Indstillinger
Når man ikke længere stoler på sig selv!
jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..
j
j
Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
DU SKAL GÅ TIL DIN LÆGE OG FÅ DET UNDERSØGT ---SÅ DU KAN FÅ DET RIGTIGE SVAR
det er alt for forvirrende for dig ---hvis vi her inde kommer med foeskellige bud til dig
for du kan komme i tvivl om ----hvem skal jeg tro på ---for det er ikke alle med ens symptomer --man kan tage under en kamp---
din læge har tavsheds pligt ---så der skulle ikke være andre der hører om hvad du fejler
Jeg er ikke så bange for at svare dig. For jeg har selv lidt af tvangstanker da jeg var i din alder og har gået i behandling for det. I dag lider jeg ikke af tvangstanker.
Det er temmelig sikkert at du har ramt rigtigt når du mener, du lider af tvangstanker- og handlinger.
Tvangstanker og handlinger kaldes også obsessiv-compulsiv-disorder (ocd) og optræder som en reaktion på stress/belastning. Det er ikke sikkert man selv er klar over, at der har været en belastning. Belastningen som kan resultere i ocd, handler som regel om et sæt af underliggende, negative mønstre i ens måde at opfatte sig selv på, som man aldrig før har stillet spørgsmålstegn ved og som man måske ikke før har lagt mærke til fordi "det bare altid har været sådan". Det handler altså om ens tænkemåde. Hvad du har lært at tænke om dig selv, hvordan du har lært at tolke dig selv, om din følelsmæssige relation til andre, og om lavt selvværd osv. Men det er selvfølgelig forskelligt fra menneske til menneske hvad der udløser ocd.
Det er typisk at ocd bryder ud i ungdomsårene, hvor man begynder at tænke over hvem man er, sin identitet, hvem man selv ønsker at være (uden sine forældres mening og indblanding). Men det er igen individuelt hvornår det bryder ud.
Når man pludselig begynder at få tvangstanker, ved man ofte ikke hvorfor. Man tænker på hvorfor man tænker det man gør. Og man tænker på hvorfor man ikke bare kan holde op med at tænke det. Man begynder at analysere sine tanker. Det er lidt som en melodi der sidder fast og tvinger en til at lytte.
Og faktisk er det en god idé at lytte til sine tanker fremfor at forsøge at skubbe dem væk. Men det kræver hjælp at blive god til at lytte, når tankerne skræmmer.
Derfor er min anbefaling at du henvender dig hos en kognitiv psykolog, som har specialiseret sig i ocd og angst. Det er desværre en dyr fornøjelse at gå til psykolog. Du er dog berettiget til tilskud, men det kræver, at du fortæller det til din læge, så han/hun kan hjælpe med hvordan du får tilskud. Jeg ved godt det er svært at fortælle om sine tvangstanker og at man er flov og ønsker at skjule det af frygt for hvad folk dog ikke vil tænke om en. Det er imidlertid ikke nogen god idé at gå alene med det. En læge er uddannet til at hjælpe alle der har ondt - også når det gælder personer med tanker der gør ondt. Og det er ikke så unormalt som du måske tror. Der findes mange der har ocd og andre lignende lidelser. Jeg er ret sikker på, at du vil opdage en vis lettelse, første gang du foræller højt til nogen, hvordan du har det og hvad du tænker. Det kan være til lægen eller til en du har tillid til. Det må gerne være svært at fortælle om det. Men det er ikke umuligt og det er det værd.
Jeg forstår godt at tankerne skræmmer dig og at du bliver ked af at tænke på hvad du f.eks. kunne udrette med en kniv. Men det er ikke en sindssyg tanke. Det er bare en tanke. Der er garanteret mange der tænker den tanke uden overhovedet at lægge mærke til tanken. Men for folk med ocd er det tolkningen af tanken der volder problemer. Man tolker tanken som frygtelig og begynder at "holde et vågent øje" med tanken. Åh nej! Der kom den igen. Åh nej! Når jeg kan tænke sådan, så må jeg da være skør!, tænker man.
Men man er ikke skør. Jeg har mødt rigtig mange med ocd der netop har haft den tvangstanke. Jeg har også selv haft den. (Og i øvrigt mange andre tvangstanker). Men folk med ocd er ikke sindssyge og kunne aldrig drømme om at gøre skade på andre. De er ofte yderst empatiske og nok også noget mere sensitive end så mange andre. Alligevel kan man blive ved at tænke tanken om og om igen. Det gør man fordi man tolker tanken til at være forkert. Og derfra er det nemt også at tolke sig selv som et forkert menneske også. Og så bliver det et problem for en selv, for den opfattelse er ikke fordelagtig for én og den er... ja...det eneste der i virkeligheden er forkert!
I tankerne begynder man at lede efter en garanti for at man aldrig, aldrig ville kunne finde på at gøre det man forestiller sig - fx. at skade andre med en kniv. Men det er altså bare en tanke. Og den er ganske ufarlig. Det er din tolkning af tanken der skræmmer dig. Du er ikke ved at blive skør. Du er "bare" i krise. Heldigvis er det i kriser man udvikler sig. Derfor er der også et stort udviklingspotentiale i enhver lidelse - fx. ocd. Målet med krisen er som regel at udvikle en mere rolig og tryg måde at forstå og være sig selv på. Indre ro og tryghed.
Det skal altså nok blive bedre. Men du må begynde med at fortælle det til en du har tillid til. Og altså også gerne lægen, sådan så du kan komme hurtigt til psykolog. Folk er som oftest mere venlige og forstående end vi forestiller os. Og de fleste vil gerne hjælpe. Så mit råd: Kom afsted. Du vil ikke fortryde det.
De allerbedste hilsner og held og lykke
Tusind tak for dit indlæg.. hvor er det dejligt at læse man ikke er den eneste der har haft det sådan (det skal ikke forstås på den forkerte måde)..
det føltes i hvert faldt som en lettelse at læse dit indlæg..
jeg kan genkende mange af de ting du siger.. jeg mener dog ikke at jeg selv har lavt selvværd, men et eller andet er der galt siden jeg har de her tanker.. en form for krise er jeg i.. og det er jeg udmærket klar over.. jeg er udmærket klar over at mange af mine tanker er urimelig og jeg tænker selv et par gange over hvor latterlig jeg og mine tanker er..
har du selv haft tanker om at skade andre?? det er det der skræmmer mig rigtig meget.. jeg har de sidste par dage tænkt: hvad er der galt med mig.. jeg burde indlægges med det samme.. men jeg ved jo godt selv at jeg aldrig kunne finde på det..
men der er nogle spørgsmål jeg håber du vil/kan svare på?
når man lider af tvangstanker skal man så til psykolog eller psykiater? kan en psykolog hjælpe en gennem det eller skal man hen til en psykiater?
hvor længe gik du ca. til psykolog.. for jeg regner med at skulle rejse i et par måneder så jeg ved ikke om jeg kan nå at komme i behandling osv..
skal man tage piller under behandlingen eller??
Okay, hvis man får tilskud til psykolog så er det fint.. for har set at en time hos psykologen koster næsten 1000kr uden lægeerklæring men ca. 300 kr med lægeerklæring.. og det er en kæmpre forskel..
jeg vil skrive en mail til min læge her i aften eller weekenden.. tror det er nemmest for mig at skrive det ned i første omgang.. for jeg vil gerne være `normal` igen.. jeg har svært ved at snakke om det fordi folk ser mig som en rigtig stærk person der ikke bryder sammen (det er i hvert fald det jeg tror folk tænker).
Dejligt du kunne bruge mit indlæg.
Allerførst et par kommentarer til dit indlæg: Jeg bed mærke i at du skriver at du "tænker over hvor urimelig du og dine tanker er".
Uden at lege psykolog, vil jeg bare lige sige, at du som person ikke er urimelig. Du som person er helt ok. Men dine tanker giver ikke mening for dig og derfor tolker du dem som urimelige. Men dine tanker er ikke den du er. De er ikke hele dig som person. De udtrykker blot noget om, hvordan du har det. Og det skal du begynde at lytte til, så du kan få det godt.
Jeg bed også mærke i at du er vant til at folk skal se dig som en stærk person og at du gerne vil være "normal". Måske kan en del af dine problemer med tvangstanker ligge i præcis det du skriver dér. I at du har en forventning om at skulle være stærk, normal og ikke vise svaghed. Det er en umulig opgave at leve op til og det er et stort pres for én, hvis man tror, man skal leve op til det ideal. Hvem udover superheltene kan det?
Du skriver, du ikke lider af lavt selvværd. Men ocd kan ofte komme af at man stiller utrolig høje og nærmest uopnåelige krav til sig selv. Specielt krav om at man kun er ok, hvis man er på en bestemt måde. Fx. at man altid skal være glad, venlig, ovenpå eller meget dygtig. Mange med ocd har haft ret så kritiske forældre der ofte også stillede store krav og måske havde tendens til at vurdere en med kritik. Man kan være opvokset i en familie, hvor det at være dygtig eller effektiv har betydet mere for ens forældre end selve det at være sig selv og vise hvad man følte og tænkte. Og det er en form for omsorgssvigt ikke at få lov at vise hele paletten af følelser. Ingen følelser er forkerte. Man er fx. ikke forkert fordi man er vred indimellem.
Måske kan du allerede selv begynde at bearbejde dine tanker ved at stille modspørgsmål som fx.: Hvad er Normal egentlig? Kunne der tænkes at Normal kan være andet end jeg forestiller mig? Er der følelser jeg ikke tillader mig selv at vise eller være i? Hvorfor? Hvad forestiller jeg mig der ville der ske hvis jeg viste de følelser? Hvad ville jeg sige til en ven der udviste de samme følelser? Ville jeg kalde ham svag eller unormal? Hvis, hvorfor har jeg så brug for at vurdere nogle følelser som mere rigtige end andre?
Ocd handler ofte om at man glemmer at nuancere sit syn på "rigtigt og forkert". Gennem terapi kan man lære at vurdere sig selv mindre kritisk, så man får et mere nuanceret syn på det at være et menneske med lov til at have alle slags følelser, med lov til at opføre sig på mange måder. Ikke kun én måde. For hvad er rigtigt og forkert egentlig?
Hvor længe man vil gå til psykolog er individuelt. Men det er smart at vente med at starte til man kan gå i et sammenhængende forløb, da man jo skal være klar til at arbejde med det man kommer der for. Ofte vælger mange at fortsætte et par år. Men nogle stopper efter et par måneder. Det ene er ikke nødvendigvis mere rigtigt end det andet. Psykologen kan ikke løse problemerne, det gør man selv, ved hjælp af psykologens evne til at stille gode spørgsmål. Men det kræver en indsats af dig selv!
Jeg ville klart vælge en "kognitiv adfærdspsykolog" med speciale i ocd - ikke en psykiater. Det har jeg prøvet og det var bestemt ikke lykken. De skriver ofte bare lykkepiller ud og har slet ikke samme evne til at samtale som psykologer har. Men igen er det jo op til den enkelte. Jeg mener, at piller er en dårlig løsning, da du så blot lægger låg på det du burde arbejde med. Og hvad lærer man af det? Det handler jo om at erkende sig selv for at blive sig selv.
Mht. tvangstanker. Ork ja! De kan tage mange "sjove former". Ofte handler de jo om ting man tager dyb afstand fra, så som netop at gøre skade på andre, at være afstumpet og ufølsom, at være psykopat, ond, morder, pædofil, sindssyg, dybt pinlig osv. osv. Det er ren fantasi baseret på frygt. Det kaldes også katastrofetænkning.
Jeg ved godt det ikke er nemt at lægge afstand til tankerne.
Det skal du nok lære, når du finder ud af, hvad det er tankerne dækker over for dig.
Ja! Skriv til den læge! Og væn dig så stille og roligt til tanken om at begynde at vise "svaghed" ved fx. at fortælle lidt til en ven om hvordan du har det. For er det svaghed at gøre det? Eller er det i virkeligheden en kæmpe styrke?
Held og lykke herfra - og du kan godt rose dig selv for at skrive herinde! Det viser at du begynder at drage omsorg for dig selv. Godt gået!
jeg kan godt forstå mange af de ting du siger, og jeg kan genkende nogen af dem.. Med hensyn til mine forældre så vil de selvfølgelig have at deres børn er dygtige og det har jeg kunne mærke på dem, men jeg synes ikke at presset har været overdrevent. og jeg tror at jeg har lagt låg på mange følelser og det kan være at de brænder inde i mig..
jeg har flere gange prøvet at sende en mail til min læge her til aften, men af en eller anden mærkelig grund har det ikke lykkedes mig.. jeg var så opsat på at skrive til min læge for et par timer siden og nu er lysten mindre, er så bange for at lysten helt forsvinder i morgen.. for nu betyder det at jeg skal ringe derind i morgen..
og har også læst at behandlingsforløbet plejer at være omkring 1-2 år, og nogen vælger længere forløb.. og at kun 1/4 bliver raske efter terapi.. jeg mener ikke selv at jeg er ramt i en ekstrem grad.. Men den nye frygt om at kunne skade en nærmest nager mig, og det har den gjort i næsten en uge nu.. derudover vil jeg ikke have at det bremser mine rejse planer, så nu tænker jeg også om jeg måske skal vente med at ringe til lægen til et tidspunkt hvor jeg ved at jeg kommer til at opholde mig i danmark i flere år.. men samtidig vil jeg ikke vente for længe.. nu har jeg bare brug for at komme ud med det kan jeg mærke..
det var dejligt at komme ud med sine tanker
Måske kan din rejse gøre nogle gode ting i forhold til din udvikling, da du sikkert får afledt dine tanker en del på rejsen.
Jeg synes ikke du skal hænge dig så meget i hvad andre får ud af terapi, hvor længe de går, om de bliver "raske" osv. For det hele afænger af den enkelte. Men jeg synes klart du skal tage kontakt til din læge. Om ikke andet kan du aftale at I snakker om det og lægger en plan for dig når du kommer hjem fra din rejse. Så ved du, der er hjælp at hente og en som kender til dit problem, når du vender hjem igen.
God rejse.
det føles allerede som om jeg har taget et stort skridt på vej til at blive ´helbredt´. nu har jeg i hvert fald sagt det højt, og det er en lettelse..
føler selv at jeg KAN og VIL komme af med de her tanker..
tak for støtten