Indstillinger
Hjælp mig
Igennem 4½ år har jeg været meget glad for en fyr og han var årsagen til jeg gik fra min eks for 3½ år siden. Fyren var gift (vi havde en affære), men blev separeret for ca. 1 år siden. Vi havde kontakt indtil for ca. 8 mdr. siden og jeg sagde stop da jeg følte han kun så mig for at få sex. Jeg kunne alligevel ikke undvære ham og vi genoptog kontakten i Nov 11' og blev kærester i dec 11'. De første par uger gik det helt fint, men så begyndte jeg at blive irriteret på ham. Jeg har børn og det har han også så vi så ikke hinanden så tit, men til gengæld var vi så sammen hele tiden når vi havde muligheden. Jeg blev simpelthen træt af at høre om hans problemer med eks'en og hans træning (han træner meget for at tabe sig) og synes bare han snakkede om det samme hele tiden. Han sagde han elskede mig og spurgte hver gang han tog afsted om jeg nu opførte mig ordentligt. Stolede han ikke på mig? Efter knap 2 mdr. sagde jeg igen stop, da jeg bare følte han var en god ven, som jeg ikke ville undvære. Dog blev vi enige om at prøve igen en uges tid senere, men men det holdt kun ca. 1 mdr. så sagde jeg igen stop. Nu sidder jeg så her og savner ham helt vildt og tænker på de gode ting vi havde sammen, men kan jo ikke komme udenom at jeg er sikker på at det ville ende på samme måde igen hvis vi prøvede igen. Jeg kan simpelthen bare ikke undvære ham i mit liv, men han vil ikke nøjes med at være venner. Jeg tror/håber at hvis vi kunne starte med venskab så kunne det være det bragte noget mere med sig eller er jeg bare naiv? Jeg føler ikke jeg er klar eller har lyst til at være i et forhold, men vil jo heller ikke miste ham. Jeg har fået af vide fra en psykolog at jeg har svært ved at give slip på folk i mit liv, da jeg er bange for der ikke kommer en anden i stedet. Jeg har også levet hele mit voksenliv som jeg troede andre forventede af mig i stedet for som jeg selv ville leve. Jeg kender ikke mig selv ret godt på trods af at jeg er fyldt 33 år. Jeg har ofte (hele tiden) brug for at andre "godkender" de beslutninger jeg træffer.
Han siger han føler sig til grin og at han ikke ved hvor han har mig og det kan han jo have noget ret i. Jeg ville bare ønske vi kunne være venner.. Eller måske jeg bare skulle give det en chance til...
Jeg er en person som er meget nem at imponere og jeg får let følelser for fyre, men mister også hurtigt interessen igen. JEg bliver meget hurtigt træt af folk.
Hvad skal jeg dog stille op med det hele??? Jeg er så bange for at ende ensom.
Håber der findes nogle derude der kan hjælpe mig med at sætte ord på det hele. Skriv også for uddybning hvis det er nødvendigt. Jeg kan se på det hele at det måske kan være lidt svært at gennemskue hvad jeg egentlig vil/mener.
Han siger han føler sig til grin og at han ikke ved hvor han har mig og det kan han jo have noget ret i. Jeg ville bare ønske vi kunne være venner.. Eller måske jeg bare skulle give det en chance til...
Jeg er en person som er meget nem at imponere og jeg får let følelser for fyre, men mister også hurtigt interessen igen. JEg bliver meget hurtigt træt af folk.
Hvad skal jeg dog stille op med det hele??? Jeg er så bange for at ende ensom.
Håber der findes nogle derude der kan hjælpe mig med at sætte ord på det hele. Skriv også for uddybning hvis det er nødvendigt. Jeg kan se på det hele at det måske kan være lidt svært at gennemskue hvad jeg egentlig vil/mener.
Kommentarer
Du skal lærer at medietere og derved lære at komme ind til din kerne og mærke efter hvad du har brug for. Jeg syntes klart du skal bruge tid på dig selv. Finde dig selv. Gør ting som gør dig glad.
Når du har brugt lidt tid på dig - og fundet glæde ved at være dig selv kan du så småt begynde evt. at kontakte manden igen. lav evt. en seddel med alt det postive på ene side og alt det negative på den anden. men husk at være ærlig. Se på sedlen og vurdere om der nok positivt til venskab evt. til kæreste. Men jeg ville fraråde dig kæreste delen i første omgang. Jeg ville nok nøjes med at være venner. mød hinanden til bio tur, i selskab med andre, lav noget sjovt.
Men start med dig selv et godt stykke tid, boost dig selv, vær god ved dig selv, glem alt om at finde kærligheden. Giv tid - når du er glad og har ro på dig selv så skal kærligheden nok komme og den rette der passer til dig.
mange hilsner molly72.
så du fik lidt styr på dig selv ----og giv dig lidt tid alene ---det er noget rod du er ude i ---med flytte frem og tilbage ---fra den ven --
giv dig selv nogle måneder alene ---og se tiden an
måske er det en helt anden fyr du skal have
Jeg har faktisk gået til psykolog og troede at jeg havde fået det godt, fået styr på det hele, men det har jeg jo åbenlyst ikke.
Foreløbig er jeg også kommet frem til, at jeg bare gerne vil være venner med ham fyren, men hvad hvis han ikke vil det og jeg så helt mister ham???
Har læst lidt om Hypnoterapi. Er det noget der kan anbefales?
lad tiden komme på en prøve --og se hvad der sker
KH.
Som flere andre siger, så synes jeg du bør få styr på dig selv først.
Noget af det vigtigste jeg har lært i mit liv, det er at være alene med mig selv. At nyde mit eget selskab og finde ro i bare at være mig. Når først man bliver uafhængig af andres bekræftelse bliver det meget nemmere at se klart, hvad man har brug for (og hvad man ikke har brug for).
Det er hverken fair over for ham eller over for dig selv at give det et forsøg mere før du ved hvad du vil.
Jeg er ved at acceptere, at det er nødt til at være hans beslutning om han vil være min ven... Jeg kan nu med 80% sikkerhed sige, at jeg ikke ønsker andet end venskab med ham...
Det har hjulpet mig meget, at jeg har fået tankerne hen på noget andet. En anden interesse så at sige
Det er også ved at gå op for mig at jeg har meget svært ved at blive afvist.. Det er nu sket 2 gange indenfor 14 dage og det tager sgu ret hårdt på mig... Har lyst til at tvinge dem der afviser mig til at tage mig "tilbage", men ved jo godt at verden ikke hænger sådan sammen. Jeg er nok også nødt til at indse, at hvis folk afviser mig så er mit liv bare bedre uden de personer i mit liv, selvom det er hårdt at skulle indse
Det er jo aldrig sjovt for nogen at blive afvist - men ja - nogen frygter det jo nok mere end andre. Men mon ikke det også bliver bedre med tiden, når du begynder at hvile mere i dig selv