Følelsen af at besvime-psykisk problem? Hjælp, jeg er bange
Hej netdoktor
Jeg er en elitesportsudøver, gymnasieelev og 17 årig pige, der har nok at se til.
Jeg skriver fordi, jeg har haft det meget underligt de sidste 50 timer.
Det hele startede med, at jeg midt i frokostpausen på skolen fik det som om, jeg skulle besvime, mine øjne flakkede, jeg kunne ikke stå på mine ben og folk omkring mig blev utydelige. Jeg gik i panik, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt samtidigt med at min puls steg. Det var helt som om, jeg skulle besvime og jeg har meget svært ved at beskrive følelsen. Jeg ringede til min far, der straks kørte mig på Gentofte hospital, hvor jeg flere gange var ved at falde om.
Jeg blev undersøgt, fik taget et hjertekardiogram, målt blodtryk og blodsukker og blev undersøgt. Lægen kunne ikke umiddelbart komme med en forklaring, men anbefalede et røngtenbillede af min nakke, da jeg har døjet med hold i nakken i en måneds tid. Lægen mente, at der kunne være en diskusprolaps der sad og trykkede på nogle nerver op til hjernen.
Næste dag fik jeg taget et billede, jeg havde i mellemtiden fået kvalme og stadig den samme følelse, som om jeg skulle besvime og alt omkring mig svant ind, samtidigt med jeg var ved fuld bevidsthed. Lægerne kunne umiddelbart ikke se noget, andet end jeg havde en lille forkalkning i halsen, altså ikke et svar på hvorfår jeg havde det således.
Jeg og mine forældre tog atter på hospitalet, hvor jeg blev gennemtjekket. Jeg fik tjekket mine reflekser, lyst i øjet, trykket på mave, taget en masse blodprøver og snakket med lægen. De kunne ikke komme på noget, nævnte dog at det kunne være en atypisk form for migræne eller en mild form for epilepsi? Jeg blev i hvert fald henvist til en øre næse hals specialist og en hjernespecialist på Herlev...
Nu er der gået et døgn siden jeg var på sygehuset, og jeg har stadig samme meget skræmmende og trættende følelse i kroppen, der medfører ekstremt udmattelse og at jeg går i seng klokken 20 og sover til klokken 9 næste morgen.
Her vil jeg prøve at beskrive følelsen, der første gang optrådte på en vandretur med skolen, der kulminerede i mandags der så har hængt ved de sidste 50 timer:
- mine øjne kan ikke fokusere, og det føles som om de flakker.
- mine øjne reagere voldsomt på lys, lyd, billeder, og hvis der er mange mennesker omkring mig.
- jeg får et sus gennem kroppen, og føler det som om jeg skal besvime.
- folk og omgivelserne omkring mig bliver utydelige
- jeg bliver svimmel men ikke dårlig
- der opstår panik i mig, og det føles som om alt liv bliver suget ud af mig et kort øjeblik, i mens jeg er ved fuld bevidsthed. Mit hjerte banker hurtigt, pulsen stiger, jeg bliver bange, og vejrtrækningen ustabil.
- den egentlige følelse er som sagt som om jeg skal besvime, men jeg får kontrol over mig selv.
- jeg har ikke ondt i hovedet eller kvalme
- det er ligesom om der bliver trykket på en knap, der gør at alt liv bliver suget ud af mig, og det kun er min krop der står tilbage med en lille del af sjælen tilbage, indtil jeg får kontrol over min krop igen.
- følelsen af at være ved at besvime uden at gøre det.
Jeg har prøvet at beskrive følelsen så godt sim muligt, også til lægerne. Jeg er bange, og jeg ved ikke, hvad det kan være. Nu ved jeg bare, at jeg har haft den følelse i kroppen siden mandag, og at det forhindre mig i at slappe af, gå i skole, dyrke sport, og endda være sammen med mennesker.
- jeg kan umuligt være gravid
- jeg tager ikke p-piller
- jeg tager ikke stoffer
- jeg ryger ikke
- jeg drikker sjældent alkohol
- jeg spiser en varieret kost
- jeg drikker væske
- min mor og mormor lider af migræne
- min kusine lider af epilepsi
Kh den bange og trætte pige
Jeg er en elitesportsudøver, gymnasieelev og 17 årig pige, der har nok at se til.
Jeg skriver fordi, jeg har haft det meget underligt de sidste 50 timer.
Det hele startede med, at jeg midt i frokostpausen på skolen fik det som om, jeg skulle besvime, mine øjne flakkede, jeg kunne ikke stå på mine ben og folk omkring mig blev utydelige. Jeg gik i panik, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt samtidigt med at min puls steg. Det var helt som om, jeg skulle besvime og jeg har meget svært ved at beskrive følelsen. Jeg ringede til min far, der straks kørte mig på Gentofte hospital, hvor jeg flere gange var ved at falde om.
Jeg blev undersøgt, fik taget et hjertekardiogram, målt blodtryk og blodsukker og blev undersøgt. Lægen kunne ikke umiddelbart komme med en forklaring, men anbefalede et røngtenbillede af min nakke, da jeg har døjet med hold i nakken i en måneds tid. Lægen mente, at der kunne være en diskusprolaps der sad og trykkede på nogle nerver op til hjernen.
Næste dag fik jeg taget et billede, jeg havde i mellemtiden fået kvalme og stadig den samme følelse, som om jeg skulle besvime og alt omkring mig svant ind, samtidigt med jeg var ved fuld bevidsthed. Lægerne kunne umiddelbart ikke se noget, andet end jeg havde en lille forkalkning i halsen, altså ikke et svar på hvorfår jeg havde det således.
Jeg og mine forældre tog atter på hospitalet, hvor jeg blev gennemtjekket. Jeg fik tjekket mine reflekser, lyst i øjet, trykket på mave, taget en masse blodprøver og snakket med lægen. De kunne ikke komme på noget, nævnte dog at det kunne være en atypisk form for migræne eller en mild form for epilepsi? Jeg blev i hvert fald henvist til en øre næse hals specialist og en hjernespecialist på Herlev...
Nu er der gået et døgn siden jeg var på sygehuset, og jeg har stadig samme meget skræmmende og trættende følelse i kroppen, der medfører ekstremt udmattelse og at jeg går i seng klokken 20 og sover til klokken 9 næste morgen.
Her vil jeg prøve at beskrive følelsen, der første gang optrådte på en vandretur med skolen, der kulminerede i mandags der så har hængt ved de sidste 50 timer:
- mine øjne kan ikke fokusere, og det føles som om de flakker.
- mine øjne reagere voldsomt på lys, lyd, billeder, og hvis der er mange mennesker omkring mig.
- jeg får et sus gennem kroppen, og føler det som om jeg skal besvime.
- folk og omgivelserne omkring mig bliver utydelige
- jeg bliver svimmel men ikke dårlig
- der opstår panik i mig, og det føles som om alt liv bliver suget ud af mig et kort øjeblik, i mens jeg er ved fuld bevidsthed. Mit hjerte banker hurtigt, pulsen stiger, jeg bliver bange, og vejrtrækningen ustabil.
- den egentlige følelse er som sagt som om jeg skal besvime, men jeg får kontrol over mig selv.
- jeg har ikke ondt i hovedet eller kvalme
- det er ligesom om der bliver trykket på en knap, der gør at alt liv bliver suget ud af mig, og det kun er min krop der står tilbage med en lille del af sjælen tilbage, indtil jeg får kontrol over min krop igen.
- følelsen af at være ved at besvime uden at gøre det.
Jeg har prøvet at beskrive følelsen så godt sim muligt, også til lægerne. Jeg er bange, og jeg ved ikke, hvad det kan være. Nu ved jeg bare, at jeg har haft den følelse i kroppen siden mandag, og at det forhindre mig i at slappe af, gå i skole, dyrke sport, og endda være sammen med mennesker.
- jeg kan umuligt være gravid
- jeg tager ikke p-piller
- jeg tager ikke stoffer
- jeg ryger ikke
- jeg drikker sjældent alkohol
- jeg spiser en varieret kost
- jeg drikker væske
- min mor og mormor lider af migræne
- min kusine lider af epilepsi
Kh den bange og trætte pige
Kommentarer
Jeg tror du har for meget at se til, og at det er rent psykisk.
Har selv prøvet det. For meget om ørene i for lang tid.
Jeg gjorde det at jeg "meldte mig ud" i 14 dage, tog noget beroligende
(apozepam 5 mgr.) i 7 dage og derefter ingenting bortset fra at få sovet.
Det er vendt tilbage flere gange men jeg tackler det ved at træde på
bremsen . vh søren .
I mine øre lyder det som angstanfald. Det er meget ubehagligt som du beskriver det, man føler ofte man besvimer og bliver oven i det grebet af panik, oplever hjertebanken og nogle oplever også en uvirkeligheds fornemmelse. Du kan evt prøve at søge på det - det kunne være en mulighed.. God bedring i hvert fald.
Jeg ser du i en anden tråd skriver du ikke mærker "snurren" i arme og ben.
Nej, men jeg kender de symptomer du beskriver her. Jeg tror bare, jeg dengang var mere tæt på at besvime, når det "prikkede/snurrede".
Selv om jeg naturligvis ikke ved om du "fejler" det samme. Det lyder bare sådan.
Ps.
Man kan naturligvis ikke udelukke et mindre epileptisk anfald, hvis ikke det bliver undersøgt. Det kan man også få af stress. Det forsvinder igen, når nervøsiteten er væk. Jeg ved det, fordi jeg fik det.
Og bliv nu ikke mere angst af det. Tag det roligt, slap af. Det er den bedste medicin. Det ved jeg. Jeg fortæller det, fordi det bedste du kan gøre er at tage det roligt. Så forsvinder det igen.
Jo mindre ståhej, jo bedre. Af økonomiske grunde og arbejdsforhold. Det kostede mig forsikringsmæssigt o.s.v. i flere år.
Så da mit ene barn havde noget der ligner i gymnasiet holdt jeg mund. Vi klarede det selv med lidt ro. Ikke mange tænker over den slags kommer til at stå i journaler. Man skal ikke gøre stor ståhej ud af det, hvis ikke det er/bliver nødvendigt.
Sig til dig selv, tag det roligt, det er nervøst. Jo mindre du "hidser" dig op, jo bedre.
Tak for jeres svar, det har gjort mig roligere!
Som i skriver, hjælper det mig at slappe helt af med dybe indåndinger og positive tanker. Anfaldene rammer mig kun, når jeg bekymre mig om dem, hvis jeg beskæftiger mig med andre ting og ikke tænker over det, mærkes jeg ikke!
- Det går så småt fremad, men jeg regner med der går et stykke tid, før jeg ikke mærkes og generes 100%! Nu tager jeg i skole i morgen og håber på det bedste!
Endnu engang tak for jeres store hjælp!
Kh