Hvad foregår der? Nogle der kan sige noget?
Hej. Søger svar, har været ved læge, men er ekstremt dårlig til at kommunikere ansigt til ansigt, og rent faktisk sætte ord på hvordan jeg har det, og for det andet så ændre det sig hele tiden. Min adfærd, mine tanker og hvordan jeg har det.
Har siden de små klasser altid haft det en smule svært, med hensyn til selvtillid og selvværd. Altid perioder hvor det kom frem - ellers var jeg som lille udadvendt, og let at omgås. Kun få perioder, hvor jeg var lidt usikker. Da vi kom op i de ældre klasser, kunne jeg kun knytte mig til én person. Havde svært ved at stole på folk, og valgte derfor kun én person, jeg fortalte alting til, og det blev så også den eneste person jeg sådan set havde et rigtigt venskab til. Hende mistede jeg. Og jeg der var meget mobning. Det endte ud i depression, og lige siden er det gået galt. Kun ned ad. Fik angst, kunne ikke være steder med for mange mennesker, kunne ikke spise med andre, kunne stort ikke tale i sociale sammenhænge - bare i f.eks. en klasse. Sådan er det også nu. Kan simpelthen ikke være mig selv. Giver underlige svar tilbage, er stille, griner bare nervøst - eller får bare lyst til at gå. Så har jeg de her opmærksomhedstanker, fordi jeg havde en kæreste, der manipulerede mig og fik mig til at gøre alt hvad han ville have. Var simpelthen blind i det halvandet år jeg var sammen med ham, selvom jeg fik det rigtig skidt, og veninder og familie græd, fordi de kun kunne se på. Jeg kunne ikke stoppe det, gik tilbage til ham hele tiden. Han gav mig bare ingen opmærksomhed, han var der aldrig. Han gik på min skole, men ignorerede mig til daglig. Og jeg turde ikke sige noget til ham. Var bange for at blive afvist, bange for at han ville sige noget, som ville nedgøre mig. For det kunne han sagtens finde på. Han har ikke mange seriøse sider. Han tænker ikke specielt meget på andre. Så jeg kendte de bestemte tidspunkter han røg på, og der sørgede jeg altid for at være klar, til at kunne se ham. Bare få et glimt af ham - og andre tanker jeg fik var, at jeg skulle sulte mig selv, hvis nu bussen jeg sad i kørte galt, ville han så lægge mærke til mig? Ville jeg så betyde noget for ham? Ville han være der, ville han savne mig? Og så vågner jeg op fra de tanker, og bliver bange for mig selv... Selv når jeg kom i skole, vidste jeg hvilket klokkeslæt han plejede at være der, og jeg ville holde øje ud af vinduet, bare for at få et glimt af ham. Hvordan kan man blive ved med at være glad for en, der får en til at overskride så mange grænser, og få det så dårligt? Det er nu en måned siden jeg gik helt fra ham, og dagene efter opsøgte han mig i byen - selvfølgelig fordi jeg ikke viste interesse længere. Sådan var det altid. Så kom han rendende. Og han fortalte hvordan han ikke kunne lide at jeg var i byen, og at jeg snakkede med andre osv. Han har før givet mig angstanfald. Var ude af stand til arbejde, skole og andre ting. Men det må også have noget at gøre med, hvordan jeg før hen har haft det. Selvmordstanker osv.
Jeg blev afhængig af ham.
Jeg kender ikke mig selv længere. Kan ikke finde ud af noget som helst. Har ikke evnen til at holde fast i noget, og gøre det færdigt.
Nogle dage tænker jeg bare, hold kæft jeg har det godt, hvor er jeg glad! Og dagen efter kan det være fuldstændig omvendt, så som i dag. Hvor jeg ikke forstod hvorfor jeg var her, følte mig tom indeni, blev bange for mig selv. Som om jeg var fraværende fra mig selv, som om jeg ikke var mig selv. Det føltes så skrækkeligt, og så bryder jeg bare ud i gråd. Knækker helt sammen, og alting føles ligegyldigt.
Dengang jeg var sammen med min ex, fik jeg også tanker såsom at min bedste veninde og ham havde noget kørende bag min ryg, var sygeligt jaloux hvis han gav andre opmærksomhed. Og hvis andre snakkede med ham. For han ignorerede jo mig. Men kunne ses hver anden uge, efter at hans venner var taget hjem, og hvis ikke han havde noget bedre at foretage sig. Ellers efter byturene. Han har også fortalt mig, at han ikke har grædt, efter at han mistede personer han har holdt rigtig meget af - sin farmor f.eks. Som nærmest kendte ham bedre, end hans egne forældre gjorde. Han kunne ikke blive ked af det, han kunne bare ikke græde over det. Han er ekstremt manipulerende, dominerede og opmærksomedskrævende. På den overdrevne måde. Han er blevet undersøgt for DAMP, men negativt svar. Har fået forbud mod at se ham.
Undskyld, jeg kører rundt i det. Er bare så forvirret. Den ene dag er jeg glad, og det føles som om alting nok skal gå, den anden dag har jeg ikke lyst til noget, og bare ikke lyst til at være her. Jeg går i byen hver weekend for at glemme det. Drikker mig skide fuld, og har det sjov. Men når jeg vågner igen, så er det det samme. Tilbage i det samme mønster.
Har mærkelige spisevaner. Nogle gange spiser jeg også i store mængder. For så at få det dårligt bagefter. Nogle dage spiser jeg næsten ingenting. Min vægt svinger ekstremt, ved ikke hvorfor jeg gør sådan.
En dag fik jeg rengøringsvanvid, og gjorde hele huset rent, fra top til tå. Den næste lå jeg og græd mig selv i søvn.
Det er det samme som når jeg ser film, reklamer, what ever, den mindste ting får mig til at græde. Hvis jeg ser to veninder der hygger sig, kan jeg græde, nogle gange er det ligegyldigt om det faktisk er noget romantisk eller intimt. Der skal ingenting til.
Har gået til læge, men kan ikke få mig selv til at sige det. Fordi jeg synes det lyder overdrevent, og fordi jeg nogen gange blive i tvivl, om det bare noget jeg tror. Andre gange lyver jeg også. For at jeg ser bedre ud, for at få opmærksomhed. Prøver at stoppe, men at se mine forældre, når jeg taler om den ros jeg måske ikke har fået, er det bare det hele værd. Og så kan jeg ikke holde op.. Får så dårlig samvittighed.
Jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtig og forkert, og jeg kan ikke tage nogle beslutninger selv. Har så svært ved at tage mig sammen til noget, og jeg udskyder alting.
Har ikke været i skole hele denne her uge, fordi jeg simpelthen ikke orker det. Fordi jeg ikke føler at jeg kan overskue det. Fordi jeg føler mig så ligeglad. Føler mig som et nul. Føler bare at jeg vil give op nogen gange. Det hele har bare hobet sig op, og jeg kan ikke finde ud af det igen. Ved ikke hvad der er galt med mig, har bare brug for svar, brug for hvad som helst.. Er der nogle, der kan bare give mig en SMULE forståelse for, hvorfor jeg gør som jeg gør, eller er som jeg er? Kan simpelthen ikke finde ud af det længere.
Hilsen Mig.
Har siden de små klasser altid haft det en smule svært, med hensyn til selvtillid og selvværd. Altid perioder hvor det kom frem - ellers var jeg som lille udadvendt, og let at omgås. Kun få perioder, hvor jeg var lidt usikker. Da vi kom op i de ældre klasser, kunne jeg kun knytte mig til én person. Havde svært ved at stole på folk, og valgte derfor kun én person, jeg fortalte alting til, og det blev så også den eneste person jeg sådan set havde et rigtigt venskab til. Hende mistede jeg. Og jeg der var meget mobning. Det endte ud i depression, og lige siden er det gået galt. Kun ned ad. Fik angst, kunne ikke være steder med for mange mennesker, kunne ikke spise med andre, kunne stort ikke tale i sociale sammenhænge - bare i f.eks. en klasse. Sådan er det også nu. Kan simpelthen ikke være mig selv. Giver underlige svar tilbage, er stille, griner bare nervøst - eller får bare lyst til at gå. Så har jeg de her opmærksomhedstanker, fordi jeg havde en kæreste, der manipulerede mig og fik mig til at gøre alt hvad han ville have. Var simpelthen blind i det halvandet år jeg var sammen med ham, selvom jeg fik det rigtig skidt, og veninder og familie græd, fordi de kun kunne se på. Jeg kunne ikke stoppe det, gik tilbage til ham hele tiden. Han gav mig bare ingen opmærksomhed, han var der aldrig. Han gik på min skole, men ignorerede mig til daglig. Og jeg turde ikke sige noget til ham. Var bange for at blive afvist, bange for at han ville sige noget, som ville nedgøre mig. For det kunne han sagtens finde på. Han har ikke mange seriøse sider. Han tænker ikke specielt meget på andre. Så jeg kendte de bestemte tidspunkter han røg på, og der sørgede jeg altid for at være klar, til at kunne se ham. Bare få et glimt af ham - og andre tanker jeg fik var, at jeg skulle sulte mig selv, hvis nu bussen jeg sad i kørte galt, ville han så lægge mærke til mig? Ville jeg så betyde noget for ham? Ville han være der, ville han savne mig? Og så vågner jeg op fra de tanker, og bliver bange for mig selv... Selv når jeg kom i skole, vidste jeg hvilket klokkeslæt han plejede at være der, og jeg ville holde øje ud af vinduet, bare for at få et glimt af ham. Hvordan kan man blive ved med at være glad for en, der får en til at overskride så mange grænser, og få det så dårligt? Det er nu en måned siden jeg gik helt fra ham, og dagene efter opsøgte han mig i byen - selvfølgelig fordi jeg ikke viste interesse længere. Sådan var det altid. Så kom han rendende. Og han fortalte hvordan han ikke kunne lide at jeg var i byen, og at jeg snakkede med andre osv. Han har før givet mig angstanfald. Var ude af stand til arbejde, skole og andre ting. Men det må også have noget at gøre med, hvordan jeg før hen har haft det. Selvmordstanker osv.
Jeg blev afhængig af ham.
Jeg kender ikke mig selv længere. Kan ikke finde ud af noget som helst. Har ikke evnen til at holde fast i noget, og gøre det færdigt.
Nogle dage tænker jeg bare, hold kæft jeg har det godt, hvor er jeg glad! Og dagen efter kan det være fuldstændig omvendt, så som i dag. Hvor jeg ikke forstod hvorfor jeg var her, følte mig tom indeni, blev bange for mig selv. Som om jeg var fraværende fra mig selv, som om jeg ikke var mig selv. Det føltes så skrækkeligt, og så bryder jeg bare ud i gråd. Knækker helt sammen, og alting føles ligegyldigt.
Dengang jeg var sammen med min ex, fik jeg også tanker såsom at min bedste veninde og ham havde noget kørende bag min ryg, var sygeligt jaloux hvis han gav andre opmærksomhed. Og hvis andre snakkede med ham. For han ignorerede jo mig. Men kunne ses hver anden uge, efter at hans venner var taget hjem, og hvis ikke han havde noget bedre at foretage sig. Ellers efter byturene. Han har også fortalt mig, at han ikke har grædt, efter at han mistede personer han har holdt rigtig meget af - sin farmor f.eks. Som nærmest kendte ham bedre, end hans egne forældre gjorde. Han kunne ikke blive ked af det, han kunne bare ikke græde over det. Han er ekstremt manipulerende, dominerede og opmærksomedskrævende. På den overdrevne måde. Han er blevet undersøgt for DAMP, men negativt svar. Har fået forbud mod at se ham.
Undskyld, jeg kører rundt i det. Er bare så forvirret. Den ene dag er jeg glad, og det føles som om alting nok skal gå, den anden dag har jeg ikke lyst til noget, og bare ikke lyst til at være her. Jeg går i byen hver weekend for at glemme det. Drikker mig skide fuld, og har det sjov. Men når jeg vågner igen, så er det det samme. Tilbage i det samme mønster.
Har mærkelige spisevaner. Nogle gange spiser jeg også i store mængder. For så at få det dårligt bagefter. Nogle dage spiser jeg næsten ingenting. Min vægt svinger ekstremt, ved ikke hvorfor jeg gør sådan.
En dag fik jeg rengøringsvanvid, og gjorde hele huset rent, fra top til tå. Den næste lå jeg og græd mig selv i søvn.
Det er det samme som når jeg ser film, reklamer, what ever, den mindste ting får mig til at græde. Hvis jeg ser to veninder der hygger sig, kan jeg græde, nogle gange er det ligegyldigt om det faktisk er noget romantisk eller intimt. Der skal ingenting til.
Har gået til læge, men kan ikke få mig selv til at sige det. Fordi jeg synes det lyder overdrevent, og fordi jeg nogen gange blive i tvivl, om det bare noget jeg tror. Andre gange lyver jeg også. For at jeg ser bedre ud, for at få opmærksomhed. Prøver at stoppe, men at se mine forældre, når jeg taler om den ros jeg måske ikke har fået, er det bare det hele værd. Og så kan jeg ikke holde op.. Får så dårlig samvittighed.
Jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtig og forkert, og jeg kan ikke tage nogle beslutninger selv. Har så svært ved at tage mig sammen til noget, og jeg udskyder alting.
Har ikke været i skole hele denne her uge, fordi jeg simpelthen ikke orker det. Fordi jeg ikke føler at jeg kan overskue det. Fordi jeg føler mig så ligeglad. Føler mig som et nul. Føler bare at jeg vil give op nogen gange. Det hele har bare hobet sig op, og jeg kan ikke finde ud af det igen. Ved ikke hvad der er galt med mig, har bare brug for svar, brug for hvad som helst.. Er der nogle, der kan bare give mig en SMULE forståelse for, hvorfor jeg gør som jeg gør, eller er som jeg er? Kan simpelthen ikke finde ud af det længere.
Hilsen Mig.
Kommentarer