min mand har en depression
Hej.
Min mand og jeg har været sammen i 16 år og har 2 børn sammen på 7 og 9 år. Min mand begynde for 1 år siden at reagere anderledes. Han begyndte at søge ud, og fortalte mig at han ikke kunne mærke sig selv og derfor heller ikke hans følelser for mig. Han var uærlig overfor mig og svigtede min tillid.
For 3 måneder siden var vi næsten gået fra hinanden,og børn og familie var sat ind i situationen. Min mand bryder sammen, går til lægen og for af vide at han har en depression og kommer på antidepressiv. Det gjorde at jeg så anderledes på vores situation. Det var som om at jeg tænkte at så var det ikke fordi han var holdt op med at elske mig, men fordi han var syg. Vi prøver derfor at være sammen og få det til at fungere igen.
Jeg skriver nu fordi jeg ikke kan finde ud af mine følelser og tanker. Jeg har gennem hele perioden forsøgt at være en god og støttende kone. Det går også fint i 14 dage af gangen. Det er som om at det hele hober sig op inden i mig, og jeg ender med at blive vred på ham over at han ikke kan sige at han elsker mig. Jeg er meget dominerende og styrende, og er god til at snakke min sag, problemet er bare at jeg i stedet skubber ham længere og længere væk.
Han har perioder hvor han sidder meget foran sin computer eller flygter ud til sine venner. Jeg kan mærke at jeg bliver vred over at han ikke kan bruge mig som hjælp. Nogen gange føler jeg at han bruger sin sygdom som en undskyldning, og han siger at det bedste måske er at vi skal gå hvert til sidt, måske for at få mig til at forstå alvoren i det hele , men også fordi han ikke får det bedre når vi er sammen, fordi jeg ikke kan forstå at han har det skidt(mine ord)
Jeg er ikke nem at være sammen med og vores forhold er kørt ned i en ond spiral. Jeg lover mig selv at jeg ikke skal tænke så meget på mig selv og mine følelser og behov. Det går bare ikke så godt for mig. Jeg har meget svært ved at respektere at han ikke elsker mig ubetinget som han ellers altid har gjort og svært ved at slippe kontrollen. Jeg føler at jeg har mistet respekten for ham, og vil bare gerne for min egen, hans og ikke mindst for vores børns skyld finde den igen. Jeg ved at jeg ikke hjælper ham på den her måde, og hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte ham og give han den ro han har brug for, så mister jeg ham. Det er min sidste chance for at bevise at jeg kan være der for ham.
Jeg er nød til at prøve at forstå hvordan han har det, og forstå alvoren i at han er syg. Jeg har haft meget nemmere ved at skubbe problemerne væk. Jeg forsøger at arrangere dates for os som han jo slet ikke er klar til fordi jeg ikke kan forstå hvorfor vi ikke bare kan have det godt sammen og arbejde på vores forhold. Men alt hvad jeg prøver gør bare det hele værre og jeg tager alt hvad han gør som noget personligt mod mig....Jeg har brug for hjælp....Hvordan kan jeg hjælpe ham og vores lille familie.
Min mand og jeg har været sammen i 16 år og har 2 børn sammen på 7 og 9 år. Min mand begynde for 1 år siden at reagere anderledes. Han begyndte at søge ud, og fortalte mig at han ikke kunne mærke sig selv og derfor heller ikke hans følelser for mig. Han var uærlig overfor mig og svigtede min tillid.
For 3 måneder siden var vi næsten gået fra hinanden,og børn og familie var sat ind i situationen. Min mand bryder sammen, går til lægen og for af vide at han har en depression og kommer på antidepressiv. Det gjorde at jeg så anderledes på vores situation. Det var som om at jeg tænkte at så var det ikke fordi han var holdt op med at elske mig, men fordi han var syg. Vi prøver derfor at være sammen og få det til at fungere igen.
Jeg skriver nu fordi jeg ikke kan finde ud af mine følelser og tanker. Jeg har gennem hele perioden forsøgt at være en god og støttende kone. Det går også fint i 14 dage af gangen. Det er som om at det hele hober sig op inden i mig, og jeg ender med at blive vred på ham over at han ikke kan sige at han elsker mig. Jeg er meget dominerende og styrende, og er god til at snakke min sag, problemet er bare at jeg i stedet skubber ham længere og længere væk.
Han har perioder hvor han sidder meget foran sin computer eller flygter ud til sine venner. Jeg kan mærke at jeg bliver vred over at han ikke kan bruge mig som hjælp. Nogen gange føler jeg at han bruger sin sygdom som en undskyldning, og han siger at det bedste måske er at vi skal gå hvert til sidt, måske for at få mig til at forstå alvoren i det hele , men også fordi han ikke får det bedre når vi er sammen, fordi jeg ikke kan forstå at han har det skidt(mine ord)
Jeg er ikke nem at være sammen med og vores forhold er kørt ned i en ond spiral. Jeg lover mig selv at jeg ikke skal tænke så meget på mig selv og mine følelser og behov. Det går bare ikke så godt for mig. Jeg har meget svært ved at respektere at han ikke elsker mig ubetinget som han ellers altid har gjort og svært ved at slippe kontrollen. Jeg føler at jeg har mistet respekten for ham, og vil bare gerne for min egen, hans og ikke mindst for vores børns skyld finde den igen. Jeg ved at jeg ikke hjælper ham på den her måde, og hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte ham og give han den ro han har brug for, så mister jeg ham. Det er min sidste chance for at bevise at jeg kan være der for ham.
Jeg er nød til at prøve at forstå hvordan han har det, og forstå alvoren i at han er syg. Jeg har haft meget nemmere ved at skubbe problemerne væk. Jeg forsøger at arrangere dates for os som han jo slet ikke er klar til fordi jeg ikke kan forstå hvorfor vi ikke bare kan have det godt sammen og arbejde på vores forhold. Men alt hvad jeg prøver gør bare det hele værre og jeg tager alt hvad han gør som noget personligt mod mig....Jeg har brug for hjælp....Hvordan kan jeg hjælpe ham og vores lille familie.
Kommentarer
Hvis jeg ikke vidste bedre, vlle jeg tro, du var min kone, med det du skriver. Jeg har også brug for råd, for det er vist også ved at koste mig ægteskabet.
Prøver og prøver, men alt jeg gør er vist forkert og irriterer hende bare.
Kan ikke tale med hende, hun forstår intet.
Det var egentlig ikke så slemt for ham, da han ikke var bevidst om hvor dårligt han egentlig havde det. Han har altid været aktiv, ordner have, bil, laver mad, men pludeselig skete der INGENTING. Han kunne sidde i sofaen en hel dag og fik han tømt postkassen synes han selv at det svarede til at bestige mount everst. Mit job gik det ikke for godt med og midt i det hele døde min far. Det var mildest talt ikke særlig morsomt og jeg blev gal på ham - han var der ikke for mig, havde skyldfølelse, men var ikke så langt ude at jeg overvejede at gå. Han fik en diagnose, ikke depression, men symptomerne er fuldstændig svarende til en depression. Dog kan det han fejler, ubehandlet, give permanente skader, som gør at man ikke bliver "sig selv igen". Der var to ting, der hjalp mig igennem. Dels var hans psykolog god til at give ham besked med hjem til mig om hvad der skete og god til at forklare ham at det var svært for mig. Dels gik jeg selv til psykolog og det hjælper at få talt med en person, hvor det er OK at være vred, men hvor man kan få vendt tingene og få et andet perspektiv end det man selv kan fabrikere.
Det går meget langsomt fremad. I skrivende stund er han stadig ikke sig selv endnu og der er nu gået næsten 2 år fra han startede med at blive syg. Han arbejder stadig ikke, hvilket betyder at der er en økonomi som jeg skal have til at hænge sammen. Jeg er ikke i tvivl om vi klarer den og vi er så heldige at altid har talt meget sammen og jeg er ikke i tvivl om at det har reddet os igennem. Det har, naturligvis, også været svært da han jo igennem lang tid ikke rigtig kunne få øje på at der var noget galt med ham. Selv da han fik det bedre, mente han at jeg havde ændret mig, indtil det gik op for ham, efter at have talt med psykologen, at nu egentlig nok var ham. Så for at gøre en lang historie kort