Indstillinger
Lidt om forhøjet blodtryk og forskning
Jeg har hygget mig lidt med at læse de interessante og lærerige debatindlæg herinde, og er nogle gange faldet over en stor frustration vedr. såkaldt essentiel blodtryksforhøjelse. Af en eller anden mystisk grund har ND ikke en ”forhøjet blodtryk-tråd” selvom der er tale om en folkesygdom! Derfor står emnet lidt rundtomkring ,senest i et lidt ældre indlæg fra Kameliadamen i tråden ”natur blodtryksmedicinHun skriver bla.:
”Lægerne siger altid: ”Vi kender ikke årsagen til essentiel blodtryksforhøjelse!”
”Nej”, har jeg lyst til at sige, hver gang jeg hører den bemærkning – ”Og I interesserer jer heller ikke for at finde den!”
Hvorfor skulle der i øvrigt kun være én årsag? Der må da være flere, alt efter personens individuelle situation. Og hvis man ikke leder efter årsagen/årsagerne, så finder man dem selvfølgelig ikke. ”
Det har inspireret mig til at skrive dette indlæg, da jeg i forbindelse med mit arbejde har læst en del om emnet. Jeg vil også henvise til diverse patientforeninger og ND for mere information, samt ikke mindst den praktiserende læge som jo er den der har set og undersøgt én. Det er jo en ret væsentlig forskel i forhold til at give gode råd over nettet. Der anbefales bla. rødbedesaft, og det skader da bestemt ikke og der kan sagtens være rigtig mange gavnlige stoffer for blodtrykket, jeg ved bare ikke noget om det men tror bestemt ikke at der er nogen dumme krydsvirkninger med blodtryksmedicin –og så smager de jo godt.
Hvad er essentiel blodtryksforhøjelse? Essentiel blodtryksforhøjelse er forhøjet blodtryk uden kendt årsag. En anden meget hyppige årsag er diabetes 2, men her ved man hvorfor. Forhøjet blodtryk er farligt af flere årsager: Det belaster karvæggen i blodkarrene, det gælder både i nyrer og hjerne. Samtidig skal hjertet arbejde meget hårdere, så det bliver for stort og det gør det meget sårbart for alvorlig hjertesygdom. I dag taler man om forhøjet blodtryk, når trykket over en længere periode er over 140 mmHg ved det høje tryk (systoliske) og over 90 mmHg ved det lave tryk (diastoliske).
Men jeg kan hilse Kameliadamen og sige, at interessen for at finde årsagen for essentiel blodtryksforhøjelse er kæmpestor! Det gælder ikke mindst af samfundsøkonomisk årsag, men det medicinalfirma der først kan komme med et virkeligt effektivt middel uden væsentlige bivirkninger vil have et guldæg mange år frem. Så der forskes både hos medicinalindustrien og på grundforskningsniveau på universiteterne.
Der er bare det ved det, at det er skide svært for at sige det ligeud, at finde den grundlæggende årsag. Som Kameliadamen også skriver, kan det skyldes flere ting der bare bonger ud på samme måde. En af grundende til af det er så svært at finde årsagen, er at der er mange organer direkte involveret: fx hjernen (hypothalamus), hjertet, blodkarrene (de er ikke kun rør), lungerne (med et enzym), immunsystemet og ikke mindst nyrerne. Den blodtryksmedicin der findes i dag, virker det meste på nyrerne, nogle få præparater virker direkte på karrene. De er udviklet på et tidspunkt hvor man troede at systemet blev reguleret af nogle få af kroppens egne stoffer, som man bare lige skal indstille lidt på og så er den klaret. Seneste forskning, og her taler jeg inden for de sidste 3 år, har vist at de meget simple systemer er ufatteligt komplicerede og indeholder et utal af regulerende stoffer der samtidigt kan med- og modvirke blodtryksforhøjelse afhængigt af situationen. Der forskes på livet løs i de stoffers regulering, men hver gang man får åbnet en dør finder man bare 10 nye. Hvor lidt man egentlig ved, kunne man se for snart 10 år siden, hvor der kom et nyt præparat på markedet til gigtpatienter der ikke kunne tåle ibuprofen pga. irriteret mavesæk. Så lavede man en medicin der kun hæmmede et af 2 enzymer, COX2 mens COX1 der er med til at regulere mavesyren gik fri. Hvad man så ikke vidste var, at COX2 så også har en direkte effekt på hjertet, så flere patienter fik hjertesvigt og døde! Kan hilse at sige, at den gode radiodoktor Carsten Vagn-Hansen i en af sine bøger, skriver om dette system som om han ved alt. Kan hilse at sige at han ved ingenting, for selv de førende forskere på området klør sig stadig i håret selv om det da lysner lidt.
En af følgerne ved for højt blodtryk er åreforkalkning. Et frygteligt ord, der er en ”undersættelse” af det latinske ateriosklerose (jep, det staves sådan) som betyder ”hårdt kar” og selv om aterosklerose indeholder kalk så er blodkar ikke som vandrør og elkedler, og diverse afkalkningsmidler til blodkar som fx EDTA der var meget populært for år tilbage, har ingenting at gøre med forhøjet blodtryk. I dag opfattes aterosklerose som et resultat af at blodkarrene er blevet irriterede ( inflammation) over længere tid og det har fået nogle bestemte immunceller, der hedder makrofager, til at reagere mod karrene på en besynderlig måde hvor de sætter sig på karvæggen, ændrer udseende og funktion og begynder at smide en masse dumme stoffer ud på karret. Karret reagerer ved at blive tykkere, samtidig dannes en hård masse ovenpå bestående af hovedsageligt fedt i form af kolesterol og ja kalk, overgroet med makrofager. Den almindelige inderste del af karvæggen gror hen over med tiden, men karret er nu hårdt og uelastisk. Forskellige hormoner og enzymer kan få karret til at trække sig mere eller mindre sammen, det er dem jeg har skrevet lidt om længere oppe. Men oveni kommer så immunsystemet, og det er endnu mere kompliceret og samspillet med aterosklerose er endnu ikke ret godt belyst, men der bliver altså virkelig kæmpet derude! Der er allerede udgivet i 1000vis af artikler, men de giver alle kun en lillebitte bid eller måske kun en hentydning, og mange gange er man henvist til dyreforsøg og det er ikke sikkert at hvad der virker i mus også virker i mennesker. Det er her lægen Carsten Vagn-Hansen meget tit tager munden alt for fuld og overfortolker de resultater som forskerne kommer med, forskerne selv er noget mere ydmyge.
Og hvorfor virker motion så, når det nu faktisk øger blodtrykket mens man motionerer? Det skyldes, at man træner hjertet til bedre at kunne pumpe blodet rundt. Desuden frigives en masse stoffer fra musklerne når man bliver forpustet, som faktisk hjælper hjertet til bedre at kunne klare sig med mindre ilt –det er nemlig et stort problem for hjertemusklen at få ilt nok når hjertet er for stort pga. den måde hjertets egen blodforsyning er lavet på. Dertil kommer at der frigives en masse blodtrykssænkende hormoner samt stoffer der forbedrer reguleringen af immunsystemet.
Det er derfor en sund livsstil med mange grøntsager og med passende mængde motion er så vigtigt i behandlingen af for højt blodtryk. –Sammen med sin medicin. Jeg ved godt at det er ufedt at tage medicin som man måske får bivirkninger af. En ansvarlig læge burde dog være i stand til at sammensætte en behandling som den enkelte person kan tåle, man skal jo også have et liv, og ikke alle bivirkninger er til at holde ud.
Håber ovenstående vil være brugbart.
”Lægerne siger altid: ”Vi kender ikke årsagen til essentiel blodtryksforhøjelse!”
”Nej”, har jeg lyst til at sige, hver gang jeg hører den bemærkning – ”Og I interesserer jer heller ikke for at finde den!”
Hvorfor skulle der i øvrigt kun være én årsag? Der må da være flere, alt efter personens individuelle situation. Og hvis man ikke leder efter årsagen/årsagerne, så finder man dem selvfølgelig ikke. ”
Det har inspireret mig til at skrive dette indlæg, da jeg i forbindelse med mit arbejde har læst en del om emnet. Jeg vil også henvise til diverse patientforeninger og ND for mere information, samt ikke mindst den praktiserende læge som jo er den der har set og undersøgt én. Det er jo en ret væsentlig forskel i forhold til at give gode råd over nettet. Der anbefales bla. rødbedesaft, og det skader da bestemt ikke og der kan sagtens være rigtig mange gavnlige stoffer for blodtrykket, jeg ved bare ikke noget om det men tror bestemt ikke at der er nogen dumme krydsvirkninger med blodtryksmedicin –og så smager de jo godt.
Hvad er essentiel blodtryksforhøjelse? Essentiel blodtryksforhøjelse er forhøjet blodtryk uden kendt årsag. En anden meget hyppige årsag er diabetes 2, men her ved man hvorfor. Forhøjet blodtryk er farligt af flere årsager: Det belaster karvæggen i blodkarrene, det gælder både i nyrer og hjerne. Samtidig skal hjertet arbejde meget hårdere, så det bliver for stort og det gør det meget sårbart for alvorlig hjertesygdom. I dag taler man om forhøjet blodtryk, når trykket over en længere periode er over 140 mmHg ved det høje tryk (systoliske) og over 90 mmHg ved det lave tryk (diastoliske).
Men jeg kan hilse Kameliadamen og sige, at interessen for at finde årsagen for essentiel blodtryksforhøjelse er kæmpestor! Det gælder ikke mindst af samfundsøkonomisk årsag, men det medicinalfirma der først kan komme med et virkeligt effektivt middel uden væsentlige bivirkninger vil have et guldæg mange år frem. Så der forskes både hos medicinalindustrien og på grundforskningsniveau på universiteterne.
Der er bare det ved det, at det er skide svært for at sige det ligeud, at finde den grundlæggende årsag. Som Kameliadamen også skriver, kan det skyldes flere ting der bare bonger ud på samme måde. En af grundende til af det er så svært at finde årsagen, er at der er mange organer direkte involveret: fx hjernen (hypothalamus), hjertet, blodkarrene (de er ikke kun rør), lungerne (med et enzym), immunsystemet og ikke mindst nyrerne. Den blodtryksmedicin der findes i dag, virker det meste på nyrerne, nogle få præparater virker direkte på karrene. De er udviklet på et tidspunkt hvor man troede at systemet blev reguleret af nogle få af kroppens egne stoffer, som man bare lige skal indstille lidt på og så er den klaret. Seneste forskning, og her taler jeg inden for de sidste 3 år, har vist at de meget simple systemer er ufatteligt komplicerede og indeholder et utal af regulerende stoffer der samtidigt kan med- og modvirke blodtryksforhøjelse afhængigt af situationen. Der forskes på livet løs i de stoffers regulering, men hver gang man får åbnet en dør finder man bare 10 nye. Hvor lidt man egentlig ved, kunne man se for snart 10 år siden, hvor der kom et nyt præparat på markedet til gigtpatienter der ikke kunne tåle ibuprofen pga. irriteret mavesæk. Så lavede man en medicin der kun hæmmede et af 2 enzymer, COX2 mens COX1 der er med til at regulere mavesyren gik fri. Hvad man så ikke vidste var, at COX2 så også har en direkte effekt på hjertet, så flere patienter fik hjertesvigt og døde! Kan hilse at sige, at den gode radiodoktor Carsten Vagn-Hansen i en af sine bøger, skriver om dette system som om han ved alt. Kan hilse at sige at han ved ingenting, for selv de førende forskere på området klør sig stadig i håret selv om det da lysner lidt.
En af følgerne ved for højt blodtryk er åreforkalkning. Et frygteligt ord, der er en ”undersættelse” af det latinske ateriosklerose (jep, det staves sådan) som betyder ”hårdt kar” og selv om aterosklerose indeholder kalk så er blodkar ikke som vandrør og elkedler, og diverse afkalkningsmidler til blodkar som fx EDTA der var meget populært for år tilbage, har ingenting at gøre med forhøjet blodtryk. I dag opfattes aterosklerose som et resultat af at blodkarrene er blevet irriterede ( inflammation) over længere tid og det har fået nogle bestemte immunceller, der hedder makrofager, til at reagere mod karrene på en besynderlig måde hvor de sætter sig på karvæggen, ændrer udseende og funktion og begynder at smide en masse dumme stoffer ud på karret. Karret reagerer ved at blive tykkere, samtidig dannes en hård masse ovenpå bestående af hovedsageligt fedt i form af kolesterol og ja kalk, overgroet med makrofager. Den almindelige inderste del af karvæggen gror hen over med tiden, men karret er nu hårdt og uelastisk. Forskellige hormoner og enzymer kan få karret til at trække sig mere eller mindre sammen, det er dem jeg har skrevet lidt om længere oppe. Men oveni kommer så immunsystemet, og det er endnu mere kompliceret og samspillet med aterosklerose er endnu ikke ret godt belyst, men der bliver altså virkelig kæmpet derude! Der er allerede udgivet i 1000vis af artikler, men de giver alle kun en lillebitte bid eller måske kun en hentydning, og mange gange er man henvist til dyreforsøg og det er ikke sikkert at hvad der virker i mus også virker i mennesker. Det er her lægen Carsten Vagn-Hansen meget tit tager munden alt for fuld og overfortolker de resultater som forskerne kommer med, forskerne selv er noget mere ydmyge.
Og hvorfor virker motion så, når det nu faktisk øger blodtrykket mens man motionerer? Det skyldes, at man træner hjertet til bedre at kunne pumpe blodet rundt. Desuden frigives en masse stoffer fra musklerne når man bliver forpustet, som faktisk hjælper hjertet til bedre at kunne klare sig med mindre ilt –det er nemlig et stort problem for hjertemusklen at få ilt nok når hjertet er for stort pga. den måde hjertets egen blodforsyning er lavet på. Dertil kommer at der frigives en masse blodtrykssænkende hormoner samt stoffer der forbedrer reguleringen af immunsystemet.
Det er derfor en sund livsstil med mange grøntsager og med passende mængde motion er så vigtigt i behandlingen af for højt blodtryk. –Sammen med sin medicin. Jeg ved godt at det er ufedt at tage medicin som man måske får bivirkninger af. En ansvarlig læge burde dog være i stand til at sammensætte en behandling som den enkelte person kan tåle, man skal jo også have et liv, og ikke alle bivirkninger er til at holde ud.
Håber ovenstående vil være brugbart.
Kommentarer
Tak for hilsenen! Det lyder da dejligt, at du har hygget dig med at læse, hvad vi har skrevet!
Når jeg reagerer på dit indlæg, så er det, fordi jeg gerne vil sige, at årsagen (eller i hvert fald én af årsagerne) til mit forhøjede blodtryk faktisk er blevet fundet – omsider.
Det har vist sig, at jeg lider af søvnapnø, og det er en kendt sag, at søvnapnø kan give forhøjet blodtryk. (Til dem, der ikke kender noget til søvnapnø, kan jeg fortælle, at det er den tilstand, hvor man under nattesøvnen af en eller anden grund ikke trækker vejret tilstrækkeligt).
En hjertespecialist, som jeg konsulterede for at få hjælp til medicineringen, foreslog efter 5 minutters samtale, at jeg havde søvnapnø. Og bingo! Det havde jeg! Endda i ret alvorlig grad. Der er tale om den variant, der hedder central søvnapnø, og det er nok årsagen til, at jeg tidligere har afvist tanken om, at jeg kunne have søvnapnø, for de gængse beskrivelser – også her på Netdoktor - fortæller kun om den form, der hedder obstruktiv søvnapnø, og den beskrivelse passer ikke på mig.
Jeg undrer mig! Hvorfor poster sundhedsvæsenet via Sygesikringen alle de penge i dyr blodtryksmedicin, når lægerne for længe siden ved hjælp af en billig og effektiv metode (det såkaldte pulsoximeter) kunne have undersøgt mig for søvnapnø?
Og nu er der endda sket det, at mit hjerte har taget skade (atrieflagren) af belastningen fra søvapnøen med dyr ambulancetransport og dyre indlæggelser til følge. Kan du svare på, hvorfor sundhedsvæsenet hellere vil bruge penge på den slags end på at finde årsagen til sygdom og gøre noget ved årsagen?
Du kalder dig selv Asklepios, der var lægeguden i den græske mytologi. Er du uddannet inden for sundhedsområdet? Det kan være, at du har skrevet det i dit indlæg, men det var vanskeligt at læse, fordi du skriver uden afsnitsinddeling, så jeg har ikke læst det hele.
Men du skriver noget om, at hvis årsagen til højt blodtryk blev fundet, så kunne et firma tjene mange penge på at producere medicin, der kompenserer for den årsag. Ja, det kan godt være, men det er ikke sådan, jeg tænker.
Når jeg taler om at finde årsagen og gøre noget ved den, så handler det om at nå dertil, hvor jeg kan undvære medicin. Det må da være målet!
Det vil jeg muligvis også kunne, hvis jeg kan vænne mig til at sove med denne CPAP-maskine, men det er jo endnu et dyrt og besværligt indgreb i mit liv, at jeg skal bruge den. Og min situation er nu sådan, at jeg ganske vist har fået forklaringen på mit høje blodtryk: søvnapnø. Men desværre er der nu kommet en ny detektivopgave: Hvorfor trækker jeg ikke vejret tilstrækkeligt under søvnen? Se, den gåde er lægerne ligeglade med – akkurat som de tidligere var ligeglade med at finde ud af årsagen til mit forhøjede blodtryk. Der må jo være en årsag til, at hjernen indimellem glemmer at give åndedrætsmusklerne besked om, at de skal fungere. Men den årsag er der ingen – undtagen mig – der interesserer sig for. Sundhedsvæsenet vil hellere betale for dyre CPAP-maskiner!
Er det bare mig, der undrer mig over sundhedsvæsenet?
Mange hilsner
Kameliadamen
Jamen selv tak Jeg vil gerne undskylde for den noget tætte tekst –jeg skrev det først i Word for at luge ud i de værste stavefejl, og så var der ikke plads til afsnit. Men du har ret –det er en ommer! Mht. mit brugernavn, så har jeg som sagt læst en hel del og har da også nogle eksamener i dette og hint. Om man vil kalde mig en halv- eller hel-studeret røver må man selv om.
Og tillykke med at du har fundet en del af årsagen til dit for høje blodtryk. Som jeg skrev kan der være mange årsager til forhøjelsen. Du undrer dig over hvorfor der skulle gå så lang tid før nogen fandt ud af det. Velkommen i klubben, jeg fik svære smerter i knæene for 14 år siden(!) og det er først nu at hele årsagen er fundet, og jeg har endda måtte finde ud af det meste selv. Denne gang var lægerne dog meget hjælpsomme og jeg fik alle de undersøgelser jeg bad om, men jeg er pt sygemeldt af netop den årsag og har derfor masser af tid til at læse ND, hehe.
Men jeg kan faktisk godt fortælle dig hvorfor vi begge har haft denne rutchebanetur gennem sundhedsvæsenet. Ser du, på medicinstudiet findes groft sagt 2 slags studerende, og det har været sådan siden tidernes morgen:
1)Dem der bliver læger fordi de synes det er spændende –de har stort set alle sammen også empati for deres patienter (undtagelser er der jo alle steder). De kan så deles op i yderligere 2 grupper:
a) dem der har været vidne til sygdom og almindelig modgang i helt almindelige familier
b) de dygtige og rare, men som kommer fra en privilegeret barndom fra højindkomst-familier, ofte lægebørn. Dog lærer de hurtigt livets skyggesider at kende på hospitalerne
2) Dem der bliver læger for det er deres far også. De kan være ret arrogante og har svært ved at fatte at man ikke ”bare” kan tage sig sammen. De har no clue hvorfor folk med en svær opvækst bag sig kan have så mange problemer både fysisk og psykisk. Og da de aldrig har haft mange smerter tror de, at en panodil kan klare alt. Nogle få vågner dog op, de fleste gør uheldigvis ikke. TERM-modellen har ikke gjort det spor bedre, selv om den nu er mere eller mindre forladt –i hvert fald officielt. Bare rolig –den er skam erstattet af noget andet nu: Mindfulness, jojo.
Der har gennem tiden været flest af gruppe 2, men de sidste 30 år er gruppe 1 vokset og er heldigvis nu større end gruppe 2, vil jeg mene. Og gruppe 1 kæmper faktisk ofte med at rydde op efter gruppe 2. Men læger er også mennesker, der kan lave fejl og have dårlige dage. Også selv om de ikke vil indrømme det. Som Monas mor i von Triers ”Riget” sagde til den arrige svenske overlæge Helmer: ”læger kan også blive syge” –hvortil Helmer svarer forbavset: ”kan de det?”
Gruppe 2 har det med at blive praktiserende læger (overtager fars praksis) eller hudlæger –det er der nemlig penge i. Men de er desværre drysset med lind hånd over hele sundhedsvæsenet. Problemet er, at de ikke rigtig har den store motivation til at følge med og kører så vidt muligt på rutinen. Uheldigt da lægevidenskaben udvikler sig temmelig hurtigt for tiden. Den hurtige udvikling gør det dog også svært for de gode praktiserende læger at følge med i alt. Jeg vil derfor til hver en tid holde mig til lægehuse med flere læger, der kan inspirere hinanden, end gå til solo-læger der i værste fald er gået helt i stå.
Derfor er det slet ikke mærkeligt at det var en speciallæge der med et enkelt blik kunne finde ud af at du har den specielle form for søvnapnø. Det skriver jeg mere om i et selvstændigt indlæg:
viewtopic.php?f=20&t=28853
Jeg har svaret dig i den anden tråd om søvnapnø, men vil også gerne komme med en kommentar her.
Jeg vil give dig ret i en del af de kommentarer, du bringer, angående lægers baggrund, som en forklaring på problemerne. Jeg vil tilføje, at det er studerende med højt studentereksamensgennemsnit, der bliver læger. Og at man er god til at læse sine lektier i gymnasiet (altså er god til at læse og gengive indlært stof) er ikke nogen garanti for, at man kan blive en dygtig læge. Det er andre kvaliteter, en læge har brug for: empati, indlevelsesevne, evne til at se sammenhænge og analysere problemstillinger.
Ja, for mig var det et held, at jeg kom til netop denne speciallæge, der på 5 minutter kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Min praktiserende læge foreslog først en anden speciallæge, men ham havde jeg været hos for 5 år siden. Han fandt ikke ud af noget. Jeg fik dengang en døgnmåling af blodtrykket, og resultatet af målingen var, at blodtrykket lå på ca. 180/110 det meste af natten. Han mente ikke, at de målinger kunne bruges til noget. Det var, som om han blev sur over, at jeg ulejligede ham med så åndssvage måleresultater! Derfor bad jeg min læge om en henvisning til en anden, og det var heldigt!
Jeg forstår, at du åbenbart også har ledt efter årsager til et helbredsproblem i årevis. Sådan er det nok for mange mennesker, desværre.
Din debattråd hedder ”Forhøjet blodtryk og forskning”, og der er lige noget, jeg i den forbindelse gerne vil komme ind på.
Forskning går jo som regel ud på at finde årsagEN til et bestemt problem. Jeg tror, at den type forskning beror på en fejlopfattelse. Det er en alt for abstrakt måde at tænke på. Jeg tror faktisk, at den måde at tænke på stammer fra det 16. århundrede! Det var den franske filosof René Descartes, der fandt på at analysere problemer ved at opdele dem i kæder af årsager og virkning. Og hans argumentation virker også vældig besnærende! Men der er bare ét problem: sådan er virkeligheden ikke! Der kan sagtens være flere årsager til et bestemt problem, eller virkningen kan påvirke det, som opfattes som årsag.
Mine tidligere praktiserende læger har jo – sådan som du citerede – altid sagt: ”Man kender ikke årsagen til essentiel hypertension.”
Men måske skulle de ikke skele så meget til denne abstrakte forskning. De skulle snarere have spurgt mig ud om mit konkrete liv og sat svarene i sammenhæng. Som svar på mine problemer med den dårlige nattesøvn fik jeg at vide, at jeg skulle holde op med at ryge og drikke aftenkaffe (jeg har aldrig røget eller drukket aftenkaffe). Som svar på mine træthedsproblemer, fik jeg at vide, at træthed ikke var nogen sygdom, men da jeg ikke kunne arbejde på grund af træthed, fik jeg førtidspension. Og på hjerteafdelingen fokuserede de kun på, om jeg drak alkohol, hvad jeg ikke gør.
For sjovs skyld vil jeg lige tilføje, hvad min nye og ellers udmærkede praktiserende læge sagde, da jeg spurgte hende, hvad hun mente, var årsagen til min søvnapnø. Hun sad med søvnspecialistens beskrivelse af min søvn (central søvnapnø og Cheyne Stokes respiration) liggende foran sig.
Hun kiggede lidt til siden, som om hun så siden i en lærebog for sig, og så svarede hun: ”Jeg tror, at det kommer af overvægt og mangel på motion.”
Nu er det sådan, at jeg ikke er overvægtig, og at jeg mange gange har fortalt hende, at jeg dyrker meget motion. Men jeg tror, at abstrakt viden fra lærebøgerne betyder mere for en læge, end patienternes konkrete levede liv. Sådan er det, desværre.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har netop været inde på debatten og set jeres indlæg, som jeg finder yderst interessante begge 2.
Som jeg opfatter det, så er gåden til netop for højt blodtryk ikke fundet. Det er forunderligt, at du Kameliadame har fået konstateret søvnapnø. Kan godt forstå, at du er lidt frustreret over, at der skulle gå så lang tid, før lægerne fandt en diagnose på dig. Jeg giver jeg fuldstændig ret, med hensyn til at indtage medicin. Jeg er selv meget ked af, at jeg bliver nødt til at tage medicin for blodtrykket.
Dernæst til dig Askelepios12 det er tydeligt at du går meget op i gåden, for højt blodtryk. Du virker utrolig vidende omkring området og jeg synes det er prisværdigt at du deler den viden du har fundet frem til med ND - medlemmer.
Min egen diagnose i korte træk. Jeg fik for 1 år siden konstateret for højt blodtryk. Min læge mente imidlertid der, at jeg kunne klare mig uden medicin, ved at dyrke noget mere motion end det jeg i forvejen gjorde.
Det virkede også og BT blev noget nær optimalt, min alder taget i betragtning. Så jeg troede, at nu kunne jeg bare leve derud ad.
Så jeg glemte at tage hele mit liv i betragtning. Her mener jeg mit arbejdsliv og mit privat liv. Min mand og jeg er vilde med god mad og rødvin. Vi havde begge nogle meget travle arbejdsdage og synes vi "fortjente" det bedste om aftenen, når vi mødtes igen. Så vi stegte vores kød i god gammeldags smør. VI spiste temmelig meget rødt kød. Vi skulle også belønne os selv med 1- 2 glas rødvin ( stort set hver aften).
Lige før jul havde jeg det lidt underligt og gik til min læge igen. Hun konstaterede at mit blodtryk igen var for højt og mit kolesterol tal var stærkt stigende.
Hun forklarede mig, at jeg efter jul skulle til at omlægge mit liv. Imidlertid var jeg "ramt" og i uge 2 - måtte jeg melde fra på mit job også. Jeg var dødtræt, kraftesløs i min krop og havde en underlig hovedpine. Mit BT var da steget til 175/120. Så der var ingen kære mor, jeg blev beordret til at tage medicin ( for første gang i liv). Holde 2 ugers sygeorlov, hvilket jeg aldrig har gjort i hele mit lange arbejdsliv.
Det har været en utrolig svær pille for mig at sluge. Jeg har nu prøvet 3 hold medicin og hver især oplever jeg nogle ubehagelie bivirkinger. Jeg har fået Corodile ( søløve hoste fulgte i farvandet) - så gik jeg over Amlodipin, hvilket bevirkede at jeg fik mere hovedpine, kvalme og svimmelhed. Så fik jeg ordineret centyl - hvilket gjorde at jeg lå med mavekrampe i flere dage.
Alle præparater har min læge bedt mig stoppe med og starte igen. Jeg har indtil videre fravalgt corodile helt. Lige pt. eksperimenterer jeg med Centyl. Har haft pause og er startet igen. 2 dage senere mavekrampe og kvalme.
Nu tager jeg så kun ½ pille Centyl i døgnet. Så nu håber jeg altså, at bivirkingerne holdes på et acceptabelt niveau.
Jeg har omlagt mit liv helt. Kun smør på panden en gang ugentlig. Mad tilberedes så vidt muligt i ovnen. Mange flere grøntsager og salat. Jeg er igen begyndt at dyrke lidt mere motion. Så nu håber jeg at disse tiltag vil vise sig at være nok, så jeg måske kan blive medicin fri.
Jeg er godt klar over at vi skal være glade for medicin i en vis udstrækning. Dog synes jeg bare, at der altid er fare for bivirkinger, så skal vi have medicin for bivirkningerne og inden vi ser os om, så mange så meget medicin, at det næsten bliver uoverskueligt.
Tak for jeres indlæg, de er virkelig tankevækkende begge 2.
Mange hilsner
Guffer 54
Det var da irriterende, at du blev nødt til at tage medicin. Men nu, hvor du har lagt dit liv om, er der jo en mulighed for, at du på lang sigt kan undvære medicinen.
Tror du ikke, at det var stress på jobbet, der var den største synder? Jeg var helt sikkert også stresset, da jeg måtte begynde på blodtryksmedicin for 20 år siden. Men det er jeg ikke mere. Det var jo derfor, at jeg ikke kunne forstå, at mit blodtryksproblem krævede mere og mere medicin.
Med hensyn til maden, så tror jeg ikke, at det skader at få lidt kød. Men store røde bøffer ofte er nok ikke en god ide. Jeg bruger den såkaldte tallerkenfordeling: Halvdelen af tallerkenen (portionen) består af grønsager, en fjerdedel protein i form af kød, fisk, æg eller bønner, og den sidste fjerdedel er det, jeg kalder ”fyldefoder”, så som kartofler, ris eller brød. Pasta spiser jeg aldrig, efter at min søn flyttede hjemmefra. Da havde jeg fået nok af at spise spagetti eller andre pastaretter.
I princippet siges det, at man skal bruge tallerkenfordelingen ved alle tre hovedmåltider. Det gjorde jeg også før i tiden, men med tiden er jeg begyndt at nøjes med almindelig dansk morgenmad (hjemmebagt fuldkornsbrød med ost og kaffe). Men ved de to øvrige hovedmåltider bruger jeg tallerkenfordelingen
Med hensyn til stegning, så er det – så vidt jeg ved – bedst at stege i smør, fordi smør tåler opvarmning bedst. Det er jo ikke godt for helbredet at få olier, der er blevet omdannet til transfedtsyrer eller andre skadelige stoffer på grund af høj opvarmning. Jeg bruger ALDRIG margarine. God olivenolie kan med forsigtighed anvendes til stegning, men man skal passe meget på, at den ikke bliver for varm. Det kan ikke anbefales at stege i margarine, rapsolie, majsolie, vindruekerneolie og lignende.
I det hele taget er det bedst at lade være med at stege, som du selv er inde på. Men fedt skal vi jo have. Det skal bare være sundt fedt.
Ja, en ACE-hæmmer som Corodil giver hoste som bivirkning. Det får mange, og når du også får hoste, er Corodil udelukket.
Centyl har jeg fået i mange år. Det eneste problem var, at jeg fik kalium-mangel af det, selv om der faktisk er tilsat kalium til Centyl. Nu får jeg det vanddrivende middel Sparkal, fordi det ifølge hjertespecialisten skulle hjælpe på kalium-problemet. Det har det ikke gjort. Jeg er nødt til at tage store tilskud af kalium.
Ved siden af det vanddrivende middel får jeg en såkaldt angiotensin II-antagonist. Det var tidligere meget dyr medicin, som lægerne ikke udskrev lige med det samme. Men nu har et af præparaterne i den gruppe (Cozaar) mistet patentet, og det betyder, at der kan laves billige kopier af det.
Jeg kan derfor ikke se, hvorfor du skulle trækkes gennem en afprøvning af Corodil, når kopierne af Cozaar er blevet så billige. Hvis jeg var dig, ville jeg foreslå lægen at udskrive en kopi af Cozaar. Så kan du sikkert undvære Centyl.
I øvrigt har jeg et meget godt råd: prøv kosttilskuddet Q10. Rigshospitalet bruger det meget til hjertepatienter. Jeg bruger det også, blandt andet for at beskytte mit hjerte, men det virker også blodtryksnedsættende. Desværre er det lidt dyrt. Jeg tager 100 mg om dagen. Jeg finder lige et link:
http://www.jemo-pharm.dk/items/presseme ... JERTET.pdf
Jeg beklager, at det er producenten af Q10, der har skrevet ovenstående. Jeg fandt også en artikel fra BT, der siger det samme, men der var en anden irriterende reklame!
Mange hilsner
Kameliadamen
Tusind tak for jeres store interesse for et emne jeg selv finder ret relevant for almindelige mennesker, der mange gange er pisket til selv at søge oplysninger om deres sygdom. Jeg håber også at det kan belyse lidt hvorfor fx vitaminer den ene uge kan være livsforlængende og ugen efter vejen til den visse død….
Jeg vil som dig dele mine kommentarer til dig i de to tråde (denne og Central søvnapnø-tråden) for at vi kan holde os til de to emner. Ellers bliver det noget rod for andre at læse. Jeg hader at spilde folks tid.
For lige at kommentere på din bemærkning på lægetyperne –og jeg er helt enig vil jeg understrege. Det er rigtigt at det er studerende med et højt gennemsnit fra gymnasiet der kommer ind på medicinstudiet –det er desværre også nødvendigt, for medicinstudiet er klart det universitetsstudie med mest udenadslære sammen med temmelig mange pensumsider. Det siges i spøg, at en medicinstuderendes vigtigste redskab er hans/hendes bag, for den kommer man til at sidde temmelig meget på. Men der er ingen eksamen direkte i empati og evnen til at se problemstillinger, der er en enkelt hvor patientkontakt indgår men ved ikke om det gælder for alle tre universiteter. Empati er jo også særdeles svær at lære som voksen hvis man ikke har den med fra barnsben, vil jeg mene.
Men jeg vil faktisk holde fast i, at det største problem er at der ofte er tale om et møde mellem en læge der ikke sjælden selv er vokset op i et akademisk miljø med både økonomisk og socialt overskud, og så en patient der ud over at være syg også meget nemt kan komme fra en ikke-akademisk baggrund, måske endda med flere ikke så rare ting i opvækst-bagagen. Der behøver jo ikke altid være tale om direkte fysisk/psykisk misbrugs-traumer, det kan såmænd være nok at komme fra en familie uden tradition for at styrke deres børns selvværd.
Og så kan det altså meget nemt gå galt, for disse to personer vil reagere helt forskelligt på de samme ting, lægge vægten forskellige steder i den samme samtale og ikke mindst tale to helt forskellige sprog. Og det selvom lægen gør sit bedste. Jeg har fx flere gange oplevet læger, der i deres iver for at gøre det så godt kommer til at oversætte uforståeligt latin til ligeså uforståeligt dansk. Der hvor det går helt galt, er hvor nogle læger af en eller anden grund er blevet bitre på en bestemt patientgruppe, som regel folk fra socialklasse 4-5, de psykisk syge, kroniske smertepatienter og, tadaaa, kvinder mellem 40 og 60 med uspecifikke symptomer. Altså de allersvageste patienter, som med deres væremåde formår at trykke på nogle uheldige knapper hos lægen. Tag ikke fejl, jeg mener helt klart at ansvaret ligger hos lægen –og lægen alene!
Personligt tror jeg der er 2 grunde: 1) at de meget gerne vil ”fixe” deres patienter og relativt hurtigt se resultater 2) de husker hver og en patient der er kommet igen og igen uden anden grund end at få opmærksomhed med latterligt små ting, nogle indrømmer det selv–og dem findes der mange af. Her taler jeg ikke om sådan nogle som dig, Kameliadame og andre, som jo også har måttet gå lægerne på dørene for at få den rigtige diagnose, men om folk der fx kommer til læge for at få penicillin mod deres influenza (som er en virus hvor antibiotika ikke virker), folk der tilkalder 112 og i ambulance bliver kørt på hospitalet for et sår så lille at de ikke kan finde det ved ankomsten (et helt konkret eksempel), folk der vil have morfin mod halsbetændelsen og alle mulige variationer over det tema.
Jeg har haft en helt ufattelig evne til at rende ind i lægerne fra gruppe 2 med store konsekvenser for mit helbred, suuk. Heldet er først vendt for få år siden.
Detteher blev lige langt nok, men jeg synes emnet er meget relevant så det bliver delt op i to.
Kameliadamen havde også en kommentar til forskning. Hun skriver: ”Forskning går jo som regel ud på at finde årsagEN til et bestemt problem. Jeg tror, at den type forskning beror på en fejlopfattelse. Det er en alt for abstrakt måde at tænke på. Jeg tror faktisk, at den måde at tænke på stammer fra det 16. århundrede! Det var den franske filosof René Descartes, der fandt på at analysere problemer ved at opdele dem i kæder af årsager og virkning. Og hans argumentation virker også vældig besnærende! Men der er bare ét problem: sådan er virkeligheden ikke! Der kan sagtens være flere årsager til et bestemt problem, eller virkningen kan påvirke det, som opfattes som årsag.”
Nu kender jeg forskning ret godt, og kan derfor sige at man for længst er gået bort fra at finde årsagEN til et problem, simpelthen fordi selv emner der ser helt simple ud, altid viser sig at være ufatteligt komplicerede når man kradser lidt i overfladen. Og så fylder det altså mere end der kan være i selv en meget rummelig forsker-hjerne. Det foregår mere på denne måde: forskeren undrer sig over noget, ser fx at bestemte undergrupper af patienter ser ud til at reagere på samme måde. Han/hun laver så en hypotese (jeg tror det skyldes det og det) –og det testes så i et forsøg, hvor man prøver at udelukke så mange ubekendte faktorer som muligt. Måske udelukker man her noget væsentligt, men hvis du har en kludderbunke af garn fra 100.000 garnnøgler, må du nødvendigvis bestemme dig for at koncentrere dig om nogle få garn-ender og så se hvor de løber hen, ellers mistes overblikket.
En anden måde bruges også tit i grundforskning: jeg tror det og det stof påvirker det og det væv på en bestemt måde, og så opstiller man et forsøg der kan be- eller afkræfte det. Så det man får ud af det er svar på en lillebitte brik i et kæmpestort puslespil –og hvordan den spiller sammen med de andre brikker skal der så andre studier til. Et problem her er, at netop fordi forskningen er så utrolig specialiseret, er det ikke sjældent kun ganske få der egentligt er i stand til at vurdere artiklerne selvom der er tale om eksperter inden for området. Særligt ved grundforskning skal man nærmest have lavet forsøgene selv, for virkelig at kunne vurdere om der er tale om god eller dårlig forskning. Også fordi der kan være resultater der IKKE publiceres i samme artikel, fordi de ikke passer med hypotesen. Det sker faktisk ret tit.
Et ret stort problem er bare, at det er praktisk taget umuligt at få videnskabelige tidsskrifter til at udgive negative resultater, altså alle de hypoteser der viste sig at være forkerte og hvor parametrene bare ikke rykker sig en pind. Det er derfor videnskabelige konferencer er så vigtige, for den eneste måde at få den viden, er at tale med andre forskere i kaffepauserne. Forskningsaktive hospitalslæger på universitetshospitaler deltager i videnskabelige konferencer, mens det meget sjældent ses blandt praktiserende læger. De går i stedet på kurser.
Noget andet ret vigtigt er, at der de sidste 5 år er blevet strammet utroligt meget på reglerne for hvor meget medicinalfirmaer må sponsorere læger direkte i form af fryns og middage. Den slags er praktisk taget udryddet i dag, medicinalfirmaerne må knap give en kuglepen fordi det kan give mistanke om påvirkning af forskerne. Finanskrisen har også gjort sit. Der er selvfølgelig nogle få undtagelser, men de er jo kendt offentligt, ingen nævnt ingen glemt. I mange andre lande, særligt i asien, er alt dog ved det gamle.
Jeg kunne fortælle meget mere, men jeg må hellere stoppe her!
Kærlig hilsen
Asklepios
Jeg synes, at dette er en interessant debat, men jeg se, at den i hvert fald for mit vedkommende kører ad to spor – muligvis fordi debatten er igangsat af et citat, der oprindelig stammer fra mig, nemlig min gengivelse af en replik, jeg ofte har hørt fra praktiserende læger: ”Man kender ikke årsagen til essentiel hypertension.”
Nu er ”essentiel hypertension” jo defineret som et højt blodtryk, hvor man ikke har kunnet finde årsagen, og som sådan er det jo en sag for forskningen – ikke for de praktiserende læger.
Men da jeg gengav mine tidligere praktiserende lægers replik, tænkte jeg slet ikke i forskningsmæssige baner. Jeg tænkte: ”Der er jo ikke noget at sige til, at årsagen til mit høje blodtryk ikke er fundet, når ingen har ledt efter en årsag!”
Jeg bebrejder lægerne, at de tænker abstrakt, altså således: ”Hvad siger forskningen om fænomenet højt blodtryk?”, i stedet for at tænke: ”Hvad er det i denne konkrete patients liv, der kan være årsagen til det forhøjede blodtryk, og hvilke andre sygdomsmæssige faktorer kan give et fingerpeg om, hvad årsagen kan være?” – altså nøjagtig, som den dygtige hjertespecialist gjorde på 5 minutter, efter at jeg i årevis har været syg, uden at nogen har gjort sig den ulejlighed at lede efter en årsag – bortset fra mig selv!
Og det kan da godt være, at det kun er en brøkdel af tilfældene af højt blodtryk, der skyldes søvnapnø som i mit tilfælde, men når en hypotese om søvnapnø kan bekræftes eller afkræftes let og billigt med et pulsoximeter, så forstår jeg altså ikke, at man ikke bruger det!
Her er et citat fra en Internetside om søvapnø:
”Omvendt regner man med, at 30 % af alle personer med forhøjet blodtryk har søvnapnø.”
http://www.sovnapno.dk/visUnderemne.asp?underemneID=105
Det er altså en ret stor brøkdel af patienterne, der lades i stikken, hvis man undlader at undersøge for iltmangel om natten.
Det kan godt være, at selve forskningen ikke længere i så høj grad er påvirket af Descartes’ filosofi, sådan som du påpeger, Asklepios, men så er problemet, så vidt jeg kan se, at lægerne stadigvæk er præget af Descartes’ tankegang.
Det gjaldt jo for Descartes om at simplificere komplicerede årsagssammenhænge, så de kunne overskues. Det var det, der gjorde Descartes så dygtig til abstrakt teoretisk videnskab, så som matematik.
Men når man har med rigtige levende mennesker at gøre, nytter det ikke at tænke abstrakt. Jeg kan jo se, at lægerne tænker abstrakt, når jeg spørger om årsager. De tænker: ”Hvad siger forskningen om det spørgsmål?”
Når jeg tydeligt kan se dette, så er det, fordi lægen kigger væk, når han eller hun skal overveje sit svar. Lægen kigger ikke på det konkrete, levende menneske, han eller hun sidder over for.
Derfor kan min praktiserende læge − uden at blinke – sige, at min søvnapnø skyldes overvægt og mangel på motion. Hvis hun havde kigget på mig – i stedet for indad, i sin hjernekistes lager af oplysninger – ville hun have set, at jeg IKKE er overvægtig, og hun ville have tænkt på, at jeg motioneret meget, og hun ville ikke have givet mig et så dumt svar.
Så altså, selvfølgelig er forskningen nødt til at arbejde med overordnede begreber og derfor arbejde abstrakt. Men lægerne er nødt til at forholde sig til det levende, konkrete, individuelle menneske.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det er ret interessante betragtninger du har her i dit indlæg og –og uhyggelig relevante, synes jeg. Jeg får lyst til at komme med et citat fra en lille bog jeg har om ”journalbøffer” –frit fra hukommelsen:
”3/9 God farve og puls i højre ben. Venstre ben mangler.” ”4/9. stadig god puls, men i dag er det højre ben der mangler.”
Det er altså en ret morsom variation over din historie med at lægen ikke ser på dig, når hun drager sine konklusioner om din apnø.
Medicinstuderende verden over, inkl. DK lærer ellers tidligt på studiet om deres patienter: se, lyt, føl. Det har din læge vist glemt.
I USA har de desuden et andet vigtigt citat: ”hvis du hører hovslag, så er det mest sandsynligt heste –ikke zebraer”. Dvs. at de først undersøger for det mest almindelige og derfra bruger udelukkelsesmetoden. Og det er faktisk ret vigtigt at vide at det er sådan læger tænker. Og her vil du nok indvende at når 30% med søvnapnø har forhøjet blodtryk, så er der da i den grad tale om en hest! Og når 30-40% med hjerteinsufficiens har søvnapnø, så må det da også siges at være en hest. Og det er jeg helt enig i, problemet er bare at den hest først for nylig blev lukket ind i folden, og det har din læge ikke været opmærksom på, for det har ingen fortalt hende.
Men hun burde jo have SET på dig i det mindste, og så sige ”almindeligvis skyldes apnø overvægt og mangel på motion, men den gruppe hører du jo ikke til, så jeg ved ikke hvad din apnø skyldes”.
Praksislæger skal slet ikke vide alt. De skal vide lidt om alting (og ikke alt om ingenting, suk) og så sende folk videre hvis det er nødvendigt. Dem, der derimod burde kende din apnø-hest på travet er faktisk dine hospitals-hjertelæger. Det var godt at din private hjertelæge havde styr på sagerne, han/hun lyder ret skarp.
Men hjertelægen har vel ikke kunne stille diagnosen Cheyne-Stoke søvnapnø med et pulsoximeter på dig i vågen tilstand? Jeg aner ikke hvilke journaldata sådan en praktiserende hjertelæge har adgang til, men apnø skal jo konstateres på et søvnlab ligesom du har gennemgået det, så meget ved jeg da. Undskyld hvis det lyder forkert her på skrift, men jeg er bare forvirret –og nysgerrig.
Jeg forstår også udmærket det føles provokerende, at søvnlab’et ikke gav dig direkte besked da de ændrede din diagnose, men derimod skrev til din praksislæge. Jeg har aldrig fattet at man ikke får af vide fra starten, at det er altså normal praksis. Begrundelsen er, at man skal have det af vide direkte af en fagperson så man kan stille spørgsmål.
Men det går jo åbenbart ret tit galt, man har jo hørt om kræftpatienter der har fået kræftdiagnosen pr brev. En bekendt fik sin alvorlige, kroniske diagnose da han ville læse hvor mange piller han skulle tage fra den pakke han havde fået udskrevet fra hospitalet. Så stod der, mod (sygdommen)… det var en lang lang uge at vente inden han fik sin ambulatoriesamtale –ikke smart.
Jeg tror faktisk du kunne få det job at tale dunder til de nye læger når de starter på sygehusene, når du siger at ”lægerne er nød til at forholde sig til det levende, konkrete, individuelle menneske”. Jeg ved at rigtig mange uddannelsesoverlæger vil sige ”amen” til præcis det.
Jeg skal ikke kunne sige hvor udbredt Descarte’s tankegang om simplificering af komplicerede årsagskæder er blandt læger, men jeg er til gengæld ret sikker på at mange læger nemt bliver uopmærksomme på sager som præcis din, der jo ved første øjekast synes lige ud af landevejen: dårligt hjerte, højt blodtryk, la la la ganske som vi plejer ved de 999 patienter der var der før dig. Det værste er, at hvis eksperterne har ret, så går en del af disse også rundt med central søvnapnø. Men nye behandlingsregimer tager traditionelt LANG tid at få kørt ind i den danske andedam. Øv.
Jeg håber apnø-artiklen vil kunne hjælpe dig, i det mindste til at sætte nogle læger på plads. Det er jo desværre nødvendigt nogle gange.
Mange hilsener
Asklepios
Tak for et godt indlæg. Jeg er meget glad for responsen. Forsker du i lægers arbejde med henblik på en udgivelse?
Denne tråd handler jo om forhøjet blodtryk og forskning, men jeg har jo snarere beskæftiget mig med den måde, læger arbejder på, og nu igen brugt et eksempel med søvnapnø, men jeg syntes, at eksemplet var meget illustrerende.
Jeg kan forstå på dig, at du mener, at oplysningen om, at ca. 30 % af folk med forhøjet blodtryk har søvnapnø, er ukendt for praktiserende læger.
Nu ved vi jo heller ikke, om dette tal er korrekt. Siden www. sovnapno.dk er støttet af et firma, der laver CPAPmaskiner, altså de maskiner, som indtil videre er den eneste behandling for søvnapnø, når nu lægerne ikke interesserer sig for årsager til søvnapnø, eller for at gøre noget ved årsagerne.
Men min pointe er jo, at den undersøgelse, der kan be- eller afkræfte en hypotese om søvnapnø, er så billig og effektiv. Man sover bare med dette pulsoximeter en nat. Det er slet ikke besværligt, og et sådant apparat kan ikke være frygtelig dyrt. Og selvfølgelig har du ret i, at pulsoximeterets visninger ikke er nok til at påvise søvnapnø. Det viser blot pulsen og desuden en tids-akse med de eventuelle udsving i iltmætningen i blodet. Hvis der ikke har været tilstrækkeligt med ilt i blodet som i mit tilfælde, bliver man henvist til rigtige søvnundersøgelser. Og det var også, hvad den dygtige hjertespecialist gjorde i mit tilfælde.
Så selv om tallet 30 % kan være for højt, så mener jeg alligevel, at det er underligt, at folk med højt blodtryk ikke som en selvfølge bliver undersøgt med et pulsoximeter.
Ja, det er et lidt besynderligt og vanskeligt forløb, jeg har været udsat for, efter at den effektive hjertespecialist henviste mig til undersøgelse på sygehuset for søvnapnø. De fejltagelser, der er sket, skyldes dels uvidenhed om central søvnapnø hos lægerne og dels uheldige omstændigheder, som lægerne måske ikke kan gøre for (slidt udstyr, for lidt tid, og andre ting), som jeg vil forklare om i tråden om søvnapnø.
Jeg har ikke haft tid til at nærlæse dit link endnu, men jeg har allerede fundet ud af, at det ikke er ét, jeg allerede har læst, og det ser interessant ud. Jeg har kun læst referatet (abstract) og allerede dér er der en interessant oplysning, nemlig parentesen ”(particularly during rapid-eye-movement sleep”).
Sagen er nemlig, at jeg med stor præcision vågner, hver gang jeg har sovet halvanden time! Og nu ved jeg tilfældigvis, at en søvncyklus varer 90 minutter. Det kunne passe med, at jeg vågner, hver gang denne REM-søvn begynder. Det har jeg hele tiden haft på fornemmelsen, så jeg glæder mig virkelig til at læse artiklen. Men uha, nu er jeg allerede forsinket, så det må desværre vente.
Jeg skiver om det i tråden om søvnapnø senere.
Mange hilsner
Kameliadamen