Har ingen idé - kan nogen hjælpe?
Jeg er en kvinde i midten af tyverne der ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg skal gøre mere. Jeg kan se selvmord som en løsning, men min stædighed er det eneste der holder mig i live. Og også min stædighed der gør, at jeg skriver her på jagt efter løsninger jeg endnu ikke har tænkt på eller hørt om før.
Sagen er den, at jeg har haft det rigtig skidt i alt for lang tid nu. Jeg har haft depressionssymptomer og symptomer på stress i over et år. Faktisk kan jeg ikke sige, hvornår jeg sidst har følt mig glad eller lykkelig i længere tid. Det meste af mit liv har føltes mere som en kamp end som noget bare tæt på neutralt eller ok at leve med.
Uden at gå yderligere i detaljer, kan jeg gøre det kort og sige at jeg er blevet svigtet gang på gang. Jeg har ingen forældre, jeg har ingen kontaktpersoner, jeg har vitterligt INGEN personer der interesserer sig for mig eller vil have kontant med mig og dem fra familien som gerne vil have kontakt er misbrugere og personer med rigtig store problemer, som jeg slet ikke kan overskue at have tæt på mig i mere end 5 minutter, uden at få det virkelig dårligt i hele kroppen og mærke hvor stresset og nervøs jeg bliver. Så dem holder jeg mig fra.
Jeg har aldrig prøvet stoffer. Jeg har prøvet hash et par gange, senest i 2007. Jeg røg engang i et par år. Jeg overvejer at blive alkoholiker. Jeg vil bare væk. Jeg har dog ikke lyst til selvmord, da jeg HÅBER på at der er mere og bedre tider end det her. Men håbet er mindre end nogensinde. Og jeg bliver mere og mere overbevist om, at det faktisk er mere overskueligt hvis jeg ikke er her, end det nogensinde ville kunne blive at være her.
Jeg har altid skulle klare alting selv. Gæt hvor godt det er gået, når jeg nu synes døden er mere tiltalende end livet.
Jeg kan stave og jeg kan skrive. Men jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til noget mere. Og interessen for at lave noget som helst, har ikke været til stede i mere end et år nu. Jeg har ikke lyst til at se film, spise, se mennesker, gå ture, høre musik osv. Intet. Alt er sort og det har det været konstant i cirka 2 år nu. Jeg ser ingen mennesker – det føles underligt og akavet når jeg gør. Jeg kan blive nervøs over bare at handle ind, hvis kassedamen forsøger at snakke unødigt med mig.
Kommunen vil ikke hjælpe og har skrevet en hel del usandheder i mine papirer. Blandt andet at jeg bare er doven, at jeg ikke er villig til at ændre tingene osv. De forstår ikke at jeg gerne VIL, men ikke føler jeg KAN.
Min læge har givet mig antidepressiver, men efter at have taget det i 2 uger og haft konstant migræne stoppede jeg på det igen. Jeg har spurgt om jeg kunne blive henvist til en psykiater, men fik at vide at der er næsten halvandet års ventetid, så det ville være håbløst at lave en henvisning alligevel.
Som det er nu, taber jeg mig mere og mere, kan ikke se nogen mening i at kæmpe mere og føler jeg løber panden mod muren lige meget hvad jeg gør og lige meget hvor jeg ser hen.
Jeg har ofte ondt forskellige steder i kroppen, føler mig svag og har hele tiden lyst til at græde, men orker det ikke.
Jeg har selvfølgelig også prøvet at ringe til diverse telefonlinjer, men synes ikke det hjælper at snakke. At snakke om det gør det ofte værre for mig, for ved at snakke om det konstaterer man bare at alt er lort. Det gør intet for mig bare at snakke.
Er der nogen der ved hvad man kan gøre?
Sagen er den, at jeg har haft det rigtig skidt i alt for lang tid nu. Jeg har haft depressionssymptomer og symptomer på stress i over et år. Faktisk kan jeg ikke sige, hvornår jeg sidst har følt mig glad eller lykkelig i længere tid. Det meste af mit liv har føltes mere som en kamp end som noget bare tæt på neutralt eller ok at leve med.
Uden at gå yderligere i detaljer, kan jeg gøre det kort og sige at jeg er blevet svigtet gang på gang. Jeg har ingen forældre, jeg har ingen kontaktpersoner, jeg har vitterligt INGEN personer der interesserer sig for mig eller vil have kontant med mig og dem fra familien som gerne vil have kontakt er misbrugere og personer med rigtig store problemer, som jeg slet ikke kan overskue at have tæt på mig i mere end 5 minutter, uden at få det virkelig dårligt i hele kroppen og mærke hvor stresset og nervøs jeg bliver. Så dem holder jeg mig fra.
Jeg har aldrig prøvet stoffer. Jeg har prøvet hash et par gange, senest i 2007. Jeg røg engang i et par år. Jeg overvejer at blive alkoholiker. Jeg vil bare væk. Jeg har dog ikke lyst til selvmord, da jeg HÅBER på at der er mere og bedre tider end det her. Men håbet er mindre end nogensinde. Og jeg bliver mere og mere overbevist om, at det faktisk er mere overskueligt hvis jeg ikke er her, end det nogensinde ville kunne blive at være her.
Jeg har altid skulle klare alting selv. Gæt hvor godt det er gået, når jeg nu synes døden er mere tiltalende end livet.
Jeg kan stave og jeg kan skrive. Men jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til noget mere. Og interessen for at lave noget som helst, har ikke været til stede i mere end et år nu. Jeg har ikke lyst til at se film, spise, se mennesker, gå ture, høre musik osv. Intet. Alt er sort og det har det været konstant i cirka 2 år nu. Jeg ser ingen mennesker – det føles underligt og akavet når jeg gør. Jeg kan blive nervøs over bare at handle ind, hvis kassedamen forsøger at snakke unødigt med mig.
Kommunen vil ikke hjælpe og har skrevet en hel del usandheder i mine papirer. Blandt andet at jeg bare er doven, at jeg ikke er villig til at ændre tingene osv. De forstår ikke at jeg gerne VIL, men ikke føler jeg KAN.
Min læge har givet mig antidepressiver, men efter at have taget det i 2 uger og haft konstant migræne stoppede jeg på det igen. Jeg har spurgt om jeg kunne blive henvist til en psykiater, men fik at vide at der er næsten halvandet års ventetid, så det ville være håbløst at lave en henvisning alligevel.
Som det er nu, taber jeg mig mere og mere, kan ikke se nogen mening i at kæmpe mere og føler jeg løber panden mod muren lige meget hvad jeg gør og lige meget hvor jeg ser hen.
Jeg har ofte ondt forskellige steder i kroppen, føler mig svag og har hele tiden lyst til at græde, men orker det ikke.
Jeg har selvfølgelig også prøvet at ringe til diverse telefonlinjer, men synes ikke det hjælper at snakke. At snakke om det gør det ofte værre for mig, for ved at snakke om det konstaterer man bare at alt er lort. Det gør intet for mig bare at snakke.
Er der nogen der ved hvad man kan gøre?
Kommentarer
Du har det tydeligvis ikke ret godt, og jeg føler virkelig med dig.
Hvis jeg skal finde lyspunkter – og det er jo nødvendigt − så vil jeg fremhæve din stædighed.
Jeg er selv meget stædig. Jeg har ledt med lys og lygte efter løsninger på mine egne helbredsproblemer, og efter lang tid ser der ud til at være en mulig løsning. Jeg er overbevist om, at det samme kan ske for dig.
Men det er altså ikke meningen, at livet skal være en kamp. Jeg har selv kæmpet meget, og min erfaring er, at det tærer så meget på kræfterne, at kampen fører til det modsatte resultat.
Meningen er, at livet skal udfolde sig i os uden kamp eller anstrengelse, når vi får de rette betingelser – lidt ligesom en plante begynder at vokse og blomstre, når solen skinner på den.
Nå, det var måske lidt filosofisk, og du er jo desværre nødt til at gøre noget konkret. Her må din stædighed kunne komme dig til hjælp.
Jeg synes, at du skal gå til læge endnu en gang. Det er vigtigt, at du bliver grundigt undersøgt, og altså også får taget blodprøver, så det kan blive undersøgt, om du fejler noget fysisk, der kan være årsag til din tilstand (f.eks. lavt stofskifte) eller om du mangler vigtige næringsstoffer, hvilket jo også kan være årsag til både depression og smerter.
Du må ikke lade dig afvise af lægen. Tøv ikke med at skifte læge, hvis din læge ikke tager dig alvorligt.
Når du er blevet grundigt undersøgt, så kan det godt være, at du er nødt til at tage et antidepressivt middel. At du ikke kunne tåle den første slags, betyder jo ikke, at du automatisk ikke kan tåle andre slags antidepressive midler.
Der er også den mulighed, at du kan tage naturmedicinen perikon, som normalt ikke har bivirkninger. Apoteket sælger det under navnet Modigen. Jeg har selv haft stor glæde af Modigen. Men husk at blive undersøgt af lægen under alle omstændigheder og husk, at der er en række ting, man skal tage højde for, hvis man vælger at tage Modigen.
Så er der kommunen: Der er åbenbart en tendens i samfundet til at mene, at syge mennesker i virkeligheden er dovne. Den opfattelse florerer overalt i samfundet. Det er der desværre ikke noget at gøre ved lige nu.
Men du ved jo med dig selv, at du ikke er doven, og vi ved det – alle vi her på Netdoktor, som har læst dit indlæg.
Du er IKKE doven! Du er syg! Og du er nødt til at bruge din stædighed til at blive rask!
Du skriver i dit indlæg, at du kan skrive og stave. Ja, det kan du. Du er god til at udtrykke dig skriftligt. Måske kan du udnytte den evne. Jeg foreslår, at du skriver dagbog, og at du skriver her på Netdoktor igen og fortæller, hvordan det går, og hvad du gør nu.
Dagbogen kan du bruge til at udtrykke, hvordan du har det. Måske kan du via dagbogen finde ud af, hvad der gør dig godt, og hvad du får det dårligere af, og indrette dig efter det.
Men sørg for at komme til læge og brug din stædighed! Hvis du mener, at det er det rigtige at blive henvist til en psykiater, så bed om det! Også selv om der er lang ventetid. Skulle du blive rask i mellemtiden, så er det jo bare godt. Så kan pladsen gå til en anden.
Husk, det er muligt at blive helt RASK!
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Prøv derudover måske nogle andre antidepressiv?
Nu kender jeg dig ikke - ved ikke om der ligger andet og mere bag. Men jeg kan ud fra det du beskriver forklare dig at nogen livsvigtige byggesten mangler ...og det er derfor du psykisk er ved at gå helt op i limningen og ikke kan finde ud af noget som helst.
Kender du Maslows behovspyramide ? Prøv at slå den op ...de nederste og grundlæggende behov før alt det andet der står over det ...kan blive virkeligt er væk for dit vedkommende. Altså tryghed søvn osv...og vigtigst af alt omsorg.
Desværre virker uelskede børn og unge tit ikke så elskelige på alle .....derfor må du ind til nogen der har forstand på det her. Tal med SR bistand Sortedam dossering 5 C, 2200 kbh N - tlf 35397197.
Jeg håber du læser det her og at det lykkes for dig at få vendt det her - både på den ene og den anden måde.
Hvor er dine forældrer?
Jeg spørger dig direkte fordi du nævner usandheder i dine sagsakter.
Jeg vil ikke skrive mere til dig i denne omgang, jeg fik bare fornemmelsen af, at du har været anbragt.
Hvis du har det, er din tilstand en almindelig følge af selve anbringelsen.
Intet er blevet bedre siden sidst. Jeg har givet det flere forsøg og haft fat i kommunen, læge, telefonrådgivning. De tror allesammen at ti minutters "sweet talk" hjælper.
Det er brandslukning. Min læge vil have mig på antidep. Jeg gider ikke det der med at lægge låg på, hvordan jeg egentlig går og har det.
Livet bør ikke være et forsøg på at dulme, putte plaster på og forsøge at synge højere end larmen omkring én. Livet bør fandme være værd at leve i sig selv. Det kan simpelthen ikke passe at man skal kæmpe konstant, for bare at kunne holde det ud.
Linette:
Ja jeg har været anbragt mange forskellige steder.
Hvorfor/Hvordan mener du, Linette, at anbringelse naturligt giver sådan en tilstand her? Vil det sige at det er sådan her jeg vil have det resten af livet, ligegyldigt hvad, fordi jeg har været anbragt? Og mener du at det er almindeligt at systemet skriver usandheder om anbragte børn?
Det anede mig, at du har været anbragt.
Ja, lille ven, det er helt almindeligt at sagsbehandleren lyver og lyver og lyver. Jeg ved ikke hvorfor de gør det, men det gør de.
Det piner dig nok mest af alt. Nu skal jeg lægge hovedet i blød for at finde ud af, hvordan du får den bedste hjælp. Det har du nemlig ret til.
Det at du har været anbragt flere forskellige steder, gør at du aldrig har fundet dig et ståsted i tilværelsen. Der er mange tidligere anbragte der har det ligesom dig, det er en naturlig følge af, at blive "revet op med rode".
Og nej, du skal ikke have det sådan.
Hvor bor du henne i landet?
Jeg ved der er et sted i Århus, Baglandet hedder det. Du kan kontakte dem, eller komme der.
Har du haft det godt de steder du var anbragt?
Havde du kontakt til dine forældrer, bedsteforældrer eller søskende?
Skriv, skriv, det hjælper dig.
Hilsen Linette
Jeg har været i Baglandet før, synes der var lige lovlig meget klike der. Jeg var ung, dum og uerfarien, kunne jeg godt mærke. Jeg har ikke et barn som er blevet taget fra mig, jeg har ikke et misbrug, jeg har ikke forsøgt selvmord endnu, derfor var jeg ikke rigtig værd at snakke med?
Jeg har ikke haft det godt, der hvor jeg har været anbragt. Jeg er en af de plejebørn medierne har skrevet om, som slet ikke er blevet holdt øje med og jeg har været hos plejefamilier hvor jeg blev tvunget til at tie om hvad der sker i hverdagene, når kommunen kom forbi en enkelt gang hvert 5. år i en time.
Ingen familie der er god for mig, kun misbrugere i familien og det gider jeg ikke.
Jeg ved ikke om det hjælper, synes bare der kommer mere fokus på det.
Du er rigtig sød at spørge så meget. :-)
Var/er dine forældrer misbrugere?
Hvor mange steder har du været anbragt?
Hvad skulle du tie om?
Det er klart at du føler dig ensom og som Palle alene i verden, når du slet ikke har nogen der er noget for dig, og du er noget for nogen.
Du har holdt dig fra misbrugsmiljøet, det synes jeg er flot.
Der er en forening der hedder TABUKA.
Den yder også hjælp og støtte til tidligere anbragte, men du har ret, når jeg tænker mig om. Du beskriver det så fint, med dine oplevelser fra Baglandet.
De ser og hører ikke dig.
Hvor gammel var du, da du blev anbragt?
Jeg røber nu en lille smule til dig om, hvorfor sagsbehandlere lyver.
De må ikke anbringe et barn, hvis barnet ikke selv har problemer. Derfor skriver de noget, der ser ud til at passe ind i en teori. Egentlig står der ingenting i sådan nogle sagsakter. Der står en masse, som kan tolkes på mange forskellige måder, men der står sjældent noget konkret, og der står aldrig noget om hvad børnene selv siger. Der står kun, at man skønner, man tror, o.s.v. Man taler om børnene, ikke med børnene.
Hvad beskæftiger du dig med lige nu? Det kan være arbejde eller nogle interesser? Det kan også være hvad dine tanker beskæftiger dig med.
Glæder mig til at høre mere om dig fra dig.
Hilsen Linette
Jeg har nu spurgt et par steder om hvem som evt. kunne hjælpe dig.
Desværre melder de fuldt hus og næsten ingen penge. Du er dog velkommen til at ringe, hvis du er interesseret. Hvis du svarer på det, skal jeg give dig et telefonnummer.
Jeg er ligesom dig, ikke 100% sikker på, at disse steder er det optimale.
Lige nu er du træt og ved ikke rigtig hvad du kan eller skal gøre.
Jeg tænker dog, at det bedste lige på nuværende er, at du kontakter din læge, tager imod evt. antidepressiver en periode, så du får lidt overskud til at sørge for dig selv, med hensyn til noget nærende kost o.s.v. Det hører trods alt med til at få det bedre.
Jeg har tænkt meget på dig og din situation. Du er ikke den eneste i hele verden der har det sådan, det hjælper bare ikke dig lige nu. Jeg har dog mine tvivl om, om det er det rigtige, når man samler en del af disse unge mennesker, i min verden kan det let blive til en samlet bekræftelse af, at det hele er noget skidt. Så kommer man jo ikke længere.
Er du under eller over 25 år? Hvis du endnu ikke er fyldt 25 år, skulle det være lettere at hjælpe dig, så har du endnu nogle rettigheder. Vedkommende jeg kan skabe kontakt til for dig, er inde i disse regler.
Jeg kunne ønske mig, at du prøvede at gå ud blandt andre unge mennesker, som ikke har været anbragt. De kan trods alt ikke vide det, medmindre du selv fortæller om det.
Men først og fremmest skal du lige have lidt energi, så du har overskud til "at møde verden" og andre mennesker.
Her går den første vej gennem din læge.
Hilsen Linette.
Din omsorg skinner igennem og jeg vil meget gerne tage imod din hjælp. Du forstår det jeg skriver og forholder dig direkte til det.
Vil du kontakte mig pr denne mail?
annahenningsen87@gmail.com
Ser frem til at høre fra dig
Og til jer andre: mange tak for jeres inputs. Det har altsammen været brugbart og givet mig noget!