fortvivlet og frustreret
Jeg er en ung kvinde på 21 år.
Jeg er blevet håbløst forelsket i en fyr, som er 19 år. Vi er i 'familie' sammen, men ikke blodsrelateret.
Vi startede med at hygge os lidt sammen i januar efter en julefrokost og siden da er det gået rigtig hurtigt. Vi havde begge den holdning, at vi ikke troede på faste parforhold, men kort efter vi havde indledet vores 'bollevens-forhold' bliver vi forelskede i hinanden.
Vi blev kærester i marts og han flyttede ind ret hurtigt efter det.
Vores familie forsøger at acceptere vores valg om at være sammen.
Vi ønsker begge to at få et barn - han virker ekstremt sikker på, at det er det han vil Lige Nu, selvom vi ikke har været sammen særligt længe.
Og jeg har PCOS, så jeg er klar over, at det er en god idé at få børn i en tidlig alder og jeg ønsker det lige så inderligt som han.
Jeg er bare ekstremt bange for hvordan det vil blive modtaget af venner og familie. Jeg er bange for, at han pludselig skifter mening og ikke vil have et barn sammen med mig alligevel. (???)
Han er jo kun nitten år - hvad ved han om hvad han vil?
Jeg er hans første Rigtige kæreste, der er så meget han ikke har prøvet endnu, men når jeg opmuntrer ham til at få udlevet sine 'teenage-fantasier', giver han udtryk for, at jeg er tilfredsstillende for ham.
Jeg har tidligere røget meget hash, men han har hjulpet mig ud af miljøet og jeg er efterfølgende begyndt på Metformin for min PCOS og forsøger at komme ud af min sukkerafhængighed, jeg har smidt næsten 40 kg og ønsker inderligt at tabe de sidste få kilo, jeg har mistet mit arbejde og er på kontanthjælp og alt sammen tilsammen har tæret rigtig meget på mig - Det har selvfølgelig også påvirket mit humør og det er gået ud over vores forhold - jeg har været svær at leve sammen med og når jeg har en nedtur, ved min kæreste ikke hvad han skal stille op.
Han er den smukkeste og dejligste fyr jeg nogensinde har mødt og jeg sidder med en følelse af, at jeg ikke fortjener ham.
Han havde ekstremt dårligt selvværd da vi startede, men jeg har hjulpet ham meget på denne konto og besynderligt nok er jeg nu bange for at hans nyvundne tro på sig selv skal resultere i, at han ikke vil mig mere. før eller senere.
Og grundet disse bekymringer får jeg endnu flere nedture og jeg er mistroisk og jaloux. Jeg er bange for at skubbe ham væk, jeg er bange for at miste ham. Han giver udtryk for, at han tager afstand til mig når jeg bliver ved med at køre i, at jeg er bange for at han går fra mig.
Jeg har en følelse af, at jeg ikke kan leve uden ham. Han hjalp mig op mens jeg var allermest nede og mit hjerte banker kun for ham, men jeg er bange for, at han vil tage mere og mere afstand til mig, da han allerede snakker om, at det er ekstremt hårdt for ham, at være i forholdet, selvom han ikke snakker om at forlade mig.
Hvad skal jeg gøre? Er jeg bare helt forskruet eller hvad? Hvad er der galt med mig? Jeg vil bare gerne leve i et lykkeligt parforhold sammen med ham jeg elsker, men jeg har altid ødelagt alting for mig selv igennem hele mit liv.
Jeg kan ikke leve med, at ødelægge dette også. Jeg har brug for råd til hvordan jeg bør tænke og hvordan min opførelse bør være - hvad skal jeg gøre for ikke at skubbe ham fra mig?
Undertegnede21
Jeg er blevet håbløst forelsket i en fyr, som er 19 år. Vi er i 'familie' sammen, men ikke blodsrelateret.
Vi startede med at hygge os lidt sammen i januar efter en julefrokost og siden da er det gået rigtig hurtigt. Vi havde begge den holdning, at vi ikke troede på faste parforhold, men kort efter vi havde indledet vores 'bollevens-forhold' bliver vi forelskede i hinanden.
Vi blev kærester i marts og han flyttede ind ret hurtigt efter det.
Vores familie forsøger at acceptere vores valg om at være sammen.
Vi ønsker begge to at få et barn - han virker ekstremt sikker på, at det er det han vil Lige Nu, selvom vi ikke har været sammen særligt længe.
Og jeg har PCOS, så jeg er klar over, at det er en god idé at få børn i en tidlig alder og jeg ønsker det lige så inderligt som han.
Jeg er bare ekstremt bange for hvordan det vil blive modtaget af venner og familie. Jeg er bange for, at han pludselig skifter mening og ikke vil have et barn sammen med mig alligevel. (???)
Han er jo kun nitten år - hvad ved han om hvad han vil?
Jeg er hans første Rigtige kæreste, der er så meget han ikke har prøvet endnu, men når jeg opmuntrer ham til at få udlevet sine 'teenage-fantasier', giver han udtryk for, at jeg er tilfredsstillende for ham.
Jeg har tidligere røget meget hash, men han har hjulpet mig ud af miljøet og jeg er efterfølgende begyndt på Metformin for min PCOS og forsøger at komme ud af min sukkerafhængighed, jeg har smidt næsten 40 kg og ønsker inderligt at tabe de sidste få kilo, jeg har mistet mit arbejde og er på kontanthjælp og alt sammen tilsammen har tæret rigtig meget på mig - Det har selvfølgelig også påvirket mit humør og det er gået ud over vores forhold - jeg har været svær at leve sammen med og når jeg har en nedtur, ved min kæreste ikke hvad han skal stille op.
Han er den smukkeste og dejligste fyr jeg nogensinde har mødt og jeg sidder med en følelse af, at jeg ikke fortjener ham.
Han havde ekstremt dårligt selvværd da vi startede, men jeg har hjulpet ham meget på denne konto og besynderligt nok er jeg nu bange for at hans nyvundne tro på sig selv skal resultere i, at han ikke vil mig mere. før eller senere.
Og grundet disse bekymringer får jeg endnu flere nedture og jeg er mistroisk og jaloux. Jeg er bange for at skubbe ham væk, jeg er bange for at miste ham. Han giver udtryk for, at han tager afstand til mig når jeg bliver ved med at køre i, at jeg er bange for at han går fra mig.
Jeg har en følelse af, at jeg ikke kan leve uden ham. Han hjalp mig op mens jeg var allermest nede og mit hjerte banker kun for ham, men jeg er bange for, at han vil tage mere og mere afstand til mig, da han allerede snakker om, at det er ekstremt hårdt for ham, at være i forholdet, selvom han ikke snakker om at forlade mig.
Hvad skal jeg gøre? Er jeg bare helt forskruet eller hvad? Hvad er der galt med mig? Jeg vil bare gerne leve i et lykkeligt parforhold sammen med ham jeg elsker, men jeg har altid ødelagt alting for mig selv igennem hele mit liv.
Jeg kan ikke leve med, at ødelægge dette også. Jeg har brug for råd til hvordan jeg bør tænke og hvordan min opførelse bør være - hvad skal jeg gøre for ikke at skubbe ham fra mig?
Undertegnede21
Kommentarer
Du bør hurtigst muligt søge noget professionel hjælp, så du kan få nogle redskaber til at tro på dig selv, for så usikker som du er, så er det bestemt ikke nogen god ide at også få et barn – et barn løser ikke nogen problemer, tvært i mod, det vil kun gøre dine/jeres problemer værre.
Din kæreste lader til at være meget glad for dig, meget sikker på, at det skal være jer to – og hvis du bliver ved med at fortælle ham, at du ikke tror på ham, at han vil forlade dig osv. - så bliver det det, der kommer til at ske. Han udtrykker allerede nu irritation over det, når du øjensynligt bliver ved med at nægte at tro på ham, og det vil han med tiden blive træt af. Det er nedbrydende for et forhold, hvis man konstant skal bekræfte sine følelser - og i øvrigt ikke bliver troet, så man igen og igen skal gøre det.
Du skal netop have hjælp til at tro på, at selvfølgelig er du den rette for ham, selvfølgelig er det rigtigt, når han siger han elsker dig og vil leve sit liv med dig.
Du fortæller, at du altid har ødelagt alting for dig selv hele dit liv, og det skal du have hjælp til at stoppe.
Du skal også have hjælp til at kunne forholde dig til, hvad du selv vil – og I vil – og da ikke bruge energi på, hvad familie og venner vil tænke. Forhåbentligt har både du og din kæreste familie og venner, der vil jer det bedste – og hvorfor tror du, at de ikke vil det?
Igen – søg noget hjælp – gå til din læge, der måske kan henvise dig til en psykolog, hvor du ikke selv skal betale.
Kom oven på – og det tager den tid, det nu tager. Prøv at komme i job, få en uddannelse – og når der så er kommet hold på din/jeres tilværelse – SÅ kan I tænke på barn.
Fortæl din kæreste det her – at du har brug for at få hjælp til at komme videre, at du netop er ked af, at du er så mistroisk overfor ham og hans hensigter, hvorfor det ikke er nogen god ide med det barn lige nu – aftal at I venter f.eks. to år, før I begynder at lave barn. På den tid burde I begge være kommet videre på en god måde og også have lært hinanden endnu bedre at kende, så I kan give jeres barn det, det har brug for. Her taler jeg ikke om materielle goder, men netop overskud, varme og kærlighed – noget I måske begge har savnet i jeres egen opvækst?
Du har det det afsindigt dårligt med dit selvværd, endda været ude i misbrug – din kæreste har haft dårligt selvværd. Det er jo ikke det, I vil give videre til et barn, vel?
Hvorfor er det i øvrigt så vigtigt for ham, at I skal have barn så tidligt?? Det undrer mig meget, og jeg spekulerer på, om det handler om, at han nu føler han er ovenpå, at der så er noget, han gerne vil bevise?? Det er det værst tænkelige grundlag at få barn på.
Så jeg synes, du skal gå ud og få noget professionel hjælp til at få styr på dit liv. Tag en uddannelse, så du kan få et job og dermed faktisk forsørge et barn. Det er ikke nemt på kontanthjælp, og hvorfor skal samfundet betale for, at du ønsker dig et barn?
Du har masser af år til at få børn i, og jeg synes, du skal være langt sikre både på dig selv og på dit forhold inden, du drager et lille barn ind i alt det rod, du beskriver. Du skal kort sagt have noget at tilbyde barnet i stedet for, sådan som jeg læser dit indlæg, at barnet skal tilbyde dig noget.
Jeg vil gribe min usikkerhed overfor min kæreste anderledes an, da jeg fik meget ud af at læse Lottes besvarelse - tak for det.
Ang. barn må jeg tale med ham om det, jeg tænker her i aften, da vi allerede har fået sat noget i gang hos min gynækolog da hun har vurderet mig som værende kompetent til at få et barn, men dette må jo sættes på stand-by.
Jeg har i forvejen planer om at tage en uddannelse mere efter sommeren.
Tak for jeres svar