indstillet på at vi ville nok ikke forblive bedste veninder, men vi ville da prøve at snakke sammen. I starten gik det godt, men så lige pludselig var vi konstant uvenner og vi ignorerede hinanden fuldstændigt. Vi blev dog gode venner igen efter vores skænderier men sidste gang vi var uvenner, snakkede vi ikke sammen i måned. Det endte med at jeg gik hen til hende og sagde undskyld, selvom det var hende der havde sagt til mig at hun var sur på mig, og efter hun havde sagt det ville jeg lade hende være men hun har åbenbart fortalt hendes veninder og også dem jeg snakker godt med at det var mig der var sur.
Vi snakkede sammen og alt muligt der var sket igennem den måned vi ikke havde snakket i, og jeg fortalte hende at jeg havde skåret i mig selv, i fortvivlelse over hende men også fordi jeg var i en ”periode” (Jeg har aldrig fortalt hende at jeg får de her perioder og jeg har heller ikke fortalt hende jeg har skåret i mig selv).
Hun fortalte mig at en rigtig, rigtig slem ting (vil helst ikke skrive det her, da det er hendes privatliv.) og jeg blev vildt ked af det fordi jeg ikke havde været der for hende, men vi lovede hinanden at vi skulle være sammen i sommerferien og bare have det godt.
Det var min kontaktlærer på efterskolen som fik mig til at snakke med min ”x”-bedsteveninde, jeg kom til ham efter jeg havde brudt sammen foran den eneste pige jeg stoler på her nede på efterskolen, Lina (opdigtet navn), jeg fortalte min kontakt lærer hvordan jeg havde det, sådan i min krop og på efterskolen. Jeg sad og snakkede med ham om alt det der påvirkede mig og hvad jeg troede der gjorde jeg fik de her ”perioder”. Han sagde til mig at han synes jeg skulle fortælle min familie hvordan jeg havde det, fordi jeg fortalte ham at min familie er meget tætte men jeg havde ikke turde fortælle dem.
Men 3 dage efter tog jeg mod til mig, og fortalte min mor det hele. En af grundene til jeg ikke turde fortælle min mor, hvordan jeg havde det, var fordi jeg var bange for at hun ville blive skuffet men også at hun ville begynde at bekymre sig for mig. Min mor fortalte mig at det nok skulle gå og hvis det var, kunne vi godt finde ud af noget med en psykolog. Jeg fortalte hende at jeg havde skåret i mig selv, men jeg fortalte hende ikke hvorfor, fordi jeg synes grunden er latterlig. Jeg skærer i mig selv for at få den smerte jeg føler væk.
Efter jeg har fortalt dem hvordan jeg har det, er jeg blevet rigtig glad for at jeg har fortalt min familie og 3 af mine nærmeste veninder det men mit forhold til min mor og søster er blevet værre, de ved ikke hvordan de skal reagere.
Når jeg nu sidder og skriver og fortæller hvordan jeg har det, føler jeg mig så egoistisk. ”Stemmen” siger at jeg er egoist fordi jeg sidder og har det dårligt over mig selv, når der er andre der har større problemer end mig.
Jeg håber der er nogen der vil give sig tid til at læse det her og hjælpe mig
Jeg håber der er nogen, der vil tage sig tid til at læse dette. Det ville være en stor hjælp.
Jeg er en pige som drømmer tit og drømmer stort, der er så mange ting jeg gerne vil opleve, ting jeg vil gøre og så mange ting jeg vil se.
Jeg er næsten lige fyldt 17 år, som de sidste 3 år har gået rundt og fået sådan nogle perioder hvor jeg er blevet deprimeret og ked af det. Jeg kan ikke rigtig forklare de her ”perioder” men jeg har det som om mit hoved er helt sort og jeg er bare ked af det, jeg har ikke rigtig lyst til noget, har ikke lyst til at være sammen med nogen, jeg vil bare være alene. Jeg føler mig dum og klam, grim og burde ikke være til. Jeg føler mig fed og ulækker, jeg er 1,75 cm og ca. 66 kg.
Jeg har det som om der er en stemme i mit hoved, men jeg kan ikke lokalisere den her stemme, det er ikke min egen og egentligt ikke en stemme men den er der, og den siger alle mulige forskellige ting til mig. fx sådan noget som at jeg er grim, og hvorfor gider folk være venner med dig, du jo ikke flot eller sjov.
Når jeg er i de her perioder ved jeg godt inderst inde at de ikke er rigtige de ting ”stemmen” siger, men så alligevel hører jeg på hvad det er stemmen siger til mig, og tror på den.
De første 2 år, var det perioder hvor det var i kort tid og med lange mellemrum, de perioder gik jeg rundt og var ked af det over skolen, karaktere og at jeg følte mig alene, selvom jeg havde mange venner, i en af de perioder skar jeg også i mig selv.
I løbet af det her sidste år, er det dog blevet værre. Jeg føler mig deprimeret og dårlig tilpas næsten hverdag og jeg føler jeg skjuler mig selv når jeg er glad eller har det godt. Lige nu, går jeg på efterskole og i starten var jeg rigtig glad for det men nu her det sidste halve år, har været næsten et ret helvede. Jeg op til flere gange skåret i mig selv og revet mig selv. Jeg har også brudt sammen foran min mor 2 gange fordi jeg skulle op på efterskolen, hvor jeg så er begyndt at græde fordi jeg ikke ville af sted.
Jeg kom på efterskole sammen med min bedste veninde, igennem 2 år og vi var begge indstillet på at vi ville nok ikke forblive bedste veninder, men vi ville da prøve at snakke sammen. I starten gik det godt, men så lige pludselig var vi konstant uvenner og vi ignorerede hinanden fuldstændigt. Vi blev dog gode venner igen efter vores skænderier men sidste gang vi var uvenner, snakkede vi ikke sammen i måned. Det endte med at jeg gik hen til hende og sagde undskyld, selvom det var hende der havde sagt til mig at hun var sur på mig, og efter hun havde sagt det ville jeg lade hende være men hun har åbenbart fortalt hendes veninder og også dem jeg snakker godt med at det var mig der var sur.
Vi snakkede sammen og alt muligt der var sket igennem den måned vi ikke havde snakket i, og jeg fortalte hende at jeg havde skåret i mig selv, i fortvivlelse over hende men også fordi jeg var i en ”periode” (Jeg har aldrig fortalt hende at jeg får de her perioder og jeg har heller ikke fortalt hende jeg har skåret i mig selv).
Hun fortalte mig at en rigtig, rigtig slem ting (vil helst ikke skrive det her, da det er hendes privatliv.) og jeg blev vildt ked af det fordi jeg ikke havde været der for hende, men vi lovede hinanden at vi skulle være sammen i sommerferien og bare have det godt.
Det var min kontaktlærer på efterskolen som fik mig til at snakke med min ”x”-bedsteveninde, jeg kom til ham efter jeg havde brudt sammen foran den eneste pige jeg stoler på her nede på efterskolen, Lina (opdigtet navn), jeg fortalte min kontakt lærer hvordan jeg havde det, sådan i min krop og på efterskolen. Jeg sad og snakkede med ham om alt det der påvirkede mig og hvad jeg troede der gjorde jeg fik de her ”perioder”. Han sagde til mig at han synes jeg skulle fortælle min familie hvordan jeg havde det, fordi jeg fortalte ham at min familie er meget tætte men jeg havde ikke turde fortælle dem.
Men 3 dage efter tog jeg mod til mig, og fortalte min mor det hele. En af grundene til jeg ikke turde fortælle min mor, hvordan jeg havde det, var fordi jeg var bange for at hun ville blive skuffet men også at hun ville begynde at bekymre sig for mig. Min mor fortalte mig at det nok skulle gå og hvis det var, kunne vi godt finde ud af noget med en psykolog. Jeg fortalte hende at jeg havde skåret i mig selv, men jeg fortalte hende ikke hvorfor, fordi jeg synes grunden er latterlig. Jeg skærer i mig selv for at få den smerte jeg føler væk.
Efter jeg har fortalt dem hvordan jeg har det, er jeg blevet rigtig glad for at jeg har fortalt min familie og 3 af mine nærmeste veninder det men mit forhold til min mor og søster er blevet værre, de ved ikke hvordan de skal reagere.
Når jeg nu sidder og skriver og fortæller hvordan jeg har det, føler jeg mig så egoistisk. ”Stemmen” siger at jeg er egoist fordi jeg sidder og har det dårligt over mig selv, når der er andre der har større problemer end mig.
Jeg håber der er nogen der vil give sig tid til at læse det her og hjælpe mig
Kommentarer
Men ting tager til, og for dig tager det åbenbart ret lang tid :-)
Er din stemme i hovedet mere end et pubertetsproblem, nærmer vi os noget, der hedder en psykotisk tilstand. Derfor synes jeg også, at du skal kontakte dine læge og tage en snak med vedkommende, for er der noget, så skal du nok have en henvisning til ungdoms-psykiatrisk afd.
Håber for dig, at du finder en god løsning og kommer videre
Foreningen for spiseforstyrrelse og selvskade har en telefonrådgivning som du sikkert kan få god hjælp fra. KH Helle8