Genkender ham ikke fysisk
Hej!
Min kæreste og jeg bor langt fra hinanden, men får alligevel set hinanden de fleste weekender, og nogle gange har vi hele uger sammen. Vi har været sammen over et år.
Mit problem er at jeg tit skal have tid til at "genkende" ham, når vi ses efter nogle dage fra hinanden. Altså at han fysisk virker fremmed for mig, og jeg skal have tid til at "finde ham" igen, før jeg vil lukke ham ind. Det fungerer jo alligevel, fordi dette går over indenfor nogle timer, og så har vi det fantastisk sammen. Jeg hader bare at gøre ham så ked af det, når han står der, og er så glad for at se mig, og så skal jeg først have tid. Han kender mig så godt, at han kan se det når der er, det kan ikke skjules for ham. Jeg ville da også blive såå ked af det, hvis det var omvendt, og min kæreste ikke kunne genkende mig!
Jeg synes det er vildt underligt, for jeg holder så meget af ham, har aldrig før oplevet så dybe følelser og samhørighed. Jeg elsker ham. Af denne grund er jeg også helt sikker på, at det ikke er fordi han ikke er noget for mig, for det er jeg slet ikke i tvivl om han er! Jeg er knust hver gang vi skilles.
Er der nogen der har den fjerneste anelse om, hvorfor min hjerne fungerer som den gør i denne situation?
Min kæreste og jeg bor langt fra hinanden, men får alligevel set hinanden de fleste weekender, og nogle gange har vi hele uger sammen. Vi har været sammen over et år.
Mit problem er at jeg tit skal have tid til at "genkende" ham, når vi ses efter nogle dage fra hinanden. Altså at han fysisk virker fremmed for mig, og jeg skal have tid til at "finde ham" igen, før jeg vil lukke ham ind. Det fungerer jo alligevel, fordi dette går over indenfor nogle timer, og så har vi det fantastisk sammen. Jeg hader bare at gøre ham så ked af det, når han står der, og er så glad for at se mig, og så skal jeg først have tid. Han kender mig så godt, at han kan se det når der er, det kan ikke skjules for ham. Jeg ville da også blive såå ked af det, hvis det var omvendt, og min kæreste ikke kunne genkende mig!
Jeg synes det er vildt underligt, for jeg holder så meget af ham, har aldrig før oplevet så dybe følelser og samhørighed. Jeg elsker ham. Af denne grund er jeg også helt sikker på, at det ikke er fordi han ikke er noget for mig, for det er jeg slet ikke i tvivl om han er! Jeg er knust hver gang vi skilles.
Er der nogen der har den fjerneste anelse om, hvorfor min hjerne fungerer som den gør i denne situation?
Kommentarer
Du kan finde noget om det på nettet. Kan det være det, der muligvis er galt.
http://politiken.dk/videnskab/ECE238015 ... sblindhed/
Jeg tror det har noget med vanen at gøre. Når han er væk har jeg ikke fysisk kontakt (altså som med ham) med andre, det er som vanen og trygheden ved at hoppe om halsen på dem, stryge eller kærtegne dem. Du ved den der gammelkendte følelse af én man kender så godt, elsker og er totalt tryg ved, den skal altså lige ind igen.
Jeg tror det er noget i den retning du forsøger at beskrive, eller tager jeg fejl ?
Og følelsen af at skulle påtvinge mig selv at føle det, det pres der ligger i det, får mig til at føle at hun er fremmed når vi ikke er helt tætte med hinanden.
Det er helt ubeskriveligt ubehageligt og uforståeligt for mig.
Jeg har besluttet at finde en psykolog for at få styr på mine tanker. Måske det også kunne hjælpe dig?
Det eneste jeg ønsker er at få det til at fungere.
Jeg ved ikke hvad der ligger til grund for at mit hoved fungerer som det gør, men jeg tvivler på at en psykolog kan hjælpe mig. Mest fordi at det går meget bedre nu! Mit forhold med ham er kun blevet bedre og bedre (og det har aldrig været dårligt), og tror det har gjort at jeg slapper meget mere af nu. Og så hjælper det også at jeg har accepteret at vi ikke alle fungerer ens - og at han ved hvordan jeg fungerer og støtter mig 100%. Så jeg satser på det fortsætter sådan
Håber du også finder mere ro til at kunne nyde dit forhold!