Mor vil ikke se sine børn mere....
Jeg blev i starten af November separeret fra min kone, og der var ingen tvivl hverken hos hende eller mig at vores tre piger på 5, 7 og 9 skulle bo hos mig og besøge hende hver anden weekend. Hun var nemlig blevet meget børnetræt, og grunden til vores brud var nok også allermest at hun ikke gad børn og familie mere.
Nu har hun haft haft pigerne hver anden weekend siden starten af november, men for nylig meldte hun ud at hun ikke kunne overskue det mere!
Hun syntes jeg skulle have fuld forældremyndighed overdem og så skulle hun bare se dem en gang imellem.
Det er i mit hovedet ikke acceptabelt, da jeg mener at hun som minimum skal se dem hver anden weekend for at opretholde et nogenlunde forhold til dem, det kunne jo være at det så bare var en enkelt dag i de weekender hvis ikke hun kan overkomme mere. Egentlig tror jeg bare hun ikke gider dem, og jeg håber at kunne overtale hende til at holde ved og blive ved med at se dem, da jeg selvfølgelig syntes at pigerne skal have et godt forhold til deres mor.
Men jeg er ikke interesseret i at hun skal komme dumpende hver 2. eller 3. måned og "rive op" i det hele igen.
Jeg kan så fortælle at jeg kan sagtens klare at have pigerne selv og hvis hun skulle melde helt fra er der ingen problem i at have dem selv, men jeg tænker på pigerne, det er ikke det min bekymring går på.
Jeg ville høre om der er nogen der har erfaring med dette, en mor eller far der ikke gider sine børn/barn mere og kun vil en gang imellem, og hvordan det skal håndteres.
Jeg kunne også godt tænke mig hvis der er nogen der kender til et godt sted at søge hjælp/rådgivning med hensyn til hvordan man håndterer sådan en situation og fortælle ens børn at deres mor ikke vil se dem mere, men også hjælp/rådgivning om hvordan man håndterer en eks der ikke vil sine børn mere.
Lige nu er intet besluttet endnu go jeg håber som sagt på at kunne overtale hende til at fortsætte men at se dem fast. Men jeg kunne godt tænke mig input til mit problem.
På forhånd tak.
Rasmus
Nu har hun haft haft pigerne hver anden weekend siden starten af november, men for nylig meldte hun ud at hun ikke kunne overskue det mere!
Hun syntes jeg skulle have fuld forældremyndighed overdem og så skulle hun bare se dem en gang imellem.
Det er i mit hovedet ikke acceptabelt, da jeg mener at hun som minimum skal se dem hver anden weekend for at opretholde et nogenlunde forhold til dem, det kunne jo være at det så bare var en enkelt dag i de weekender hvis ikke hun kan overkomme mere. Egentlig tror jeg bare hun ikke gider dem, og jeg håber at kunne overtale hende til at holde ved og blive ved med at se dem, da jeg selvfølgelig syntes at pigerne skal have et godt forhold til deres mor.
Men jeg er ikke interesseret i at hun skal komme dumpende hver 2. eller 3. måned og "rive op" i det hele igen.
Jeg kan så fortælle at jeg kan sagtens klare at have pigerne selv og hvis hun skulle melde helt fra er der ingen problem i at have dem selv, men jeg tænker på pigerne, det er ikke det min bekymring går på.
Jeg ville høre om der er nogen der har erfaring med dette, en mor eller far der ikke gider sine børn/barn mere og kun vil en gang imellem, og hvordan det skal håndteres.
Jeg kunne også godt tænke mig hvis der er nogen der kender til et godt sted at søge hjælp/rådgivning med hensyn til hvordan man håndterer sådan en situation og fortælle ens børn at deres mor ikke vil se dem mere, men også hjælp/rådgivning om hvordan man håndterer en eks der ikke vil sine børn mere.
Lige nu er intet besluttet endnu go jeg håber som sagt på at kunne overtale hende til at fortsætte men at se dem fast. Men jeg kunne godt tænke mig input til mit problem.
På forhånd tak.
Rasmus
Kommentarer
du behøver vel ikke fortælle børnene --at deres mor ikke vil have dem ---
kan du ikke snakke med dem om at mor har det ikke så godt lige nu ---så hvordan de ville have det hvis de holder en pause ---for besøget ag mor ---
det kunne jo være at hun kom på andre tanker ---hvis hun ikke har dem et stykke tid ----
er børnene glade for at besøge deres mor ---taler de ikke om hvordan de har det hos hende
det er sjællend at en mor giver sine børn fra sig ---måske hun har brug for hjælp --måske har hun der psykisk dårligt
Jeg kunne ikke finde på at tvinge hende til samvær med pigerne, samvær er også en ret, ikke pligt, så hun kan ikke tvinges til det.
med hensyn til at fortælle pigerne hvis hun ikke vil mere ved jeg slet ikke hvordan jeg vil håndtere, men måske en god ide at sige til dem der er pause... håber ikke det bliver aktuelt.
Pigerne er stadig glad for at besøge mor, og når jeg siger stadig er det fordi at hun tit skælder meget ud og næsten ingen tålmodighed/lyst til at lave noget med dem, så mon ikke det er et spørgsmål om tid inden de begynder at sige de ikke gider. Håber dog også jeg kan hjælpe hende til at blive bedre til den side også. De taler lidt om hvordan det er, jeg vil ikke forhøre dem. Det tror jeg ikke der kommer noget godt ud af, men det de siger har været at mor skælder meget ud, og mor gider ikke lave noget med os.
Og ja, der er nok noget galt med hendes psyke når hun opgiver hendes børn, hun får hjælp til det, men hvor meget er jeg ikke sikker på.
Jeg har lyst til at spørge, om din eks har en depression. For det er meget almindeligt, at depressive ikke magter ret meget, og måske endda mener, at familien er bedre tjent uden kontakt med dem. Man hører mange gange, at en depressiv person ønsker skilsmisse af netop den grund.
Bortset fra den situation kan jeg slet ikke forstå, at en mor ikke ønsker kontakt med sine børn. En rask og velfungerende kvinde vil jo tænke på, hvad der er bedst for børnene og indrette sig efter det. Der må være noget galt.
Du efterlyser folk, der har oplevet noget lignende. Jeg har faktisk været udsat for noget af det samme. Da min mand og jeg blev separeret og senere skilt, ønskede han ikke at få fastlagt samvær med vores søn. Han mente, at det ville være en ulempe at få samværet fastlagt i stive, snærende rammer. Men det betød i praksis, at han aldrig bad om samvær og kun så drengen få gange om året, dvs. kun når jeg tog initiativ til, at de mødtes hos mig.
Vores søn var to år, da hans far og jeg blev separeret. Drengen var selvfølgelig vant til sin fars tilstedeværelse, men reagerede ikke særligt på adskillelsen, da hans far flyttede, for faderen havde aldrig passet ham. I bagklogskabens lys kan jeg i dag se, at hans far må have haft en depression, som ikke bedrede sig af, at han kom til at bo alene.
Nu foregik dette her for en del år siden, da det var almindeligt, at fædre ikke deltog så meget i pasningen af deres børn. I vore dage tror jeg, at den slags ville have været meget opsigtsvækkende.
Da drengen blev større, begyndte han at holde sommerferie med sin far, og på hans farmors initiativ var der lidt flere samvær, måske fire gange om året, inklusive sommerferien.
Min eksmand gav udtryk for flere forskellige holdninger, så som:
Han ville ikke være gratis barnepige. Derved ville han jo være en hjælp for mig, og det ønskede han ikke.
Han ønske at holde sig lidt i baggrunden for at give mig en chance for at finde en ny mand, så drengen kunne blive del af en rigtig familie igen.
Selv havde jeg af og til en fornemmelse af, at min eksmand ønskede at placere sig selv i en martyrrolle, og at folk skulle synes, at han havde det hårdt, når han var afskåret fra kontakt med sin søn. Men det var jo slet ikke mig, der forhindrede ham deri.
Hvad drengen angår, så virkede han glad for sin far, når de sås, men han bad aldrig om mere kontakt. Egentlig tror jeg, at disse få gange om året var, hvad min eksmand kunne magte. Der ville ikke være kommet noget positivt ud af at presse ham til mere.
Nu er min søn voksen og har udviklet sig til en harmonisk mand og familiefar. Egentlig kunne det jo godt være, at jeg en dag skulle tage initiativ til at tale med ham om, hvordan han oplevede det dengang. Det har vi ikke fået talt om.
Hvis jeg var dig, ville jeg nok undersøge, om årsagen til, at din eks ikke har lyst til samvær, er, at hun har en depression.
En depression kan jo heldigvis gå over, og så vil alt ændre sig. I øvrigt er det ret almindeligt, at en separation er årsag til en depression – selv når separationen faktisk er aftalt og ønsket af begge parter.
Jeg vil advare dig mod at kræve enten en fast samværsordning eller ingenting. Og i øvrigt er det en god ide at snakke med pigerne om, hvordan de opfatter situationen. De må endelig ikke få en fornemmelse af, at det er deres egen skyld, at deres mor ikke har lyst til at se dem. Det er bedre at sige, at hun selvfølgelig elsker dem, men lige nu ikke magter at se dem ret tit.
Mange hilsner
Kameliadamen
Om min eks har en depression er svært at sige, hun har haft en på et tidspunkt, men hun kan sagtens gå i byen, mødes med nye mennesker og tage på arbejde, så for mig lyder det mere som børnetræthed, uden at jeg er ekspert på området.
Du siger rigtig mange gode ting og din historie giver en masse stof til eftertanke.
Jeg kan godt se faren ved at stille hende et ultimatum på fast aftale eller intet, men det var mit første indskud og det eneste jeg kunne komme på. Det er også derfor jeg søger hjælp herinde. For at få noget input.
Jeg ved ikke hvordan en "gang imellem - ordning" skulle fungere og hvordan jeg ville få det sagt til pigerne. Det er jo først og fremmest dem jeg tænker på.
Det kan godt være at det bedste i sidste ende er at tage hvad vi kan få fra hende og nøjes med at pigerne er hos hende når hun selv beder om det, jeg frygter bare at det bliver meget sjældent og at hendes forhold til pigerne dør lige så stille...
tavshed er det værste ---du må ikke tænke --lad os se hvad der sker ---du er i den
situation ---at din kone vil gerne at du skal have pigerne ---
mange mænd må ikke se deres børn ---så jeg tror hun er en god mor ---
men har det for dårligt til at klare dem lige nu ---
Jeg fik taget en snak med hende for et par dage siden, og vi blev enige om en overnatning hver anden weekend. Så må vi se tiden an og håbe på det går og med tiden kan blive udvidet til de to overnatninger igen.
Så indtil videre er krisen til dels undgået. Snakken gik også på om hvordan hun havde der generelt og om hun fik hjælp til at komme videre med hensyn til pigerne, så hun en dag ville få det bedre med dem.
Jeg kan have mine tvivl om det kommer til at gå bedre på den her måde eller om hun med tiden bakker ud igen. Men nu syntes jeg at jeg har gjort hvad jeg kunne for det. Det har jeg det godt med og det syntes jeg også mine piger kan være tjent med, når nu ikke det kan være anderledes.
Rasmus
Men på et tidspunkt spørger de nok hvorfor de kun sover der en gang hvis det sker flere gange.
den tager vi til den tid.