Indstillinger
Rastløs
Jeg har skrevet her før... Og lige nu har jeg vist brug for at skrive igen.
Jeg er en pige på 16 år, som har en depression. Jeg får både medicin og går også til samtaler en gang i mellem.
Selvom jeg er åben om hvordan jeg har det og er kommet i behandling, føler jeg mig stadig så tom inden i, og tomrummet bliver større og større for hver dag der går. Jeg er konstant rastløs og føler mig utilpas, hvilket gør, at jeg isolerer mig mere og mere og faktisk slet ikke har lyst til at være social, selvom der er en masse mennesker, der gerne vil snakke med mig. Det føles som om, at jeg falder længere og længere ind i mig selv og det føles ubehageligt - især fordi jeg ikke ved, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.
Jeg har heller ikke rigtig nogen tidsfornemmelse og jeg bliver en gang i mellem et kort øjeblik også i tvivl om hvorhenne jeg er. Jeg kan falde i staver i over en time uden at tænke på noget som helst. Det hele føles så mærkeligt uvirkeligt. Næsten som om, at jeg ikke er en del af den virkelige verden. Jeg er også begyndt at få svært ved at huske, om ting virkeligt er sket, eller om det var noget jeg drømte eller tænkte.
Jeg er konstant rastløs og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det er uudholdeligt og er næsten ikke til at leve med. Det dræber mig langsomt og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal foretage mig. Er der nogle, som har nogle gode råd eller har det på samme måde?
Jeg er en pige på 16 år, som har en depression. Jeg får både medicin og går også til samtaler en gang i mellem.
Selvom jeg er åben om hvordan jeg har det og er kommet i behandling, føler jeg mig stadig så tom inden i, og tomrummet bliver større og større for hver dag der går. Jeg er konstant rastløs og føler mig utilpas, hvilket gør, at jeg isolerer mig mere og mere og faktisk slet ikke har lyst til at være social, selvom der er en masse mennesker, der gerne vil snakke med mig. Det føles som om, at jeg falder længere og længere ind i mig selv og det føles ubehageligt - især fordi jeg ikke ved, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.
Jeg har heller ikke rigtig nogen tidsfornemmelse og jeg bliver en gang i mellem et kort øjeblik også i tvivl om hvorhenne jeg er. Jeg kan falde i staver i over en time uden at tænke på noget som helst. Det hele føles så mærkeligt uvirkeligt. Næsten som om, at jeg ikke er en del af den virkelige verden. Jeg er også begyndt at få svært ved at huske, om ting virkeligt er sket, eller om det var noget jeg drømte eller tænkte.
Jeg er konstant rastløs og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det er uudholdeligt og er næsten ikke til at leve med. Det dræber mig langsomt og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal foretage mig. Er der nogle, som har nogle gode råd eller har det på samme måde?
Kommentarer
En overgang tror jeg det kan være sundt at arbejde virkelig hårdt.
Knus herfra
Angående medicinen så er jeg ikke helt sikker på, om det er den, der gør det eller ej. Jeg havde det også tit sådan her inden jeg begyndte på medicinen. Hver gang jeg mærker efter om hvordan jeg har det, kan jeg ikke finde ud af, hvad det overhovedet er, jeg føler. Der er fuldstændig tomt inden i.
Men jeg må lige holde ud og vente og se, om medicinen ikke snart begynder at virke, da det ikke er mere end en uge siden jeg startede.
Men æj, hvor er det hele uendelig håbløst. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal lave kl. 3 om natten, når jeg burde sove. Jeg er søvnløs og kan ikke rigtig finde ro. Jeg er nervøs for i morgen. Jeg har ingen anelse om, hvad dagen vil byde på ud over en konstant nervøsitet. Det føles som om, at der er fare på færde. Jeg ved, det lyder grusomt, men jeg kan ikke finde andre ord, som beskriver denne her følelse, som jeg har. Jeg spiser næsten ingenting fordi jeg føler mig tyk, og det eneste jeg tænker på er at tabe mig endnu mere trods jeg allerede har smidt over 10 kg. Men ingenting kan dræbe alle de negative tanker om mig selv og min egen krop. De er der bare hele tiden.
Og så har jeg alle de her manglende afleveringer hængende over hovedet, hvilket bestemt ikke gør det lettere. Jeg begynder at frygte, at jeg falder så langt bagud i skolen, at jeg bliver nød til at gå 1.G om selvom jeg plejede at være dygtig fagligt. Jeg kæmper virkelig med at samle mig sammen om en opgave, men jeg kan bare ikke... Jeg kunne virkelig godt tænke mig en form for hjælp til de her opgaver. En som vil støtte mig både fagligt og personligt, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med det.
Mine forældre ved godt hvordan jeg har det og jeg ved, at de er der for mig og vil gøre alt for at hjælpe mig, men jeg kan ikke rigtig snakke med dem om, hvordan jeg har det. Det virker ganske enkelt forkert.
Den følelse du beskriver, som om du ikke er en del af den virkelige verden kaldes uvirkelighedsfølelse. Det er et af hovedsymptomerne ved min depression.
Man bliver utryg og bange, og man føler nogle gange, at man drømmer - selvom man er vågen. Prøv evt. At søg på Google, der står en masse ting om det. Du skal ikke være bange, det er et forbigående symptom på psykiske lidelser - også depression.
Jeg vil anbefale dig at dyrke en masse motion, gå lange ture- gør noget hvor du mærker din krop. Det kan hjælpe at få lidt "jordforbindelse" når man føler sig som en tom skal.
God bedring!
Håber alt det bedste for dig :-)
Super godt med dette forum altså.
Håber du lytter godt til nogle af rådene..