Hvor galt er det? Savner et godt råd...
Jeg har været på antidepressiv medicin i 10 år nu, men står til at trappe ud, hvilket jeg glæder mig meget til. Desværre fik jeg et "flashback" i går pga. et gammelt problem, der rører på sig.
Meget handler om min familie og mine vanskelige familieforhold. Min mor har ofte været fraværende mentalt og følelsesmæssigt gennem årene, og er selv i antidepressiv behandling, men i dag har vi et godt forhold, da vi selv har arbejdet en del ting igennem i psykiatrisk behandling.
Mit spørgsmål går på min søster, som jeg føler, bliver værre og værre med årene. Hun er meget vred og anklagende, sender "dræberøjne", kalder mig det værste (møgsæk, nazist), ville ønske, jeg aldrig var blevet født osv. osv. Min egen vrede er der ikke mere, men jeg bliver ked af og meget angst. Hun sendte en mail, som osede så meget af had og afsky, at jeg fik et panikanfald igen - det første i mange år. I nat har jeg haft mareridt om at blive forfulgt, er vågnet op badet i sved... Det værste er, at jeg ikke kan tale med hende om, hvor ondt det gør, når hun angriber mig. Hun er helt kold over for mine følelser, og mener, at det er mig, der er den store tyran, som har svigtet hende. Hun har haft truet mig med tæsk, og hun har haft grebet fat i vores mor så hårdt, at hun fik et stort, blåt mærke på armen med neglemærker... Nu er mor bange, og ved ikke, hvad hun skal gøre.
Min søster er tydeligvis meget vred, og truende, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler, at min familie er blevet splittet i atomer. Hvad dælen gør jeg??
Meget handler om min familie og mine vanskelige familieforhold. Min mor har ofte været fraværende mentalt og følelsesmæssigt gennem årene, og er selv i antidepressiv behandling, men i dag har vi et godt forhold, da vi selv har arbejdet en del ting igennem i psykiatrisk behandling.
Mit spørgsmål går på min søster, som jeg føler, bliver værre og værre med årene. Hun er meget vred og anklagende, sender "dræberøjne", kalder mig det værste (møgsæk, nazist), ville ønske, jeg aldrig var blevet født osv. osv. Min egen vrede er der ikke mere, men jeg bliver ked af og meget angst. Hun sendte en mail, som osede så meget af had og afsky, at jeg fik et panikanfald igen - det første i mange år. I nat har jeg haft mareridt om at blive forfulgt, er vågnet op badet i sved... Det værste er, at jeg ikke kan tale med hende om, hvor ondt det gør, når hun angriber mig. Hun er helt kold over for mine følelser, og mener, at det er mig, der er den store tyran, som har svigtet hende. Hun har haft truet mig med tæsk, og hun har haft grebet fat i vores mor så hårdt, at hun fik et stort, blåt mærke på armen med neglemærker... Nu er mor bange, og ved ikke, hvad hun skal gøre.
Min søster er tydeligvis meget vred, og truende, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler, at min familie er blevet splittet i atomer. Hvad dælen gør jeg??
Kommentarer
Det lyder godt nok meget til at din søster har det meget svært! Er hun Borderline ? Får din søster nogen former for hjælp ? Hvord gammel er din søster ? Hvis din søster pt ikke får nogen former for hjælp, terapi eller noget i den grad til at bearbejde den smerte indeni og at kontrollere sin vrede, kan man jo evt. tale med hende om, at resten af familien synes det ville være godt for hende. Men hun skal jo selv ville ændre sig og modtage hjælpen.
Måske er du inderst inde bange for at slippe din antidepressive medicin, da det er den der skaber en form for bund under dig ( tryghed ). Har du talt med din psykiater om det du beskriver. Jeg går ud fra det er en psykiater der styrre din medicin ?
Mvh
jeg forstår din mor også har været ---eller er depresiv
og din søster virker også som hun har det dårligt psykisk ---det er måske en svaghed i jeres familie ----så i skulle måske i familie terapi alle tre ---
for det er jo ikke alt piller kan hjælpe på ----
Når man har taget antidepressiv medicin i lang tid, kan det være en udmærket ide at forsøge at tappe ud, især hvis man har haft mulighed for at gøre noget ved de årsager, der oprindeligt gjorde, at man var nødt til at få antidepressiv medicin.
Du skriver, at du ”står til at trappe ud”. Jeg forstår det sådan, at det er noget, du og din behandler har aftalt, og at du glæder dig til det.
Men nu er der jo kommet noget i vejen. Hvis jeg var dig, ville jeg sige til behandleren, at du stadig gerne vil udtrappes af medicinen, men at det må vente til den nuværende krise er overstået. Det er aldrig nogen god ide at trappe ud af antidepressiv medicin, når man er plaget af problemer. At det er din søster, der er skyld i problemerne, gør ingen forskel, for du er jo tydeligvis belastet af situationen.
Jeg er sikker på, at behandleren vil forstå situationen og sige til dig, at det var godt, at du fortalte om problemet med din søster.
Ja, det ville være en god ide, hvis din søster kunne få noget terapi. Men det er jo noget, som hun selv skal tage initiativ til.
Hvis jeg var dig, ville jeg nok sige eller skrive til søsteren og bede hende tale pænt til dig. Og hvis hun fortsætter, så må du jo afbryde kontakten.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg kan fortælle, at jeg har aftalt en ny tid hos min behandler, så vi både kan tale om mulighederne for nedtrapning og den her situation med min søster.
Der er helt klart tendens til psykiske problemer i min familie. Min mors familie er et langt kapitel af forskellige former for psykiske lidelser og jeg vil egentlig tro, at min mor er den, der har været mindst hårdt ramt af dem alle, forstået på den måde at hun ikke har været indlagt og ikke har været psykotisk.
Jeg selv har heller ikke været indlagt eller haft psykoser. Takket være medicin og behandling er det lykkedes mig at tage en uddannelse og senere få et rigtig godt arbejde, som jeg er meget glad for, og nu har haft i fire år Jeg er i dag 36 år, og har, synes jeg selv, et godt liv, med min kæreste og mine venner. Min søster er 50, så jeg har altid været efternøler.
Der, hvor tingene kører skævt, er, når vi skal mødes sammen hele familien inklusiv min søster. Vi ses som regel kun til jul, og det er altid med spændinger i luften. Hun svinger meget mellem at være utrolig sød og elskelig til at være aggressiv/voldelig og anklagende over for alle, og jeg ved snart ikke, hvilket ben jeg skal stå på.
Hun siger, at hun har været i terapi, hvor "borderline" blev nævnt som evt. diagnose, men hun mener jo ikke selv, at hun fejler noget, så det blev hurtigt fejet af bordet.
Jeg har i mit job arbejdet med mange der har haft diagnosen Borderline og det er en meget svær lidelse. Og det ekstremt svært at være pårørende til en der har Borderline. De vender på en tallerken, man ved aldrig helt hvor man har dem henne. Og det er lidt typisk det der med "jeg fejler ikke noget, det er alle andre der er gal på den, det er alle andre der er forkerte". Har din søster ofte konflikter med andre mennesker udenfor familien ?
Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det er det din søster fejler, men det lyder derhen af. Du kunne måske tale med din søster om det på en af hendes "gode" dage, for det er uden tvivl meget svært, at være hende. Og det kunne uden tvivl øge hendes livskvalitet at få hjælp til at takle hendes problematikker uanset hvorfor en diagnose hun har, og så kunne det være at hun med tiden, også blev nemmere at være sammen med. Du har jo ikke brug for al den usikkerhed og utryghed.
Det er sejt gåët at du har taget uddannelse og nu har haft job i 4 år, med alt du har skulle kæmpe imod!!
Det lyder som et godt træk, at du taler med din behandler om alt det her.
Mvh.