Indstillinger
Hvordan forholder jeg mig til depression i familien?
Jeg har tidligere skrevet et indlæg herinde, hvori at jeg beskrev at min mand havde valgt at forlade mig og mine børn i forbindelse med en depression. Han var på daværende tidspunkt i behandling med antidepressiv, som desværre ændrede hans adfærd markant. Til det værre, da han blev fuldstændig følelsestom, ligeglad og lammet.
Det hele blev bare værre og værre, og han valgte at flytte og søge ny bolig. Efter flere lægebesøg valgte han på egen hånd og trappe ud af medicinen og han blev langsomt sig selv, dog stadig deprimeret,
Han valgte dog stadig at gå til sine lægebesøg, og til sidst indvilligede han i at søge til psykiatrisk skadestue, da vores læge kunne se at der ingen bedring var at se hos ham. Hos psykiatrisk skadestue fik han en lang snak, hvori at det kom frem at havde forladt familien, fordi han intet overskud har og fordi han føler at vi ikke fortjener et liv med en mand, der er så syg at han kun er der fysisk men ikke psykisk eller kan tage del i familielivet og pligterne. Desværre mente de, at han ikke var syg nok til at de kunne hjælpe ham, så han blev sendt hjem med besked om, at han burde besøge en psykolog til at afhjælpe ham med hans tan kemønstre og den bagage har bærer rundt på (en masse ting i barndommen).
Problemet er bare, at min mand(eksmand) ikke får det særligt meget bedre. Han lukker sig mere inde, isolerer sig og ser næsten ingen i sin nære omgangskreds. Han kan bedre forholde sig overfladisk til folk, som ikke kender hans situation.
Han spiser dårligt, lever usundt og kan lige knap og nap komme igennem en arbejdsdag. Hans søvn er forværret og han tvinger sig til samvær med børnene. Når han endelig er sammen med dem, er han glad den første tid men bliver hurtigt træt og udmattet. Han siger dog selv, at han bliver i godt humør af at være sammen med børnene og jeg.
Mit spørgsmål går så på, hvordan jeg bedst muligt forholder mig til hans situation. Vi er stadig meget gode venner og jeg vil rigtig gerne redde vores ægteskab, men det er ikke der fokus er lige nu, da det vigtigste er at han kommer ud af denne depression og sørger for at forbygge at der kommer flere.
Jeg prøver ikke at presse ham til at få noget kognitiv behandling, for kan se at den afvisning han fik på psykiatrisk skadestue har gjort at han har opgivet lidt. Han vil klare det selv.
Jeg frygter bare, at hans tankegang og hjerne tager skade af at være i den tilstand så længe.
Han kan ikke have vores børn alene i længere tid, så al samvær foregår mens jeg er der. Men det er jo ikke holdbart i længden.
Skal jeg give ham tid, presse ham til at søge hjælp eller hvordan?
Han har søgt en lejlighed, men jeg frygter ikke at det vil afhjælpe hans situation synderligt? Men som tingene er nu er han heller ikke i stand til at være ægtemand eller fuldtidsfar. Det respekterer jeg selvfølgelig, men er ked af det, da jeg ønskede og stadig ønsker at være hans hustru.
Kommer han til at blive den samme som før, og vil vi være i stand til at blive lykkelige igen?
Jeg er mere end villig til at kæmpe for vores forhold, men det er vel ikke det der er det essentielle, når han nu døjer med moderat depression?
Hilsen
Frustreret kone
Det hele blev bare værre og værre, og han valgte at flytte og søge ny bolig. Efter flere lægebesøg valgte han på egen hånd og trappe ud af medicinen og han blev langsomt sig selv, dog stadig deprimeret,
Han valgte dog stadig at gå til sine lægebesøg, og til sidst indvilligede han i at søge til psykiatrisk skadestue, da vores læge kunne se at der ingen bedring var at se hos ham. Hos psykiatrisk skadestue fik han en lang snak, hvori at det kom frem at havde forladt familien, fordi han intet overskud har og fordi han føler at vi ikke fortjener et liv med en mand, der er så syg at han kun er der fysisk men ikke psykisk eller kan tage del i familielivet og pligterne. Desværre mente de, at han ikke var syg nok til at de kunne hjælpe ham, så han blev sendt hjem med besked om, at han burde besøge en psykolog til at afhjælpe ham med hans tan kemønstre og den bagage har bærer rundt på (en masse ting i barndommen).
Problemet er bare, at min mand(eksmand) ikke får det særligt meget bedre. Han lukker sig mere inde, isolerer sig og ser næsten ingen i sin nære omgangskreds. Han kan bedre forholde sig overfladisk til folk, som ikke kender hans situation.
Han spiser dårligt, lever usundt og kan lige knap og nap komme igennem en arbejdsdag. Hans søvn er forværret og han tvinger sig til samvær med børnene. Når han endelig er sammen med dem, er han glad den første tid men bliver hurtigt træt og udmattet. Han siger dog selv, at han bliver i godt humør af at være sammen med børnene og jeg.
Mit spørgsmål går så på, hvordan jeg bedst muligt forholder mig til hans situation. Vi er stadig meget gode venner og jeg vil rigtig gerne redde vores ægteskab, men det er ikke der fokus er lige nu, da det vigtigste er at han kommer ud af denne depression og sørger for at forbygge at der kommer flere.
Jeg prøver ikke at presse ham til at få noget kognitiv behandling, for kan se at den afvisning han fik på psykiatrisk skadestue har gjort at han har opgivet lidt. Han vil klare det selv.
Jeg frygter bare, at hans tankegang og hjerne tager skade af at være i den tilstand så længe.
Han kan ikke have vores børn alene i længere tid, så al samvær foregår mens jeg er der. Men det er jo ikke holdbart i længden.
Skal jeg give ham tid, presse ham til at søge hjælp eller hvordan?
Han har søgt en lejlighed, men jeg frygter ikke at det vil afhjælpe hans situation synderligt? Men som tingene er nu er han heller ikke i stand til at være ægtemand eller fuldtidsfar. Det respekterer jeg selvfølgelig, men er ked af det, da jeg ønskede og stadig ønsker at være hans hustru.
Kommer han til at blive den samme som før, og vil vi være i stand til at blive lykkelige igen?
Jeg er mere end villig til at kæmpe for vores forhold, men det er vel ikke det der er det essentielle, når han nu døjer med moderat depression?
Hilsen
Frustreret kone
Kommentarer
Hvor længe har depressionen stået på ? Hjernen kan tage skade af og være depreimeret eller stresset i længere tid. Hjernen begynder at skrumpe.
Man skal aldrig tage store beslutninger når man er deprimeret, man er ikke sig selv og din mand er ikke ham selv lige nu. Jeg synes det er en rigtig dum ide og flytte for sig selv, når man er depressiv - så kan han synke dybere ned i hullet. Du skal ikke tage alt for gode vare, hvad han siger, det er tit og og ofte depressionen der taler.
Det er meget vigtigt, at din mand bliver henvist til en dygtig psykiater, der kan finde det rigtige depressionsmiddel/ behandling til ham.
Valdoxan er godt og et af de nyere midler, det har få bivirkninger - ikke vægtøgning og ingen sexuelle bivirkninger. Det virker anderledes end de andre depressionsmidler der er på markedet, det går ind og hjælper med at styre døgnrytmen. Men kemi virker forskelligt i menneskers krop, derfor er det vigtigt, at der kommer en dygtig psykiater ind i billedet.
Ja han kan blive sig selv igen, men det kræver behandling hurtigst muligt. Jo længere tid man går med en ubehandlet depression, jo sværre er det at komme ud af den. Hvis man har haft depression udover de 2 år, er der mulighed for det bliver kronisk. Jo længere tid han har været syg - jo mere vanskeligt er det at blive helt rask.
du kan via din læge bede om en henvisning til psykolog, hvis du har brug for indblik i hvad det vil sige at have en depression. Og hvis du har brug for at tale om hvad det gør ved dig, og få noget faglig sparring og råd til hvordan du kommer igennem det her.
Mvh
Han har døjet med det i lidt over ½ år. Han fik dog hevet sig selv lidt ud af det hele for en 3 måneder siden via kostskifte og motion, men da vores datter fik problemer med hjerterytmen (som viste sig at være helt normal), slog det ham fuldstændig ud, og han lukkede ned for alle følelser.
Mit bud er derfor at denne depression aldrig rigtig har været ovre, men at han via motion og ændret livsstil fik ændret visse ting, således at han fik mere overskud.
Lige nu bor han hos en ven, men han er ikke i nærheden af lykkelig(ifølge ham selv). han kan dog ikke se sig bo hos mig og børnene, da han lider af skyldfølelse over det manglende overskud, ikke at kunne rumme mig eller dem og at han har brug for ro og bare være alene.
Jeg frygter bare at han får sin egen bolig, og ryger længere ned end han er nu. Lige nu ser han børnene ca hver anden dag, da han ikke magter at have dem alene og i længere tid af gangen. Han siger at han nærmest kun er glad når han er sammen med os, men samtidig kan jeg også mærke at børnenes krav og dagligdagens pligter hurtigt bliver for meget for ham.
Det er bare rigtig hårdt, at se et menneske forandrer sig til ugenkendelighed, og at man ikke kan gøre andet end at se på, mens denne sygdom bare æder ham op indefra. Jeg har så ondt af ham, og vil så gerne hjælpe, men kan man gøre noget når et menneske ikke rigtig vil have hjælp?
Motion er rigtig godt, det kan bremse nogle af de skader der sker i hjernen, har jeg lige fået afvide af en hjerneforsker. Og det skal være motion der får pulsen op.
Det er sikkert rigtigt, at han forlod jer pga dårlig samvittighed, og følte du og børnene fortjente bedre end det han kunne tilbyde. Man mister meget af sit selvværd, har evig dårlig samvittighed og føler sig som et stort nul, når man er depressiv.
Men er det ikke lige at skyde over målet og have et arbejde og en moderat depression? det pres og stress der er på en arbejdsplads kan jo evt. medføre tilbagefald.
Jeg synes iøvrigt ikke de psykiatriske skadestuer er særlige professionelle, jeg har arbejdet blandt andet arbejdet med psykiske syge og de historier jeg har hørt, når de har været derinde. Og det er svært for hvor skal man vende sig hen for at få hjælp?
Du har sikkret ret, den depression har aldrig været over og han har fået et tilbagefald, det er meget almindeligt med depression at bedringen kommer og går, altså frem og tilbage. Og det sker tit hvis man tager for hårdt fat og går for hurtigere frem. Depression handler også meget om negative tanker om sig selv, alt og alle. Og det er en psykolog der arbejder kognitiv god til at hjælpe med at ændre de tankemønstere. Men der er han vist overhovedet ikke motiveret for, som du skrev hvordan hjælper man en der ikke vil have hjælp?
Altså du skal nok have ham til at "vågne op" og han skal indse at man har brug for behandling, ikke den han fik, men den rigtige behandling, nogle er igennem mange slags antidepressive midler før de finder den der virker på dem. Kunne I evt. samle hele familien og tale stille og roligt med ham om det ? I gør det jo fordi I elsker ham. Hvis han har oplevet en masse i barndommen og han bære rundt på det, er det jo også kroppens/ psykens måde, at sige nu er byrden for tung og han skal have ryddet op i de gamle ting der spøger.
Hold op hvor du har en kæmpe byrde på dine skuldere, jeg kan godt forstå du er fortvivlet.
Mvh
Tingene bliver desværre værre og værre for hver dag der går. Han ser sine børn mindre og det er som om han forsvinder længere og længere væk.
Han bliver direkte hidsig, hvis jeg overhovedet nævner ordet behandling igen, så jeg frygter lidt hvis jeg skulle samle hele vores familie, for at få ham til at indse alvoren i det.
Jeg er virkelig bekymret forham, ikke mindste fordi jeg stadig elsker ham, men simpelthen også ked af det på mine børns vegne.
De ser deres far mindre og mindre, og den store spørger regelmæsssigt, hvornår far kommer og besøger dem. Jeg ser det som et kæmpe svigt og aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til hele denne situation.
Hans overskud er på en uge blevet meget mindre, han er ligeglad med det hele og jeg frygter virkelig for, at han en dag får nok af det hele og vælger at tage sit eget liv.
Han ville meget gerne sige sit job op, da han ikke magter det, men frygter en fyreseddel efterfølgende, da han er i en sårbar stilling. Og derudover får han inden længe tilbudt lejlighed, så der skal hans økonomi også kunne køre rundt. Det er virkelig en møg situation.
Jeg aner bare ikke, hvad man skal stille op med et menneske, som er så tydeligt syg og som forsvinder langsomt. Især når der er små børn involveret er det dobbelt så hårdt, da jeg både skal koncentrere mig om mig selv og dem, men også om ham, da jeg ikke bare kan efterlade ham til sig selv.
Den store følelse af magtesløshed tager over, og jeg synes efterhånden jeg har prøvet meget for at få ham til at erkende problemet, og at det ikke kan løses på egen hånd. Men lige lidt hjælper det:-( Gode råd modtages gerne fra andre pårørende eller depressive, som kan give mig lidt indsigt i hvordan dette takles bedst muligt.
Puha, det er virkeligt hårdt, det I som familie nu er udsat for.
Du skriver ikke noget om børnenes alder, men jeg syntes, at de, næsten uanset alder, fortjener en lille forklaring, sådan en' der passer til deres nivesu lige nu.
Depression og psykisk sygdom er tit tabu, men jeg syntes, at du skal forklare dem, at deres far er syg lige nu, at han elsker dem meget højt, men at sygdommen gør, at han ikke kan være så meget sammen med dem før ham har det bedre.
Måske vil de blive urolige over det, men det er langt bedre at kunne adressere sin uro/ked af det følelse, til noget konkret - Far er syg - end at gå rundt og vide intuitivt, at noget er galt, uden at kunne hænge det op på noget. Desuden vil du tage presset fra din mands skuldre, hvis du og børnene "giver plads og accept" til at han er syg.
Jeg taler her som privatperson, der har set det i nærmeste familien, og hvor børnene er kommet fint igennem, vel vidende, at det ikke var dem der var problemet, men deres far, der var syg. ( og det var IKKE deres skyld, skal du huske at sige igen og igen)
Mht din mand! Jeg ved det simpelthen ikke. Har været i nøjagtig samme situation som du, blot havde vi ikke børn sammen, og jeg kunne ikke hjælpe ham, for han ville ikke... Han forlod også mig, til sidst, og har det vist ikke fantastisk, men dog mere ro, fordi jeg ikke hele tiden er der og giver ham dårlig samvittighed om ikke at slå til.
Jeg forstår din angst for at han skader sig selv, men tror du at han virkelig kunne finde på det, eller er angsten mere din...Jeg tror faktisk, min ex har det bedre uden mig, jeg var dråben i glasset, desværre!
Jeg syntes, at DU skal have hjælp. Du har brug for støtte, hvis du skal hjælpe både dig selv, børnene og din mand - det er meget vigtigt, at du får støtte, hvis du skal holde hovedet koldt. Så inden du gør en masse for din mand, så pas rigtig godt på dig selv, for alles skyld.
Et stort knus til dig, din situation berører mig meget!