Er det nu?!?
Har også lagt indlægget under debatten om teenagere, men jeg prøver også lige her, for jeg kunne virkelig bruge et godt råd!!!
Min dreng er 11 år. I nogle måneder har han ændret adfærd fra at være en glad, livlig dreng med mod på tingene, til at være indelukket og ikke gide noget. Et eksempel: han har altid elsket alt, som har med julen at gøre, men her sidste jul var han bare ligeglad og gad ikke engang være med til at vælge gaver. Og sådan er det efterhånden med alt: han gider ikke noget. Vil helst bare bure sig ind på værelset og spille pc...
Hans humør er voldsomt svingende, det ene øjeblik er han glad og det næste er han vred/sur eller ked af det!
I går fik han så et rigtig raseriflip, hvor han kaldte os grimme ting, og blev ret så voldsomt (udløst af at han ikke fik sin vilje). Det gik over til at han blev rigtig ked af det, og råbte: er i klar over, hvor svært det er at være mig? Og han hadede sig selv osv. osv....
Det gør bare så ondt på mig, at se ham så ked af det. Jeg prøvede at fortælle ham, hvor meget vi elsker ham osv.
Det skal lige siges, at ham har mange venner, og er tit ude hos nogen eller har nogen med hjem. Så han er ikke asocial - endnu...
Han er kun 11 år, så tanken om teenage alder er godt nok svær at håndtere. Men kan han virkelig allerede være der? og har i nogle gode råd, hvordan man bedst kan takle sådanne situationer?
VI vil jo gerne hjælpe ham bedst muligt, men hvordan??????
Håber, i kan hjælpe for jeg er virkelig i vildrede!!!
Min dreng er 11 år. I nogle måneder har han ændret adfærd fra at være en glad, livlig dreng med mod på tingene, til at være indelukket og ikke gide noget. Et eksempel: han har altid elsket alt, som har med julen at gøre, men her sidste jul var han bare ligeglad og gad ikke engang være med til at vælge gaver. Og sådan er det efterhånden med alt: han gider ikke noget. Vil helst bare bure sig ind på værelset og spille pc...
Hans humør er voldsomt svingende, det ene øjeblik er han glad og det næste er han vred/sur eller ked af det!
I går fik han så et rigtig raseriflip, hvor han kaldte os grimme ting, og blev ret så voldsomt (udløst af at han ikke fik sin vilje). Det gik over til at han blev rigtig ked af det, og råbte: er i klar over, hvor svært det er at være mig? Og han hadede sig selv osv. osv....
Det gør bare så ondt på mig, at se ham så ked af det. Jeg prøvede at fortælle ham, hvor meget vi elsker ham osv.
Det skal lige siges, at ham har mange venner, og er tit ude hos nogen eller har nogen med hjem. Så han er ikke asocial - endnu...
Han er kun 11 år, så tanken om teenage alder er godt nok svær at håndtere. Men kan han virkelig allerede være der? og har i nogle gode råd, hvordan man bedst kan takle sådanne situationer?
VI vil jo gerne hjælpe ham bedst muligt, men hvordan??????
Håber, i kan hjælpe for jeg er virkelig i vildrede!!!
Kommentarer
Han kan jo godt være pre- teenager, men man ændrer sig bare ikke så markant uden grund. Fra at være rigtig social til at være mut og indelukket.
Når mine piger har været rigtig sure og tvære næsten uden synlig grund, er der tit en grund til det som ofte har med venner at gøre, som ikke har opført sig godt overfor dem eller som har svigtet dem. Og mine piger fortalte ikke altid grunden af sig selv. Så jeg måtte gå til dem. Jeg sagde til dem at jeg kunne mærke at der var sket noget i skolen osv, for det lignede ikke dem at opføre sig sådan, og langsomt kom det frem hvad problemet var.
Teengere skal hjælpes lidt på vej, de skal ikke have lov til at bure sig inde med en computer hvis det går ud over det sociale.
Og de skal også rettes i deres sprog, hvis de har et beskidt sprog.
Håber en ændring for jer.
Selvfølgelig har teenagere humør svingninger, og det er ikke altid nemt at være teenager. Men derfor må de altså godt opføre sig ordentlig og tale et ordentlig sprog. Prøv at få ham til at sætte ord på hvad han er ked af.
tak for dit svar!
Skal lige bemærke, at vi har skole (klasselæreren) med i det her. Vi har også været til børnespykolog med ham, som kunne konstatere at der intet unormalt er ved ham. Han (vores søn) har været igennem et samtaleforløb, som var rigtig godt for ham.
Han er ikke blevet mut fra den ene dag til den anden, men det er sket gradvist og svinger meget fra dag til dag.
De dage hvor han er mut og indelukket, prøver vi at "tvinge" ham til at lave noget andet, end at bure sig ind på værlelset (spille spil, gå ture, eller andre aktiviteter) men det føles netop som at vi tvinger ham. For det er da ikke noget, han altid gider.
Han får ikke lov til at spille ubegrænset pc, vi har faktisk rimelig "strikse" regler omkring dette. Det er lige præcis et af områdernde, som ofte får hans temperament op at køre. "alle de andre må..." osv.
Vi gør også meget ud af at snakke med ham, men det er svært at hive ordene ud af ham, når han svarer "ikke noget", og når jeg så kan se at der er noget, og bliver ved med at "bore" får jeg ofte et flabet svar såsom "kan du ikke fatte det"... Vi retter os hans sprog, og han skal tale ordentlig til os. Derudover bliver der også sat grænser på mange områder, tror det er vigtig at man ikke giver dem for lang snor, bare for fredens skyld.
Men hold da op, det er svært!!!
Er konstant i tvivl om det er det rigtige vi gør???
Også fordi han jo kun er 11 år...
Synes det virker som om I er meget bevidste om hvad I gør, ang, grænser.
Ja, det er ikke nemt at stå imod presset når man som forældre har andre holdninger til tingene end andre forældre. Men det er så vigtig at stå ved det, og være tro mod sig selv. Selvom ens børn brokker sig.
Du siger at han er blevet tilset af en børne psykolog- Måske er det bare en fase I skal igennem, men hans adfærd kunne minde lidt om min yngste datters på snart 11år. Det er ofte hvis hun har haft det svært med sine veninder at hun har reageret uhensigtmæssigt, talte surt til os, kom hurtigere op at skændes med hendes søskende osv.
Jeg tror I skal tænke over om der er sket en ændring i jeres liv på nogen måde, er der noget han kan være nervøs for osv. Men det bedste ville jo være hvis han kunne sætte ord på hvad det er.
Lisbeth
Der kan være rigtig rigtig mange forskellige grunde og også nogle jeg har muligvis ikke har overveje.
En af de oftest grund til at en person begynder at blive indelukket og isolere sig er mobning.
En an grund kunne være det at blive teenager i sig selv kan være en overgangsfase.
Du er ikke rigtig barn, men du er heller ikke rigtig teenager, det kan godt skabe frustrationer hos nogle.
En anden grund, en af de mere kedelig til indelukket hed isolering er hvis en personer krænket, ofte seksuel, af en mand/dame eller af ven/veninde/kammerater
Det kan også være, også en af kedelige at han føler skam over noget han gjort, noget hvor han er gået for lang, at han har mobbede nogle, krænket nogle.
Det kan også være en ændring, bestemt eller figurende i en person hoveded.
F.eks. hvis et forældrepar har være oppe at skænde og et barn hat hørt det, nogle børn vil ofte forestille sig de være scenario, som f.eks. at forældre skal skilles og muligvis tro at scenariet er rigtig.
Det kan også være fysisk, som f.eks. at de andre er i puberteten, men at han ikke er på samme stadie.
Det kan også handle om noget personligt, som ikke betyder være alvorligt, men fylder meget.
Der er formentlig andre grunde som jeg ikke har dækket.
Det er typisk for de fleste vedkommen, ikke en god idé at have hive et svar ud af en person, da det ofte vil lukke vedkommende mere i sig selv, og ikke fortælle mere.
For mange børn og unge kan det føles som en afhøring.
Ungdomsforskeren Søren Østergård anbefaler i øvrigt at stille kvalificerede spørgsmål. Så i stedet for spørger "Hvordan var skolen i dag" som typisk vil besvaret med "godt", kan man f.eks. spørger "Hvad var det bedste ved skolen" eller lign.
Det var blot lige mine indspark, som jeg syntes er værd at tage med, da det kunne være det komme nogle nyere som havde lignede problemer.