Jeg ville ikke komme med et skøn på hvad der er galt med din mor, men det lyder under alle omstændigheder som om at der er mange diskutioner og kriser i dit hjem.
Istedet for hvis jeg komme lidt med min egen beretning og et par gode ideer til hvad du skal gøre for dig selv (og ikke for dine forældre).
Jeg er selv vokset op i et hjem hvor der blev sat urimelig krav og der var en ubehagelig stemning, hvor der ikke blev kommunikere og snakket om tingene. Alt dette medførte at jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16.
For mig var det den aller bedste beslutning jeg har gjort da det gav en frihed og et råderum jeg ikke havde haft før - det er med årene også blevet lettere at se mere konstruktivt og forstående på begge min forældre selv om jeg stadig ikke synes deres opførsel på nogen måde har været acceptable.
Jeg synes at det lyder positivt at du er begyndt at se på min mor med "rigtige" øjne og at du måske kan forstå hvad det i virkeligheden handler om. Jeg synes det er vigtigt at du overvejer at flytte hjemmefra snarest muligt - det vil give dig frihed i at du kan komme væk fra disse ligegyldige diskussioner med din mor og du kan begynde at helbrede dig selv.
Når man vokser op i et hjem med problemer, tror jeg det er normalt at der vil være noget der "mangler" på den ene eller den anden måde. Du er allerede bevidst omd et og jeg ville som et minimum prøve at læse noget mere om det, søge info på hjælpesider og hvis du har overskud til det snak med en psykolog/terapeut der kan hjælpe dig med at få det bedre/blive hel igen. Er du igang med en uddannelse burde du kunne få et vist antal konsultationer gratis gennem uddannelsen eller snakke med en præst (selv om du ikke er religiøs er de også en hjælp).
Jeg fik selv aldrig taget mod til at snakke med nogen professionel og det har kostet mig rigtig mange år, hvor jeg idag tydelig kan se at en del personlige valg/forhold som har været destruktive og det var først for få år siden (jeg er 25) at et udlandsophold gjorde at jeg for alvor fik taget de helbredende skridt og gjordt noget selverkendelse.
Bare det at du har set symptomerne hos dig selv og tegnene som din mor (husk også på at din far acceptere dette) er et rigtig godt tegn. Pas på dig selv og læg en plan for din egen velvære. Lyt til dig selv! Du er ung og der er bestemt en masse du selv kan gøre for dig selv. Prøv ikke at ændre på dine forældre, men tag dig af dig selv først! Der er en psykolog på bt's hjemmeside du evt. kunne skrive til med gode råd (Hanne, www.bt.dk/brevkasser) - jeg har selv haft god gav af at læse de gamle spørgsmål da det har afklaret mig i at jeg ikke er gal på den men også få en forståelse for hvorfor dette sker.
Gør brug af tætte venner og familie og del dine bekymringer/overvejelser med andre - det vil også hjælpe.
Jeg håber ovenstående kan være til inspiration og nytte.
Det med urimlige krav var også bare det jeg bla. havde oplevet.
Jeg ville også mene at børn tit kommer til at ligne deres forældre - dvs. at din "mangler" meget sandsynligt kan skyldes dine forældre, eller deres påvirkning på dig. Men dermed ikke sagt at man ikke kan få noget godt ud af det.
Da jeg gik i folkeskole var der flere af drengene der fik at vide at de andre ville blive til noget, at de var psykotiske og jeg ved ikke hvad. Men det var faktisk bare en håndsrækning til dem til at modbevise systemet - og de er alle i dag nået rigtig langt i deres liv.
Det med manglende empati kender jeg godt til, og hvis din mor ikke har det, er det jo også svært for hende at være en god rollemodel for andre - vi lærer jo at agere som vores forældre.
Men jeg håber da at du kan tage dins mors dårlige egenskaber samt disse rapporter og vende det til noget positiv for dig selv.
Kommentarer
Jeg ville ikke komme med et skøn på hvad der er galt med din mor, men det lyder under alle omstændigheder som om at der er mange diskutioner og kriser i dit hjem.
Istedet for hvis jeg komme lidt med min egen beretning og et par gode ideer til hvad du skal gøre for dig selv (og ikke for dine forældre).
Jeg er selv vokset op i et hjem hvor der blev sat urimelig krav og der var en ubehagelig stemning, hvor der ikke blev kommunikere og snakket om tingene. Alt dette medførte at jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16.
For mig var det den aller bedste beslutning jeg har gjort da det gav en frihed og et råderum jeg ikke havde haft før - det er med årene også blevet lettere at se mere konstruktivt og forstående på begge min forældre selv om jeg stadig ikke synes deres opførsel på nogen måde har været acceptable.
Jeg synes at det lyder positivt at du er begyndt at se på min mor med "rigtige" øjne og at du måske kan forstå hvad det i virkeligheden handler om. Jeg synes det er vigtigt at du overvejer at flytte hjemmefra snarest muligt - det vil give dig frihed i at du kan komme væk fra disse ligegyldige diskussioner med din mor og du kan begynde at helbrede dig selv.
Når man vokser op i et hjem med problemer, tror jeg det er normalt at der vil være noget der "mangler" på den ene eller den anden måde. Du er allerede bevidst omd et og jeg ville som et minimum prøve at læse noget mere om det, søge info på hjælpesider og hvis du har overskud til det snak med en psykolog/terapeut der kan hjælpe dig med at få det bedre/blive hel igen. Er du igang med en uddannelse burde du kunne få et vist antal konsultationer gratis gennem uddannelsen eller snakke med en præst (selv om du ikke er religiøs er de også en hjælp).
Jeg fik selv aldrig taget mod til at snakke med nogen professionel og det har kostet mig rigtig mange år, hvor jeg idag tydelig kan se at en del personlige valg/forhold som har været destruktive og det var først for få år siden (jeg er 25) at et udlandsophold gjorde at jeg for alvor fik taget de helbredende skridt og gjordt noget selverkendelse.
Bare det at du har set symptomerne hos dig selv og tegnene som din mor (husk også på at din far acceptere dette) er et rigtig godt tegn. Pas på dig selv og læg en plan for din egen velvære. Lyt til dig selv! Du er ung og der er bestemt en masse du selv kan gøre for dig selv. Prøv ikke at ændre på dine forældre, men tag dig af dig selv først! Der er en psykolog på bt's hjemmeside du evt. kunne skrive til med gode råd (Hanne, www.bt.dk/brevkasser) - jeg har selv haft god gav af at læse de gamle spørgsmål da det har afklaret mig i at jeg ikke er gal på den men også få en forståelse for hvorfor dette sker.
Gør brug af tætte venner og familie og del dine bekymringer/overvejelser med andre - det vil også hjælpe.
Jeg håber ovenstående kan være til inspiration og nytte.
Varmeste tanker, Anne
Jeg ville også mene at børn tit kommer til at ligne deres forældre - dvs. at din "mangler" meget sandsynligt kan skyldes dine forældre, eller deres påvirkning på dig. Men dermed ikke sagt at man ikke kan få noget godt ud af det.
Da jeg gik i folkeskole var der flere af drengene der fik at vide at de andre ville blive til noget, at de var psykotiske og jeg ved ikke hvad. Men det var faktisk bare en håndsrækning til dem til at modbevise systemet - og de er alle i dag nået rigtig langt i deres liv.
Det med manglende empati kender jeg godt til, og hvis din mor ikke har det, er det jo også svært for hende at være en god rollemodel for andre - vi lærer jo at agere som vores forældre.
Men jeg håber da at du kan tage dins mors dårlige egenskaber samt disse rapporter og vende det til noget positiv for dig selv.