Genkender ham ikke fysisk

Guldhat1

Hej!
Min kæreste og jeg bor langt fra hinanden, men får alligevel set hinanden de fleste weekender, og nogle gange har vi hele uger sammen. Vi har været sammen over et år.
Mit problem er at jeg tit skal have tid til at "genkende" ham, når vi ses efter nogle dage fra hinanden. Altså at han fysisk virker fremmed for mig, og jeg skal have tid til at "finde ham" igen, før jeg vil lukke ham ind. Det fungerer jo alligevel, fordi dette går over indenfor nogle timer, og så har vi det fantastisk sammen. Jeg hader bare at gøre ham så ked af det, når han står der, og er så glad for at se mig, og så skal jeg først have tid. Han kender mig så godt, at han kan se det når der er, det kan ikke skjules for ham. Jeg ville da også blive såå ked af det, hvis det var omvendt, og min kæreste ikke kunne genkende mig!
Jeg synes det er vildt underligt, for jeg holder så meget af ham, har aldrig før oplevet så dybe følelser og samhørighed. Jeg elsker ham. Af denne grund er jeg også helt sikker på, at det ikke er fordi han ikke er noget for mig, for det er jeg slet ikke i tvivl om han er! Jeg er knust hver gang vi skilles.
Er der nogen der har den fjerneste anelse om, hvorfor min hjerne fungerer som den gør i denne situation?

persille1

Lige som man kan være talblind kan man være ansigtsblind.
Du kan finde noget om det på nettet. Kan det være det, der muligvis er galt.

http://politiken.dk/videnskab/ECE238015 ... sblindhed/

Guldhat1

Tak for buddet! Jeg nu ikke det er det. Jeg kan sagtens genkende andre mennesker, og jeg ved også hvem min kæreste er, når jeg ser ham. Det er så svært at forklare, men når jeg møder ham, ser jeg ham som venner ser hinanden. Som en man bare genkender, en man ved hvem er og har mødt før. Når man er forelsket/elsker, ser man helt andre ting i personens ansigt, man ser bare sin kæreste på en anden måde, man er vel betaget på en eller anden måde, og det er dét der tit først kommer tilbage til mig indenfor et par timer. Og når det gør, kan jeg slet ikke forstå hvordan det kunne have været væk!

Tusnelda5

jeg tror godt jeg kan følge dig lidt hen ad vejen. Min mand arbejder i et andet land og er væk længe ad gangen. Det kan føles lidt underligt når han kommer hjem, ikke underligt ....underligt. Men mere lidt akavet.

Jeg tror det har noget med vanen at gøre. Når han er væk har jeg ikke fysisk kontakt (altså som med ham) med andre, det er som vanen og trygheden ved at hoppe om halsen på dem, stryge eller kærtegne dem. Du ved den der gammelkendte følelse af én man kender så godt, elsker og er totalt tryg ved, den skal altså lige ind igen.

Jeg tror det er noget i den retning du forsøger at beskrive, eller tager jeg fejl ?

jensen80

Jeg kan sagtens følge din tankegang. Faktisk er det skræmmende tæt på min egen oplevelse af et forhold jeg netop er gået ind i. Et forhold der har udviklet sig over meget lang tid. Et forhold jeg har villet rigtig længe. Og nu hvor jeg står i det, så kommer angsten snigende - tvivlen fordi jeg ikke har "kriller i maven" hver evigt eneste gang jeg tænker på hende.

Og følelsen af at skulle påtvinge mig selv at føle det, det pres der ligger i det, får mig til at føle at hun er fremmed når vi ikke er helt tætte med hinanden.

Det er helt ubeskriveligt ubehageligt og uforståeligt for mig.

Jeg har besluttet at finde en psykolog for at få styr på mine tanker. Måske det også kunne hjælpe dig?

Det eneste jeg ønsker er at få det til at fungere.

Guldhat1

Undskyld det sene svar, har været på ferie!

Jeg ved ikke hvad der ligger til grund for at mit hoved fungerer som det gør, men jeg tvivler på at en psykolog kan hjælpe mig. Mest fordi at det går meget bedre nu! Mit forhold med ham er kun blevet bedre og bedre (og det har aldrig været dårligt), og tror det har gjort at jeg slapper meget mere af nu. Og så hjælper det også at jeg har accepteret at vi ikke alle fungerer ens - og at han ved hvordan jeg fungerer og støtter mig 100%. Så jeg satser på det fortsætter sådan

Håber du også finder mere ro til at kunne nyde dit forhold!