Depression og sygemelding?
Hej.
Jeg vil gerne høre om din erfaring/mening om evt sygeforløb ved depression.
Jeg står i hvad der katagoriseres som svær depression. Et forløb der kun er gået ned ad bakke for mig gennem 12-18 md. Har i sidste uge kastet håndklædet i ringen på job, da jeg ikke så anden udvej. Jeg er lige startet på medicin (Citalopram 20mg) og skal nu køres ind i det. Min problemstilling består i at min læge ikke vil forlænge min sygemelding, så jeg dermed kun har haft 1½ uge. Det vil sige at ved opstart job har jeg haft kun 4 dage på medicin! Jeg føler mig mildest talt ikke klar til noget som helst med arbejde at gøre, da jeg som bekendt ved depression er ret presset i min dagligdag med hovedpine, depri, og meget lidt energi. Ja og så snart jeg bliver presset står den på angst anfald.
Jeg er mildest talt lidt stresset over jeg ikke når at få bare lidt ro inden job start.
Ja hvad er din erfaring?
Mvh M
Jeg vil gerne høre om din erfaring/mening om evt sygeforløb ved depression.
Jeg står i hvad der katagoriseres som svær depression. Et forløb der kun er gået ned ad bakke for mig gennem 12-18 md. Har i sidste uge kastet håndklædet i ringen på job, da jeg ikke så anden udvej. Jeg er lige startet på medicin (Citalopram 20mg) og skal nu køres ind i det. Min problemstilling består i at min læge ikke vil forlænge min sygemelding, så jeg dermed kun har haft 1½ uge. Det vil sige at ved opstart job har jeg haft kun 4 dage på medicin! Jeg føler mig mildest talt ikke klar til noget som helst med arbejde at gøre, da jeg som bekendt ved depression er ret presset i min dagligdag med hovedpine, depri, og meget lidt energi. Ja og så snart jeg bliver presset står den på angst anfald.
Jeg er mildest talt lidt stresset over jeg ikke når at få bare lidt ro inden job start.
Ja hvad er din erfaring?
Mvh M
Kommentarer
depresseion ----er der mange forskellige ---årsager til --
hvad din skyldes ved jeg ikke ---men det var måske en ide at gå i terapi----
det kan også være mangel på B VITAMINER eller andre vitaminer ---har du fået undersøgt det ---
de piller man får hos sin læge ---virker først rigtig efter 5-6 uger ---
Det er også vigtigt at din arbejdsplads er informeret om dette og efter at du har læst http://dindepression.dk/paaroerende er der ingen tvivl om at du er bedre rustet til at snakke åbent om det (det var jeg).
Håber du får det bedre hurtigt.
Kasper
Du spørger til andres erfaringer, og jeg vil gerne fortælle om mine:
Jeg har haft adskillige depressioner, hvoraf de fleste var svære. Min erfaring er, at det ikke kan lade sig gøre at passe et arbejde under en svær depression. Jeg har et par gange stridt mig igennem nogle af de knap så svære depressioner uden at melde mig syg. Det var meget hårdt og kunne kun lade sig gøre, fordi jeg i det ene tilfælde var på deltid i forvejen, og i det andet tilfælde havde et arbejde, der ikke krævede ret meget tankevirksomhed, og hvor jeg kunne arbejde i et tempo, som jeg selv bestemte, fordi jeg arbejdede alene.
Foruden at du har en svær depression, er du i opstartsfasen med antidepressiv medicin. Det er forskelligt, hvordan antidepresssiv medicin virker på folk, men hos mig slog den lægeordinerede antidepressive medicin så hårdt, at det eneste, jeg kunne, var at ligge i sengen som en væltet træstamme. Det ville have været totalt umuligt for mig at arbejde. Det ville ikke have kunnet lade sig gøre. (I de to tilfælde, hvor jeg ikke lod mig sygemelde, tog jeg ikke medicin).
Jeg har faktisk også været i den situation, som du beskriver lige nu: Jeg havde en svær depression, og lægen havde udskrevet antidepressiv medicin til mig, men ville ikke give mig nogen sygemelding! (Om der er tale om ingen sygemelding eller 14 dages sygemelding er i den forbindelse hip som hap, efter min mening).
Det er en frygtelig situation at stå i. Det kan jeg absolut tale med om.
Jeg har et par spørgsmål til dig:
• Er det din læge, der har diagnosticeret din depression, som værende i kategorien SVÆR depression? For, hvis det er lægen, der siger, at du hare en svær depression, så forstår jeg ingenting, bortset fra at din læge ikke rigtig ved, hvad han har med at gøre.
Ved de værste af mine svære depressioner var jeg sygemeldt i mellem 6 og 12 måneder!
• Hvordan viser din depression sig? Der er nogle, der græder meget, mens der er andre, der slet ikke græder overhovedet, men tværtimod er bemærkelsesværdigt fattede og ”gode” til at vise en facade, som om der ikke er noget i vejen. Det er min opfattelse – som jeg kan begrunde med henvisning til specialister – at den sidste slags er den alvorligste.
Det kan jo være, at din læge fejlfortolker dig af ovennævnte grunde. Det var nok årsagen til, at min tidligere læge ikke tog en mine meget svære depressioner alvorligt.
• Har du fået taget blodprøver til undersøgelse af, om der er fysiske årsager til din tilstand, f.eks. jernmangel eller D-vitaminmangel eller lavt stofskifte. For det er jo meget vigtigt. Antidepressiv medicin kan i bedste fald hjælpe på en depression, men medicinen kan jo ikke gøre noget ved næringsstofmangel eller lavt stofskifte.
Du står i en meget svær situation, og jeg føler virkelig med dig. Ingen mennesker kan trække sig selv op ved håret.
Når det er sagt, så bliver du nødt til at sige til dig selv, at ingen læger er umennesker. Prøv at sige til dig selv, at du nu må gøre det bedste for dig selv og prøve at falde til ro. Og når din sygemelding så er ved at udløbe, så må du bede om en forlængelse.
Det er klart, at jeg i sin tid skiftede læge, så hurtigt det kunne lade sig gøre, og det er du nok også nødt til. Men det kan jo være problematisk at skifte læge midt i en sygemelding, så hvad det angår, kan jeg ikke råde dig.
Jeg sender dig al min opbakning
Kameliadamen
Kasper:
jeg er imponeret over du har kunnet mane dig op. Jeg har passet mit job i relativ hårdt og højt tempo i over et år forinden. Ordet job hænger for mig som en meget sort sky over mit hoved lige nu. Men jeg kan jo næsten forstå du kom op på hesten igen på trods. Godt gået! Jeg har forøvrigt valgt på et tidlig stadie at være åben om min situation. Min arbejdsgiver fik det at vide for ca 3 md siden, og de har været overraskende gode til at håndtere det. Jeg er ligeledes ærlig overfor venner og familie.
Kameliadamen:
Sikke et flot svar. Jeg vil prøve om jeg kan svare på det meste. Kan jo ikke se dit svar mens jeg skriver mit. Jeg må gøre det bedste brug af min hukommelse der dog er hullet som en si. Så bær over med mig.
Jeg havde min første tid ved lægen tilbage i maj 2011 og fik beskeden let til middelsvær depression, og blev påduttet medicin som jeg dog afviste. (Har været ret bange for medicinen) et par md senere er jeg ved lægen igen og står så med middelsvær depression. Afviser medicin igen. Det går hele tiden ned ad bakke for mig i perioden, men jeg tror naivt på jeg kan rejse mig uden medicin. Her måske bare tale om min egen fornægtelse. Et psykolog forløb senere er jeg ved lægen igen, og her er det så jeg har måttet kaste håndklædet i ringen. Jeg har fået det meget værre, så hvad angår min dom om svær depression er nok lidt et skud fra hoften. Men tror det er der jeg ligger. Jeg er typen der ikke græder, og holder fanen højt det bedste jeg kan. Jeg kommer lidt ud, men finder det meget hårdt og grænseoverskridende. I går havde jeg besøg af en kammerat, og det krævede mere energi end jeg regnede med, selvom det var fedt han kom. Efter han var gået lå jeg og rallede med angst på gulvet og en stærk følelse af at skulle besvime i en lille times tid. Men jeg rejser mig igen hver gang. Nægter at give op, så endte med at gå en lang tur med selv samme kammerat senere på aftenen.
Jeg gør hvad jeg kan for at blive stående oprejst. Jeg træner hver dag, og hvis jeg er presset tager jeg måske en lille tur mere. Jeg sætter mig mål hver dag, med "to do" lister. Typisk finder jeg 3 ting jeg skal, men dunker ikke mig selv i hovedet hvis ikke jeg når det. Jeg har det som udgangspunkt godt med at være sygemeldt, da jeg for første gang føler at jeg kan mærke mig selv. Dette er naturligvis ikke en dans på roser, men nødvendigt. Jeg ved at jeg er verdensmester i at distancere mig fra mig selv og mine følelser hvad det angår, så job er jo også for mig blevet et sted at gemme mig lidt i det naive håb om at kunne stikke lidt af. Jeg er dog blevet klogere. Jeg har lært at mærke mere efter i takt med den ro jeg har kunnet have i min 1½ uges sygemelding.
Jeg er ikke sikker på jeg har brug for en lang sygemelding, men en mellemting. 1½ uge er for lidt da jeg ikke har det bedre end da jeg gav op på job. Men derimod har jeg et ønske om ikke at skulle tænke på job før jeg føler en vis bedring hvor medicinen begynder at have en effekt. Altså når jeg en dag i nærmeste fremtid føler jeg for første gang kan trække vejret igen, og mit hoved ikke føles som om det er ved at eksplodere af tanke mylder.
Igen tak for fantastisk input.
men hvad i det år du gik på arbejde ---
var det uden medicin ----jeg har før spurgt ---hvad skyldes din deprrssion ---
for piller lægger problemerne op i et hjørne ---men helbreder jo ikke arsagen
det må bearbejdes på anden vis .---jeg ved det af e´gen erfaring
Jeg startede medicin i onsdags d.29/2 og dermed har jeg ikke været på medicin det år jeg har arbejdet nej.
Jeg får masser af hjælp fra psykolog, men hele årsagen er vist ikke fundet endnu. Eller der er flere årsager, hvor min sidste pressede situation fik bæret til at flyde over.
det er ikke som et brækket ben ---det tager 6-8 uger --så går det fremad --
Du skriver mange ting, som jeg har lyst til at kommentere.
O.k., det er altså dit eget gæt, at du nu har en depression, der kan karakteriseres som svær. Du kan sagtens have ret, men for at forstå den meget korte sygemelding er det vigtigt at vide, at det er dit eget gæt.
Og det fremgår helt tydeligt, at din depression er af den type, som ikke ses så tydeligt, fordi du formår at tage dig sammen og vise en facade over for omverdenen.
Jeg kan forstå på dig, at du ikke har haft lyst til at tage medicin. Men hvordan går det så med at tage den medicin? Har du bivirkninger? Hvornår skal du til læge igen for at få justeret din dosis? 20 mg Citalopram er normalt blot en begyndelsesdosis. Normalt er folk nødt til at gå op på en højere dosis, efterhånden.
Antidepressive midler kan jo være en god løsning, fordi de – hvis de virker optimalt − kan fjerne en depression fuldstændigt. Jeg har prøvet det, så jeg ved det af egen erfaring. Og det er umådeligt pragtfuldt, når man sådan, efter 3-4 uger, stort set kan blive sig selv igen.
Men selvfølgelig er man nødt til at finde ud af selve årsagen til depressionen, for ellers kommer depressionen jo bare igen, når du holder op med at tage medicinen. Medicinen fjerner jo blot symptomerne (hvis den vel at mærke virker), men ikke selve årsagen til depressionen.
Derfor er det godt, at du går til psykolog. Hvilken form for psykoterapi får du? Er det kognitiv adfærdsterapi? Min erfaring er, at der skal bruges en MÅLRETTET terapimetode – ikke blot en overfladisk samtale om dit og dat. Konversation – eller samtaleterapi, som det kaldes – hjælper ikke på noget som helst!
Jeg har haft gode erfaringer med kropsorienteret psykoterapi, hvor der altså arbejdes på at ændre noget via kroppen og den måde, hvorpå man mærker sig selv. Du skriver, at du er verdensmester i at distancere dig fra dig selv og dine følelser. Og det er ikke godt! Måske er det faktisk dér, årsagen til din depression skal findes!
På den anden side skriver du, at du har det godt med at være sygemeldt, fordi du for første gang kan mærke dig selv. Det lyder meget positivt!
Motion er godt på flere måder, hvis man vel at mærke ikke overbelaster sig selv og ikke anklager sig selv, hvis man ikke lige magter det, man har sat sig for. Og du skriver jo, at du ikke dunker sig selv i hovedet, hvis ikke du lige når dine mål. Det er godt.
Når motion er godt, er det dels, fordi der skulle dannes endorfiner (velvære-fremmende stoffer) i organismen ved motion, og dels fordi du gennem motion bliver bedre til at mærke din krop.
Der er desværre flere forskellige meninger om, hvad der er bedst at gøre for at blive rask igen: Min erfaring er, at det er forkert at prøve at tage sig sammen. Man må tværtimod give sig selv ro til at komme sig og lære at mærke sin krop og fornemmelserne for dens behov, så man kan reagere hensigtsmæssigt, så man ikke overbebyrder sig selv eller foretager andre grænseoverskridende ting, som man bliver syg af.
Men det ser ud til, at andre giver modsatte råd: at det skulle være godt at sætte sig mål og forsøge at nå dem. Hvad der er det rigtige, afhænger nok af den type depression, man har.
Jo, du kommer ind på de fleste væsentlige ting i dit svar til mig. Men du glemte at fortælle, om du har fået taget blodprøver til undersøgelser for, om der er fysiske grunde til din tilstand. Har du det?
Og for resten så er der lige én ting mere, jeg vil kommentere:
Du skriver, at du havde besøg af en ven, og at du tog dig sammen for at klare det, og at du blev meget dårlig bagefter.
For det første skulle en ven gerne være en person, som man kan vise sig for i den tilstand, man nu engang er i! Ikke en person man skal tage sige sig sammen for!
For det andet har du nu et glimrende eksempel på, hvad der sker, når du tager dig sammen! Det giver bagslag! Du bliver dårligere bagefter. Jeg ved godt, at det kan være svært, hvis man hele livet har taget sig sammen, men du har fået en advarsel i form af en alvorlig depression. Så måske skal du ikke længere tage dig så meget sammen.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg kom ved et tilfælde "forbi" denne debat vedr. depression og har med stor interesse læst de enkelte indlæg.
Jeg har selv (næsten fra barns ben af) haft periodiske svære depressioner der takket være antidepressiv medicin har kunnet give mig livslysten tilbage.
Som kameliadamen beskriver i sit sidste indlæg hvilken type menneske du "tilhøre" mht om du er typen som græder eller holder facaden/tager sig sammen. Kan jeg i den forbindelse udelukkende tilslutte mig til det faktum, at lytte til kroppen.
Jeg har dårlig erfaring med at "skulle tage sig sammen" til f.eks at mødes med en ven, hvis jeg "indvendig" græder som man ofte gør under en depression.
Jeg har prøvet det adskellige gange i den tro, at det muligvis kunne gavne mig, at få "adspredelse". Jeg har ikke tilhørt den "heldige" type, at kende en god ven/kammerat hvor besøget/sammenkomsten bar frugt -tværtimod.
Så som nævnt tidligere kan jeg også anbefale, at "lytte" til sin indre stemme/mavefornemmelse. For mig var det meget opslidende at tilbringe en time eller 2 sammen med en ven som jeg på forhånd havde på fornemmelsen jeg egentlig ikke kunne "bruge" til noget, når det galdt depression.
Venlig hilsen
jeppe12
Jeg har med stor interesse læst alle indlæg her i debatten. Er selv havnet i en ubehagelig situation, der er ret ens med det der tales om herinde.
Jeg er uddannet skolelærer og arbejder også på en skole. I starten føltes det som "et kald", det gav mening, for jeg ville rigtig gerne lære andre noget jeg selv troede på. Noget værdi fuldt.
Men hen ad vejen er kaldet krakeleret og hverdagen er blevet mere og mere fuld af irritationer, som dræner en for energi. Udbrændt, efter næsten 9 år.
Familien har også lidt under det, og nu er vi, i hvert fald som indirekte konsekvens af mit dårlige, skrantende arbejdsliv, midt i en skilsmisse.
Sidste år sygemeldt jeg mig med stress, i samråd med en psykolog (beskikket fra kommunen) i 14 dage. Alle mine søde kollegaer, spurgte mig d de så mig efter den korte periode, om det nu ikke var for kort tid!?
Nu, 4 måneder efter kan jeg med beklagelse sige at jow, det var for hurtigt!
Jeg har været forbi engen læge og blive vurderet til at have en moderat depression. Her i første omgang har jeg sagt nej tak til medicinering.
Jeg har sygemeldt mig på skolen igen.
Jeg har også overvejet kognitiv adfærdsterapi, det har jeg også læst om andet steds, er godt.
Nu skal jeg igen forsøge at lytte til mig.
Alt det bedste herfra.
Kh
Morten