Hjælp til at finde ud af om man har depression (og angst)
Hej Netdoktor, jeg håber i vil give jer tid til at læse dette halvlange indlæg.
Jeg er en dreng på snart 17 år. Jeg har ikke fået diagnosticeret hverken depression eller angst, da jeg ikke har været til nogen form for psykiater, men jeg har dog haft det dårligt i flere år nu. Jeg vil vove og påstå, at det kun går ned ad bakke. Man kan nærmest sammenligne det med en lang, mørk tunnel ,der langsomt, dog effektivt, går ned ad bakke. Jeg er overbevist om, at jeg har angst, det er jeg ikke i tvivl om, og jeg er næsten heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg har en eller anden form for depression (jeg ved ikke hvor vidt om den er mild, moderat eller stærk). Jeg har taget mange tests på nettet, og de har alle peget imod moderat og stærk (selvfølgelig ved jeg at de tests intet garanteret). Men jeg kunne altså godt tænke mig at finde ud af om det faktisk er depression jeg har, eller om det er noget andet, og mit spørgsmål er altså derfor om jeg på en eller anden måde ville kunne finde ud af det uden, at mine forældre ville vide det? Jeg ved hvad I vil sige, det er selvfølgelig bedst at fortælle det til sine forældre og så videre, og det er jeg klar over, men jeg vil gerne have det garanteret før jeg vil fortælle dem noget (hvis jeg da fortæller dem noget - i hvert fald som udgangspunkt). Er det muligt at få tjekket det, kvit og frit, og uden at der bliver skabt kontakt til forældre angående depressionen og angsten? Mine forældre er selv ikke i den bedste periode i deres liv, og jeg vil ikke stresse dem yderligere.
I tilfælde af, at nogen ikke gad læse det hele, prøver jeg at gøre det kort:
Kan jeg på nogen måde finde ud af om det er depression jeg har, eller en anden psykisk lidelse uden, at mine forældre vil finde ud af det?
På forhånd tak.
Jeg er en dreng på snart 17 år. Jeg har ikke fået diagnosticeret hverken depression eller angst, da jeg ikke har været til nogen form for psykiater, men jeg har dog haft det dårligt i flere år nu. Jeg vil vove og påstå, at det kun går ned ad bakke. Man kan nærmest sammenligne det med en lang, mørk tunnel ,der langsomt, dog effektivt, går ned ad bakke. Jeg er overbevist om, at jeg har angst, det er jeg ikke i tvivl om, og jeg er næsten heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg har en eller anden form for depression (jeg ved ikke hvor vidt om den er mild, moderat eller stærk). Jeg har taget mange tests på nettet, og de har alle peget imod moderat og stærk (selvfølgelig ved jeg at de tests intet garanteret). Men jeg kunne altså godt tænke mig at finde ud af om det faktisk er depression jeg har, eller om det er noget andet, og mit spørgsmål er altså derfor om jeg på en eller anden måde ville kunne finde ud af det uden, at mine forældre ville vide det? Jeg ved hvad I vil sige, det er selvfølgelig bedst at fortælle det til sine forældre og så videre, og det er jeg klar over, men jeg vil gerne have det garanteret før jeg vil fortælle dem noget (hvis jeg da fortæller dem noget - i hvert fald som udgangspunkt). Er det muligt at få tjekket det, kvit og frit, og uden at der bliver skabt kontakt til forældre angående depressionen og angsten? Mine forældre er selv ikke i den bedste periode i deres liv, og jeg vil ikke stresse dem yderligere.
I tilfælde af, at nogen ikke gad læse det hele, prøver jeg at gøre det kort:
Kan jeg på nogen måde finde ud af om det er depression jeg har, eller en anden psykisk lidelse uden, at mine forældre vil finde ud af det?
På forhånd tak.
Kommentarer
Hvis jeg var dig, ville jeg bestille en tid ved den praktiserende læge – jo før, jo bedre! Det er da frygteligt, at du har gået og haft det dårligt i flere år, når der nu er gode muligheder for at få hjælp!
Lægen har tavshedspligt. Selvfølgelig kan du have ret i, at lægen ikke har tavshedspligt, når det gælder unge mennesker, der endnu ikke er fyldt 18. Men du kan jo bede lægen om at lade være med at sige noget til dine forældre. Jeg er sikker på, at lægen vil respektere dit ønske, hvis lægen finder det rimeligt og forsvarligt at undlade at orientere dine forældre.
Sagen er jo, at dine forældre stadig har et ansvar for dig. Og hvis det var mig, der var mor til en 17årig, der havde det så skidt, ville jeg være ked af det, hvis jeg ikke fik besked – helst fra den 17årige selv.
Jeg bringer lige et link, så du selv kan læse om problematikken omkring læger, unge mennesker og tavshedspligt:
http://patienthaandbogen.dk/born/om-bor ... 22589.html
Husk, at du har gode muligheder for at få hjælp. Du skal ikke gå og have det så dårligt.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du kan ringe til angstforeningens telefonrådgivning eller maile til dem. (Søg dem på nettet). De kan og må selvfølgelig ikke diagnostisere, men de kan lytte til dig og foreslå dig hvad du kan gøre ud fra det du har fortalt. Kun en psykolog eller psykiater kan reelt diagnostisere psykiske lidelser. Men henvisningen til sådan én kan din praktiserende læge i hvert fald give dig.
Du har ikke bedt om at der skal tolkes på det du skriver om dine forældre...men alligevel...det lyder umiddelbart som om, at jeres forhold ikke er så åbent, måske er du bange for at vise svaghed eller skuffe dem? En stor del angstramte børn har forældre der stiller temmelig høje krav, som er ret så umulige at leve op til. Det kan også være forældre der har en indbyrdes negativ kommunikation, som deres barn ikke afskærmes fra. Og endelig kan det være forældre der har generelle problemer selv, måske med stærke følelser som fx. vrede eller mangel på evne/erfaring med at vise og udtrykke anerkendelse og kærlige følelser.
Ofte føler angstramte børn at alt dette er deres skyld og tager et alt for stort ansvar for stemningen i hjemmet og for at løse forældrenes problemer. Det kan måske være meget rart at vide for dig...selvom det ikke er sikkert, at der er problemer i den retning i dit hjem.
Kh.
Hvor er det super godt, at du er så opmærksom på dig selv og dit følelsesliv og at du nu prøver at søge hjælp! Thumbs up!
Jeg stod rigtig meget i samme situation som dig, da jeg var på din alder (ooh. der lød jeg lige gammel, men er altså kun 23).
Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at du tager til din praktiserende læge og lige bliver udredt. For hvis du har svært ved at fortælle dine forældre det, så kan det jo være, at din læge vil hjælpe dig med det.
Jeg forstår virkelig godt, at det er svært at sige til dine forældre. Man har ikke lyst til at gøre dem kede af det og man har endnu mindre lyst til at være til besvær. Men du må ikke glemme, at det er dem der er forældrene og det er dig der er "barnet". Det er meningen, at de skal bekymre sig om dig - ikke omvendt (sådan i grove træk du ved).
Det ER hamrende svært at fortælle det. Især, hvis de ikke fatter mistanke. Hvis du lige har brug for at få slået det fast af en professionel inden du snakker med dine forældre, så synes jeg, at du skal gøre det. Du skal også være parat til det.
Personligt var jeg bange for, at mine forældre ikke ville tro mig. Hvilket min mor heller ikke gjorde til fulde. Jeg ved ikke om du også har den frygt, men den er du i hvert fald ude over, hvis du har vendt det med din læge.
Desuden, såfremt du ikke er selvmordstruet, så tror jeg ikke at din læge vil "sladre", bare fordi du er 17.
Når det er sagt, så ER der noget galt når du føler, at du har haft det skidt i så mange år. Uanset, om det er "slemt nok" til at der kan komme en diagnose på det eller ej. Så hvis det nu skulle vise sig, at du ikke får en diagnose, så betyder det ikke, at du ikke har brug for lidt hjælp. For fanden.. Det har vi sgu da alle sammen ind imellem.
Til slut vil jeg gerne sige: Tingene bliver bedre og verdenen lysere! Det kan jeg love dig med den indstilling du har
Alt det bedste herfra!
Kamilla
Koster det penge at gå til psykiater, og vil mine forældre meddeles om det pr. automatik (også selvom jeg ikke ønsker det?)
jeg ønsker ikke at mine forældre finder ud af hvordan jeg har det, og jeg ved, at de fleste vil sige, at det er vigtigt at fortælle det til sine nærmeste, men det ønsker jeg altså ikke, og det kan der ikke laves om på. (Undskyld hvis jeg lyder halvtvær
http://patienthaandbogen.dk/born/om-bor ... 22589.html
citat
Du kan skifte læge
Måske kan du ikke lide din egen læge eller lægekontoret, eller måske vil du gerne have en læge af samme køn som dig. Det er muligt at skifte læge. Dog kan du kun skifte til en læge, som har ”åbent for tilgang”. Mange læger har nemlig allerede så mange patienter, at de ikke kan tage flere ind. Er du 15 år eller derover, så kan du selv skifte læge. Er du under 15 år, skal du have tilladelse fra den/de forældre, der har forældremyndigheden. Læs mere på borger.dk
Du kan selv bestille tid hos lægen, hvis du har et problem. Når det gælder børn og unge under 18 år, har lægen ikke tavshedspligt over for forældrene (forældremyndighedens indehaver). Som udgangspunkt skal forældre aktivt informeres om deres børns forhold. Dog kan tavshedspligt over for forældrene være nødvendig, hvis der er afgørende hensyn til barnet og dets forhold til forældrene. For eksempel hvis der er tale om behandling af barnet eller den unge i relation til seksuallivet, eller hvis oplysningerne kan give anledning til alvorlige konflikter. Oplysninger om at barnet eller den unge er i live, eller hvor de opholder sig, skal altid videregives til forældrene.