sorg kommer i bølger,,,,,
sorgen kommer i bølger, mistede min elskede far for snart 12 år siden, det slog totalt benene væk under mig, første gang i mit liv jeg prøvede at miste, det var ligesom at medvirke i en dårlig B film, hvor det bare var mig der var hovedperson, var de forskellige faser igennem, var osse vred over min far lige pludselig var revet fra mig, vred på min mor over hun ikke virkede så sorgfuld som jeg, vred senere over hun var 4 timer om at ringe til 112, ingen turde sige det til mig, yngste af 7 søskende, hvor de 5 ældste har en anden far, ved min mor havde det frygteligt med dårlig samvittighed, og turde ikke fortælle mig det.
Jeg vendte det aldrig med hende, min mor har altid været underlig, et praktisk menneske, ikke på det følelsesmæssige plan, skyldes vel hendes egen opvækst.
så døde drengenes far for over 2 år siden, synes det var det frygteligste min yngste kunne komme ud for, mindes det var en forfærdelig tid, ved hans sorg osse kommer i bølger, det har vi snakket om, kender det at man pludselig kommer i tanke om at man aldrig kommer til at se dem igen, de ser ikke deres børnebørn vokse op, kender til tanken om man lige når at tænke jeg skal lige ringe og fortælle min far.... nåe nej.
mor døde for over et år siden, min barndom passerede revy, da jeg kom op på sygehuset var hun åndet ud, havde det meget mærkeligt, var både ked af det og lettet.
men kan da godt ind i mellem savne hende.
så døde en af mine nære veninder for et år siden, mærkeligt hun boede lige i nærheden af mig og vi drak mange kopper kaffe sammen, grinede af livet,
hos min veninde kunne man komme, og være vred, ked af det, og gå glad derfra igen, hende savner jeg rigtig meget, osse i bølger.
glemte lige at jeg havde en nevø der døde en måned efter min mor.
så døde min bror her i september, det var så første gang jeg fik lejlighed til at komme og sige farvel, min yngste søn og jeg rejste til bornholm, og vi nåede at se min bror 3 dage, og så sov han ind, hans krop kunne ikke mere, han havde haft diabetes fra han var 6 år, og været i dialyse i 21 år, vi nåede at få vendt en hel del, barndomsminder, andre minder, musik, at holde i hånd og græde, min bror var så stærk, han smilede og grinede lige til det sidste, sang strofer fra shu bi dua, hans børn nåede at tage afsked med ham, han blev brændt og kastede ud over klipperne i svaneke, der hvor vi har rendt og leget så mange gange som børn.
torsdag aften, hvor han stadig lå i sengen og var sovet ind, han var stadig varm, jeg kyssede ham på kinden, hans kone kom, og nogle af deres venner.
jeg fortalte nogle sjove ting fra vi var børn og unge, min bror var jehovas vidne som de fleste i min familie er, en af grundene til han aldrig fik en ny nyre, for 21 år siden kunne lægerne ikke operere uden blod, og år efter kunne de godt men så var hans krop for medtaget til at gennemføre en transplantation, jeg er både vred over hans tro, og alligevel er det hans tro der gjorde ham stærk det ved jeg godt, og vil osse respektere det.
jeg er kastet ud i en livskrise, har de mærkeligste tanker ind i mellem, og har rigtig tid til det er for første gang i 19 år uden arbejde, er osse i overgangsalder, synes det hele vælter ind over mig, hvergang jeg er lige ved at komme ovenpå, kommer der noget nyt, det går godt med begge mine drenge, det er jeg glad for, har gået nogle gange til psykolog, fik ikke til store ud af det, det er mest min egen skyld, er bedst til at skrive om det.
er træt, livstræt, orker ingenting, får kun lavet mindre end lidt, min kæreste hjælper mig med det meste, sofaen er min bedste ven..
mit kolesterol tal er for højt, kunne godt trænge til at smide 20 kilo, og holde op med at ryge.
jeg sagde nej til medicin med hensyn til kolesterol tallet, har 3 mdr til at bringe det ned, så jeg er startet med at putte det rigtige i munden, har gået en tur hver dag nu, ved osse at det kan hjælpe på humøret og de sorte tanker.
så taber jeg mig osse, og det er kun godt for ryg, hofter og knæ.
det positive er jeg har fået et deltidsjob som jeg skal starte på om 14 dage.
føler mig lidt alene der er jo ikke noget familie tilbage, med fælles fortid, min far og mor og min bror er døde, dem jeg er vokset op med og boede sammen med, det er mærkeligt synes jeg...
sidder og tuder lidt mens jeg skriver, min brors kone er allerede forelsket igen, mærkeligt, jeg har det meget mærkeligt med det læste det på facebook, det var et slag i ansigtet deres drenge tager det pænt, de er endda glade for det,jeg forstår det ikke,,,,
kan man allerede være klar til at komme videre igen,,
Jeg vendte det aldrig med hende, min mor har altid været underlig, et praktisk menneske, ikke på det følelsesmæssige plan, skyldes vel hendes egen opvækst.
så døde drengenes far for over 2 år siden, synes det var det frygteligste min yngste kunne komme ud for, mindes det var en forfærdelig tid, ved hans sorg osse kommer i bølger, det har vi snakket om, kender det at man pludselig kommer i tanke om at man aldrig kommer til at se dem igen, de ser ikke deres børnebørn vokse op, kender til tanken om man lige når at tænke jeg skal lige ringe og fortælle min far.... nåe nej.
mor døde for over et år siden, min barndom passerede revy, da jeg kom op på sygehuset var hun åndet ud, havde det meget mærkeligt, var både ked af det og lettet.
men kan da godt ind i mellem savne hende.
så døde en af mine nære veninder for et år siden, mærkeligt hun boede lige i nærheden af mig og vi drak mange kopper kaffe sammen, grinede af livet,
hos min veninde kunne man komme, og være vred, ked af det, og gå glad derfra igen, hende savner jeg rigtig meget, osse i bølger.
glemte lige at jeg havde en nevø der døde en måned efter min mor.
så døde min bror her i september, det var så første gang jeg fik lejlighed til at komme og sige farvel, min yngste søn og jeg rejste til bornholm, og vi nåede at se min bror 3 dage, og så sov han ind, hans krop kunne ikke mere, han havde haft diabetes fra han var 6 år, og været i dialyse i 21 år, vi nåede at få vendt en hel del, barndomsminder, andre minder, musik, at holde i hånd og græde, min bror var så stærk, han smilede og grinede lige til det sidste, sang strofer fra shu bi dua, hans børn nåede at tage afsked med ham, han blev brændt og kastede ud over klipperne i svaneke, der hvor vi har rendt og leget så mange gange som børn.
torsdag aften, hvor han stadig lå i sengen og var sovet ind, han var stadig varm, jeg kyssede ham på kinden, hans kone kom, og nogle af deres venner.
jeg fortalte nogle sjove ting fra vi var børn og unge, min bror var jehovas vidne som de fleste i min familie er, en af grundene til han aldrig fik en ny nyre, for 21 år siden kunne lægerne ikke operere uden blod, og år efter kunne de godt men så var hans krop for medtaget til at gennemføre en transplantation, jeg er både vred over hans tro, og alligevel er det hans tro der gjorde ham stærk det ved jeg godt, og vil osse respektere det.
jeg er kastet ud i en livskrise, har de mærkeligste tanker ind i mellem, og har rigtig tid til det er for første gang i 19 år uden arbejde, er osse i overgangsalder, synes det hele vælter ind over mig, hvergang jeg er lige ved at komme ovenpå, kommer der noget nyt, det går godt med begge mine drenge, det er jeg glad for, har gået nogle gange til psykolog, fik ikke til store ud af det, det er mest min egen skyld, er bedst til at skrive om det.
er træt, livstræt, orker ingenting, får kun lavet mindre end lidt, min kæreste hjælper mig med det meste, sofaen er min bedste ven..
mit kolesterol tal er for højt, kunne godt trænge til at smide 20 kilo, og holde op med at ryge.
jeg sagde nej til medicin med hensyn til kolesterol tallet, har 3 mdr til at bringe det ned, så jeg er startet med at putte det rigtige i munden, har gået en tur hver dag nu, ved osse at det kan hjælpe på humøret og de sorte tanker.
så taber jeg mig osse, og det er kun godt for ryg, hofter og knæ.
det positive er jeg har fået et deltidsjob som jeg skal starte på om 14 dage.
føler mig lidt alene der er jo ikke noget familie tilbage, med fælles fortid, min far og mor og min bror er døde, dem jeg er vokset op med og boede sammen med, det er mærkeligt synes jeg...
sidder og tuder lidt mens jeg skriver, min brors kone er allerede forelsket igen, mærkeligt, jeg har det meget mærkeligt med det læste det på facebook, det var et slag i ansigtet deres drenge tager det pænt, de er endda glade for det,jeg forstår det ikke,,,,
kan man allerede være klar til at komme videre igen,,
Kommentarer
Du spørger om man allerede kan være klar til et nyt forhold.
Ja, det kan man godt. Din brors kone har sikkert levet i lang tid i en slags sorgtilstand, hun har ikke rigtigt kunnet leve sit eget liv. Er man afklaret omkring døden, så er man godt hjulpet på vej ud i livet igen.
Jeg mistede min min mand for knap halvandet år siden. Han havde haft flere livstruende sygdomme. Det blev til 18 år med alvorlige sygdomme og hvad deraf følger. Den sidste kræftsygdom kunne han ikke overleve. Vi vidste det i et halvt år. Alligevel formåede vi, at få en god tid sammen.
Vores voksne børn og jeg fik ikke den store nedtur bagefter. Jeg fik en ven og ham har jeg stadigvæk. Børnene synes det er så dejligt.
Jeg synes det er meget lang tid du oplever, at sorgen vender tilbage.
Selvfølgelig bliver man ked af, at miste dem man holder af. Oplever du aldrig, at rigtig gode minder dukker op, noget du kan glæde dig ved at huske. Noget der kunne gøre dig glad ved, at have kendt lige netop det menneske?
Du kunne nævne for din læge hvordan du egentlig har det.
Hilsen Victoria
jo du satte nogle tanker i gang, jo min brors kone og deres 2 drenge, har det nok anderledes end jeg, de sidste 20 år, har min bror og jeg ikke boet i samme by, i den tid hun har været gift med ham, har han været i dialyse, kikker jeg på billeder kan jeg godt se at de sidste 5 år er det gået stærkt den forkerte vej.
Han røg jo ind og ud af bispebjerg sårhelingsafd. startede med sår på skinnebenene senere fingre og tæer der måtte ambuteres.
Jeg er stort set et meget positivt menneske, og kan sagtens glæde mig over minderne, men nu er det så kun 3 mdr siden jeg sagde farvel til min bror, så jeg ved med mig selv at sorg processen for mig er værst et år, jeg har det da osse anderledes med min far, hvor han døde for knap 12 år siden.
har læst et sted at ens sorg hvor stor den føles, hænger jo osse sammen med hvor tæt knyttet man har været..
og ja så 4 dødsfald på et år, hvor de 3 var meget tæt, det er altså nok til at vælte mig lidt af pinden.
Min faster bor ved siden af os, vi bor lidt ude på landet, og har ikke nogen bil på det tidspunkt, hun presser min mor til at gå til læge med min bror, og det viser sig han har diabetes 1, han bliver indlagt på sygehuset og er der i 2 måneder, det varer meget længe før jeg måtte med ind og sige hej til ham, børn måtte ikke komme med ind som besøgende, og da jeg måtte gik de voksne nok ikke så højt op i det.
Men min bror og jeg har da senere talt om, sikke en traumatisk oplevelse, 6 år gammel, blive revet væk fra sin mor, han blev lagt ind på en 4 sengs stue med 3 voksne mænd der snorkede om natten og han var hunderæd.
J a det var noget af en kold tyrker, han var vant til at sove i mellem vores far og mor...og vi blev jo ikke passet ude, gik jo hjemme hos mor som ikke arbejdede på det tidspunkt.
Nå men lego klodsen blev en stor del af vores barndom, min faster købte små æsker lego med op til min bror på sygehuset, og jeg ønskede bare at jeg osse fejlede noget så jeg kunne få lego klodser.
Da min bror kom hjem fra sygehuset skulle der komme en hjemmesygeplejerske og give min bror insulin, og min mor skulle lære og stikke ham.
Han var hunderæd for nålene, kan tydeligt huske de sprøjter og nåle, det var før sprøjterne blev lavet af plastic, mor fik en lille blå kasserolle som skulle bruges når sprøjterne skulle desinficeres, kan huske der lå et lille stykke gase i bunden af gryden.
Så havde min mor lært at give min bror insulin og det var noget af en kunst, min bror var hunderæd for at blive stukket, så først skulle min mor have fanget ham ind, han blev nærmest lagt i lås, hvor jeg skulle sidde på det nederste af hans ben, og han lå og sprællede og min mor prøvede at forklare ham han skulle slappe af så gjorde det ikke nær så ondt, og i kampens hede var jeg altid bange for hun skulle stikke i mig i stedet.
Jeg kan ikke huske hvor længe det stod på, vi var jo ikke så gamle.
For min bror og jeg var den største forandring at der var flere ting min bror ikke måtte få at spise, og dengang var der noget chokolade der var sukkerfrit, det var det eneste og når vi kørte en tur og ville have en is, var det ikke alle steder man kunne købe en sukkerfri is.
Så når jeg havde noget slik, synes jeg osse det var synd for min bror, så vi gemte os ofte og delte mit slik, der var ligesom ingen der forklarede os hvorfor det var vigtigt at han skulle holde sin diæt.
Og ind i mellem synes jeg osse alt drejede sig om min bror, det var mig der var den yngste, og ham vi skulle tage hensyn til, det sidste stykke frugt måtte man aldrig tage, det var jo til min bror.
Så var det osse vigtigt han fik sine måltider så når vi var ude og lege, kaldte mor kun på min bror, jeg blev nogen gange udenfor for at hun skulle komme ud og kalde på mig, det gjorde hun så osse, men synes bare det var noget pjat.
Men så havde vi jo far, og han gjorde ikke forskel på os, husker ham som en sød og hyggelig far, han købte ikke kun noget til min bror, så godt hun ikke var enlig mor, smil.
I dag hvor jeg selv er mor til 2 drenge, kan jeg da godt forstå at har man et barn med en kronisk sygdom at det fylder meget, men man skal jo osse huske det raske.
Jeg har osse prøvet det lidt selv med mine da min ældste søn havde en svær depression, som han heldigvis er kommet godt igennem, ( se anden tråd min søn på 13 har en svær depression ).
Nå men min bror var 13 år før han lærte at stikke sig selv, og det har så været lige før han skulle på lejrskole, ellers kunne han jo ikke komme med nogen steder.
fik brev fra fagforeningen i går, de har stadig ikke fået noget svar fra min arbejdsgiver, så jeg har stadig ikke fået nogen penge, nu er min kæreste flyttet op til mig, så det er jo osse en økonomisk nedgang, men den beslutning havde vi jo taget, nå men regningerne er betalt for denne måned, så jeg håber til den næste 1 jeg får nogen penge.
kostomlægning ang min kolesterol tal går det meget godt....
og nu vil jeg altså ud og ha noget frisk luft ...
jeg synes det var så rigtigt, har virkelig spekuleret meget over hvorfor jeg snart i 3 år ikke har haft meget energi, i forhold til hvad jeg ellers har haft...
jeg er et positivt og glad menneske med et kanon humør, det har jeg været kendt for hele mit liv, men når jeg tænker efter, er jeg det jo ikke altid indeni, når jeg laver en fejl i mit liv har jeg meget svært ved at tilgive mig selv, bruger egentlig meget energi på at skælde mig selv ud, det har jeg egentlig aldrig tænkt på før..
men den coachs har jo ret det er jo utrolig dumt, men det bliver utroligt svært at vende det,,,, til at man faktisk skal til at tale positivt til sig selv...