Bekymret 11 årig

Larsen42

Vi har en dreng på 11 år. Han er lillebror ift søster på 14. Vi har en harmonisk familie med masser af fritidsaktiviteter osv. Både min kone og jeg er "normalt" arbejde og han bliver hentet tidligt så tit han ønsker det, men går ellers i fritidsordning. Vores dreng er i stigende grad meget bekymret. Naturligt for en 11 årig måske, men det er tiltaget i en, efter vores vurdering, uheldig retning. Han er meget tæt med mig, som er faren og han fortæller mig om at han "maler fanden på væggen" - et udtryk vi har talt om herhjemme for en tid siden. Han forestiller sig ting - som fx. at vores hunde ikke er hjemme når vi kommer hjem fra skole og at de er døde eller langt væk. Han siger, at det ødelægger hans dag når han bliver ved med at bekymre sig. Han virker meget velfungerende i skolen. Følger med og nyder ikke ligefrem lektier, men hænger i. I fritiden går han til meget sport. Han er rigtig dygtig til fodbold og går også til både håndbold og golf (sommersport). Vi er bekymret for ham. Han har tydeligvis svært ved at prøve at tænke positivt, som vi råder ham til. Vi prøver at fortælle ham hvordan han kan prøve at dreje sine tanker ind på hvordan det "plejer" at gå (godt) eller tænke at det er overdrevet at finde på de ting han forestiller sig. Vi overvejer psykolog, men ved at skolepsykolog har meget lang ventetid.

chhlotte1

Hej farmand.

Min datter på 11er i samme situation, dog bor hun alene sammen med mig. Det er stort set den forskel der er i mellem din dreng og min datter.
Jeg har selv haft de samme overvejelser omkring skole psykolog... og tænkte på lige samme ..nemlig utrolig lang ventetid...
Jeg har prøvet atkontakte psykologen i kommunen, men fik det svar at de helst ikke ville snakke med børn da det kunne virke negativt på dem med henblik på at det kunne virke _"skrammende på børn" at skulle snakke med en fremmede.

Jeg fik derfor en snak med hendes skolelære,,, fortalte om mine tanker og bekymringer på min datters vejne, og ud fra det synes hun helt bestemt at det villevære en god ide at indkalde til en samtale med selv samme psykolog jeg selv havde talt med tidligere.
Så jeg psykologen og skolelæren fik aftalt en tid, fik snakket smmen. Psykologen gav mig nogle redskaber til brug hjemme, skolelæren fik også nogle, og der efter fik vi aftalt at min ddatter kunne opsøge "speciallæren" på skolen . Hende kender min datter fraskolen, er tryk ved hende og pt har hun været der 2 gange hvor hun selv har opsøgt hende... oogdetgår allerede meget bedre...
Jeg tænker at det måske er fordi at hun kender læren,men ikke på samme plan som sin egen familie.... For det kan nogen gange være svært for børn at sige nogle ting fordi man elsker sin mor eller far..... Kan du følge mig?
Mange gange er det slet ikke så alvorligt som vi voksne går rundt og tror. Det er tit små ting der ikke har noget med det, de giver udtryk for når man som forældre spørg.
En ting jeg i hvert fald har erfaret, er at jeg skal passe på ikke at dyrke hendes problem, eller give det unødig opmærksomhed.....Det kan give en uønsket "belønning"... tvært imod har jeg prøvet at gøre fx når hun har virket trist... sat musik på og danset en skør dans.. fået grint lidt . for det elsker hun vi gør... og det gjorde at hun glemte at bekymre sig...
Det er en svær balance gang at danse på, for har barnet problemer skal man som voksen lytte... men det er også vores opgave at gøre dem glade og lykkelige.

Jeg håber i kan bruge mit svar til noget om ikke andet så måske reflekterer lidt .

Hilsen mor isamme båd )

Larsen42

Tusind tak for dit positive indlæg! Jeg kan jo her efter vi er gået “skridtet videre”, se at vi har måttet tage nogenlunde samme metoder i brug. Vi har udnyttet en privat sygeforsikring igennem mit arbejde. De henviste til en psykolog, som de samarbejder med og vi har efter kun 1 uge gennemført første samtale. Du har så evigt ret i at det som udgangspunkt ikke var så ”voldsomt” som vi frygtede, men omvendt sagde psykologen til os, at den angst han havde var et tydeligt forstadie til OCD og at det derfor var rigtigt vigtigt, at det blev taget hånd om. Vores søn var inde alene hos hende og vi var inde bagefter med ham og før uden ham i løbet af første time. Jeg var overrasket over at vi skulle ”ignorere” hans angst i stedet for at spørge ind og dermed dyrke hans bekymring. Der lærte vi rigtigt meget. Vi lavede en ”bekymringskasse” hvor han skulle spørges hver dag om der havde været noget som bekymrede ham. Issues skulle så skrives ned og lægges i æsken og tages op et par dage efter for at vende om hans frygt om at noget skulle ske, var sket eller ikke sket. Han havde ikke en eneste dag hvor vi puttede noget i kassen. Jeg undrede mig over at vi via en enkelt samtale kunne have brudt vanen. Han kan ikke skjule sådan noget, da det var meget afslørende når han havde det skidt. vi var til samtale nr. 2 og da blev vi enige om at afslutte, og blev enige om at han til en hver tid kunne komme ind og samtale igen hvis det blev aktuelt. Ærgeligt, at man ikke som forældre kunne løse den selv, men omvendt så er det nok ikke skidt at sande, at vi nogle gange kan få meget bedre hjælp udefra uden at det behøver at tage voldsomt mange ressourcer på hverken forældre eller børn. Held og lykke! Bliv ved med at danse :-)

chhlotte1

Det er da bare rigtig dejligt at høre. )
Så bliver man som forældre glad indeni.
Det er bare super dejligt, at der sidder nogle kloge og kompetente folk der kan give en forældre og barn et lille kærligt spark bag i. Nogle gange kan man ikke se skoven for bar' træer hæhæ. Det ved jeg fra mig selv
Og nogle gange glemmer vi forældre også at vi ikke er uddannet i at have børn. Vi gør det så godt vi kan og det er ingen der kan peje fingre af.

Jeg er glad på jeres vejne. og takker lige i samme forbindelse for din historie og tilbage melding ,, det er da helt sikkert et råd og værktøj jeg vil have i baghovedet, hvis det går den gale vej igen )

Ønsker også jer held og lykke fremover, og så lige et skulderklap til os forældre