OCD?
Hej alle.
Siden jeg var helt lille, har jeg døjet med tvangstanker-/handlinger. Jeg tåler ikke, at folk rører nogle af mine ting, og hvis de gør, bliver jeg knaldrød i hovedet og bliver stiktosset og reagerer uhensigtsmæssigt. Jeg har det værst med tøj, men det gælder alle ting. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har dette, men jeg har haft det, siden jeg var helt lille, har mine forældre fortalt mig. Jeg prøver at kæmpe mod det, for jeg bliver så ked af det hver gang, fordi jeg ved, at det ikke er rationelt. Lige lidt har det dog hjulpet..
Det styrer efterhånden mon hverdag på mange områder. Før jeg går i seng, skal jeg tjekke sengen og områderne omkring for edderkopper, og desuden skal jeg rette sengetøj og lagen, før nogen må lægge sig.
Derudover er mit sexliv ikke så eksisterende længere, for jeg har også et eller andet åndssvagt med mit hår og tøj på dette område. Når jeg har været sammen sammen med kæresten, kan jeg blive sur og aggressiv, hvis mit hår sidder dårligt bagefter, mit tøj sidder mærkeligt eller noget i den stil. Derfor vælger jeg bevidst at sige nej ofte, da jeg derved ikke bliver sur på ham, men det ødelægger jo vores sexliv, hvilket er rigtig forfærdeligt. Jeg fortæller ham ikke sandheden om hvorfor, for jeg føler mig så anderledes og sindssyg pga. det her.
Jeg tænker, at det hele omhandler noget angst/OCD, men er der nogen, der kan bidrage med gode råd eller bare lidt fakta om, hvad alt dette kommer af? Jeg er 19 år, føler mig sindssyg og vil meget gerne snart komme videre i mit liv. Jeg påtænker at søge psykologhjælp og terapi omkring alt det her..
På forhånd tak.
Siden jeg var helt lille, har jeg døjet med tvangstanker-/handlinger. Jeg tåler ikke, at folk rører nogle af mine ting, og hvis de gør, bliver jeg knaldrød i hovedet og bliver stiktosset og reagerer uhensigtsmæssigt. Jeg har det værst med tøj, men det gælder alle ting. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har dette, men jeg har haft det, siden jeg var helt lille, har mine forældre fortalt mig. Jeg prøver at kæmpe mod det, for jeg bliver så ked af det hver gang, fordi jeg ved, at det ikke er rationelt. Lige lidt har det dog hjulpet..
Det styrer efterhånden mon hverdag på mange områder. Før jeg går i seng, skal jeg tjekke sengen og områderne omkring for edderkopper, og desuden skal jeg rette sengetøj og lagen, før nogen må lægge sig.
Derudover er mit sexliv ikke så eksisterende længere, for jeg har også et eller andet åndssvagt med mit hår og tøj på dette område. Når jeg har været sammen sammen med kæresten, kan jeg blive sur og aggressiv, hvis mit hår sidder dårligt bagefter, mit tøj sidder mærkeligt eller noget i den stil. Derfor vælger jeg bevidst at sige nej ofte, da jeg derved ikke bliver sur på ham, men det ødelægger jo vores sexliv, hvilket er rigtig forfærdeligt. Jeg fortæller ham ikke sandheden om hvorfor, for jeg føler mig så anderledes og sindssyg pga. det her.
Jeg tænker, at det hele omhandler noget angst/OCD, men er der nogen, der kan bidrage med gode råd eller bare lidt fakta om, hvad alt dette kommer af? Jeg er 19 år, føler mig sindssyg og vil meget gerne snart komme videre i mit liv. Jeg påtænker at søge psykologhjælp og terapi omkring alt det her..
På forhånd tak.
Kommentarer
Jeg kan godt forstå du synes det er svært at være dig. Men det bliver som regel værre med alderen hvis det ikke bliver behandlet. Det er ikke noget at skamme sig over, vi kan alle blive ramt af sygdom. Jeg tror du er inde på noget af det rigtige ang. diagnose. OCD kan være arveligt, og som du selv fortæller, så har der været symptomer siden du var helt lille.
Det kan være en meget invaliderende lidelse, jeg har igennem arbejdet med flere unge/børn/ voksne med OCD/ angst/ depression osv. Dem jeg havde med, at gøre der led af OCD havde det så svært, at de ikke kunne passe på sig selv, havde det svært ved sociale relationer, kunne ikke deltage i uddannelse eller arbejde - da OCD'en fyldte hele deres liv.
Behandlingen er nogle gange lykkepiller, da de kan minske nogle af symptomerne og dertil er det rigtig vigtigt med terapi, ved en god psykolog der arbejder kognitivt og har evt. speciale i OCD.
Men først og fremmest er det vigtigt, at få slået fast hvilken diagnose du har, så du ved hvad behandling du skal have. Du bliver nød til at tage op til din egen læge og fortælle om de symptomer du mærker/ har mærket siden du var helt lille. Så vil din læge tage stilling til og du skal henvises, til en psykiater der kan udrede dig og stå for en evt. behandling osv.
Mvh.
Det er slet ikke sikkert at det hjælper noget, men jeg kom til at tænke på at da jeg selv var til et møde for panikangst, fortalte psykologen at man skulle huske på at 'angsten' var ubegrundet, og at kontrollen ikke havde et egentligt formål. I den forbindelse så arbejder man jo inde for adfærdsterapien, med at udsætte folk med angst for det de er angste for.
Nu ved jeg jo ikke hvor slemt du har det, men du kunne prøve at udsætte dig selv langsomt for at slippe kontrollen, og hver gang prøve at bryde en lille grænse, og så lidt mere næste gang.
Spørg dig selv om hvad der helt præcist ville ske, hvis du slap den? hvad er det, du egentligt frygter?
Med venlig hilsen