Indstillinger
Spiseforstyrrelse?
Hej,
Jeg er en pige på 16 år. Jeg ved ikke, om dette bare er en periode, eller om jeg skal være bekymret? Jeg har, nu gennem et halvt år, kastet op efter jeg har spist. Ikke hver dag, men hver gang jeg har haft ædeflip, spist meget eller usundt. Hvilket er rigtig tit. Jeg har bare en uovervindelig trang til at spise hele tiden. Endten æder jeg vildt meget ellers prøver jeg næsten ikke at spise. Jeg har holdt det med ikke at spise højst fra kl.07-20, men så fik jeg ædeflip.
Det 'værste' er, at selvom jeg kaster op jævnligt, så tager jeg stadig på. Det er en ond cirkel, for når jeg ser, både på min krop og vægten, at jeg har taget på, bliver jeg opgivende, ked af det, rastløs og får en håbløshedsfølelse. Ja, jeg bliver i det hele taget rigtig fortvivlet.
Jeg har virkelig forsøgt at få det sagt til min mor og kontaktet på Cyberhus og lægen. Lægen valgte jeg ikke at møde op hos, og personen på Cyberhus var ikke så heldig med det han sagde. Han prøvede at være sjov, hvilket slet ikke var min stil, da jeg tager det her dødalvorligt.
Jeg frygter for min krop. Giver den snart efter? Hvor meget mere kan den holde til? Jeg er glad for, at jeg stadig lytter lidt til min fornuft. Jeg forsøger virkelig at komme ud af det her, men jeg ved ikke hvordan. Jeg ved ikke hvor alvorligt det er.
Jeg er ingengang særlig stor. Min BMI er normalvægtig, men jeg betragter mig selv som buttet. Jeg har i lang tid ville snakke med en psykolog, men mine forældre mener ikke, at det er nødvendigt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil længere. Udover min spiseforstyrrelse har jeg det svært med andre. Jeg bryder tit sammen, hvis nogle har noget kritik omkring mig eller om folk der er tykke. Jeg synes tit, at jeg oplever ubehageligheder, når jeg er sammen med andre. Men jeg kan også synes at de mindste ting er ubehagelige. Desuden kan jeg ikke forvente at nogle kan lide mig, hvis jeg ingengang selv kan lide mig.
Jeg håber at nogle, vil give sig tid til at læse dette. Jeg føler, at dette er min sidste udvej efterhånden.
Jeg er en pige på 16 år. Jeg ved ikke, om dette bare er en periode, eller om jeg skal være bekymret? Jeg har, nu gennem et halvt år, kastet op efter jeg har spist. Ikke hver dag, men hver gang jeg har haft ædeflip, spist meget eller usundt. Hvilket er rigtig tit. Jeg har bare en uovervindelig trang til at spise hele tiden. Endten æder jeg vildt meget ellers prøver jeg næsten ikke at spise. Jeg har holdt det med ikke at spise højst fra kl.07-20, men så fik jeg ædeflip.
Det 'værste' er, at selvom jeg kaster op jævnligt, så tager jeg stadig på. Det er en ond cirkel, for når jeg ser, både på min krop og vægten, at jeg har taget på, bliver jeg opgivende, ked af det, rastløs og får en håbløshedsfølelse. Ja, jeg bliver i det hele taget rigtig fortvivlet.
Jeg har virkelig forsøgt at få det sagt til min mor og kontaktet på Cyberhus og lægen. Lægen valgte jeg ikke at møde op hos, og personen på Cyberhus var ikke så heldig med det han sagde. Han prøvede at være sjov, hvilket slet ikke var min stil, da jeg tager det her dødalvorligt.
Jeg frygter for min krop. Giver den snart efter? Hvor meget mere kan den holde til? Jeg er glad for, at jeg stadig lytter lidt til min fornuft. Jeg forsøger virkelig at komme ud af det her, men jeg ved ikke hvordan. Jeg ved ikke hvor alvorligt det er.
Jeg er ingengang særlig stor. Min BMI er normalvægtig, men jeg betragter mig selv som buttet. Jeg har i lang tid ville snakke med en psykolog, men mine forældre mener ikke, at det er nødvendigt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil længere. Udover min spiseforstyrrelse har jeg det svært med andre. Jeg bryder tit sammen, hvis nogle har noget kritik omkring mig eller om folk der er tykke. Jeg synes tit, at jeg oplever ubehageligheder, når jeg er sammen med andre. Men jeg kan også synes at de mindste ting er ubehagelige. Desuden kan jeg ikke forvente at nogle kan lide mig, hvis jeg ingengang selv kan lide mig.
Jeg håber at nogle, vil give sig tid til at læse dette. Jeg føler, at dette er min sidste udvej efterhånden.
Kommentarer
Jeg er ked af at du ikke bliver taget seriøst!
Først og fremmest er der ikke nogen andre der skal vurdere om du har brug for hjælp, til at håndtere de svære ting i dit liv.
Du lider af lavt selvværd, måske er du også et særligt sensitivt menneske ?
Hvordan har du det ikke godt med andre mennesker ? Er det "kun" når nogle er kritiske overfor større mennesker ? Nogle mennesker får desværre det godt med sig selv, ved at rakke ned på andre, det dækker som regel også over et lavt selvværd.
Du skal 100 % have hjælp til din spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelse er en alvorlig lidelse, og kan i sidste ende være livsfarlig. Det er desværre ikke ret tit at det bare går i sig selv, uden hjælp. som regel bliver det kun værre. Så der er bestemt grund til bekymring.
Hvorfor vil du ikke gå ved psykologen ? Er det ikke en der hjælper dig ?
Mvh
Jeg kan lave et kort resumé.
Jeg gik i gymnasiet, og alt så ud til at gå fint, da jeg langsomt begyndte at få det værre og værre. Hver dag blev en kamp. Det blev en kamp at komme op. Det blev en kamp at tage i skole. Kampen for at tage i skolen og fuldende dage udmattede mig så meget, at jeg ikke kunne være social efter skole, men måtte tage direkte hjem. Dette var hver dag, og jeg plejede at være den som ALDRIG var hjemme. Jeg fik sværere og sværere ved at begå mig socialt blandt andre. Til sidst snakkede jeg kun med 2 personer, og fandt på hvilken som helst dårlig undskyldning for at undgå at være sammen med nogen. Både fordi jeg ikke havde lyst til at gå ud, så nogen ville se mig, og fordi jeg bare ikke kunne overskue at være i selskab med nogen. Det ville tage alle mine ikke-eksisterende kræfter fra mig. Da det var værst, græd jeg hver nat og ønskede at dø. Jeg har faktisk ikke skrevet det her før, (og jeg tror ikke på gud), men jeg bedte ham om at slå mig ihjel, hvis han nu fandtes.
Dette er noget jeg har været igennem, og jeg har det bedre nu. Men nu ser det ud til, at jeg har udviklet en spiseforstyrrelse. Jeg er ikke helt positiv på at min 'dårlige periode' jeg har beskrevet ovenover er slut endnu, men jeg har det meget bedre end på daværende tidspunkt. Nu er det bare spiseforstyrrelsen der har taget over.
Jeg har efterhånden taget så meget på, at alting føles håbløst. Jeg har ikke lyst til at nogle skal se mig.
Men nej, der er ikke nogen der hjælper mig. Jeg HAR prøvet at fortælle min mor det, men jeg kunne ikke. Jeg har prøvet 5 gange, men jeg kunne bare ikke. Jeg kunne heller ikke gå til lægen, og jeg bruger ikke Cyberhus mere. Det er bare svært at tro på, at jeg ville kunne kontakte nogen. Det er dømt til at gå galt.
Men har lige kigge lidt på det. Men du er gået ud af skolen og har det lidt bedre med andre mennesker, men du har det stadig ikke godt! Nu er det spiseforstyrrelsen der fylder.
Det lyder også til du har/ har haft en depression. Specielt det du beskriver med den sociale tilbagetrækning, manglende overskud og lysten til ikke at være her længere.
Spiseforstyrrelse og depression er noget man skal kæmpe med og imod. spiseforstyrrelse, hvor end mærkeligt det lyder, har som regel ikke noget med hverken vægttab eller maden at gøre. Det dækker over et andet problem der ligger dybere.
Hvis du ikke kan bede om hjælp, må du hjælpe dig selv indtil du samler mod til, at bede om hjælp. Det er bare svært fordi det er jo nogle impulser der er umulige at kæmpe imod, både trængen til at spise for meget og kaste op. Og det er en ond cirkel. Hvad gør du selv for at du skal få det bedre ?
Kunne du evt. skrive dine problemer ned og sende det til lægen ? Så skulle du ikke møde op første gang og så ville lægen hvad det drejer sig om? Kan godt forstå du har svært ved at fortælle om det, det er svært - da spiseforstyrrelse jo tit og ofte er noget man gerne vil skjule.
Ved psykologen hvor svært du har det ? Eller kunne du heller ikke fortælle ham/hende det ?
Hvad får du hverdagen til at gå med nu ?
Mvh
I dag har jeg været til anonym rådgivning LMS. Det er det samme jeg skal gøre. Kontakte læge så jeg kan få noget psykologhjælp. Så jeg skal fortælle mine forældre det, ellers sker det ikke. Jeg ved stadig ikke, om jeg kan gøre det. Jeg har tænkt mig at fortælle min søster det først. Jeg tror, det er en anelse lettere, så kan vi måske sætte os ned med min mor og snakke om det sammen, så jeg ikke skal gøre det alene.
Men i forhold til mad sulter jeg mig lige for tiden. Jeg prøver i hvert fald. Jeg er bare bange for at nogen skal opdage det, så hvis jeg er sammen med andre, så spiser jeg. Men ellers prøver jeg helt at undgå det. Så behøver jeg ikke kaste op eller risikere at få ædeflip. Det sker ofte, når jeg smager noget eller indtager noget, så går det amok. Så jeg synes det er lettere bare at undgå det, så jeg ikke mærker sulten.
Selvom det er svært bliver du nød til at bede og hjælp, jeg synes det er en rigtig god ide at sige det til din søster.
Det der sker når mennesker sulter, er at kroppen forlanger føde, så du vil opleve at du har vildt lyst til sødt, fedt og salt. Du bruger måske også tid på at fantisere om mad?
Når kroppen sulter vil den skrue ned for "varmen", altså dit stofskifte, for at holde på kropsfedtet, og det gør kroppen for at overleve. Men din krop har stadig brug for nærring til at få hjertet til at slå, holde varmen, trække vejret osv så kroppen stjæler nærring fra din muskelmasse ( som blandt andet er med til at holde stofskiftet oppe) og dine organer - hjertet er også en muskel. Så du kan godt se det er meget alvorligt og kan være livsfarligt, at sulte sig selv.
Hvis du bliver for tynd kan du også få uønsket hårvækst som overskæg og øget kropshår over hele kroppen. Når du kaster op vil dine tænder med tiden, blive grimme og blive ætset op af mavesyre. Derudover vil du mangle livsvigtige mineraler og salte. Konsevenserne er mange og vil uden tvivl være noget du vil fortryde, du ikke gjorde noget ved.
Mvh
Jeg har ikke lige fået læst alle besvarelserne osv..
MEN du skál snakke med din psykolog om dette.
Du ligner mig MEGET personlighedsmæssigt; ubehag når man er sammen med andre, og spiseforstyrrelse som primært består af bulimi, og at faste nogle gange.
Min spiseforstyrrelse og angst for at være sammen med andre mennesker kom efter jeg gik i gymnasiet, jeg følte simpelthen der var for meget pres på mine skuldrer, nu har jeg skiftet skole til HF, og er meget gladere socialt, har sagt mit arbejde op og det giver mig den frihed jeg har brug for, specielt når man har fri fra skole.
Min spiseforstyrrelse er blevet meget værre eftersom jeg ikke fik kontaktet en psykolog i tide, og nu er jeg for undervægtig, kaster op hver dag selvom jeg intet spiser.
Jeg har en psykolog nu, og det er kun rart at få snakket ud om det, også om de problemer jeg har når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg vælger at tro på jeg får det godt igen.
Synes ihvertfald det er super vigtig at snakke om det, ellers kan du blive helt skør til sidst, og være sikker på at den er helt gal med dig.
Knus fra mig
Jeg er jo hundrede procent vidende omkring, hvad der kan ske med min krop, men det er ikke nok. Jeg er startet til en coach, efter at jeg og min søster fortalte min mor, hvordan det gik med mig. Det går stille og roligt fremad, og jeg er glad for de besvarelser, jeg har fået herinde på NetDoktor. Hvis det ikke var for jer, var jeg ikke kommet så langt nu, - så tak :-)
Der er stadig lang vej, men jeg kan ofte se, nu, at der er en. Jeg får stadig sindsyge grædeture, hvor jeg mister lysten til at bevæge mig, leve og ånde, tænke og trække vejret, fordi jeg prøver mit bedste på at lade med at kaste op, så følelserne skal finde en vej ud, og da det ikke er gennem opkastninger falder jeg i stedet ned i et sort hul fyldt med ubehag.
Jeg er utrolig bekymret for skolen. Jeg skal starte igen til sommer, og jeg har det ikke godt nok nu til at klare det. Jeg ville ønske, at der fandtes en magisk drik, der tiltintetgjorde problemer og lod alt glæden flyde udover det hele... men ak ja, hvem har ikke ønsket det?
Jeg ville bare opdatere jer om, hvordan det gik med mig og fortælle jer, hvor hjælpsomme i har været. Tak for alt.
- Alt godt fra mig :-)