Fejler jeg virkelig noget?
Hej.
Mine venner, veninder, forældre, søster, lærer og andre er begyndt at kommentere mine spisevaner og mit vægttab. Normalt vejede jeg mellem 54-53, jeg syntes det var lidt for meget for en pige på 14 som kun var 159 cm høj. Jeg har længe ikke spist så ordenligt som jeg burde. Men da jeg besluttede at tabe mig (50 kilo) begyndte jeg at droppe morgenmaden, middagsmaden og gerne aftensmaden, spiser meget sjældent usunde sager. Selv frugt prøver jeg at holde mig fra på grund af frugtsukkeret. Jeg blev bedre og bedre, men blev stadig ramt af ædeflip..
Da jeg nåede 50, syntes jeg stadig jeg så en smule for tyk ud, så ville prøve at komme ned på 44-45. Hele juletiden holdte jeg mig fra søde sager, så godt som jeg kunne og efter nytår havde jeg nået mit mål.
Det begyndt at gå ned af bakke derfra. Folk begyndte at kommentere mig og det gav selvtillid. Jeg fik nogle flip hvor jeg troede jeg kunne droppe slankekuren og leve videre normalt. Kan nu se at jeg ikke kan, jeg rammes af ædeflip hele tiden nu. Tager hele tiden afføringspiller fordi de får mig til at føle at jeg ikke tager lige så meget på og er ligeså tyk. Jeg har besluttet at komme ned på 40 kilo, da jeg er normalvægtig og stadig ikke ser godt ud i stramt tøj. Problemet er bare at jeg ikke har haft samme kontrol over mig selv efter alle har talt til mig som om jeg har anoreksi og min menstrution er forsvundet. Har ofte ædeflip og hopper mellem 43-44 kilo, så er ikke undervægtig og kan ikke have anoreksi, kan jeg?
- Burde jeg fortælle min mor at min menstrution er forsvundet og få undersøgt mig for spiseforstyrrelser? Tror i det er nødvendigt?
Mine venner, veninder, forældre, søster, lærer og andre er begyndt at kommentere mine spisevaner og mit vægttab. Normalt vejede jeg mellem 54-53, jeg syntes det var lidt for meget for en pige på 14 som kun var 159 cm høj. Jeg har længe ikke spist så ordenligt som jeg burde. Men da jeg besluttede at tabe mig (50 kilo) begyndte jeg at droppe morgenmaden, middagsmaden og gerne aftensmaden, spiser meget sjældent usunde sager. Selv frugt prøver jeg at holde mig fra på grund af frugtsukkeret. Jeg blev bedre og bedre, men blev stadig ramt af ædeflip..
Da jeg nåede 50, syntes jeg stadig jeg så en smule for tyk ud, så ville prøve at komme ned på 44-45. Hele juletiden holdte jeg mig fra søde sager, så godt som jeg kunne og efter nytår havde jeg nået mit mål.
Det begyndt at gå ned af bakke derfra. Folk begyndte at kommentere mig og det gav selvtillid. Jeg fik nogle flip hvor jeg troede jeg kunne droppe slankekuren og leve videre normalt. Kan nu se at jeg ikke kan, jeg rammes af ædeflip hele tiden nu. Tager hele tiden afføringspiller fordi de får mig til at føle at jeg ikke tager lige så meget på og er ligeså tyk. Jeg har besluttet at komme ned på 40 kilo, da jeg er normalvægtig og stadig ikke ser godt ud i stramt tøj. Problemet er bare at jeg ikke har haft samme kontrol over mig selv efter alle har talt til mig som om jeg har anoreksi og min menstrution er forsvundet. Har ofte ædeflip og hopper mellem 43-44 kilo, så er ikke undervægtig og kan ikke have anoreksi, kan jeg?
- Burde jeg fortælle min mor at min menstrution er forsvundet og få undersøgt mig for spiseforstyrrelser? Tror i det er nødvendigt?
Kommentarer
Du har en spiseforstyrrelse, og du skal i behandling, så du kan få det godt både fysisk og psykisk.
Tag snakken med din mor allerede i dag.
K.h.
I sidste ende kan man så også dø af en spiseforstyrrelse som din eller invalid for livstid, og er det det , du vil? Vil du for evigt være dummere og mindre begavet, end du naturligt er, fordi din hjerne ikke får energi nok til at udvikle sig?
Alle den her slags overvejelser bør du veje op mod at snakke med din mor og få noget professionel hjælp. Det er nemlig ikke fedt at være tynd, dum og behåret, selv om nogle piger synes det. Det er derimod sygt i hovedet, og der er en grund til, at spiseforstyrrelser høre ind under det psykiatriske system.
Så skynd dig at få snakket med din mor.