Indstillinger
Har brug for hjælp..
Jeg er en pige på 15 der ikke helt ved hvad jeg skal gøre af mig selv.
Jeg er begyndt at være rigtig ked af det hele tiden. Når jeg ikke er sammen med nogen græder jeg hele tiden, fordi jeg virkelig føler ingen elsker mig.
Jeg har altid været lidt bange for at skulle snakke med folk, da jeg er bange for at få en afvisning eller hvad man kan sige. Jeg føler at alle mennesker kun vil mig ondt, jeg har det som om alle menensker kigger på mig fordi de synes jeg er grim eller andet. Jeg har det som om at hvis jeg er sammen med nogen, snakker de grimt om mig så snart jeg er gået. Og jeg kan bestemt heller ikke tage intiativ til at snakke med nye mennesker fordi jeg ikke vil ha en afvisning. Og pga at jeg har været sådan har jeg mistet mange mennesker fordi de ikke ved hvordan jeg har det, og hvordan de skulle håndtere det, jeg kommer til at virke kold fordi jeg hellere vil afvise folk før de når afvise mig, for jeg er sikker på de ikke gider mig. Har én god veninde tilbage og min kæreste, men selv dem for mig til at tvivle. Jeg føler selv jeg lever i en verden, hvor alle vil såre mig, og det er hårdt. Jeg kan sove hele dagen væk når jeg er alene, og det er egentlig også helst det jeg vil når jeg er for mig selv. Jeg græder hele tiden, fordi jeg føler at jeg er alene og ingen kan lide mig. Jeg er kommet ud i et spor hvor jeg føler ikke engang et mirakel kan hjælpe mig. I lørdags fik jeg nok, og havde sagt til mig selv jeg ville spise en håndfuld piller om aftenen, og det var som om der var en stemme der sagde at jeg blev nødt til at gøre det, og gjorde det også. Jeg var indlagt i 2 dage og jeg havde ærlig talt gjort det for at råbe om hjælp. Men de utallige læger der tilbød mig hjælp, sagde jeg bare til at jeg ikke havde brug for hjælp, jeg havde det fint, og det ville ikke ske igen. Men jeg er stadig ligeså ked af det, og jeg er inderst inde bare bange for hvad jeg vil gøre ved mig selv snart, for jeg har det virkelig dårligt. Jeg kan ikke fortælle min mor hvad der sker, det er for svært og jeg kan ikke få ord ud af min mund til hverken hende eller andre. Min mor ved idag heller ikke hvorfor jeg to de piller, har sagt det ikke kommer hende ved. 'Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ved bare at hvis det ikke snart ændre sig, går det galt.
Har skrevet nogle af mine tanker ned så godt jeg kan, og det her er det eneste sted jeg kan sige mine tanker. Så håber virkelig der er nogen der vil hjælpe mig.
Jeg er begyndt at være rigtig ked af det hele tiden. Når jeg ikke er sammen med nogen græder jeg hele tiden, fordi jeg virkelig føler ingen elsker mig.
Jeg har altid været lidt bange for at skulle snakke med folk, da jeg er bange for at få en afvisning eller hvad man kan sige. Jeg føler at alle mennesker kun vil mig ondt, jeg har det som om alle menensker kigger på mig fordi de synes jeg er grim eller andet. Jeg har det som om at hvis jeg er sammen med nogen, snakker de grimt om mig så snart jeg er gået. Og jeg kan bestemt heller ikke tage intiativ til at snakke med nye mennesker fordi jeg ikke vil ha en afvisning. Og pga at jeg har været sådan har jeg mistet mange mennesker fordi de ikke ved hvordan jeg har det, og hvordan de skulle håndtere det, jeg kommer til at virke kold fordi jeg hellere vil afvise folk før de når afvise mig, for jeg er sikker på de ikke gider mig. Har én god veninde tilbage og min kæreste, men selv dem for mig til at tvivle. Jeg føler selv jeg lever i en verden, hvor alle vil såre mig, og det er hårdt. Jeg kan sove hele dagen væk når jeg er alene, og det er egentlig også helst det jeg vil når jeg er for mig selv. Jeg græder hele tiden, fordi jeg føler at jeg er alene og ingen kan lide mig. Jeg er kommet ud i et spor hvor jeg føler ikke engang et mirakel kan hjælpe mig. I lørdags fik jeg nok, og havde sagt til mig selv jeg ville spise en håndfuld piller om aftenen, og det var som om der var en stemme der sagde at jeg blev nødt til at gøre det, og gjorde det også. Jeg var indlagt i 2 dage og jeg havde ærlig talt gjort det for at råbe om hjælp. Men de utallige læger der tilbød mig hjælp, sagde jeg bare til at jeg ikke havde brug for hjælp, jeg havde det fint, og det ville ikke ske igen. Men jeg er stadig ligeså ked af det, og jeg er inderst inde bare bange for hvad jeg vil gøre ved mig selv snart, for jeg har det virkelig dårligt. Jeg kan ikke fortælle min mor hvad der sker, det er for svært og jeg kan ikke få ord ud af min mund til hverken hende eller andre. Min mor ved idag heller ikke hvorfor jeg to de piller, har sagt det ikke kommer hende ved. 'Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ved bare at hvis det ikke snart ændre sig, går det galt.
Har skrevet nogle af mine tanker ned så godt jeg kan, og det her er det eneste sted jeg kan sige mine tanker. Så håber virkelig der er nogen der vil hjælpe mig.
Kommentarer
Puha hvor har jeg ondt af dig. Jeg tror du hurtigst muligt skal kontakte din læge, for du har brug for hjælp...
Det er ved at være nogle år siden, at jeg var 15 år, men mange af dine symptoner, har jeg haft for nylig. Og det er/var en depression. Du råber jo efter hjælp, men får alligevel overbevist folk om, at du er okay. Jeg tror du bliver nød til at betro dig til en, og få luft for dine tanker, lidt ligesom du gør her, men også for en som kan svare dig tilbage.
Du skal ihertfald have hjælp!!!!!!
Pas på dig selv, og skriv gerne igen...
Du har rigtig god indsigt i hvad der er galt - nu skal du bare få overkommet angsten og fortalt det til en voksen der kan hjælpe dig. Det kommer ikke som nogen overraskelse, for de ved jo godt den er gal efter den indlæggelse.
Faktisk syntes jeg, at du skal printe det her ud, gå ned til din mor og sige "Her, det er sådan her jeg har det", og så kan hun på mandag hjælpe dig med at få akuttid hos lægen.
Du kan sikkert komme med 100 grunde til at du ikke skulle gøre det, men sagen er, at du er nødt til at få fortalt det, og der ikke er nogen nem måde at gøre det på. Men jeg tror, at den nemmeste og bedste måde for dig vil være at vise noget skriftligt, netop fordi du har lært dig selv at snyde alle når du taler.
Lad være med at gøre noget dumt.
Jeg kan garantere dig, at du ligesom alle vi andre der har haft det så dårligt, vil komme ud på den anden side, når først du har fået hjælp :-)
K.h. Anna
Det undrer mig at lægerne sagde du havde det fint, uden at henvise til psykiatrisk behandling. Når du kommer til din læge, kan du roligt fortælle hvordan du har det, de har tavshedspligt. KH Helle8