Indstillinger
Hej folkens..
Jeg vidste ikke om jeg skulle skrive under depression og angst, men nu ryger den altså herind...
Jeg er en ung fyr på 20 år, og synes bare alt går af helvedes til her fortiden..
Jeg afsluttede sidste år HHX og kom ikke ind på den uddannelse jeg ønskede og har derfor været nødsaget til at starte på kontanthjælp, det har jeg så været indtil nu! jeg har dog lagt mærke til jeg de sidste 2 måneder har været sur på alt og alle, og det går især udover mine forældre hvor jeg føler at alt de siger er rettet "ondt" imod mig, det gik faktisk kun op for mig fordi de selv tog fat i mig og spurgte hvorfor jeg var så skide sur hele tiden, jeg kan slet ikke få mig selv op om morgenen da jeg ikke ser nogen idé i at skulle tage op på kommunen for at sidde i 5 timer omgivet af "ja undskyld" bumser! jeg hører slet ikke til der og vil bare videre på min videregående udd.. istedet for at skulle stå op for at tage derover og sidde på computeren og glo... jeg har den sidste måned været utrolig ked af det og går og tar mig selv i flere gange at holde tåre tilbage og ved ikke hvorfor jeg bliver ked af det? (i mit hoved er det latterligt at blive ked af det over det her, men ja...) føler ikke jeg kommer nogen vegne og gider bare ikke det her mere, har prøvet at finde på undskyldninger derop til så jeg har kunnet tage en uge fri og bare være mig selv, men det virker bare ikke.
- Det lyder måske ikke så slemt, men eftersom jeg plejer at være en smilende, flink og frisk fyr, som pludseligt er blevet røv ked af det hele tiden, skide sur og utrolig træt synes jeg noget var galt, oveni alt dette er min mormor utrolig syg og min rigtig gode kammerat har lige fået samme slags kræft som min gudmors datter døde af sidste år.
Jeg går virkelig og tænker meget over det, og bliver ked af det hver gang, og alt folk siger irritere mig og det er blevet rigtig slemt nu med mavefornemmelser, gråd og irritation at jeg blev nød til at lave den her bruger og høre hvad fanden jeg skal gøre af mig selv...
Jeg er en ung fyr på 20 år, og synes bare alt går af helvedes til her fortiden..
Jeg afsluttede sidste år HHX og kom ikke ind på den uddannelse jeg ønskede og har derfor været nødsaget til at starte på kontanthjælp, det har jeg så været indtil nu! jeg har dog lagt mærke til jeg de sidste 2 måneder har været sur på alt og alle, og det går især udover mine forældre hvor jeg føler at alt de siger er rettet "ondt" imod mig, det gik faktisk kun op for mig fordi de selv tog fat i mig og spurgte hvorfor jeg var så skide sur hele tiden, jeg kan slet ikke få mig selv op om morgenen da jeg ikke ser nogen idé i at skulle tage op på kommunen for at sidde i 5 timer omgivet af "ja undskyld" bumser! jeg hører slet ikke til der og vil bare videre på min videregående udd.. istedet for at skulle stå op for at tage derover og sidde på computeren og glo... jeg har den sidste måned været utrolig ked af det og går og tar mig selv i flere gange at holde tåre tilbage og ved ikke hvorfor jeg bliver ked af det? (i mit hoved er det latterligt at blive ked af det over det her, men ja...) føler ikke jeg kommer nogen vegne og gider bare ikke det her mere, har prøvet at finde på undskyldninger derop til så jeg har kunnet tage en uge fri og bare være mig selv, men det virker bare ikke.
- Det lyder måske ikke så slemt, men eftersom jeg plejer at være en smilende, flink og frisk fyr, som pludseligt er blevet røv ked af det hele tiden, skide sur og utrolig træt synes jeg noget var galt, oveni alt dette er min mormor utrolig syg og min rigtig gode kammerat har lige fået samme slags kræft som min gudmors datter døde af sidste år.
Jeg går virkelig og tænker meget over det, og bliver ked af det hver gang, og alt folk siger irritere mig og det er blevet rigtig slemt nu med mavefornemmelser, gråd og irritation at jeg blev nød til at lave den her bruger og høre hvad fanden jeg skal gøre af mig selv...
Kommentarer
Godt dine forældre tog fat i dig, for jeg kan love dig for den slags ikke er morsomt for forældre. Du må være god ved dem. Husk, du er deres glæde og stolthed.
Mine "drenge" har altid været meget beskyttende over for mig, som jeg naturligvis har passet på dem.
Nå, men det var det. Det er let nok at svare, du skal i gang med en uddannelse, så du kan få din selvrespekt tilbage.
Hvor er det nemt at sige, men det er jo rigtigt. Jeg ved godt det er pokkers svært, men kunne en anden uddannelse måske være en løsning.
Min ene søn blev uddannet inden for flyvevåbenet og siden fik han også en anden uddannelse. Så man bliver ikke totalt låst fast.
Min anden søn arbejder også med noget helt andet i dag end det han blev uddannet til.
Men kun i kraft af deres første uddannelser kom de videre. !!!!
Så selv om man ikke får ønskeuddannelsen kan der senere vise sig andre muligheder. Det gælder om ikke at gå i stå.
Du er ung, det skal nok gå, når du selv vil.
Men også i dag kunne de tænke sig noget andet, så jeg tror man ændrer sig livet igennem. Så, skidt pyt, find noget andet, du kunne have lyst til. Noget må der være.
Skrevet i den bedste mening med ønsket om held til at komme i gang med noget.
Politiet er også noget jeg rigtig gerne vil men der skal man være 21 og de plejer først at ville have en når man er lidt ældre, derfor jeg faktisk ville tage en 2 årig uddannelse først og så tage politiet
- altså har jeg massere af ting jeg gerne vil, der er bare hele tiden noget i vejen!
og jeg er skam også sød mod mine forældre, har bare en tendens til at snerre af dem og føle de efter mig som gør jeg bliver irriteret på dem
Men det er jo det, der er galt med dig. Du "gider" ikke kontanthjælp og vil gerne noget andet. Når først du finder "noget" bliver dit humør også bedre.
Som du faktisk selv skriver så er der mange muligheder. Hvad med at kontakte uddannelsesstederne og finde ud af hvad der skal til for at du kommer ind.
Der er jo også uddannelses vejledere der kan hjælpe dig den rette vej med hvad der skal til.
I mellemtiden må du ud opleve eller tage et arbejdsår eller friviligt arbejde. Gør nogen ting - gør nogle ting som vil se godt ud på dit CV eller til uddanelsen.
Klø på istedet for at hænge. PØJ PØJ
MVH.
Derimod kontaktede jeg de steder, jeg havde søgt ind og spurgte, hvad der var fornuftigt at gøre for at bedre mine chancer. Det betyder, at jeg først arbejdede som ufaglært inden for et relevant område i et år, mens jeg tog 2 fag på HF- Enormt hårdt, da jeg er alene med et lille barn, men det gik.
I år har jeg først været 4 mdr. på højskole - pengene havde jeg sparet op af min løn - og har i år desuden taget et HF-fag.
Jeg søger nu igen og håber, at jeg kommer ind i år. Gør jeg ikke det, så vil jeg finde en anden uddannelse, som jeg har større chance for at komme ind på. Så du; Se at få fingeren ud af starthullerne. Tag ansvar for dit eget liv, og har du ikke kvalificeret dig til det, du gerne vil, så er det sikkert, fordi du enten ikke har været flittig nok, ikke har talentet eller har truffet de forkerte valg. Men det er dit ansvar, og tager du det ikke, så ender du som de bumser, du ser ned på!