Kontrol eller mistro
Hej
Jeg tror jeg er lidt forvirret i mit forhold til min kæreste, kan ikke helt finde ud af om det er mig der bare misfortolker ting.
Jeg er midt i 040'erne og har haft min kæreste i ca et halvt år. I starten virkede det bare som det mest perfekte match, vi var meget forelskede og så hinanden så ofte det var muligt når der også er børn der skal tages hensyn til.en ting var dog lidt skræmmende, han synes ret hurtigt vi skulle flytte sammen, men der har jeg sagt stop, vi skal jo lige lære hinanden at kende bedre, hvilket han mener vi jo kan gøre hvis vi flytter sammen. Men der er jo børn involveret, så jeg mener ikke at det er bare noget man gør før man er 100 % sikker.
Jeg synes han har forandret sig stille og roligt, har prøvet at snakke med ham, men han er svær at snakke med det om, fordi han misfortolker og tager det som angreb fra min side.
For nogle uger siden skrev han nogle SMS om natten og endte med at blive meget fornærmet over jeg ikke svarede , som jeg forklarede ham, så sov jeg og hørte ikke min telefon. Hans udlægning var at jeg altid høre min telefon hvis mine børn skriver, og svarer dem, men det gør jeg jo kun hvis jeg har hørt at de skriver.
Igår skulle han komme om eftermiddagen, han blev så forsinket og skrev til mig, men jeg hyggede lige med min datter og min telefon var i min jakkelomme, så jeg hørte den ikke. Da jeg tog min telefon, havde han skrevet 4 beskeder, ringet 4 gange og indtalt en besked hvor han var sur og forklarede at han ikke bare vil fejes af , og at jeg udviser ligegyldighed ved ikke at svare ham, vi snakker om en periode på 45 min. Da han så kom prøvede jeg at forklare ham, at jeg jo ikke altid sidder klar med telefonen og at det var unødvendigt at prøve at kontakte mig så mange gange, jeg ville jo få hans besked om forsinkelse når jeg undrede mig om hvor han blev af og kigge på min telefon. Hans udlægning var at jeg udviste ligegyldighed og at jeg tidligere altid svarede med det samme. Jeg mener vi snakker ikke om jeg ikke svarede i flere timer. Jeg forklarede også at i starten er man meget forelsket og har nok mere sin telefon ved sig, men at man efterhånden jo ikke kommunikere ligeså meget på SMS og derfor ikke altid får svaret med det samme, medmindre man forventer en SMS eller lign.
Åh, der er nogle enkelte andre ting også, men jeg kan ikke finde ud af hvad det er der sker her, hvorfor reagere han sådan. Jeg er et meget ærligt og trofast menneske, ser det positive før det negative, han ser altid forhindringer først.
Tror bare jeg lige skulle have det her ud, jeg har ikke prøvet sådan en situation før.
Jeg fortalte ham også at jeg savner mine veninder og at jeg tidligere så dem mere, f.eks bare til en lille kop kaffe en alm. Hverdags aften, og at det kunne aftales impulsivt. Han mener sådan noget skal aftales en uge i forvejen, men sådan er det jo ikke altid, før i tiden snakkede jeg måske med min veninde i telefon og så blev vi lige enig om at mødes en times tid istedet for at snakke i telefon, sådan impulsivt. Det kan man jo ikke altid aftale flere dage i forvejen, og jeg kan ikke se noget galt i det, men kun at det er hyggeligt.
Hvordan skal jeg dog gribe dette an?
Jeg tror jeg er lidt forvirret i mit forhold til min kæreste, kan ikke helt finde ud af om det er mig der bare misfortolker ting.
Jeg er midt i 040'erne og har haft min kæreste i ca et halvt år. I starten virkede det bare som det mest perfekte match, vi var meget forelskede og så hinanden så ofte det var muligt når der også er børn der skal tages hensyn til.en ting var dog lidt skræmmende, han synes ret hurtigt vi skulle flytte sammen, men der har jeg sagt stop, vi skal jo lige lære hinanden at kende bedre, hvilket han mener vi jo kan gøre hvis vi flytter sammen. Men der er jo børn involveret, så jeg mener ikke at det er bare noget man gør før man er 100 % sikker.
Jeg synes han har forandret sig stille og roligt, har prøvet at snakke med ham, men han er svær at snakke med det om, fordi han misfortolker og tager det som angreb fra min side.
For nogle uger siden skrev han nogle SMS om natten og endte med at blive meget fornærmet over jeg ikke svarede , som jeg forklarede ham, så sov jeg og hørte ikke min telefon. Hans udlægning var at jeg altid høre min telefon hvis mine børn skriver, og svarer dem, men det gør jeg jo kun hvis jeg har hørt at de skriver.
Igår skulle han komme om eftermiddagen, han blev så forsinket og skrev til mig, men jeg hyggede lige med min datter og min telefon var i min jakkelomme, så jeg hørte den ikke. Da jeg tog min telefon, havde han skrevet 4 beskeder, ringet 4 gange og indtalt en besked hvor han var sur og forklarede at han ikke bare vil fejes af , og at jeg udviser ligegyldighed ved ikke at svare ham, vi snakker om en periode på 45 min. Da han så kom prøvede jeg at forklare ham, at jeg jo ikke altid sidder klar med telefonen og at det var unødvendigt at prøve at kontakte mig så mange gange, jeg ville jo få hans besked om forsinkelse når jeg undrede mig om hvor han blev af og kigge på min telefon. Hans udlægning var at jeg udviste ligegyldighed og at jeg tidligere altid svarede med det samme. Jeg mener vi snakker ikke om jeg ikke svarede i flere timer. Jeg forklarede også at i starten er man meget forelsket og har nok mere sin telefon ved sig, men at man efterhånden jo ikke kommunikere ligeså meget på SMS og derfor ikke altid får svaret med det samme, medmindre man forventer en SMS eller lign.
Åh, der er nogle enkelte andre ting også, men jeg kan ikke finde ud af hvad det er der sker her, hvorfor reagere han sådan. Jeg er et meget ærligt og trofast menneske, ser det positive før det negative, han ser altid forhindringer først.
Tror bare jeg lige skulle have det her ud, jeg har ikke prøvet sådan en situation før.
Jeg fortalte ham også at jeg savner mine veninder og at jeg tidligere så dem mere, f.eks bare til en lille kop kaffe en alm. Hverdags aften, og at det kunne aftales impulsivt. Han mener sådan noget skal aftales en uge i forvejen, men sådan er det jo ikke altid, før i tiden snakkede jeg måske med min veninde i telefon og så blev vi lige enig om at mødes en times tid istedet for at snakke i telefon, sådan impulsivt. Det kan man jo ikke altid aftale flere dage i forvejen, og jeg kan ikke se noget galt i det, men kun at det er hyggeligt.
Hvordan skal jeg dog gribe dette an?
Kommentarer
Jeg ved bare, hvad jeg tænker om situationen. Du skal ikke flytte sammen med ham. I er vist for forskellige.
Han lyder besiddende og du, tjae, du vil vel bare have et liv ved siden af også. Det kan jeg ikke se noget galt i.
Han opfatter tingene på en måde og du på en anden. Kort sagt, jeg tror ikke på det forhold. I ville aldrig kunne enes, man er som man er. Det var så bare min mening.
Men jeg ved godt vi desværre altid vil klamre os til et halmstrå og tro, det ordner sig nok. Vi finder ud af noget. Hvis jeg gør sådan, så skal det nok gå.
Jeg tror bare ikke på den slags mere.
Af skade bliver man klog, men sjældent "rig".
Det der? Det bør du stoppe lige nu. Han er voldsomt besiddende og jaloux - og han er det endda også på dine børn.
Jeg tror ikke, der kommer noget som helst godt ud af det forhold. I løbet af ingen tid, vil han have styret dig direkte væk fra dine veninder, dit selvstændige liv, og forlange af dig at alt - simpelt hen alt - skal handle om ham.
Det er da sygt, at han forlanger, at du skal svare hans sms midt om natten og det er sygt, at han forlanger at den telefon skal være limet fast på dig, så du kan stå til rådighed for ham konstant. Selvfølgelig skal du have lov til dine impulsive aftaler - sådan er du, og det må han acceptere.
Alle dine alarmklokker burde kime meget højt, hvilket de vel også gør, siden du skriver her - og du bør lytte til dem, for den kontrol vil kun blive værre og værre.
Gå tre skridt tilbage - fortæl ham, at det her? Det vil du simpelt hen ikke være med til. Enten stopper han den kontrol øjeblikkeligt, accepterer dig og stoler på dig, som den, du er - eller også stopper jeres forhold.
Den kontrolleren og opfattelse af, at du nedgører ham, fordi du ikke står på pinde for ham øjeblikkeligt, er et problem HAN har og som HAN bør gøre noget ved, men i løbet af kort tid, vil det blive dit problem, og dig, der går psykisk ned på det.
Det er sygeligt - og hvis han ellers vil indse det, så er der faktisk også noget at gøre ved det. Han skal have professionel hjælp.
Jeg er meget kontant - men med en kæreste, der har en sådan opførsel, kan det kun gå galt - rigtigt galt.
Gå tre skridt tilbage - fortæl ham, at det her? Det vil du simpelt hen ikke være med til. Enten stopper han den kontrol øjeblikkeligt, accepterer dig og stoler på dig, som den, du er - eller også stopper jeres forhold.
citat slut
Nemlig, sådan skal det gøres og du bør gøre det af hensyn til dine børn og dig selv. Hvis han lover at ændre sig, så vent LÆNGE med at flyttes sammen, for en sikkerheds skyld.
Ja, der er noget galt og det er jo også derfor jeg har skrevet herinde for at få nogle andre synspunkter og råd, for jeg er temmelig forvirret over den drening vores forhold har taget.
Jeg har prøvet at kontrontere ham med det, men han er helt uforstående, og synes absolut det er mig der er gal på den, for sådan er han ihvertfald ikke - så det er ikke nemt at skulle snakke med ham. Han siger han er træt af, at jeg mener han mistror mig. Det er mig der er hel gal på den.
Igår aftes var det jeg prøvede at snakke lidt med ham, men da min datter var hjemme var det jo ikke helt nemt, men imorges var han så bare gået i løbet af natten uden at sige noget, ingen besked havde han skrevet. Det er da ikke særlig voksent i mine øjne.
Nå, jeg må have en snak med ham igen, se om jeg kan få ham til at forstå hvordan jeg har det og jeg vil ikke lade ham styre mit liv, det er helt sikkert
Den opførsel i nat - ved bare at være gået - fortæller da, at han ikke vil indse, at det er ham.
Jeg synes da klart, du skal sige til ham, at da han mener, det er dig, der er gal på den og du mener, at det er ham, der er urimelig, så kan det nok være vanskeligt for jer at findes et fælles grundlag, hvorfor I hellere må stoppe jeres forhold, for I kommer vist aldrig til at "swinge" sammen.
Hvis du bøjer af - og er den, der siger undskyld - er jeg ret sikker på, at det kun bliver værre og værre, så for din egen skyld: Kom ud af det nu.
Hvis det er, kan du jo også sende ham en besked; - jeg mener, når han nu er så glad for kommunikation via sms - skrive at en så barnlig opførsel, som den i nat, hvor han bare fornærmet og barnligt går sin vej, vil du ikke finde dig i, hvorfor du hermed gør det forbi mellem jer.
Hvis du gør det viser du jo tydeligt, du kan styres. !!!!!
Jeg har prøvet det, så jeg ved hvad jeg taler om.
Jeg prøvede at tage en snak med ham igen igår aftes, men tror aldrig han vil forstå hvad jeg mener. Han sagde jeg viser ligegyldighed, er egoistisk og at jeg burde være min alder mere bevidst.
At det er andre der styrer mig, og at det er andre der råder mig til ikke at flytte hjem tilham, det er ikke tilfældet, det er mig selv der heldigvis siger fra.
Han mener jeg opfører mig som en teenager når jeg engang imellem vil ud med vendinderne. At jeg styrer mit liv udfra mine børn. Han mener jeg ikke støtter ham og er kold . han mener bestemt ikke jeg er et familie menneske.
Hvis man virkelig mener det om mig, hvorfor vil han så være sammen med mig, jeg har aldrig mødt sådan en type før . Jeg forstår det ikke, og jeg tror heldigvis jeg er stærk nok til at sige fra. Igår holdt jeg fast på hvad og hvem jeg er.
Men han virker som han mener jeg nok skal komme til fornuft, og ja han går nok og venter på en undskyldning.
Det er hårdt at blive angrebet verbalt på den måde når man er en altid ærlig og trofast person. jeg er så overrasket over at jeg i den grad har kune tage fejl af en anden person, det havde jeg ikke lige set komme da jeg mødte ham.
I har ret , hvis jeg tilgiver eller giver ham ret eller lign, viser jeg at jeg kan styres.
Han gør alt, hvad han kan for at styre dig, for at få dig til kun at se i en retning – nemlig hans, og så påstår han, at andre styrer dig. Hvis du gør ting, der ikke passer ham, så er du styret af andre. Det er da morsomt.
Han er øjensynligt slet ikke i stand til at forstå, at du faktisk selv er ganske udmærket i stand til at tage dine egne beslutninger.
Men – det værste er at han påstår, at du styrer dit liv ud fra dine børn, og at det i øvrigt skal være en anklage. Det er dybt betænkeligt, at han ikke forstår, at selvfølgelig styrer du dit liv ud fra dine børn, selvfølgelig kommer dine børn først, at du aldrig, aldrig bør svigte dine børn til fordel for en kæreste – og gør du det, kommer du til at betale for det resten af dit liv.
Det, du hidtil har fortalt om denne mand, fortæller, at han aldrig vil stille sig tilfreds, før der overhovedet ikke er andre (mennesker, ting osv.) i dit liv end ham. Og – så vil han givet stadig brokke sig og overvåge den mindste bevægelse hos dig.
I øvrigt – I er voksne mennesker. Han har vel også forhold bag sig? Mon ikke det er ham, der hver gang har fået ødelagt sine tidligere forhold ved at være så kontrollerende? Han har i den grad brug for hjælp, men noget tyder på, at han ikke vil indse det, hvorfor det heller kan/skal være dig, der kan yde den hjælp.
Jeg gentager mit forslag – stop, og gør det nu. Hvis han går og venter på en undskyldning, så lad være med at kontakte ham overhovedet, og når han kontakter dig – for det gør han givet på et tidspunkt – så fortæl ham, at du ikke vil undskylde den person, du er og du derfor ikke ser nogen grund til at fortsætte jeres kontakt.
Kom ud af det inden du går i stykker, og det mener jeg.
Tak for alle jeres kommentarer og gode råd, jeg er virkelig glad for at jeg har skrevet herinde og fået tilbagemeldinger fra jer.
Jeg besluttede at gøre det endeligt forbi og gjorde det igår, han reagerede med at græde, sige undskyld, men ikke noget yderligere som at spørge ind til hvad vi kunne gøre for at få det til at fungere. Det undrede mig alligevel. Han sagde bare han elsker mig og ikke kan forstå det og at det kom på et uheldigt tidspunkt og han ikke skulle have svinet mig til i telefonen. Nej, det skulle han nok ikke.
Jeg sagde han måtte kunne se hvor forskellige vi er, men til det sagde han, at det kunne han ikke. Og ellers smågræd han lidt men denne gang svinede han mig ikke til en eneste gang. Og selvfølgelig fik jeg på et tidspunkt lyst til at trøste ham, men jeg besluttede mig for at holde fast. For,- som nogen af jer har skrevet, så ligner det ikke et sundt forhold, men jeg må da indrømme at man et kort tidspunkt lige bliver i tvivl, men jeg lyttede til min mavefornemmelse.
Nu er jeg så spændt på om han virkelig har forstået det, men det håber jeg. Jeg forventer at han nok tilsviner mig overfor andre, for han taler altid dårligt om sine eks,er, hvor det forøvrigt ikke ham der har gjort noget galt.
Nu glæder jeg mig til at komme videre, men jeg er stadig bare gal og rasende, og frustreret.
Kan man ikke styre på en måde vælger man en anden.
Så ja, han bliver sikkert sur over du ikke hoppede på den. Men skidt være med det. For så bliver du kun endnu mere sikker i din sag.
Jeg håber du møder en anden, som du passer bedre sammen med.