Er det nu?!?
Min dreng er 11 år. I nogle måneder har han ændret adfærd fra at være en glad, livlig dreng med mod på tingene, til at være indelukket og ikke gide noget. Et eksempel: han har altid elsket alt, som har med julen at gøre, men her sidste jul var han bare ligeglad og gad ikke engang være med til at vælge gaver. Og sådan er det efterhånden med alt: han gider ikke noget. Vil helst bare bure sig ind på værelset og spille pc...
Hans humør er voldsomt svingende, det ene øjeblik er han glad og det næste er han vred/sur eller ked af det!
I går fik han så et rigtig raseriflip, hvor han kaldte os grimme ting, og blev ret så voldsomt (udløst af at han ikke fik sin vilje). Det gik over til at han blev rigtig ked af det, og råbte: er i klar over, hvor svært det er at være mig? Og han hadede sig selv osv. osv....
Det gør bare så ondt på mig, at se ham så ked af det. Jeg prøvede at fortælle ham, hvor meget vi elsker ham osv.
Det skal lige siges, at ham har mange venner, og er tit ude hos nogen eller har nogen med hjem. Så han er ikke asocial - endnu...
Han er kun 11 år, så tanken om teenage alder er godt nok svær at håndtere. Men kan han virkelig allerede være der? og har i nogle gode råd, hvordan man bedst kan takle sådanne situationer?
VI vil jo gerne hjælpe ham bedst muligt, men hvordan??????
Håber, i kan hjælpe for jeg er virkelig i vildrede!!!
Hans humør er voldsomt svingende, det ene øjeblik er han glad og det næste er han vred/sur eller ked af det!
I går fik han så et rigtig raseriflip, hvor han kaldte os grimme ting, og blev ret så voldsomt (udløst af at han ikke fik sin vilje). Det gik over til at han blev rigtig ked af det, og råbte: er i klar over, hvor svært det er at være mig? Og han hadede sig selv osv. osv....
Det gør bare så ondt på mig, at se ham så ked af det. Jeg prøvede at fortælle ham, hvor meget vi elsker ham osv.
Det skal lige siges, at ham har mange venner, og er tit ude hos nogen eller har nogen med hjem. Så han er ikke asocial - endnu...
Han er kun 11 år, så tanken om teenage alder er godt nok svær at håndtere. Men kan han virkelig allerede være der? og har i nogle gode råd, hvordan man bedst kan takle sådanne situationer?
VI vil jo gerne hjælpe ham bedst muligt, men hvordan??????
Håber, i kan hjælpe for jeg er virkelig i vildrede!!!
Kommentarer
hvad med skole psykolog --findes det hos jer ----eller i skulle ofre det på ham ---han har brug for hjælp ---han har det klart ikke godt med sig selv
Men også fordi at vi har talt med lægen, og der har været psykolog indover det og der var efter deres vurdering heller ikke noget som tydede på tendens til depression.
Begge vurderede ham (som vi selv) til at være ved at komme i en meget tidlig præ-teenagealder!
Så det jeg egentlig efterlyser, er at høre hvordan andre med børn i teenagealderen klarer hverdagen med en "hormonbombe".