Stress/depression og sexliv?
Hej.
Vil gerne høre om andres erfaringer med stress og depression, da jeg synes det er et svært emne at snakke om, med nogle som ikke har prøvet det.
Jeg "gik ned" med stress i slutningen af december, og fik at vide af min læge, at det var arbejds relateret stress. Regnede med at det ville gå over efter et par uger, hvor jeg nærmest hev stikket ud.
Det gjorde desværre ikke. Jeg græd hele tiden, og havde ikke lyst til at møde nogen. Havde det bedst med bare at være alene i min egen lille verden, hvor der ikke var nogle spørgsmål.
Da jeg igen kom læge, fik jeg at vide, at jeg havde fået en svær depression oven i, og skulle have medicin for det. Det havde jeg meget svært ved at takle, og følte hele mit liv var blevet ødelagt.
Den ene uge efter den anden gik, uden jeg fik det bedre, men efter 6 uger begyndte medicinen endelig at virke. Nu føler jeg endelig jeg kan se lyset forude, men føler dog ikke at jeg er mig selv endnu.
Hvor lang tid tager det??????????
Jeg er gift og har to børn i skolealdren, og synes virkelig det har været hårdt at komme igennem, uden at det skulle gå for meget ud over min familie. Jeg tænker meget på andre. Måske lidt for meget, end på mig selv, og det er nok også derfor jeg er havnet i denne situation.
Det sværeste lige nu, synes jeg, er at lysten til sex er forsvundet!!!! Jeg har en dejlig mand, som virkelig har støttet mig, men har har et meget stort beov for mig sexuelt, og det har jeg meget svært ved at takle. Jeg kan godt lide at kysse, putte og kramme. Men når det bliver intimt, går jeg lidt i panik. Det skal siges, at jeg altid har haft det lidt svært med sex(ved ikke hvorfor), og derfor fylder det meget nu. Føler jeg bliver nød til at give min mand det han har brug for, for så får jeg "fred". Håber I forstår hvad jeg mener....
Håber der er nogen derude, der har oplevet det samme, for ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Får stadig nogle tanker om, at det ville være nemmere, hvis jeg boede HELT for mig selv et sted, og ikke skulle tage mig af nogen....
Hilsen Chrisser2
Vil gerne høre om andres erfaringer med stress og depression, da jeg synes det er et svært emne at snakke om, med nogle som ikke har prøvet det.
Jeg "gik ned" med stress i slutningen af december, og fik at vide af min læge, at det var arbejds relateret stress. Regnede med at det ville gå over efter et par uger, hvor jeg nærmest hev stikket ud.
Det gjorde desværre ikke. Jeg græd hele tiden, og havde ikke lyst til at møde nogen. Havde det bedst med bare at være alene i min egen lille verden, hvor der ikke var nogle spørgsmål.
Da jeg igen kom læge, fik jeg at vide, at jeg havde fået en svær depression oven i, og skulle have medicin for det. Det havde jeg meget svært ved at takle, og følte hele mit liv var blevet ødelagt.
Den ene uge efter den anden gik, uden jeg fik det bedre, men efter 6 uger begyndte medicinen endelig at virke. Nu føler jeg endelig jeg kan se lyset forude, men føler dog ikke at jeg er mig selv endnu.
Hvor lang tid tager det??????????
Jeg er gift og har to børn i skolealdren, og synes virkelig det har været hårdt at komme igennem, uden at det skulle gå for meget ud over min familie. Jeg tænker meget på andre. Måske lidt for meget, end på mig selv, og det er nok også derfor jeg er havnet i denne situation.
Det sværeste lige nu, synes jeg, er at lysten til sex er forsvundet!!!! Jeg har en dejlig mand, som virkelig har støttet mig, men har har et meget stort beov for mig sexuelt, og det har jeg meget svært ved at takle. Jeg kan godt lide at kysse, putte og kramme. Men når det bliver intimt, går jeg lidt i panik. Det skal siges, at jeg altid har haft det lidt svært med sex(ved ikke hvorfor), og derfor fylder det meget nu. Føler jeg bliver nød til at give min mand det han har brug for, for så får jeg "fred". Håber I forstår hvad jeg mener....
Håber der er nogen derude, der har oplevet det samme, for ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Får stadig nogle tanker om, at det ville være nemmere, hvis jeg boede HELT for mig selv et sted, og ikke skulle tage mig af nogen....
Hilsen Chrisser2
Kommentarer
Sikke en tur du er igennem. Jeg har selv prøvet at gå ned med stress og det er slet ikke rart. Jeg har en sygdom oveni som blussede kraftigt op som følge af at jeg slet ikke passede ordentligt på mig selv, og det har jeg betalt dyrt for de sidste 3 år. Jeg er faktisk stadig sygemeldt, og der vel gå en del tid endnu før jeg kan komme tilbage på arbejde. Som du nok kan høre, så tager stress mere end bare et par uger at komme over. Faktisk kan det nemt tage lige så lang tid som det tog at få den stress. Det er ikke udsædvanligt at få en depression oveni, det har din læge sikkert også fortalt dig. Det er din krop der fortæller dig, ”nu kan jeg altså ikke mere, giv mig ro selv om der er 1000 ting der skal gøres”. Det viser faktisk at du ironisk nok har en sund psyke og krop, der fortæller dig at du har overskredet dine egne grænser. Andre er ikke så heldige, de får bare et hjertestop og dør, det er da en form for sygemelding på ubegrænset tid man ikke ønsker!
Det er godt at din medicin virker og giver dig lys i mørket. Det er vigtigt at du ved, at manglende sexlyst ikke bare er et helt normalt symptom ved depression men faktisk også er en ret almindelig bivirkning ved antidepressiv medicin. Det er altså hverken dig eller din mand der er noget galt med. Det er vigtigt at I får snakket om det, så han forstår at du stadig attrår ham, det er ret vigtigt for mænd, men at din sygdom og medicin lige nu stikker en kæp i hjulet for din lyst til sex. Medicinen kan også gøre, at man har sværere ved at blive våd, og så kan samleje jo godt gøre lidt ondt. Din mand må forstå, at sådan har du det lige nu. I kan snakke om hvad der måske kunne tænde dig, kvinders sexlyst foregår jo mest mellem ørene, så det kan være han lidt oftere skal fortælle hvor meget han elsker dig og hvor skøn en kvinde du er, også nu hvor du er syg. Dermed kan han måske også ligefrem hjælpe dig med at få selvværdet tilbage, det er helt afgørende for at blive rask igen.
Du må også spørge dig selv hvorfor du blev så stresset at du ligefrem blev syg. Var det noget udefrakommende? Hvordan kan du undgå det i fremtiden? Du har 2 børn og job, det kan tage pusten fra den bedste. Er der noget I skal ændre i hverdagen, så din mand måske overtager nogle arbejdsopgaver? Måske skal I købe ind på nettet? Købe en god robotstøvsuger? Købe jer til rengøring og i stedet droppe en ferie i udlandet? Skal du have andre opgaver på arbejdspladsen? Et andet job? Orlov? Hvordan går du og har det med dig selv i det daglige (altså før du blev sygemeldt)? Hvordan har dit selvværd det? Selvværdet er den værdi du følger du har fordi du er til i verden og er dig, ikke fordi du ser godt ud og kan en masse ting. Den hænger i høj grad sammen med om man blev set og hørt og elsket som den man var som barn, mindre men dog væsentligt også hvordan din mand ser dig som lige netop dig. Føler du dig normalt lidt for tyk og ikke særlig køn, eller smuk og dejlig –hvilket du helt sikkert er! Hvis du svarer ja til det første, er det et tegn på lavt selvværd. Hvordan har din selvtillid det (igen før din sygemelding)? Selvtillid er tilliden til at man kan give noget her i verden, altså at man føler at man er god til sit job, er en god ven, hustru, mor osv. Igen, før sygemeldingen: Er der problemer i jeres ægteskab? Hvordan har din mand det? Er han stresset? Er der problemer med børnene? Andet?
Disse spørgsmål kan hjælpe dig til at afklare hvorfor du er i din situation. Jeg må desværre gentage, der findes ingen lette løsninger der lige kan ordne det hele på en uge. Hvis du grundlæggende har problemer med dit selvværd, har du helt sikkert også problemer med grænser. Du kommer til at sige ja til for meget, for ikke at skuffe dem. Tænk over hvorfor du føler sådan, hvis det altså er tilfældet. Hvis du har lavt selvværd og problemer med grænser og/eller problemer med selvtillid, synes jeg du skal bede din læge om henvisning til psykolog, for det kan altså ikke ordnes med en venindesnak! Og det vil bide dig i rumpen med mere stress og depression i fremtiden. Og der er desværre en tendens til, at den slags bliver værre for hver gang. Måske har du mulighed og råd til alternative terapiformer, der findes masser om det på nettet og også her på ND. Her har især Kameliadamen og Helene2 gode bud, Helene skriver vist ikke herinde mere, men se hendes gamle indlæg. Du kan også låne bøger på biblioteket om selvudvikling og psykologi skrevet i et forståeligt sprog.
Din krop og sind er overbelastet. Simpelthen. Ved stress kan man opleve, at hjertet banker meget hårdt og helt vildt hurtigt, man sveder måske, har en evig uro indeni, og kan slet ikke koncentrere sig i bare 2 sek. Måske har du fornemmelsen af bare at ville løbe væk fra det hele inkl. din krop så du kan få ro. Det er en refleks fra dengang vi levede på savannen. For kroppen er stress er en form for angst i slow motion. Naturfolk bliver nemlig ikke stressede, men de kan blive angst for den løve der vil æde dem, og så gælder det om at tage benene på nakken op i nærmeste træ. Men sådan er det moderne liv jo slet ikke, det ved kroppen bare ikke, den er ikke alt for snu. Men det kan du faktisk udnytte. Du har måske hørt, at motion kan hjælpe både på din stress og depression. Og det er virkeligt et fantastisk middel. Dog synes jeg det er vigtigt, at det ikke bliver til noget du slår dig selv oven i hovedet med fordi du slet ikke har noget overskud. Men du kan jo prøve at planlægge det, og får du motioneret er det jo fint og skønt, ellers er det bare ærgerligt og må vente lidt endnu. Men jeg synes du så vidt muligt skal planlægge motion, og måske også yoga hvis det siger dig noget, ind i dit fremtidige liv. Det er nemlig ret effektivt til at forebygge stress i fremtiden, og det har du brug for. Det kan jo være noget I gør sammen som familie, ellers må din familie sørge for at du kan få tid til det, det er slet ikke egoistisk, for husk: Når mor er glad, er alle glade.
Ved depression er det ikke unormalt at føle sig helt tom indeni, man kan ikke føle hverken tristhed eller glæde, alt er bare gråt. Det kan medicinen hjælpe på. Men tænk dig godt om, er din depression ”bare” et resultat af din stress, eller ligger der faktisk mere bag? Hvis det sidste er tilfældet, så SKAL du altså have terapi, ikke bare for din egen, men i lige så stor grad for dine børns skyld. Måske kommer det til at koste nogle mursten eller et overtræk men så må det være sådan. I må se det som en investering i jeres allesammens liv.
Pas på dig
Håber virkelig Chrisser kan bruge det, og jeg håber også mange andre kan få glæde af det.
Jeg har læst indlæget mange gange, og føler lidt mere ro inde i mig.
Kort fortalt, har jeg fået hele mit liv vendt igennem, og der er ikke dukket noget op, som skulle have udløst min situation. Det er pga mit arbejde som både var fysisk og psykisk...........
Kan fortælle at jeg er startet meget stille op, og synes egentlig at det går fint. Men hold da op, hvor er jeg træt, når jeg kommer hjem. Men kroppen skal selvfølgelig også lige igang igen.
Jeg kan godt mærke at jeg ikk er mig selv endnu, og håber måske lidt, at jeg heller ikke bliver den "gamle jeg" igen. For jeg vil ikke ud i en depression igen!!!!!!!!!!!!
Men selv om det er lidt rart at være tilbage på job igen, føler jeg mig også meget fremmede. Tror aldrig jeg vil blive lige så glad for mit arb igen, som jeg var før. Har faktisk også søgt et helt andet slags arbejde, som jeg snart skal til samtale ved. Håber virkelig jeg får det, så jeg kan starte mit liv på en frisk.
Med hensyn til sex, synes jeg stadig det er svært. Men jeg har haft en rigtig god snak med min mand om det, og hvis savnet bliver for stort efter mig, prøver vi at mødes på midten. Men det er rigtig øv, at man ikke kan mærke så meget i kroppen, men det har jeg også fået at vide, at det der kunne være problemer med...
Men dig som skrev det meget flotte brev. Tusind tak. Du fik virkelig nogle tanker i gang i mit hoved. Jeg synes virkelig det er dejligt med sådan en debat, hvor man kan høre om, hvordan andre takler deres problemer.
Jeg synes endelig, at jeg er begyndt "med små bidder" at få mit liv tilbage, og nu håber jeg bare de sidste brikker ang job vil falde på plads.