Svært at være mor til en ung mand med ADHD

zarfus1

Har jordens dejligst søn på 21 med ADHD. Og jeg elsker ham selfølgelig over alt på jorden. Min søn har altid været aktiv, har skabt konflikter for sig selv i skolen, men har ikke haft indlæringsproblemer. Var hos skolepsykog i 2000, hvor jeg blev skilt fra hans far. Vi fik at vide, at hans hjerne ikke var udviklet til at modtage flere beskeder ad gangen, men at det ville komme. I en alder fra 18-20 ca. rodede han sig ind i alt muligt. Smadrede min bil, forlod en læreplads efter ca. 1 år, stoffer, gæld og kontanthjælp. Fik konstateret ADHD i en alder af 20 år. En lettelse, da alt så blev bedre da han fik medicin... Men hvor er der stadig mange bekymringer. I dag er han i lære som fisker, og det fungerer godt... Men hvor følger der mange ting med fra de rigtig dårlige år.. Gæld, samt at han skal i retten i dag, for at køre galt i en lånt bil.. Synes nogle gange det hele er så uoverskueligt, og at man som mor gerne vil hjælpe, men føler det er svært..
Han har jordens nemmeste lillesøster. Men hun kan have svært ved at forstå at hendes bror er som han er.
Samtidig bor jeg sammen med en mand, som ikke er far til mine børn, men som har tre selv. To voksne piger og en dreng på 13. Føler ikke han forstår hvor svært det er at være mor til én med ADHD. Føler indimellem, at han helst vil gøre mig ked af det ved, at sige.. Tror du ikke datteren har det også osv. Gør mig virkelig ked af det, da hun er nem og kun lider af humørsvingninger... Mener at man ikke behøver elske hinandens børn, men at man skal acceptere dem... Nogle gange tænker jeg, at det var nemmere at være sig selv...
Fra en som har det svært

Linette1

Har du læst bøger om dette problem?
Jeg kan anbefale dig en, den er efterhånden flere år gammel, fra 1995. Den hedder:
Kun få vokser fra det.
Om DAMP, ADHD og hyperkinetisk forstyrrelse i livsløbsperspektiv.
Forfatter: Anegen Trillingsgaard
Forlag: Dansk psykologisk forlag
ISBN 87-7706-123-3

Den giver dig måske ikke så megen trøst, men den kan give dig indsigt i problemet.
Jeg mener at huske, at i denne bog er omtalt, hvordan man fra retssystemet også tager hensyn til de unges problematikker.

Det er en vanskelig opgave, at være forældrer til et barn eller ung med sådan et handicap. Men jeg tror, at du ligesom skal lade være med, at identificere dig med hans vanskeligheder. Det er svært, det skal jeg være den første til at indrømme, men det vil hjælpe dig til et bedre liv, sammen med din familie. Din søn må ikke fylde hele din verden.

Jeg har lige hentet en bog mere fra reolen.
Titel:
Unge & voksne med MBD/DAMP
Rapport fra 4. nordiske symposium om MBD/DAMP den 18.-20. oktober 1996 i Århus, Danmark.
Den er udgivet af Dampforeningen og har ikke noget ISBN nr.

Hilsen Linette

helle1960

Jeg kan godt forstå dig. Det er kun mødre/fædre der har oplevet det på egen krop, der kan sætte sig i dit sted. Min Damp-søn er nu 25 år. Fik det konstateret da han var 7 år. Jeg har også en 19 årig datter, som har levet med ham hele hendes liv. Det har været svært for hende at forstå, at så meget opmærksomhed er gået til broderen. Sådan er det desværre bare når der er to unger, hvoraf den ene kræver helt vildt og den anden bare er så sød og nem. At ægtefællen har svært ved at sætte sig i dit sted er forståeligt nok. Min er far til ham og har boet med ham hele livet - indtil sønnen fik lejlighed for 4 år siden. Hvis socialcentret er skadet, som hos min søn, så er der mange ting, som han ikke forstår at "det gør man ikke". Sige sandheden - det gør han bramfrit og det koster. Vi andre pakker meninger/sandheder ind af høflighed. Det gør min søn ikke. Er noget grimt eller uønsket - ja, så får du det af vide. Vi har haft mange kampe i tidens løb. Sønne kan ikke forstå, at man ikke må stjæle en ulåst cykel "De (ejerne) er jo selv skyld i det, når de ikke låser deres cykel" At cykle i modsat kørebane m.m - "loven er åndsvag". "Min mening/holdning er den rigtige", hvilket kan give voldsomme diskutioner fordi han vil have modparten overbevist om at han har ret. Lillesøster hader ham, når han begynder.
At have en ung med ADHD er ikke nemt.
Mit bedste råd er at sætte dig ned, og forklare din nuværende mand, hvad det indebærer. Ring til damp-foreningen - helt genialt sted.
Min søn er opvokset med mega faste regler. Når ét er blevet sagt, er det blevet overholdt. "NU stopper du, ellers !!!". Ikke nogen blødhed. Jeg har kæmpet sammen med skole, fritter m.m. og har en dejlig næsten velfungerende dreng. Han er uddannet elektriker (4 års kamp), har sin egen lejlighed (jeg kontrollere økonominen indtil videre), gode venner, fast job. Så længe han husker at tage sin Ritalin dagligt. Opgaver skal modtaget lidt af gangen, ellers kan han ikke huske.
Selvom han er 25 år, så kræver han stadig næsten det samme. Man skal huske på, at det jo ikke er en sygdom man vokser fra. Man lærer bare at tackle den bedre og hver finder sin egen måde. ADHD er jo noget man har fra fødsel. Det er ikke noget der bare kommer af sig selv. Jeg har også været igennem politi, sygehusvæsen m.m. Efter hans sidste ulykke, hvor han overså et rødt lys på en ulovlig scooter og ramte en bus er han blevet mere "voksen". Han overlevede men med varige mén. I det tilfælde var jeg glad for at jeg havde taget kampen - man må sortere. Jeg valgt at lukke øjnene for den ulovlige knallert, men kæmpede for hjælmen i stedet for. Hvilket reddede hans liv. Så som du kan se af ovenstående. Vi mødre/fædre der er "hovedkontaktperson" til et barn/voksen med ADHD har det hårdt. Det forsvinder ikke af sig selv. Nogle har ikke kræfterne og giver op. Jeg ved, at uanset hvor hårdt det bliver vil jeg ALDRIG give op. Når man er kommet over en hurdle så er der for det meste lys og glæde på den anden side og det er de possitive stunder der gør at man fortsætter. Det vigtigste som mor/far er at man har en man kan hælde "brok" ud til. En der bare lytter.
Fortsat mange gode år til dig og din søn. HUSK en sejr - tæller for det samme som 10 sejre for os - og ét nederlag for os tæller som for 100 nederlag for ham.

zarfus1

Hej Helle.
Tak for din historie som jeg ihvertfald kan bruge. Du har de samme problemer som jeg har, og det hjælper at læse.
Tror dog tingene nogle gange ville være lidt nemmere hvis jeg boede sammen med børnenes far.
Men de ting du skriver om kontakt med sygehusvæsenet, politi osv. Kender jeg kun alt for godt... Man glæder sig over deres små sejre, som er kæmpestore for dem, men er samtidig bange for at der skal ske dem noget.
Min søn er lige her i formiddag blevet dømt 34 fængsel, samt at betale for en bil han smadrede. Svært at lade være med at græde... For uanset hvad, er han min dreng.. Og han fylder ikke hele mit liv, men klart man har omsorg for sit barn. Ikke mindst da også for hans søster som man ikke elsker mindre. Tingene er heller ikke nemme for søskende. De kommer nemlig tit i baggrunden, og er søde og nemme.
Igen tusind tak for dit svar som rørte mig dybt. Er glad for at det går godt i dag. Held og lykke fremover
Knus fra Anne

Tina66

Hej.
Det er så befriende at læse jeres historier, så ved man at man ikke er alene med sine daglige udfordringer. Jeg har 2 drenge, en på 16 og en på 12. De fik begge dianosen for 3 år siden. Vi har egentlig altid vidst at der var noget, men det mente de ikke på børnepsyk. Vi fulgte dog de principper der er gode for adhd børn, og det er vi glade for idag. Nu hvor den ældste er blevet 16 så begynder problemerne virkelig at komme. Lyver, stjæler fra os, hash rygning, knallert tyveri. Så vi er til det ene møde efter det andet. Disse gør at han ofte ryger i en depressions lignende tilstand, og han kan ikke forstå hvofor. Jeg har lige selv fået dianosen i sidste uge, så når jeg siger at jeg godt forstår ham så tror han ikke på mig. Er der andre der oplever at den unge får depressions lign symp? Jeg har rigtig ondt af min mand, for han har virkelig en udfordring med 3 adhd`er i hjemmet. Nogle gange ville det faktisk være nemmere at være alene. Er nu glad for at jeg ikke er det. Jeg kunne godt bruge nogle råd. Gør vi for meget med alle de møder vi får ham til ( pskykolog, stofbehandling, familieterapi)? Han er en velbegavet dreng der får rigtig gode karakter i skolen, når han gider at lave sine lektier.

inaina2

Hold da fast! Så skal jeg jo ikke klage over min 20-årige datter, Der "kun" drikker og ikke er i stand til at varetage et arbejde eller en uddannelse. Hun har ikke en ADHD diagnose, fordi hun var meget velfungerende som barn.
Men alligevel er jeg fortvivlet!! Det er så uendelig hårdt at se sit elskede barn have det så svært. Knus Ina

helle1960

Til Tina

For mange møder - ja, for min søn ville det være slemt. Meld jer hellere ind i Damp-foreningen og BRUG deres materiale/familiemøder. For min søns vedkommende, så lukker han af, når noget ikke interesserer ham, eller gør ondt at snakke om. Vi har prøvet det psykolog - inden vi vidste hvad han fejlede. I tiden kort efter vi var stoppet/flyttet til en anden by, kunne han simpelthen ikke huske de møder. Han kunne huske den lille stump slangeskind psykologen havde i en krukke, men intet andet. Den dag i dag kan han stadig ikke huske møderne, som foregik hver 3. uge. Hospitalsundersøgelserne i samme periode kan han huske uden problemer. Hvis I har det som ham, så kan man trænge igennem på en god dag/tidspunkt. Samme dag bare 5 min. efter kan det være som at tale til en mur. Alle de møder gør det jo kun tydligere at han/de er anderledens og tro mig de ved det godt. Sund fornuft, at stå fast og støtte hinanden som forældre tror jeg virker bedre. Ritalin kan dæmpe, men ikke fjerne. Fortsat god "kamp". Jeg håber, det bliver bedre.