Min historie - del 1 af 3
Jeg mødte min kæreste i 2002 da jeg var 18 og han var 19. Vi er nu 28 og 29 og hele den nedenstående historie har udspillet sig over 10 år.
Jeg har altid været en meget sky person omkring min krop. Der gik derfor lang tid før vi nåede til det punkt for jeg var klar til at forsøge samleje første gang. Vi taler år her – vi forsøgte flere gange, men han kunne simpelthen ikke komme ind. Vi tænkte det var startproblemer, det kan alle vel have. Jeg vidste jo at første gang ville gøre ondt, det hører man jo tit. Men tiden gik og vi blev ved med at have problemer. Jeg tænkte at det måske var fordi jeg var bange for at blive gravid og derfor spændte musklerne, så jeg fik en P-stav sat ind. Det løste dog heller ikke problemet. Vi var og er begge meget flove over at vi ikke kunne/kan have et normalt liv ligesom alle andre. Vores problemer er derfor aldrig nogensinde blevet delt med hverken venner eller familie. Efter flere år nåede vi til et punkt hvor vi måtte erkende at hvis vi nogensinde skulle have en chance for et normalt liv, måtte vi søge hjælp udefra. Jeg gik til lægen. Jeg var SÅ flov – jeg skammede mig over at have fået sat en P-stav op og derved havde ladet lægerne tro at jeg dyrkede sex, og nu kom jeg og fortalte at det gjorde jeg faktisk ikke. De henviste mig til gynæokolog. Her blev jeg undersøgt et par gange – fik klippet min mødom, i tilfælde af at det nu var DEN der sad og blokerede. Det havde dog ingen effekt. Fik udleveret en dildo jeg fik besked på at bruge for at udvide mig forneden. En Dildo? Et stykke sex-legetøj? Jeg vil simpelthen ikke EJE sådan en tingest – jeg vil bare gerne have et ganske normalt sexliv! Uden diverse himstregimser og kinky sager! Jeg var SÅ flov. Nå, men stadig ingen effekt. Jeg begyndte at tro det var psykisk. Prøvede derfor en hypnotisør som skulle finde ind til årsagen men det eneste hun kunne lokke ud af min underbevidsthed var en inde groet frygt for at miste min kæreste på grund af alt det her. Projektet stod herefter stille i et lille stykke tid inden jeg fandt gå-på-mod til igen at forsøge at pejle mig frem til en løsning. Tilbage til gynæokologen som henviste mig til en fysioterapeut. Hun hev og trak i mit underliv og gav mig øvelser med hjem som jeg skulle lave og min kæreste fik til opgave at udføre diverse træk-øvelser på mig. Igen var jeg utrolig flov. Min kæreste som jeg jo helst bare gerne vil være skøn og lækker overfor, skulle slavisk hver aften sidde og hive mig i underlivet. Det gjorde ham ikke noget sagde han, han ville jo også gerne bare have at det lykkedes, men jeg var alligevel utrolig flov. Nå, hive-øvelserne gav en smule pote. Efter et stykke tid kunne han komme ind i mig, men det var en meget langsom og smertefuld process. Og når han så først var nået ind – kunne han overhovedet ikke bevæge sig uden at det gjorde ekstrem ondt. Virkelig – ekstrem ondt. Oveni det, begyndte det også at svie helt vildt når vi forsøgte. Nå – igen stod projektet stille i en tid imens jeg sundede mig ovenpå de efterhånden mange traumatiske ting jeg følte jeg havde været igennem. Vi havde faktisk opgivet begge to. Men en dag i 2010 jeg var ved læge (en ny læge) angående noget helt andet, sagde hun, at det ikke var for at snage, men hun havde siddet og læst i min journal og set at jeg havde nogle problemer. Hun oplyste at der i Kolding var oprettet en special-afdeling der eftersigende skulle have haft stor succes med at hjælpe kvinder med lignende problemer. Hun henviste mig derfor til Kolding Sygehus. I mellemtiden googlede jeg en del på nettet og faldt over et ord der på daværende tidspunkt var nyt for mig ”Vulvodyni”. Ligesom det stod beskrevet på den side jeg fandt, lod det til at være en uhelbredelig sygdom. Jeg sagde til min kæreste ”Gad vide om det kan være det?” Jeg kan huske jeg græd af frygt for at det kunne være det, og at jeg aldrig nogensinde ville kunne hjælpes.
fortsættes -->
Jeg har altid været en meget sky person omkring min krop. Der gik derfor lang tid før vi nåede til det punkt for jeg var klar til at forsøge samleje første gang. Vi taler år her – vi forsøgte flere gange, men han kunne simpelthen ikke komme ind. Vi tænkte det var startproblemer, det kan alle vel have. Jeg vidste jo at første gang ville gøre ondt, det hører man jo tit. Men tiden gik og vi blev ved med at have problemer. Jeg tænkte at det måske var fordi jeg var bange for at blive gravid og derfor spændte musklerne, så jeg fik en P-stav sat ind. Det løste dog heller ikke problemet. Vi var og er begge meget flove over at vi ikke kunne/kan have et normalt liv ligesom alle andre. Vores problemer er derfor aldrig nogensinde blevet delt med hverken venner eller familie. Efter flere år nåede vi til et punkt hvor vi måtte erkende at hvis vi nogensinde skulle have en chance for et normalt liv, måtte vi søge hjælp udefra. Jeg gik til lægen. Jeg var SÅ flov – jeg skammede mig over at have fået sat en P-stav op og derved havde ladet lægerne tro at jeg dyrkede sex, og nu kom jeg og fortalte at det gjorde jeg faktisk ikke. De henviste mig til gynæokolog. Her blev jeg undersøgt et par gange – fik klippet min mødom, i tilfælde af at det nu var DEN der sad og blokerede. Det havde dog ingen effekt. Fik udleveret en dildo jeg fik besked på at bruge for at udvide mig forneden. En Dildo? Et stykke sex-legetøj? Jeg vil simpelthen ikke EJE sådan en tingest – jeg vil bare gerne have et ganske normalt sexliv! Uden diverse himstregimser og kinky sager! Jeg var SÅ flov. Nå, men stadig ingen effekt. Jeg begyndte at tro det var psykisk. Prøvede derfor en hypnotisør som skulle finde ind til årsagen men det eneste hun kunne lokke ud af min underbevidsthed var en inde groet frygt for at miste min kæreste på grund af alt det her. Projektet stod herefter stille i et lille stykke tid inden jeg fandt gå-på-mod til igen at forsøge at pejle mig frem til en løsning. Tilbage til gynæokologen som henviste mig til en fysioterapeut. Hun hev og trak i mit underliv og gav mig øvelser med hjem som jeg skulle lave og min kæreste fik til opgave at udføre diverse træk-øvelser på mig. Igen var jeg utrolig flov. Min kæreste som jeg jo helst bare gerne vil være skøn og lækker overfor, skulle slavisk hver aften sidde og hive mig i underlivet. Det gjorde ham ikke noget sagde han, han ville jo også gerne bare have at det lykkedes, men jeg var alligevel utrolig flov. Nå, hive-øvelserne gav en smule pote. Efter et stykke tid kunne han komme ind i mig, men det var en meget langsom og smertefuld process. Og når han så først var nået ind – kunne han overhovedet ikke bevæge sig uden at det gjorde ekstrem ondt. Virkelig – ekstrem ondt. Oveni det, begyndte det også at svie helt vildt når vi forsøgte. Nå – igen stod projektet stille i en tid imens jeg sundede mig ovenpå de efterhånden mange traumatiske ting jeg følte jeg havde været igennem. Vi havde faktisk opgivet begge to. Men en dag i 2010 jeg var ved læge (en ny læge) angående noget helt andet, sagde hun, at det ikke var for at snage, men hun havde siddet og læst i min journal og set at jeg havde nogle problemer. Hun oplyste at der i Kolding var oprettet en special-afdeling der eftersigende skulle have haft stor succes med at hjælpe kvinder med lignende problemer. Hun henviste mig derfor til Kolding Sygehus. I mellemtiden googlede jeg en del på nettet og faldt over et ord der på daværende tidspunkt var nyt for mig ”Vulvodyni”. Ligesom det stod beskrevet på den side jeg fandt, lod det til at være en uhelbredelig sygdom. Jeg sagde til min kæreste ”Gad vide om det kan være det?” Jeg kan huske jeg græd af frygt for at det kunne være det, og at jeg aldrig nogensinde ville kunne hjælpes.
fortsættes -->
