Depression, selvhad og ingen selvværd
Sanneq66
✭
Jeg er en 46 årig kvinde som har isoleret sig i over et år nu.
Har ikke flere kræfter til at forsøge mere. Jeg har prøvet at søge om hjælp men bliver afvist gang på gang. Har bare ikke lyst til livet mere.
Jeg har været på den nye førtidspension i snart 5 år. Havde en dyb depression imens jeg søgte, fik det bedre da det endelig lykkedes, men har desværre fået en ny depression som gør at jeg er ved at opgive det hele.
Jeg har taget over 20 kg på, sover hele dagen, græder rigtig meget, straffer til tider mig selv fysisk, og har mistet troen på livet.
Blev svigtet af min terapeut lige efter at jeg var startet på at arbejde med mit indre barn. Det var ellers lige det jeg havde brug for, og så var det i et kristent regi som gjorde at jeg følte mig tryk, det plejer jeg aldrig at være.
Hun begyndte at ændre på 90 % af vores aftaler og til sidst måtte jeg stoppe, for jeg mistede tilliden til hende, og har det nu endnu dårligere. Jeg har siden forsøgt at kontakte flere psykologer, men blev afvist, uden egentlig grund. kan bare ikke klare flere svigt. Det er jo netop også et af mine alvorlige problemer. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Hader mig selv så meget, og syntes at det hele er min egen skyld. Bare det at se mig selv i spejlet gør at jeg er ved at brække mig. En ting er at tage på, en anden er at blive straffet ekstra ved at få dobbeltmave så man ligener et dobbelt hængebuesvin. Tager kun ud når jeg skal handle, dvs omkring 1 gang om ugen. Ellers viser jeg mig ikke uden for en dør. Føler at alle omkring mig taler om mig og tjekker ud hvad jeg har i indkøbskurven. Det er selvfølgelig også mest de ting jeg ikke burde spise, som feks chips og chokolade osv., men det kan vel være ligemeget, der er jo kun mig selv og mine fugle derhjemme. Jeg tænker dagligt på selvmord, har ikke nogen grund til at være hernede mere, vil hellere op til min far i himmelen og min ekskæreste. Men jeg skal straffes, så jeg må nok lide nogel år endnu. Måske de skal have mig ud med kran den dag jeg skal begraves, pga overvægt. Har bare lyst til at sove og ikke vågne igen, men må ikke, har ikke fået nok modstand endnu.
Har ikke flere kræfter til at forsøge mere. Jeg har prøvet at søge om hjælp men bliver afvist gang på gang. Har bare ikke lyst til livet mere.
Jeg har været på den nye førtidspension i snart 5 år. Havde en dyb depression imens jeg søgte, fik det bedre da det endelig lykkedes, men har desværre fået en ny depression som gør at jeg er ved at opgive det hele.
Jeg har taget over 20 kg på, sover hele dagen, græder rigtig meget, straffer til tider mig selv fysisk, og har mistet troen på livet.
Blev svigtet af min terapeut lige efter at jeg var startet på at arbejde med mit indre barn. Det var ellers lige det jeg havde brug for, og så var det i et kristent regi som gjorde at jeg følte mig tryk, det plejer jeg aldrig at være.
Hun begyndte at ændre på 90 % af vores aftaler og til sidst måtte jeg stoppe, for jeg mistede tilliden til hende, og har det nu endnu dårligere. Jeg har siden forsøgt at kontakte flere psykologer, men blev afvist, uden egentlig grund. kan bare ikke klare flere svigt. Det er jo netop også et af mine alvorlige problemer. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Hader mig selv så meget, og syntes at det hele er min egen skyld. Bare det at se mig selv i spejlet gør at jeg er ved at brække mig. En ting er at tage på, en anden er at blive straffet ekstra ved at få dobbeltmave så man ligener et dobbelt hængebuesvin. Tager kun ud når jeg skal handle, dvs omkring 1 gang om ugen. Ellers viser jeg mig ikke uden for en dør. Føler at alle omkring mig taler om mig og tjekker ud hvad jeg har i indkøbskurven. Det er selvfølgelig også mest de ting jeg ikke burde spise, som feks chips og chokolade osv., men det kan vel være ligemeget, der er jo kun mig selv og mine fugle derhjemme. Jeg tænker dagligt på selvmord, har ikke nogen grund til at være hernede mere, vil hellere op til min far i himmelen og min ekskæreste. Men jeg skal straffes, så jeg må nok lide nogel år endnu. Måske de skal have mig ud med kran den dag jeg skal begraves, pga overvægt. Har bare lyst til at sove og ikke vågne igen, men må ikke, har ikke fået nok modstand endnu.
Kommentarer
Hvor er du dog uheldig med mennesker som burde hjælpe dig.
Har du kontakt til Incest foreningen? Spiseforstyrrelses og selvskade foreningen har også en rådgivning. Ellers er en livsstils samtale med lægen måske noget for dig til at begyde at få hul på tingene igen. Pøj Pøj Helle8
Nej, jeg vidste slet ikke at der fandtes en sådan forening. Tusinde tak. Vil prøve at finde dem med det samme.
Knus Sanne.
Du har trods alt din humor midt i din krise. Det at du skriver: "Løftes ud med en kran"... viser at du har en livsgnist, og selvom det selvfølgelig er "sort humor", så fortæller det lidt om, at du kan lægge en vis afstand til de depressive sider. Det er et sundhedstegn at du kan gøre det hele lidt "tragikomisk". Prøv at fokusere på nogle af de sider du også har, fremfor dem der tynger dig.
Du kan også aftale med dig selv, at gå en tur ud i ti minutter hver dag, bare en lille tur, hvor du prøver at fokusere på lyset og alt det der blomstrer lige nu. Lade disse ti minutter være "hellige og rene". Så kan du altid udvide turene med tiden. Og du kan udvide udfordringerne stille og roligt. Fx. kan du udvide med at smile til mindst én person på din vej, eller spørge én person om noget positivt. Du vil opleve at få smil og postive svar tilbage igen. Og sådan kan din rejse begynde... Der er altid noget man selv kan gøre ved sin tilstand. Også selvom det er en svær depression.
Du bør desuden bede om at blive henvist til psykolog eller psykiater hos egen læge. Det er din læge forpligtet til at hjælpe med.
Held og lykke.
Mvh Sanne.
Det var så lidt...Tillykke med, som jeg fornemmer at der allerede sker lidt positivt for og med dig.
Hvis du ikke orker de ting du gerne vil, så begynd med at forestille dig det i tankerne; en dag lykkes det for dig i virkeligheden. KH Helle8
Jeg tror du misforstår mig lidt, men er selvfølgelig overbevist om at du mener det godt.
Det var ikke ment som sort humor, tværtimod, er kommer op på omkring 140 kg ret hurtigt, så hvis vægten bare bliver ved at stige på den måde, ender der nok sådan som jeg skrev.
Jeg er ikke klar til at gå ud, kun når jeg mangler mad eller lign. Kan slet ikke overskue at skulle møde andre mennesker lige nu.
Har ikke lyst til at skrive og udlevere mig selv mere, især ikke hvis det bliver betragtet som "sort humor".
Sanne.
Jeg opfatter på ingen måde dine indlæg og problemer som "sort humor".
Det er udelukkende din måde at formulere enkelte svære ting på, som jeg opfatter på en meget positiv måde, som om at du har din humor intakt, hvilket jo kan være en stor hjælp for dig i en depressiv fase. Og det var dét jeg ønskede at påpege. Ikke andet.
Du bruger fx. også formuleringer som "at ligne et dobbelt hængebuesvin"... og dét opfatter jeg altså som "sort humor" midt i krisen. Men det skriver du nu, at du ikke selv gør - og derfor synes jeg selvfølgelig, at du blot skal se bort fra min ellers velmente betragtning. Du kender jo dig selv bedst
God bedring.