Indstillinger
Min historie + ?
Jeg har i flere år mærket det her komme snigene, men har været i stand til at skubbe det i baggrunden, men for halvanden måneds tid siden kulminerede det hele og jeg søgte læge.
Jeg bliver hurtigt SÅ træt, og kan ikke overskue ret meget. Jeg behandler ikke min mand og mine børn særligt godt. Skælder ud og taler også ret højt af og til. Kan slet ikke overskue at være alene med børnene når jeg har det værst. Skriver værst for det er nærmest som om jeg har det godt nogle dage og så ryger jeg ned igen, er det normalt? Er man helt nede hele tiden hvis man har stress?
Jeg har en invaliderende hovedpine når det hele bare ramler og jeg ikke kan overskue noget, smertestillende hjælper ikke en dyt.
Har lyst til bare at smide mig i min seng og blive liggende der, men tanken om mine børn får mig op.
Jeg er skide bange når det er mørkt udenfor, føler der står nogen ude i mørket og ser på mig når jeg sidder i stuen om aftenen og når jeg ligger i sengen tør jeg ikke se ud i mørket, er så bange for der står nogen (et spøgelse)... føler også nogen ser på mig der.
Mit arbejde kan jeg heller ikke rigtig overskue længere, jeg arbejder med børn i en institution og jeg er nærmest rundt på alle stuerne, sådan lidt blæksprutte agtigt. Jeg har haft det godt nok med det i nogle år, men nu føler jeg mig bare så lidt en del af noget af det. Og kan bare ikke huske eller overskue noget.
Jeg var som sagt hos lægen for 1½ måneds tid siden. Han testede mig med en depressions test og ifølge den har jeg en let depression.
Derudover det, mener han jeg er stresset og at jeg har noget angst.
Det er så svært at få det hele skrevet ned, har faktisk haft en nogenlunde god dag idag, igår var rigtig god, men nu er weekenden også ved at være slut... i fredags var jeg nærmst fysisk dårlig da jeg kørte på job, jo tættere på jeg kom på jobbet jo dårligere fik jeg det, var ved at græde hele tiden mens jeg var der.
Min læge bad mig komme ud og gå nogle ture inden næste konsultation og så skulle jeg skrive ned hvad der gør mig stresset.
Konsultationen lå 3 uger efter men da var han blevet syg og jeg havde ikke lyst til at skulle ind til en anden læge og forklare det hele om igen, så der gik 2½ uge før jeg kunne få en ny tid, det er så på tirsdag.
Jeg har ikke fået motioneret så meget da jeg er kommet til skade med min fod, men kan da klart mærke en forbedring på humøret og overskuddet når jeg har været ude og gå en rask tur. Problemet er bare at jeg føler jeg går på glasskår bagefter. Det må lægen se på tirsdag også.
Jeg har tænkt meget over hvad der stresser mig, og det gør mine børn, jeg kan ikke overskue hvis de begge kræver mig, snakker i munden på hinanden eller ryger i totterne på hinanden, det går bare lige ind og gør et eller andet.
Hvis jeg skal have besøg af visse personer deriblandt min mor som jeg aldrig har haft det bedste forhold til. Jeg kan flere dage før køre helt op og så kan jeg overhovedet ikke overskue alt det jeg vil have gjort rent osv. inden hun skal komme. For tænk hvis der var den mindste plet eller støvkorn... det duer da bare ikke...
Hvis min mand og jeg snakker om hvad der skal gøres i hjemmet, kan jeg gå helt i baglås, bliver helt vildt træt og irriteret og så kan jeg ikke overskue det og sætter mig bare ned og glor ud i luften..
Jeg ved at det her har noget med min barndom og min opvæskt at gøre. Både i hjemmet men også mobning og sådan noget. Jeg tænker meget over hvad andre folk tænker om mig og om det jeg gør.
Derudover er min psoriasis eksploderet de sidste måneder og jeg har fået noget udslæt som jeg tror også er det.
Jeg tænker på om lægen vil henvise mig til en psykolog, men så tænker jeg også at det skal der nok mere til at få.. hvad har i erfaring med?
Undskyld det lange og rodede indlæg, men havde brug for at komme af med det.
Tak!
Jeg bliver hurtigt SÅ træt, og kan ikke overskue ret meget. Jeg behandler ikke min mand og mine børn særligt godt. Skælder ud og taler også ret højt af og til. Kan slet ikke overskue at være alene med børnene når jeg har det værst. Skriver værst for det er nærmest som om jeg har det godt nogle dage og så ryger jeg ned igen, er det normalt? Er man helt nede hele tiden hvis man har stress?
Jeg har en invaliderende hovedpine når det hele bare ramler og jeg ikke kan overskue noget, smertestillende hjælper ikke en dyt.
Har lyst til bare at smide mig i min seng og blive liggende der, men tanken om mine børn får mig op.
Jeg er skide bange når det er mørkt udenfor, føler der står nogen ude i mørket og ser på mig når jeg sidder i stuen om aftenen og når jeg ligger i sengen tør jeg ikke se ud i mørket, er så bange for der står nogen (et spøgelse)... føler også nogen ser på mig der.
Mit arbejde kan jeg heller ikke rigtig overskue længere, jeg arbejder med børn i en institution og jeg er nærmest rundt på alle stuerne, sådan lidt blæksprutte agtigt. Jeg har haft det godt nok med det i nogle år, men nu føler jeg mig bare så lidt en del af noget af det. Og kan bare ikke huske eller overskue noget.
Jeg var som sagt hos lægen for 1½ måneds tid siden. Han testede mig med en depressions test og ifølge den har jeg en let depression.
Derudover det, mener han jeg er stresset og at jeg har noget angst.
Det er så svært at få det hele skrevet ned, har faktisk haft en nogenlunde god dag idag, igår var rigtig god, men nu er weekenden også ved at være slut... i fredags var jeg nærmst fysisk dårlig da jeg kørte på job, jo tættere på jeg kom på jobbet jo dårligere fik jeg det, var ved at græde hele tiden mens jeg var der.
Min læge bad mig komme ud og gå nogle ture inden næste konsultation og så skulle jeg skrive ned hvad der gør mig stresset.
Konsultationen lå 3 uger efter men da var han blevet syg og jeg havde ikke lyst til at skulle ind til en anden læge og forklare det hele om igen, så der gik 2½ uge før jeg kunne få en ny tid, det er så på tirsdag.
Jeg har ikke fået motioneret så meget da jeg er kommet til skade med min fod, men kan da klart mærke en forbedring på humøret og overskuddet når jeg har været ude og gå en rask tur. Problemet er bare at jeg føler jeg går på glasskår bagefter. Det må lægen se på tirsdag også.
Jeg har tænkt meget over hvad der stresser mig, og det gør mine børn, jeg kan ikke overskue hvis de begge kræver mig, snakker i munden på hinanden eller ryger i totterne på hinanden, det går bare lige ind og gør et eller andet.
Hvis jeg skal have besøg af visse personer deriblandt min mor som jeg aldrig har haft det bedste forhold til. Jeg kan flere dage før køre helt op og så kan jeg overhovedet ikke overskue alt det jeg vil have gjort rent osv. inden hun skal komme. For tænk hvis der var den mindste plet eller støvkorn... det duer da bare ikke...
Hvis min mand og jeg snakker om hvad der skal gøres i hjemmet, kan jeg gå helt i baglås, bliver helt vildt træt og irriteret og så kan jeg ikke overskue det og sætter mig bare ned og glor ud i luften..
Jeg ved at det her har noget med min barndom og min opvæskt at gøre. Både i hjemmet men også mobning og sådan noget. Jeg tænker meget over hvad andre folk tænker om mig og om det jeg gør.
Derudover er min psoriasis eksploderet de sidste måneder og jeg har fået noget udslæt som jeg tror også er det.
Jeg tænker på om lægen vil henvise mig til en psykolog, men så tænker jeg også at det skal der nok mere til at få.. hvad har i erfaring med?
Undskyld det lange og rodede indlæg, men havde brug for at komme af med det.
Tak!
Kommentarer
Jeg synes meget tyder på, at du selv er inde på en del svar, der vil kunne hjælpe dig. Nu skal du til læge, og måske det vil være en ide om du kunne få en sygemelding, så du kan få lidt ro. Denne sygemelding skal helst være på fire uger - i hvert fald ikke mindre end to uger, men altså helst fire, hvis det kan lade sig gøre - så du kan få lidt ro.
Den der med en rask gåtur bør du tage til dig - især da når du mærker, at det giver dig lidt overskud. Hvis du har problemer med foden, så tag en cykeltur i stedet - men kom ud og rør dig - få noget frisk luft, og mit forslag er da også, at du gør det alene, så du har fred i dit hoved, når du gør det.
Jo - du bør bestemt søge noget professionel psykologhjælp, så du kan få "ryddet op", men du må nok indstille dig på, at det vil være for egenbetaling. Der gives ikke specielt meget tilskud til den form for hjælp - forstå det hvem som kan.
Jeg kan også foreslå dig at komme til akupunktur, der dels kan hjælpe dig med den voldsomme hovedpine, men også hjælpe dig til en balance i det hele taget.
Jo - jeg fornemmer tydeligt, at du har brug for en "time out".
Dine børn er du naturligvis nødt til at forholde dig til - men afhængigt af deres alder, vil de godt kunne forstå det, hvis du fortæller dem, at du ikke er for frisk. Husk bare, at du ikke må gøre dem nervøse for dig, så det er vigtigt, at de også får at vide, at du altså ikke fejler noget, du dør af.
Men din mor? Ja, der kan du egentlig godt melde klart ud - at du altså ikke er rask, og at du har brug for fred og ro, hvorfor du ikke magter at have hende på besøg lige med det første. Det er muligt, du ikke møder forståelse, min mor gjorde i hvert fald ikke, da jeg stod i nogenlunde samme situation, men det er der så ikke noget at gøre ved - og det ER altså sådan, du skal tænke.
Nu ved jeg ikke, hvor din mor er i denne situation, men kunne man måske forestille sig, at hun havde lyst til at have dine børn en week-end, så du og din mand kunne få ro til at slappe af og bare nyde hinanden i fred og ro? Ja, min mor ville aldrig have kunnet finde på den slags hjælp, men jeg bilder mig ind, at min mor var i særklasse ( :-) )
Eller er der en farmor, tante eller onkel der kunne have ungerne på besøg et par dage.
Ja - det her var lidt småsnak fra min side - håber, du kunne bruge lidt af det.
Ja jeg må se at komme ud og få mig rørt, og ja en cykeltur er da også klart bedre end ingenting. Lyder underligt men jeg har ikke selv tænkt at en cykeltur kunne gøre det ud for en gåtur. Lægen sagde jeg skulle gå stærkt så jeg fik pulsen op og det kan jeg jo egentlig også få på cyklen.
Mht. at få ungerne på overnatning så har vi ikke rigtig nogen. Min mands forældre er de eneste som har passet dem til overnatning, men de er bare ikke vild med det og slet ikke dem begge. Og nej de er ikke hyperaktive eller noget som helst, de vil bare helst have dem én ad gangen.
Min mor har jeg først fået kontakt til for 15 måneder siden efter 7 års tavshed, en tavshed jeg valgte for det havde jeg brug for. Vi overrender ikke hinanden så det vil ikke rigtig være et problem at de ikke skal komme sådan lige med det samme hende og hendes mand.
Åhh hvad skrev du mere? mangler at kunne se svaret mens jeg skriver.
Jo det med de 4 ugers sygemelding... ja jeg ved godt at jeg har brug for ro til at komme ovenpå alt det her og ja jeg skal helt klart have det bearbejdet. Prøvede får 5 år siden men hende jeg gik hos var ikke god, hun var psykoterapeut og sådan en skal jeg nok ikke til igen..
Men.. jeg er SÅ glad for mit job, dog ikke at jeg skal så meget rundt på de forskellige stuer da jeg jo skal forholde mig til rigtig mange.
Og nej jeg er ikke uundværlig på jobbet, men jeg er samtidig møg hamrende bange for at miste det... Men det skal jeg jo i bund og grund være ligeglad med da jeg jo skylder mig selv og min familie at have det godt..
En anden ting er, at min læge talte meget for at han synes jeg skal have noget medicin som dels hjælper mod stressen, depressionen og angsten, men jeg er ikke meget for at skulle tage medicin... men hvis det er det som skal til må jeg jo gøre det... men hjælper det?
Men - jeg ved dog så meget, at det ikke er en god ide at få medicin uden samtidig at få noget terapi, men læger er desværre ofte lige hurtige nok til bare at udskrive medicin.
Jo, en psykoterapeut er da en udmærket ide, men det skal jo også være en, man "svinger" med. Så derfor vil det måske være en ide, at du forsøger med en anden.
Jeg gætter på, at din arbejdsplads godt er klar over, at du har det dårligt. Kan du ikke prøve at tale med dem, fortælle at du netop er meget glad for jobbet, men at det hele er ved at ramle for dig lige nu?
Jeg håber, der er andre, der kan komme ind med nogle ideer og forslag til dig.
I øvrigt - ja, det er rigtigt nok, at man ikke kan gå tilbage og se den tekst, man gerne vil svare på. Jeg gør gerne det, at jeg kopierer den over i et word-dokument. Så kan jeg stille og roligt sidde med det hele.