Maniodepression og Narcisstisk Personlighedsforstyrrelse
Hejsa
Jeg har det ikke så godt..
Har søgt på 'manglende livslyst' på google og har opdaget, at jeg opfylder alle WHO's kriterier for en svær depression (kan nikke genkende til alle punkterne her (lidt nede på siden): http://terapist.dk/behandlinger/depress ... mtale.html ). Mener dog ikke, at det står så slemt til, at jeg har en decideret svær depression. Jeg er meget humørsvingende, og har tit rigtig gode oplevelser og glæde. Men ofte bliver jeg bare så tom, kynisk, apatisk og fuld af tanken om at livet er ligegyldigt. Selvom jeg godt ved det er noget vrøvl.. og jeg burde være glad. Også når jeg er i den depressive tilstand, indser jeg dét. Men hvor det før "bare" har været humørsvingninger/maniodepression, har jeg de sidste par måneder været præget af en konstant "bevidsthed"/overbevisning om, at jeg er meningsløs og alt hvad jeg foretager mig ikke vil have nogen betydning for noget alligevel, andet end i de forbifarende øjeblikke jeg oplever. Derfor kommer jeg til jer.. det er blevet for meget.. skal have renset den overbevisning ud..
Jeg fandt desuden ud af, at jeg tilsyneladende lider af "Narcisstisk personlighedsforstyrrelse", for det der beskrives på denne side rammer lige på for mig... faktisk noget af en øjenåbner: http://pernilsson.dk/pn%20noter/NARCIS.htm (punkt 4+8, samt delvist 6, er dog ikke noget jeg oplever)
Jeg kunne godt tænke mig at få entusiasmen tilbage.. jeg har en masse uudløst potentiale jeg gerne vil bruge og er faktisk også igang med en masse gode ting og har en fin "base" for mit liv og gode udgangspunkter. Har bare svært ved at komme ud af den her tilbagevendende tilstand/følelse, og ved sgu ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Det er bare svært, at stabilisere sig, hvis man uden videre falder ind i dage hvor man intet mod har på livet. Hvor man utilgiveligt er egoistisk nok til at tænke fuck alt..
Jeg ved ikke om der er nogen grund til at jeg er i den tilstand (ingen åbenlys grund i hvert fald), men jeg ved, at det ikke er i orden at have det sådan her med de livsforudsætninger jeg har.
Jeg er ikke tryg ved at skulle åbne op for den her samtale og lægge alt på bordet overfor dem jeg kender, og frygter måske også at de ikke vil forstå mig eller være i stand til at kunne hjælpe mig.. og så tror jeg det vil føles endnu værre. Føler også det er grænseoverskridende at skulle kontakte læge eller andet, og igen en frygt for at åbne op og være dybt personlig overfor et menneske der måske er ude af stand til at fortælle mig det jeg har brug for at vide; hvad det så end er.
Tak, hvis du har noget at fortælle mig.. ikk' hold dig tilbage
Jeg har det ikke så godt..
Har søgt på 'manglende livslyst' på google og har opdaget, at jeg opfylder alle WHO's kriterier for en svær depression (kan nikke genkende til alle punkterne her (lidt nede på siden): http://terapist.dk/behandlinger/depress ... mtale.html ). Mener dog ikke, at det står så slemt til, at jeg har en decideret svær depression. Jeg er meget humørsvingende, og har tit rigtig gode oplevelser og glæde. Men ofte bliver jeg bare så tom, kynisk, apatisk og fuld af tanken om at livet er ligegyldigt. Selvom jeg godt ved det er noget vrøvl.. og jeg burde være glad. Også når jeg er i den depressive tilstand, indser jeg dét. Men hvor det før "bare" har været humørsvingninger/maniodepression, har jeg de sidste par måneder været præget af en konstant "bevidsthed"/overbevisning om, at jeg er meningsløs og alt hvad jeg foretager mig ikke vil have nogen betydning for noget alligevel, andet end i de forbifarende øjeblikke jeg oplever. Derfor kommer jeg til jer.. det er blevet for meget.. skal have renset den overbevisning ud..
Jeg fandt desuden ud af, at jeg tilsyneladende lider af "Narcisstisk personlighedsforstyrrelse", for det der beskrives på denne side rammer lige på for mig... faktisk noget af en øjenåbner: http://pernilsson.dk/pn%20noter/NARCIS.htm (punkt 4+8, samt delvist 6, er dog ikke noget jeg oplever)
Jeg kunne godt tænke mig at få entusiasmen tilbage.. jeg har en masse uudløst potentiale jeg gerne vil bruge og er faktisk også igang med en masse gode ting og har en fin "base" for mit liv og gode udgangspunkter. Har bare svært ved at komme ud af den her tilbagevendende tilstand/følelse, og ved sgu ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Det er bare svært, at stabilisere sig, hvis man uden videre falder ind i dage hvor man intet mod har på livet. Hvor man utilgiveligt er egoistisk nok til at tænke fuck alt..
Jeg ved ikke om der er nogen grund til at jeg er i den tilstand (ingen åbenlys grund i hvert fald), men jeg ved, at det ikke er i orden at have det sådan her med de livsforudsætninger jeg har.
Jeg er ikke tryg ved at skulle åbne op for den her samtale og lægge alt på bordet overfor dem jeg kender, og frygter måske også at de ikke vil forstå mig eller være i stand til at kunne hjælpe mig.. og så tror jeg det vil føles endnu værre. Føler også det er grænseoverskridende at skulle kontakte læge eller andet, og igen en frygt for at åbne op og være dybt personlig overfor et menneske der måske er ude af stand til at fortælle mig det jeg har brug for at vide; hvad det så end er.
Tak, hvis du har noget at fortælle mig.. ikk' hold dig tilbage
Kommentarer
Jeg vil gerne advare dig mod at stille diagnoser på dig selv
Det er klart, at det kan være en god ide at tage en test for depression, når man har det skidt, sådan som du har gjort. Og du har så via denne test fundet ud af, at du har en svær depression.
Næste skridt må være, at du går til læge. Du skriver, at det føles grænseoverskridende at skulle åbne sig over for en læge. Det kan jeg godt forstå, for det er jo meget personlige og private tanker, man gør sig under en depression. Men jeg tror ikke, at det i situationen vil føles grænseoverskridende. Lægen er jo vant til den slags situationer og vil normalt forstå at tage de nødvendige hensyn.
Det er vigtigt, at du bliver grundigt undersøgt, for der kan være fysisk/biologiske årsager til depression, så som vitaminmangel eller lavt stofskifte.
Og det ville jo være dumt at gå og tro, at man er maniodepressiv, hvis man i virkeligheden blot mangler D-vitamin eller jern eller har lavt stofskifte!
Hvis jeg var dig, ville jeg droppe tanken om en personlighedsforstyrrelse. Sagen er, at det er betænkeligt, hvis der stilles diagnoser på personlighedsforstyrrelser under en depression – faktisk også, hvis en sådan diagnose stilles af en psykiater. De træk, der tyder på personlighedsforstyrrelse, kan skyldes depressionen. Vi er jo alle sammen meget selvoptagede, når vi har problemer. Når du har fået behandling for depressionen, og den er gået over, kan det være, at der slet ikke længere er tegn på nogen personlighedsforstyrrelse.
Kender du denne Storm P.- dialog:
- Hvad synes du om verdenssituationen, Perikles?
- Det ved jeg ikke. Jeg har fået noget i øjet!
Jeg tror, at vi alle er narcissister, når vi har en depression!
Og nej, det er ikke altid nemt at finde ud af grunden til en depression. Men den skal nok være der alligevel! Måske er det en kombination af årsager, f.eks. en mangeltilstand, kombineret med den triste årstid, hvor du har fået alt for lidt lys, samt en eller anden form for belastning, som du normalt plejer at kunne klare, men som nu i den grå vintertid er blevet uoverskuelig.
Alt for mange mennesker stiller alt for store krav til sig selv – krav, som kan blive fuldstændig urealistiske, når vi udsættes for en ekstra belastning, som vi alle bliver det på et eller andet tidspunkt: en slem forkølelse, en syg slægtning, der kræver hjælp eller noget helt andet.
Hvad angår din familie og dine venner, så er det jo slet ikke nødvendigt at fortælle dem detaljer om diagnoser. Du kan bare sige, at du har det skidt for tiden, men at du skal i gang med at søge hjælp. Det er jeg sikker på, at alle vil forstå. For det er jo desværre sådan, at mange mennesker har depressionserfaringer.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen