Skal jeg kæmpe videre??
Hej..
Har været sammen med min kæreste i nu halvandet år. Jeg er 26 og han er 24. I starten viste han ingen tegn på øget temperament, men efter 5 måneder var "honey moon'en" overstået. Han fortalte mig lige fra start at han havde et godt solidt temperament, men troede aldrig det ville gå ud over mig.
Første gang han havde fat i mig var en dag vi skændes og så fordi jeg råbte fik jeg en lammer der resulterede i et blåt mærke. Den lod jeg passere, da jeg tænkte at det var i affekt, og mente at nu ville jeg prøve at hjælpe ham i stedet. Jeg fik ham med til læge som sendte ham til psykiater. Der var vi nede 3 gange ca. Og efter at have lavet et spørgeskema og 2 tegninger fik han konstateret ADHD. Helt useriøst efter min mening. Men han startede på conzerta ( ved ikk om det staves sådan), men han var ikke god til at huske medicinen. Havde heller ikke den store interesse i det da han ikke selv mente han havde ADHD. I hans øjne var det min egen skyld fordi jeg råber når vi skændes. Og måske lyder det dumt, men føler det er mit eneste forsvar.
Han ved godt han har et temperaments problem, men jeg føler ikke han har taget ansvar for hvad han har gjort ved mig. Jeg har haft blå mærker på armene et par gange, samme på mit lår og to gange har ham taget kvælertag på mig.
Jeg fik ham overtalt til at tage til læge igen, men han var ikke meget for at fortælle lægen hvad der var sket herhjemme. Hans læge var ret rystet og han skal nu til psykolog med henblik på psykiatrisk udredning. Men problemet er bare at hvis ikke jeg havde fået ham til læge første gang og anden gang så var han aldrig kommet afsted. Jeg skal huske ham på alt.
Jeg elsker ham virkelig, bare ikke som før. Han har nok bare desværre fået taget en masse af min selvtillid fra mig:( føler det faktisk er min skyld han er sådan her?? Jeg ved bare jeg er kørt ned nu, og enten skal jeg skrabe mig selv op og gå fra ham eller tro på vi kan redde det?? Føler bare han er så sur hele tiden og snakker grimt til mig.. Og han vil have jeg skal glemme og komme videre. Han er træt af mit sure fjæs som han siger, og prøver gang på gang at fortælle ham at jeg føler mig alene i det her.
Det skal også siges at han har masser af gode dage, de bliver bare overskygget af de dage eller timer, minutter og sekunder hvor han er gennemsyret led:(
Aner ikke hvad jeg skal gøre. Det her var manden jeg troede jeg skulle have børn med, og føler min fremtid ramler ned om ørene på mig. Og hvis vi går fra hinanden føler jeg det er mig der taber, ikk fordi jeg mister ham. Men fordi jeg har givet ALT af mig selv i det her, for at redde det. Og det er det der har kørt mig ned hvor jeg er nu.
Tror mit store håb er at der bag alt det rod han har, gemmer sig den mand jeg forelskede mig i, og spm skal være far til mine børn. Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham, og det lyder måske sygt, og vil det self også kun til et punkt derfor jeg skriver herinde nu.
Men er mir håb helt tabt?
Har været sammen med min kæreste i nu halvandet år. Jeg er 26 og han er 24. I starten viste han ingen tegn på øget temperament, men efter 5 måneder var "honey moon'en" overstået. Han fortalte mig lige fra start at han havde et godt solidt temperament, men troede aldrig det ville gå ud over mig.
Første gang han havde fat i mig var en dag vi skændes og så fordi jeg råbte fik jeg en lammer der resulterede i et blåt mærke. Den lod jeg passere, da jeg tænkte at det var i affekt, og mente at nu ville jeg prøve at hjælpe ham i stedet. Jeg fik ham med til læge som sendte ham til psykiater. Der var vi nede 3 gange ca. Og efter at have lavet et spørgeskema og 2 tegninger fik han konstateret ADHD. Helt useriøst efter min mening. Men han startede på conzerta ( ved ikk om det staves sådan), men han var ikke god til at huske medicinen. Havde heller ikke den store interesse i det da han ikke selv mente han havde ADHD. I hans øjne var det min egen skyld fordi jeg råber når vi skændes. Og måske lyder det dumt, men føler det er mit eneste forsvar.
Han ved godt han har et temperaments problem, men jeg føler ikke han har taget ansvar for hvad han har gjort ved mig. Jeg har haft blå mærker på armene et par gange, samme på mit lår og to gange har ham taget kvælertag på mig.
Jeg fik ham overtalt til at tage til læge igen, men han var ikke meget for at fortælle lægen hvad der var sket herhjemme. Hans læge var ret rystet og han skal nu til psykolog med henblik på psykiatrisk udredning. Men problemet er bare at hvis ikke jeg havde fået ham til læge første gang og anden gang så var han aldrig kommet afsted. Jeg skal huske ham på alt.
Jeg elsker ham virkelig, bare ikke som før. Han har nok bare desværre fået taget en masse af min selvtillid fra mig:( føler det faktisk er min skyld han er sådan her?? Jeg ved bare jeg er kørt ned nu, og enten skal jeg skrabe mig selv op og gå fra ham eller tro på vi kan redde det?? Føler bare han er så sur hele tiden og snakker grimt til mig.. Og han vil have jeg skal glemme og komme videre. Han er træt af mit sure fjæs som han siger, og prøver gang på gang at fortælle ham at jeg føler mig alene i det her.
Det skal også siges at han har masser af gode dage, de bliver bare overskygget af de dage eller timer, minutter og sekunder hvor han er gennemsyret led:(
Aner ikke hvad jeg skal gøre. Det her var manden jeg troede jeg skulle have børn med, og føler min fremtid ramler ned om ørene på mig. Og hvis vi går fra hinanden føler jeg det er mig der taber, ikk fordi jeg mister ham. Men fordi jeg har givet ALT af mig selv i det her, for at redde det. Og det er det der har kørt mig ned hvor jeg er nu.
Tror mit store håb er at der bag alt det rod han har, gemmer sig den mand jeg forelskede mig i, og spm skal være far til mine børn. Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham, og det lyder måske sygt, og vil det self også kun til et punkt derfor jeg skriver herinde nu.
Men er mir håb helt tabt?
Kommentarer
Du skriver at han er din drømmefyr og ham du godt kunne se som far til dine børn, har du tænkt over at det måske er dine børn det kommer til at gå ud over næste gang han får et flip.
Jeg har selv været i voldelige forhold og også troet at jeg kunne redde dem, men det blev bare værre og værre.
Jeg vil bede dig om at mærke rigtig godt efter inde i dig selv, kan du virkelig leve et liv hvor frygt for vold skal være en del af dagligdagen, skal dine børn opleve at far slår mor og måske dem.
Syntes alle alarmklokker ringer.....
væk væk væk
den sande kærlighed og kærlige omsorgsfulde mand findes derude.
Håber det bedste for dig.
Man kan IKKe ændre på nogen. Er det virkelig det liv du ønsker dig i fremtiden og vil give dine børn. ??
Jeg siger dette af erfaring. Aldrig, aldrig, hvis jeg kunne leve mit liv om ville jeg byde mig selv det liv.
Selvtilliden kan til sidst ligge på så lille et sted, at du ikke kan få øje på den og du bliver totalt kuet og undertrykt.
Du håber naturligvis på en løsning, et godt råd for at få ham til at blive det menneske, du gerne vil have han er. !! Han er der ikke, det er en ønskedrøm. Der er nogle sider, du elsker, men kan det opveje de andre sider. Jeg tror det ikke.
Du tror sikkert heller ikke på det, jeg siger, for du vil blive ved med at håbe til du endelig indser, det sker ikke.
Når du nu om nogle år opdager det, så kan du sende mig en tanke.
Jeg vil ønske for dig du indser det i tide, så ikke dit liv bliver fortvivlet, for det vil det gøre. Jeg ved ikke, hvorfor vi kvinder er så "dumme", at vi tror, vi kan "frelse" nogen. Det må en psykolog forklare.