At slå op med kæreste med depression
Puuha, hvor skal man begynde..
Jeg er en ung fyr på 23 som har været sammen med sin kæreste i 7 år.. Hun blev for 5 år siden ramt af sin første depression og har lige siden vadet ind og ud af den ene depression efter den anden, desværre er de bare blevet værre og værre og i denne omgang kom der også en gang social angst med oven i.. Hun har gået og går stadig til psykolog har været på ophold på stolpegården, har været til selvhjælpskurser og en masse andre ting hvor jeg virkelig har støttet hende alt hvad jeg kunne.
For jeg elsker hende virkelig af hele mit hjerte og vil hende virkelig alt det bedste, men jeg føler ikke at jeg magter mere. Jeg føler mit liv bare flyver afsted uden at "vores" liv sammen følger med.. Hun har gået arbejdsløs i snart 3 år, så det er udelukkende på grund af min løn at vi holder skruen i vandet og det er også med til at gøre det ekstra hårdt synes jeg..
Jeg har nu for første gang startet en diskussion i mit hoved om at gå fra hende og det der virkelig holder mig tilbage er hvordan hun reagere og hvad der skal blive af hende og det tolker jeg som et tegn til at det måske er på tide at lytte til sin egen krop
((
Mit store dilemma er at det er min lejlighed vi bor i, så en ting som hvor i alverden hun skal flytte hen er et af problemerne. Udover det er jeg også rigtig rigtig bange for at hun kunne finde på at gøre skade på sig selv da hun virkelig ser mig som det eneste i hendes liv. Desuden er jeg i syv sind om jeg skal informere hendes far, som jeg snakker meget med og som hun også har et godt forhold til, på dagen inden jeg tager snakken med kæresten så der står en klar til at hjælpe hende..
Jeg har det så dårligt med at skrive de her ting og med at tænke som jeg gør, men jeg kan ikke klare at tænke over at mit liv er på pause mere.. Jeg elsker hende dog stadig utrolig højt og vil nok altid holde af hende, jeg kan som sagt bare ikke overskue det mere.. Håber meget på gode råd, da dette vil være første gang jeg slår op med en så seriøs kæreste og hendes psykiske tilstand gør det fandeme svært!
(
Hilsen Fisken
Jeg er en ung fyr på 23 som har været sammen med sin kæreste i 7 år.. Hun blev for 5 år siden ramt af sin første depression og har lige siden vadet ind og ud af den ene depression efter den anden, desværre er de bare blevet værre og værre og i denne omgang kom der også en gang social angst med oven i.. Hun har gået og går stadig til psykolog har været på ophold på stolpegården, har været til selvhjælpskurser og en masse andre ting hvor jeg virkelig har støttet hende alt hvad jeg kunne.
For jeg elsker hende virkelig af hele mit hjerte og vil hende virkelig alt det bedste, men jeg føler ikke at jeg magter mere. Jeg føler mit liv bare flyver afsted uden at "vores" liv sammen følger med.. Hun har gået arbejdsløs i snart 3 år, så det er udelukkende på grund af min løn at vi holder skruen i vandet og det er også med til at gøre det ekstra hårdt synes jeg..
Jeg har nu for første gang startet en diskussion i mit hoved om at gå fra hende og det der virkelig holder mig tilbage er hvordan hun reagere og hvad der skal blive af hende og det tolker jeg som et tegn til at det måske er på tide at lytte til sin egen krop
((Mit store dilemma er at det er min lejlighed vi bor i, så en ting som hvor i alverden hun skal flytte hen er et af problemerne. Udover det er jeg også rigtig rigtig bange for at hun kunne finde på at gøre skade på sig selv da hun virkelig ser mig som det eneste i hendes liv. Desuden er jeg i syv sind om jeg skal informere hendes far, som jeg snakker meget med og som hun også har et godt forhold til, på dagen inden jeg tager snakken med kæresten så der står en klar til at hjælpe hende..
Jeg har det så dårligt med at skrive de her ting og med at tænke som jeg gør, men jeg kan ikke klare at tænke over at mit liv er på pause mere.. Jeg elsker hende dog stadig utrolig højt og vil nok altid holde af hende, jeg kan som sagt bare ikke overskue det mere.. Håber meget på gode råd, da dette vil være første gang jeg slår op med en så seriøs kæreste og hendes psykiske tilstand gør det fandeme svært!
(Hilsen Fisken
Kommentarer
Men, jeg vil alligevel sige, det er ikke dit ansvar. Det ansvar hverken kan eller skal du påtage dig. Jeg stod selv i en situation engang, der ligner en smule.
Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over, jeg gjorde, som jeg gjorde. Det hensyn skylder man sig selv, mener jeg. Hvem hjælper det to mennesker bryder sammen.
Jeg tror dog nok, jeg ville fortælle det til hendes far, at du ikke kan klare mere. Men føle nogen skyld mener jeg bestemt ikke du skal gøre. Du har jo forsøgt at hjælpe efter bedste evne.
Nogle foreslår sommetider man skal/burde gøre det ene og det andet. Nej, du kan ikke påtage dig ansvaret og har det heller ikke. Du kan slet ikke magte en sådan opgave. Det kan ingen bebrejde dig.
Ps.
I mit tilfælde gjorde vedkommende skade på sig selv, men det var sikkert sket før eller siden alligevel. Jeg har aldrig følt det var mit ansvar.
Der er masser af ledige steder, hun kan flytte til og det må hun så gøre.
Jeg er ikke hård eller hjerteløs, men nogen gange kan ting være nødvendige, for at man selv kan overleve.
Men du kan lave en aftale med faren om at I skal hen til ham og så tage snakken med hende. På den måde ved du, at han har tid til at tage sig af hende.
Hvis det går helt galt må du huske hende og faderen på eksistensen af psykiatriske skadestuer. Men det er forhåbentlig ikke nødvendigt.
Uanset hvad: Du skal ikke blive sammen med hende fordi andet vil være synd for hende.
jeg føler virkelig med dig ---du står i en meget svær beslutning ----
jeg forstår helt klart at du har det meget svært ---du har været sammen med den pige i så mange år ---du elsker hende stadig ----så det er ikke lige at slutte dette forhold ----og så er det overstået ----
du bliver nød til at søge hjælp ---det er godt at sige det til hendes far --
men du har brug for at tale med en psykolog om dette ---
du skulle tale med din læge om du kan få en henvisning ..til psykolog --det er dyrt at gå til --men din sag er så spiciel ---så du burde kunne få henvisning ---til nogle timer igennem din læge ---
godt nok siger andre at det ikke er din sag ---at du ikke behøver at have samvittighed ----
men det vil følge dig igennem lang tid ---og nage dig om du har gjordt det rigtige .---men det er hele din ungdom der går for dig ---uden at komme videre
endnu en gang føler jeg med dig ---hvad med din familie --de kender vel også pigen --
har du talt med dem om din situation
du er23 år ---du har haft din kæreste i 7 år ---atså var du 16 år da i mødtes ---
de 2 første år var der intet problem ---men de sidste 5 år --har hun haft depression ---
den depression kom den den pludselig ---har du nogen ide on hvad årsagen er til hun fik den depression ----
du taler godt med pigens far ---taler-i om din kæreste er syg ---hvordan reagerer de på det ---for det må være svært for dem ---
du forsørger hende ----har hun aldrig haft noget arbejde ---eller har hun eksamen ---
i bor i din lejlighe --det er ærgeligt at hun er syg ----for du virker som en mand der er værd at holde på ---
men jeg forstår godt din reaktion ----hvor gammel er din kæreste ---kan hun ikke få dagpeng --eller komme på pension ---
eller hvad med hendes forældre ---spæder de ikke til jeres økonomi---
for det er godt nok lidt tidlig at du er kommet i forsørger rollen ---
du syntes nok jeg er lidt nysgerrig ---det er jeg ud fra at jeg føler virkelig med dig