Jeg er bange for mig selv.
Kære alle sammen. Jeg håbe på at i kan give mig det svar jeg så inderligt brænder efter at få, fordi jeg har så mange spørgsmål.
Min far har været traumatiseret, hvilket har resulteret i at han har fået en meget stærk depression fra en ung alder (han nærmer sig de 70 nu), og han er på antidepressiv. Depression, og bipolar ligger dybt i mit blod, da min tante også har bipolar, og hun har ødelagt sig selv fuldstændigt med alkohol. Min far er godt på vej i hendes spor også, med overrygning, og alkohol hver gang han får en nedtur. Han hælder mere over i at være bipolar, ifølge mig selv, min familie og endda vores læge da vi tvang ham ind til samtale. Han får store nedture hvor han drikker helt kolosalt, og så får han de maniske tider hvor alt er perfekt, han er overhovedet i familien, og han skal følge efter mig for at rette på alt jeg gør. For at det er godt nok. Desuden bliver han meget nemt aggressiv og irriteret i disse perioder, og det kan lede til voldsomme skænderier mellem ham og jeg.
Han har flere gange smidt mig ud af huset når min mor var på arbejde, og jeg har også selv en længere historie med selvskade. Jeg er på Citalopram Sandoz 20 mg hver aften, inden sengetid. Men jeg føler efterhånden at der er noget andet galt, end "bare" depression. Jeg er begyndt at falde i min fars og tantes fodspor, med de store nedture og de store opture. Jeg tænker tit på døden, og det er det der skræmmer mig, fordi jeg engang var en meget livsglad pige. I mine nedture er det døden der kredser i mine tanker, selvskade, jeg kan ikke rigtigt udtale tingene rigtigt, jeg virker nærmest fanget i mig selv. Jeg kan ligge og græde i timevis over absolut ingenting, og jeg føler at der ligger omkring 100 kg mursten ovenpå mig, der gør at jeg ikke kan rejse mig.
Samtidig i mine opturesperioder, er jeg fuldstændigt lalleglad, jeg skal ud og løbe 5 km hver dag, jeg spiser sundt, jeg finder på ting ud af det blå, men jeg er til gengæld stadig meget nem at irritere eller direkte "pisse af". Jeg har flere gange haft voldsomme skænderier, og råbt af min familie, selvom jeg elsker dem overalt i verden. Jeg sover desuden alt for lidt i den periode. Jeg går i seng klokken 9, vågner op klokken 11 om aftenen, sover fra klokken 3 om natten igen og indtil at klokken er omkring 6. Nogengange er jeg heldig at få sneget en time mere ind, men det er sjældent det sker. Jeg har altid en stemme i baghovedet, men jeg vil ikke kalde den en direkte hallucination. Den fortæller mig enten at jeg er klam, fed og ulækker, eller at jeg er dygtig.
Hvad sker der med mig?
- Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men det er ikke alt der er kommet med, desværre.. Det skal lige siges at mine forældre er gået fra hinanden, og jeg ser ikke min far mere.
Jeg har ikke lyst til at gå til min egen læge, da han er min familielæge, og jeg er ikke tryg ved det. Men går jeg til en anden læge, så får jeg at vide at jeg skal søge min egen.
Jeg er snart 18 år.
Min far har været traumatiseret, hvilket har resulteret i at han har fået en meget stærk depression fra en ung alder (han nærmer sig de 70 nu), og han er på antidepressiv. Depression, og bipolar ligger dybt i mit blod, da min tante også har bipolar, og hun har ødelagt sig selv fuldstændigt med alkohol. Min far er godt på vej i hendes spor også, med overrygning, og alkohol hver gang han får en nedtur. Han hælder mere over i at være bipolar, ifølge mig selv, min familie og endda vores læge da vi tvang ham ind til samtale. Han får store nedture hvor han drikker helt kolosalt, og så får han de maniske tider hvor alt er perfekt, han er overhovedet i familien, og han skal følge efter mig for at rette på alt jeg gør. For at det er godt nok. Desuden bliver han meget nemt aggressiv og irriteret i disse perioder, og det kan lede til voldsomme skænderier mellem ham og jeg.
Han har flere gange smidt mig ud af huset når min mor var på arbejde, og jeg har også selv en længere historie med selvskade. Jeg er på Citalopram Sandoz 20 mg hver aften, inden sengetid. Men jeg føler efterhånden at der er noget andet galt, end "bare" depression. Jeg er begyndt at falde i min fars og tantes fodspor, med de store nedture og de store opture. Jeg tænker tit på døden, og det er det der skræmmer mig, fordi jeg engang var en meget livsglad pige. I mine nedture er det døden der kredser i mine tanker, selvskade, jeg kan ikke rigtigt udtale tingene rigtigt, jeg virker nærmest fanget i mig selv. Jeg kan ligge og græde i timevis over absolut ingenting, og jeg føler at der ligger omkring 100 kg mursten ovenpå mig, der gør at jeg ikke kan rejse mig.
Samtidig i mine opturesperioder, er jeg fuldstændigt lalleglad, jeg skal ud og løbe 5 km hver dag, jeg spiser sundt, jeg finder på ting ud af det blå, men jeg er til gengæld stadig meget nem at irritere eller direkte "pisse af". Jeg har flere gange haft voldsomme skænderier, og råbt af min familie, selvom jeg elsker dem overalt i verden. Jeg sover desuden alt for lidt i den periode. Jeg går i seng klokken 9, vågner op klokken 11 om aftenen, sover fra klokken 3 om natten igen og indtil at klokken er omkring 6. Nogengange er jeg heldig at få sneget en time mere ind, men det er sjældent det sker. Jeg har altid en stemme i baghovedet, men jeg vil ikke kalde den en direkte hallucination. Den fortæller mig enten at jeg er klam, fed og ulækker, eller at jeg er dygtig.
Hvad sker der med mig?
- Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men det er ikke alt der er kommet med, desværre.. Det skal lige siges at mine forældre er gået fra hinanden, og jeg ser ikke min far mere.
Jeg har ikke lyst til at gå til min egen læge, da han er min familielæge, og jeg er ikke tryg ved det. Men går jeg til en anden læge, så får jeg at vide at jeg skal søge min egen.
Jeg er snart 18 år.
Kommentarer
Du SKAL gå til lægen, din læge har tavshedspligt også selv om du ikke er 18 år.
Det her er så vigtigt at du ikke skal vente, specielt når du skriver at du har selvmords tanker.
Du er en vigtig brik i livet, dit liv er værd at leve, du skal have hjælp til at indse det selv.
knus
1. Snak med din psykiater om muligheden for Bipolar - bed ham om at blive visiteret til et behandlingsforløb hos Distriktpsykiatrien e.l. Her er der specialister som hjælper dig med hvordan du kan lave med sygdommen så vidt muligt. Vrid armen om på din psykiater om muligt - det kan ikke understreges hvor vigtigt det forløb er. Skift evt psykiater hvis din nuværende ikke vil henvise dig - du har ret til det.
2. Kom af antidepressiverne ASAP så snart du er diagnosticeret bipolar- de er som gift for en bipolar. Pt gør den dig endnu værre og får dig til at svinge oftere - altså det HVIS du har Bipolar - og det lyder det som. Medicinen for dig er eks. Lithium, lamotrigin/lamical eller Seroquel.
Der ud over så læs om det på nettet- engelsk som dansk - lær at forstå din sygdom - det vil hjælpe dig på vej. B12 og Omega 3 er MEGET gode at tage for en Bipolar.
Held og lykke og der er en vej til et mere stabilt liv
Det kommer sig nok af, at alle børn spejler sig i deres forældre, og meget ofte derfor lære nogle bestemte måder - strategier - for, hvordan man tackler sit liv.
Derfor synes jeg også, at du skal forsøge at finde en god kognitiv psykolog, der sammen med en psykiater med speciale i bipolare lidelser, der kan hjælpe dig uden alt for meget medicin. Det er jo ikke bolcher, der bliver udleveret, og bivirkningerne er ofte værre end selve sygdommen.
Håber, du finder ud af noget, da du jo kun har dette ene liv, og det gælder om at få det mest mulige ud af det :-)
meget ubehageligt og dårligt, med susen og hylen i mit hoved , jeg hr tinitus en konstant hyletone og bliver forværet, af min psykiske tilstand, jeg har fået en ny læge, efter at min gode gamle havde solgt sin praksis , og så valgte jeg en en mandlig og ham syntes jeg ikke om , så endnu en og det var det samme
også en mandlig , lidt bedre men jeg var ikke tilfreds , så endnu en og jeg tog en kvindelig og lidt bedre , men er stadig ikke helt tilfreds , men det bliver man jo nok aldrig , for de læger der er ledige er ikke de bedste , men jeg valgte hende og ser tiden an.
Og mit store problem er at ingen af disse læger vil henvise til en scanning af min nakke og hoved så jeg kan få vished hvad det er der piner mig , jeg har svært ved at sove grundet denne hylen og brusen i mit hoved , det er ikke smerter men denne evindelige hylen konstandt , jeg har været til flere øre og næse læger , og har fået hørepropper ti at hjælpe men nej ikke nok , jeg tænker meget over mit liv da det er uholdbart at leve med denne konstante hyle-og brusene i hovedet, hvis ikke jeg får undersøgt min nakke og mit hoved så overvejer jeg at tage mit eget liv , jeg er 69 år og har det ellers godt , men denne forbandede hylen i hovedet er ikke til at leve med , er der nogen der kan hjælpe mig , jeg er desperat og har der det af HT til og er meget ked af mit liv .
Jeg lægger først og fremmest mærke til dit brugernavn: Lowen. Der må vel være en grund til, at du har valgt det. Det vil jeg vende tilbage til.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, at du skal gå til læge og fortælle om din situation. Lægen har tavshedspligt. Det er vigtigt, at du får hjælp hurtigt, især fordi du har tanker om døden, og fordi du svinger så meget.
Du skal vide, at antidepressiv medicin som bivirkning kan udløse mani. Du skriver, at du tager Citalopram, og en - ganske vist meget sjælden - bivirkning af denne medicin er udløsning af mani.
Når der i forvejen er bipolare tendenser i familien, vil lægerne sikkert ikke skyde skylden på den antidepressive medicin, men på arven. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du går til læge og drøfter dette problem med lægen.
Ellers kan jeg sige, at din situation på visse punkter ligner den situation, jeg stod i som teenager. Dog har jeg aldrig været selvskadende. Jeg havde også en far, der var dybt traumatiseret, og som var meget udadreagerende. Han havde også diagnosen maniodepressiv eller bipolar, som det hedder nu om dage.
Også jeg tumlede med tanker om uheldig arv, og jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i om psykologi og terapi.
Min erfaring efter adskillige år (jeg er nu ved at være en ældre dame) er, at meget kan løses, hvis man får den rette behandling. Og nu til dit brugernavn:
På min reol står en bog af Alexander Lowen: ”Fornægtelsen af kroppen – En psykoanalytisk beskrivelse.” Det var en af de bøger, jeg i sin tid slugte, i et desperat forsøg på at finde løsninger. Det fandt jeg dog ikke i den, men Alexander Lowen var faktisk ophavsmanden til kropsorienteret psykoterapi, som vi kender den i dag. Siden Lowen er teorien blevet videreudviklet meget.
Jeg har haft meget gavn af kropsorienteret psykoterapi. Nu om dage kan du endda få tilskud til behandlingen. Der er ganske vist ikke mange psykologer, der tilbyder lige præcis denne behandling, men de findes, og det er vigtigt, at du finder en, der har overenskomst med Sygesikringen. Desuden skal din læge henvise dig, for at du kan få tilskud.
Du skriver, at du er under 18, og så vidt jeg kan se, gælder tilskudsordningen først, når man er over 18 år:
http://psykologeridanmark.dk/Psykologen ... inger.aspx
Men jeg giver de andre ret i, at det måske er bedst, at du først kommer til en psykiater.
For en sikkerheds skyld forklarer jeg lige forskellen mellem en psykiater og en psykolog:
En psykiater er en læge, der har specialiseret sig i sindets sygdomme. Psykiatere har især forstand på medicin – ikke mange giver en egentlig terapi og da slet ikke kropsorienteret psykoterapi.
Psykologer har ikke nogen lægeuddannelse og må derfor ikke udskrive medicin. At en person har en psykologuddannelse fra universitetet er ikke nok. Hvis du vælger en psykolog, er det vigtigt, at det er en, du har fået anbefalet af folk med erfaringer.
Jeg giver dig lige et link til en omtale af kropsorienteret psykoterapi:
http://teiatonning.dk/?page_id=97
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du ikke går helt alene og tumler med disse tanker. Du behøver hjælp, og første skridt må være at gå til den praktiserende læge.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Jeg har det dårligt i mit hoved hylen og og susen ja har det forfærdetligt, og har har selvmordstanker , jeg trænger til hjælp men min familie og børn vil ikke tale med mig, de siger at jeg taler for meget meget om sygdom ja måske men jeg trænger til at tale med nogen , ja det er svært at komme igennem sådan en sorg.
Et halvt år efter kom den igen, jeg fik igen behandling hos hende og den forsvandt. Det er nu flere år siden og jeg hører den aldrig mere.
Jeg troede slet ikke på det ville hjælpe, men jeg indrømmer, det gjorde det.
Du kunne jo prøve zoneterapi eller akupunktur.
Hvis du har penge kan du betale en privatklinik for at blive undersøgt, men en hyletone kan ikke måles eller ses.
da jeg er meget plaget af denne hyletone , jeg tror nu ikke at det er tinitus , det kaldes jo bare det, men det kan jo ikke påvises om hvor eller hvad det er, jeg har haft denne hyletone i 20 år , men den er først nu blevet meget slem, jeg ville blive meget glad og lykkelig hvis jeg kunne blive fri for den og få et normalt liv igen , ja ellers gør jeg nok noget meget drastikst da mit liv er et helvede , min læge tror nok jeg er tosset eller hypokonder ja måske men sker
der ikke en bedring, ja så trorl jeg ikke at jeg leve mere hej .
Jeg er ked af det, men hun praktiserer ikke mere. Jeg ved alle ikke er lige dygtige, så det kan være svært.