Mit liv
Jeg har brug for at fortælle min historie, jeg har brug for et sted at komme ud med alt det jeg tænker på, uden nogen jeg kender skal kommentere på det. Så her kommer det. Hvis du ikke gider høre på mit pessimistiske, negative indlæg, så gå væk fra det, tak.
Da jeg gik i 6. klasse, omkring foråret 2009 begyndte mit liv så småt at gå i spåner. Min bror og min far skændtes hver evig eneste aften. Og hvis ikke det var min far og bror, så var det min mor og far (Det er min far der er en overlegen nar) min mor er på ingen måde årsagen til alt dette. Kun min far. Min far og bror skændtes pga. at han stjal ting som macbook og andre mindre dyre ting. Jeg havde en veninde, som sårede mig og til sidst blev jeg sindssyg og begyndte at slå på et vindue og en radiator på min skole, hvor en anden veninde (faktisk min bedste veninde nu) måtte tage fat i mig og berolige mig, hun hedder Caroline.
Ikke lang tid efter begyndte jeg at slibe i mig selv med en neglefil. Det fandt min veninde Caroline ud af og prøvede at stoppe det, da hun selv gennemgår det. Men jeg blev ved. Jeg begyndte at bruge den dolk jeg har liggende, da jeg går til spejder. Jeg ridsede også med nåle, da kniven virkede lidt voldsom. Jeg ridsede ting som "HATE" ind i min arm.
I 7. klasse skar jeg kun, med min dolk og glasskår. Mig og min bedste veninde Caroline fik en ven, han hed Alex. Han sparkede og slog mig faktisk lidt af og til, men det tog jeg som var det for sjov, hvilket det også var, men inderst inde synes jeg ikke det var specielt sjovt. Han drak ofte mig og Caroline fulde. Han fik os til at ryge. Vi drak også i skolen og i hverdage.
Min bror stjal stadig ting og flyttede faktisk hjemmefra samme år. Efter min bror flyttede ud, begyndte min far hurtig at skændes med mig i stedet for min bror. Men det med min bror var ikke slut. Der var telefon opkald midt om natten fra politiet mht. min bror. Det gjorde mig ked af det. Min bror boede midlertidigt i min morfars kælder indtil mine forældre byggede gjorde den lejlighed i stand, som han skulle bo i. Det tog ca. et år, at gøre den i stand i det år. Var jeg alene hjemme til kl 19 ca. hver dag. Og hvis jeg ikke var hjemme drak jeg med Caroline og Alex. Jeg følte mig meget overset da der var alt det kriminalitet og lejligheds ting med min bror. Jeg cuttede meget i den tid.
I 8. klasse var skar jeg mest i mig selv, mine forældre begyndte at kommentere arene og tilsidst fortalte jeg sandheden. Jeg begyndte at gå til psykolog. I slutningen af 2010 forsøgte min bedste veninde at begå selvmord, jeg græd i 3 dage, uden at vide om hun levede eller ej. Hun overlevede, og i starten af 2011 døede min mormor som 66 årig, da hun havde parkington. Januar 2011 var jeg meget tæt på at begå selvmord, men kunne ikke få mig selv til det. I marts 2011 fik jeg endelig mine forældre overtalt til at stoppe til psykolog. Til gengæld lovede jeg at sige hvis jeg fik lyst til at cutte igen. Jeg fortalte dem det aldrig igen. I april fik jeg en kæreste ham er jeg stadig sammen med i dag Januar 2012. I sommerferien 2011 blev mine bror varetægtsfængslet for indbrud for over 100.000 kr. Det var ALT for hårdt. Min bror er asperger og handler derfor dumt nogen gange, han er faktisk meget betænksom, rolig og bamhjertig! Jeg cuttede i smug for mine forældre, det gør jeg også stadig i dag. Her det sidste års tid, tror jeg at jeg er begyndt at udvikle anoreksi. Jeg vil meget gerne tabe mig og har skrev i en mad dagbog i et år. Jeg var 1,70 m høj og vejede 60 kg. Nu har jeg så endelig tabt mig! ca. 4 kg. Jeg tænker på kalorier hver dag og går meget op i min BMI. Min BMI ligger på 19 komma et eller andet. Jeg vil gerne veje 52-53 kg. I dag har jeg fået ca. 800 kalorier og jeg har ikke tænkt mig at spise mere i dag. Nogen dage har jeg kun fået 500 kalorier. Mine forældre har aldrig mistænkt mig for anoreksi, hvilket er rart. Jeg besvimede for et halvt års tid siden pga. mad mangel.
Som det står til nu, har jeg ikke cuttet i en måned og var tæt på at gøre det i dag. Jeg har haft brug for at fortælle min historie i godt og vel et halvt år. Jeg har en dejlig kæreste og mine forældre og jeg og min far skændes jævnligt. Mine forældre ved ikke jeg cutter, de ved heller ikke hvor inderligt jeg gerne vil tabe mig. Jeg går til fitness og finder også glæde ved at synge.
Jeg er 15 år, snart 16 og går i 9. klasse.
Da jeg gik i 6. klasse, omkring foråret 2009 begyndte mit liv så småt at gå i spåner. Min bror og min far skændtes hver evig eneste aften. Og hvis ikke det var min far og bror, så var det min mor og far (Det er min far der er en overlegen nar) min mor er på ingen måde årsagen til alt dette. Kun min far. Min far og bror skændtes pga. at han stjal ting som macbook og andre mindre dyre ting. Jeg havde en veninde, som sårede mig og til sidst blev jeg sindssyg og begyndte at slå på et vindue og en radiator på min skole, hvor en anden veninde (faktisk min bedste veninde nu) måtte tage fat i mig og berolige mig, hun hedder Caroline.
Ikke lang tid efter begyndte jeg at slibe i mig selv med en neglefil. Det fandt min veninde Caroline ud af og prøvede at stoppe det, da hun selv gennemgår det. Men jeg blev ved. Jeg begyndte at bruge den dolk jeg har liggende, da jeg går til spejder. Jeg ridsede også med nåle, da kniven virkede lidt voldsom. Jeg ridsede ting som "HATE" ind i min arm.
I 7. klasse skar jeg kun, med min dolk og glasskår. Mig og min bedste veninde Caroline fik en ven, han hed Alex. Han sparkede og slog mig faktisk lidt af og til, men det tog jeg som var det for sjov, hvilket det også var, men inderst inde synes jeg ikke det var specielt sjovt. Han drak ofte mig og Caroline fulde. Han fik os til at ryge. Vi drak også i skolen og i hverdage.
Min bror stjal stadig ting og flyttede faktisk hjemmefra samme år. Efter min bror flyttede ud, begyndte min far hurtig at skændes med mig i stedet for min bror. Men det med min bror var ikke slut. Der var telefon opkald midt om natten fra politiet mht. min bror. Det gjorde mig ked af det. Min bror boede midlertidigt i min morfars kælder indtil mine forældre byggede gjorde den lejlighed i stand, som han skulle bo i. Det tog ca. et år, at gøre den i stand i det år. Var jeg alene hjemme til kl 19 ca. hver dag. Og hvis jeg ikke var hjemme drak jeg med Caroline og Alex. Jeg følte mig meget overset da der var alt det kriminalitet og lejligheds ting med min bror. Jeg cuttede meget i den tid.
I 8. klasse var skar jeg mest i mig selv, mine forældre begyndte at kommentere arene og tilsidst fortalte jeg sandheden. Jeg begyndte at gå til psykolog. I slutningen af 2010 forsøgte min bedste veninde at begå selvmord, jeg græd i 3 dage, uden at vide om hun levede eller ej. Hun overlevede, og i starten af 2011 døede min mormor som 66 årig, da hun havde parkington. Januar 2011 var jeg meget tæt på at begå selvmord, men kunne ikke få mig selv til det. I marts 2011 fik jeg endelig mine forældre overtalt til at stoppe til psykolog. Til gengæld lovede jeg at sige hvis jeg fik lyst til at cutte igen. Jeg fortalte dem det aldrig igen. I april fik jeg en kæreste ham er jeg stadig sammen med i dag Januar 2012. I sommerferien 2011 blev mine bror varetægtsfængslet for indbrud for over 100.000 kr. Det var ALT for hårdt. Min bror er asperger og handler derfor dumt nogen gange, han er faktisk meget betænksom, rolig og bamhjertig! Jeg cuttede i smug for mine forældre, det gør jeg også stadig i dag. Her det sidste års tid, tror jeg at jeg er begyndt at udvikle anoreksi. Jeg vil meget gerne tabe mig og har skrev i en mad dagbog i et år. Jeg var 1,70 m høj og vejede 60 kg. Nu har jeg så endelig tabt mig! ca. 4 kg. Jeg tænker på kalorier hver dag og går meget op i min BMI. Min BMI ligger på 19 komma et eller andet. Jeg vil gerne veje 52-53 kg. I dag har jeg fået ca. 800 kalorier og jeg har ikke tænkt mig at spise mere i dag. Nogen dage har jeg kun fået 500 kalorier. Mine forældre har aldrig mistænkt mig for anoreksi, hvilket er rart. Jeg besvimede for et halvt års tid siden pga. mad mangel.
Som det står til nu, har jeg ikke cuttet i en måned og var tæt på at gøre det i dag. Jeg har haft brug for at fortælle min historie i godt og vel et halvt år. Jeg har en dejlig kæreste og mine forældre og jeg og min far skændes jævnligt. Mine forældre ved ikke jeg cutter, de ved heller ikke hvor inderligt jeg gerne vil tabe mig. Jeg går til fitness og finder også glæde ved at synge.
Jeg er 15 år, snart 16 og går i 9. klasse.
Kommentarer
Og vreden nu går ud over dig , og du kæmper vidre for dit liv . her må du prøve om du kan ændre det, når din far vil skændes med dig, vender du rundt, og går væk fra ham, ind på dit værelse, lukker døren, evt låser døren, sætter musik på. og gør noget andet. bliver væk i en stykke tid, indtil du har glemt hvad han ville skændes om, når du ser ham igen har du glemt det. begynder han igen, gør du det samme igen , går væk fra ham, uden at sige noget, så er det dig der bestemmer om du vil høre det de siger til dig. og så vil han begynde at respektere dig anderledes, prøv om du kan lære din bror det også, ikke at skændes med din far, også din mor få din mor lært at gå udenfor, gå en tur i byen, hvis han vil skændes, eller gå i seng, sæt grænser for din far. når i som familie ikke sætter grænse for ham, ved at vise ham i ikke vil være hos ham, når han gør , noget som, du bliver ked af at høre, når han skændes med dig, skal du vise ham at det kan du ikke lide, og ligeså jer allesammen, før kan din far jo ikke vide at der er noget han skal ændre for at i alle kan få det godt. i skal hjælpe hinanden i har det dårligt alle 4 i din familie, hvis din mor og far lader være at skændes, de bliver mere forstående og kærlige , omsorg for dig og din bror, er der ikke så meget behov for at skære sig mere, og straffe dig selv. du straffer dig selv, for du mangler din far og mors ægte anderkendelse, og omsorg og kærlighed til dig, jeg tænker du kan være nød til at skrive et brev til dem, da forældre der har fået et handicappet barn, tit glemmer at de andre søskende, også har brug for kærlighed og omsorg, anderkendelse, så du kan være nød til at fortælle din mor og far, at du også har brug for kærlighed og klem fra din mor og far. at du savner dem rigtigt meget, så meget at du skære i dig selv . så de kan forstå det. jeg tror dine forældre er i meget sorg. over din bror bla. og ikke ved hvad de skal gøre. de har brug for hjælp udefra. også du. kan i sammen få en psykolog i gennem din og din mors læge, prøv om du kan få din mor med til psykolog via lægen. så hun måske kan hjælpe din far. husk du taber dig ikke ved ikke at spise ingenting, men du taber dig ved at spise mange gange hverdag, mindre potioner, Husk at det er ikke andres skyld, vi bliver kede af det, eller sure, andre kan ikke gøre os kede af det, det er en gammeldagsmåde at sige det på. men ikke sand, men det er os selv der indeni vores føelser, bliver såret , eller ked af det, eller kan blive sur over noget en kan have sagt, som så får os til at føle os kede af det. men det er ingens skyld. vi skal lære at tage ansvar for at det er fordi vi har sorg i vores hjerte, vi savner kærlighed, der har måske ikke været tid til at give sit barn kærlighed. vi savner vores mor, vi savner vores far. Alle fusterationerne. Angst. for fremtiden.
Men husk selvom livet er sort mange gange, og den grimme tanke kommer, så prøv at skubbe disse tanker bort, og tænk på dem mennesker der står dig aller nærmest , din bror, din mor, evt far, din kærste, veninde. hvad med om du fik dig en lille hund der var kun din , du kunne have dine hemligheder med, kunne gå tur med, være noget for, en der ville elske dig lige meget hvad. om du så havde været sur, så har den glemt det hurtigt igen, en følgesvend igennem livet, noget at gå op i og blive glad for, og få ubetinget kærlighed, som du kan give din kærlighed, og evt gå til agility, eller anden træning med, spørg din mor om det var en god ide. og begrund at du kunne tænke dig at gå til trænning med den, så kan det være du får lov. ha det godt smil
Jeg er ked af at høre, at du har og har haft det så skidt :S
Først vil jeg lige sige at jeg ikke har så meget til til at svare lige nu, men jeg føler bare, at jeg bliver nødt til at svare dig nu, hvor jeg lige har læst dit indlæg.. Jeg kan ikke vente med at give dig svar, så du må tilgive mig, at det bliver lidt kort.
Det lyder på dig, som om du synes, at det mest er din far, der er irriterende og ikke din mor? Jeg synes, det ville være en rigtig god idé, hvis du kunne prøve at snakke med hende, om hvordan du egentlig har det. Jeg ved at det kan være supersvært og at du måske bare tænker 'gu vil jeg ej' eller 'det kan jeg ikke'. Men søde pige, tænk over det, også selv om det virker umuligt, så tænk over det, for det kan virkelig være en god ting at gøre, også selv om du først er klare om nogle uger eller endda måneder... Jeg ved at du nok heller ikke ligefrem bliver glad for at høre dette, men jeg tænker, at det nok også ville være en god idé at starte hos psykolog (eller psykiater) igen. Men det kræver selvfølgelig at det er en du har 100 procent tillid til og du føler forstår dig, ellers kan det være ligemeget... Men jeg tror nu det ville kunne hjælpe dig.
Men hvis du heller ikke er til det endnu, vil jeg gerne tale med dig og prøve at hjælpe og støtte dig. Jeg har selv en spiseforstyrrelse og er også selvskader, så måske ville jeg kunne hjælpe, hvis du vil have det. Og ellers kan vi også bare snakke lidt om det hele
Med hensyn til maden, så skal du virkelig passe på. Det kan så hurtigt gå helt galt. Jeg har været indlagt og gået i behandling rigtig længe, fordi man virkelig bare mister kontrollen helt. Selv om man i starten tænker at man har styr på det, og føler at det hele bare kører, ja, så er det i virkeligheden ved at løbe af sporet. I november og december var jeg indlagt på hjerteafdelingen (igen) pga anoreksien og det så lidt skidt ud, men jeg klarede den heldigvis. Jeg siger ikke dette for at skræmme dig, men for at gøre dig opmærksom på hvor farligt det kan blive. Men når det så er sagt, så kender jeg jo til alle de tanker om, at det er godt ikke at spise, det er godt at tabe sig osv. Men det er spiseforstyrrelsen der siger det... Men ja, jeg kender godt følelsen af at det eneste rigtige er at spise så lidt som muligt, træne en masse og tabe sig.
Så søde Emowen, hvis du vil, vil jeg rigtig gerne skrive med dig
Varme tanker Lille
P.s. Hvordan går det med dig for tiden?