Er så frustreret og ked
Jeg har en dejlig kæreste som jeg elsker overalt på jorden. men behøver råd på følgende:
Vi har været sammen nu af to omgange, det sidste forhold var vi sammen i 8 måneder, Det var Meget stormfuldt, Han var lige kommet hjem fra Afghanistan, og en måned efter flytter vi sammen, jeg bliver gravid ( vi vælger dog at få en abort, da det var alt for tidligt i forholdet) Alt i alt var det forhold dødsdømt, men vores kærlighed til hinanden var virkelig stor. Dog går vi fra hinanden, Og jeg var sønderknust. Jeg havde så svært ved at komme over ham, men fik det dog bedre. Men fire måneder senere skrev han pludselig en dag, at han savnede mig så meget og elskede mig stadig så højt.
Vi mødtes så, og vores kærlighed til hinanden var der stadig, om end ikke større. Vi har nu været sammen i ca. 4 måneder, dog bor vi hver for sig og det fungerer rigtig fint. Men vi har da talt om at vi skal flytte sammen igen på et tidspunkt.
Problematikken er nu og det jeg er så frustreret over er, at efter aborten sagde han at han nok ikke ville have børn, fordi han ikke synes han kunne sætte et barn til verden når han har det job han nu engang har (soldat). Og jeg vil selvfølgelig gerne have børn, Så det var ret svært på det tidspunkt.
Da han kontaktede mig for 4 måneder siden, var han jo velvidende om at jeg stadig gerne vil ha børn, så har ikke rigtig taget den snak om, også fordi jeg ikke er interesseret i at få børn nu, vil bare gerne nyde ham og jeg.
Han er også nogengange kommet med små stikpiller om så som ”når vi engang stifter familie”.. Så har jo ikke tænkt mere over det
Han bekræfter mig meget og siger hele tiden han elsker mig og at han aldrig vil miste mig. Så betvivler ikke hans kærlighed.
Så lige pludselig i går spørger han om jeg godt vil være sammen med ham for evigt, og jeg svarer selvfølgelig ja, og han siger så ”selv om han ikke kan se sig selv som far”. Jeg bliver jo helt ude af den og han siger jo så at vi ikke vil det samme, og må jo så antage at vi gør det forbi. Jeg har været helt grådkvalt og forstår ikke hvordan vi kan havne her igen, Jeg har sagt til ham at ” børn er ikke et must, men det er den smukkeste ting to mennesker kan få sammen, og ville gerne have det med ham” Han sagde bare det var en dejlig besked.
Skal lige siges jeg er 29 år og han er 32. Han er soldat og vil gerne til Afghanistan hver andet år, det er derfor han mener at børn ikke passer i hans liv.
Jeg aner ikke mine levende råd og skal tale med ham i aften, jeg behøver virkelig et godt råd. Er virkelig bange for at miste ham.
Tak på forhånd
Vi har været sammen nu af to omgange, det sidste forhold var vi sammen i 8 måneder, Det var Meget stormfuldt, Han var lige kommet hjem fra Afghanistan, og en måned efter flytter vi sammen, jeg bliver gravid ( vi vælger dog at få en abort, da det var alt for tidligt i forholdet) Alt i alt var det forhold dødsdømt, men vores kærlighed til hinanden var virkelig stor. Dog går vi fra hinanden, Og jeg var sønderknust. Jeg havde så svært ved at komme over ham, men fik det dog bedre. Men fire måneder senere skrev han pludselig en dag, at han savnede mig så meget og elskede mig stadig så højt.
Vi mødtes så, og vores kærlighed til hinanden var der stadig, om end ikke større. Vi har nu været sammen i ca. 4 måneder, dog bor vi hver for sig og det fungerer rigtig fint. Men vi har da talt om at vi skal flytte sammen igen på et tidspunkt.
Problematikken er nu og det jeg er så frustreret over er, at efter aborten sagde han at han nok ikke ville have børn, fordi han ikke synes han kunne sætte et barn til verden når han har det job han nu engang har (soldat). Og jeg vil selvfølgelig gerne have børn, Så det var ret svært på det tidspunkt.
Da han kontaktede mig for 4 måneder siden, var han jo velvidende om at jeg stadig gerne vil ha børn, så har ikke rigtig taget den snak om, også fordi jeg ikke er interesseret i at få børn nu, vil bare gerne nyde ham og jeg.
Han er også nogengange kommet med små stikpiller om så som ”når vi engang stifter familie”.. Så har jo ikke tænkt mere over det
Han bekræfter mig meget og siger hele tiden han elsker mig og at han aldrig vil miste mig. Så betvivler ikke hans kærlighed.
Så lige pludselig i går spørger han om jeg godt vil være sammen med ham for evigt, og jeg svarer selvfølgelig ja, og han siger så ”selv om han ikke kan se sig selv som far”. Jeg bliver jo helt ude af den og han siger jo så at vi ikke vil det samme, og må jo så antage at vi gør det forbi. Jeg har været helt grådkvalt og forstår ikke hvordan vi kan havne her igen, Jeg har sagt til ham at ” børn er ikke et must, men det er den smukkeste ting to mennesker kan få sammen, og ville gerne have det med ham” Han sagde bare det var en dejlig besked.
Skal lige siges jeg er 29 år og han er 32. Han er soldat og vil gerne til Afghanistan hver andet år, det er derfor han mener at børn ikke passer i hans liv.
Jeg aner ikke mine levende råd og skal tale med ham i aften, jeg behøver virkelig et godt råd. Er virkelig bange for at miste ham.
Tak på forhånd
Kommentarer
I har været sammen før, hvor det ikke gik - og er det nu igen, hvor I kun har været sammen i kort tid. Nu er i 29 og 32 år, og det er nu om dage ret ungt for at få børn, så hvad med om du taler med ham om, at I nu flytter sammen og slet ikke overvejer børn de næste par år? Hans beslutning behøver jo ikke absolut være definitiv, men bør respekteres her og nu.
I elsker hinanden - og det skal I da ikke stoppe med, men alle livets beslutninger behøver ikke blive taget endnu. Om et par år er også du blevet mere klog - har fundet ud af om den kærlighed holder, om du stadig vil have barn og om han stadig fastholder, at det vil han ikke.
Og er det sådan om et par år - så giver det sig selv, for så holder det ikke. Der gives jo aldrig garantier. Det kan da også være, at om et par år, så er det dig, der ikke vil have et barn med ham.
I har kun været sammen i kort tid - så det er under alle omstændigheder ikke foreløbigt, I bør sætte et barn i verden.
Syntes lige jeg vil gøre opmærksom på at blandt kvinder 29års alderen har ca. 50% fået et barn. 10% har ikke fået et barn når de er fyldt 49, og får det derfor tvivlsomt nogensinde. Det er derfor godt 40% af kvinder der har fået deres første barn som 29årig.
Så fik vi vist sat det på plads.
Lige bortset fra det er det nok mere et spørgsmål om, hvornår i er klar.. Statistik kan bruges til nul og nix i den her sammenhæng.
Jeg kan desværre ikke give dig noget konkret svar. Et par råd kan jeg byde ind med.
Barn/børn er et topersoners projekt, og jeg kan i aller højeste grad forstå hans udgangspunkt. Spørgsmålet er, hvad der er vigtigst for ham og ikke mindst, hvad der er vigtigst for dig?
Du må prøve at finde ud af, hvad du vil, og dernæst fortælle ham så ærligt som muligt, hvad du ønsker af dit liv. Det bør i hvert fald være en væsentlig samtale i stort set alle forhold.
Måske skifter han mening om at forblive soldat, eller i hvert fald udsendt soldat. Måske kan han lige så ærligt melde ud hvad han vil have ud af sit liv.
Med de følelser i har for hinanden finder i måske et kompromis.
Hvis ingen af jer vil rykke jer for hinanden (måske en gylden middelvej), så er det nok en idé at tage forholdet op til revision.
Håber du finder ud af det hele.