Hvor er jeg frustreret! Gode råd søges..

channc23

Jeg er mormor til den dejligste dreng på 3 år som jeg elsker over alt andet på jorden. Ham og jeg er utrolig tæt knyttede. Jeg var med ved fødslen, og har været der siden. Min datter lider af spastisk lammelse, er alene med ham, og under uddannelse-så jeg har haft og har ham stadig meget. Og jeg elsker hvert minut... Min kærlighed til ham er uendelig og jeg er ikke i tvivl om at han osse knuselsker sin mormor.. Og her kommer problemet. Han er inde i en fase i øjeblikket hvor han ikke "gider" sin mor. Det er mig der skal hente og bringe i børnehave ellers skaber han sig vanvittigt. Min datter har i dagevis kæmpet i op til en time inden de skal ud af døren om morgenen og afsted til hhv skole og børnehave. Igen om eftermiddagen når hun henter. Hvor han ikke vil med fordi det er mig der skal hhv bringe og hente.. Vi bor ca.200 meter fra hinanden-han skal kun skrå en græsplæne så er han hos mig. Og utallige af gange de sidste 14 dage har han pludselig stået i min stue med et stort smil på og klar med en ordentlig krammer og et jeg har savnet dig.. Et splitsekund hvor min datter ikke lige har været opmærksom så er han stukket af. Og det samme sker som når de skal ud af døren. Han vil ikke hjem og skaber sig fuldstændig vanvittigt. Han vil sove hos mig.
Og dette er kun et par enkelte eksempler. Det er sådan hele vejen igennem.
Og det skal nævnes at min datter er den mest fantastiske mor. Kærlig og omsorgsfuld. Han er hendes liv. Hendes guldklump. Og dette skær os begge i hjertet. Min datter fordi det selvfølgelig gør så ufattelig ondt at ens barn ikke "vil" en. Og mig fordi jeg til fulde forstår hende. Hun gør på alle måder hendes bedste og hvad gør så mere ondt end når ens barn står og siger at han ikke elsker hende men kun elsker mormor.
Vi har prøvet alt. At være kærlige, men konsekvente. At lade ham få lov. Det var de første par gange.. Og jeg er trappet ud af deres hverdag så meget som muligt for at gi hende "plads" til at være mor, osse for at han skal forstå det er der han "hører" til. Måske er det det han er frustreret over? At han ikke 100% ved hvor han egentlig "bor" fordi han har været meget hos os begge..?
Vi aner ikke vores levende råd..
Dette rammer meget hårdt og dybt ind og håber af hjertet at nogen måske kan genkende situationen eller har nogle gode råd.
Alt tages imod med kyshånd...

// Charlotte

spider68

Hej ja det er forfærtelig lige i den periode af hans liv. for jer og også ham. det er en helt naturlig situations alder for ham, han er i tre års alderne, det hedder trods alderen. hvor han virkelig prøver jer af, og ser om i mister grebet om de regler han har, så for at komme igennem , må mor stå fast på det hun siger han skal gøre, uanset om han ikke gider hende, må moren også hente og bringe sammen med mormor måske. nu må i ikke opgive og lade ham bestemme reglerne , for det kommer han til ved det du skriver. jeg vil sige når han stikker af hjemmefra, må mor hente ham hjem igen, så han forstår han er gået uden at få lov, eller mormor går hen og aflevere ham hos mor igen , så du sammen med din datter samarbejder , om at få ham til at lystre. bare lad ham hyle og sparke, når han får nej. på den måde bliver det mindre. og mindre med tiden. og i har samme aftale du og mor til ham, ellers vælger han helt hvem af jer han vil have og hvornår. og det hele løber af sporet. og det giver vrede og fusteration for jer alle 3 . og børnehave får også problemer med ham. så fra 1 dag ,lave regler for ham, samme faste regler hver dag, i kan få piktogramer som viser ham hvordan han skal hver dag hvis han ikke formår at forstå. dagen, men ellers tegne et papir selv, hvordan han står op får tøj på , mad , skal i børnehave så han påforhånd ved hvor han skal og om det er mor eller mormor. på forhånd, så har han nogle dage og vænne sig til tanken, og raserianfald bliver mindre. og i står fasr på aftalen. ellers tale med sundhedsplejesken i jeres kommune , de kan give flere råd. om trodsbørn , held og lykke