Borderline og psykiaterbesøg
Jeg har en internetveninde i et andet land, som skal til psykiater på mandag. Hun har svære personlighedsproblemer og sociale problemer. Hun har tidligere nævnt at hun måske har borderline syndrom, og det læste jeg også lidt om dengang.
Nu idag læser vi så om det igen, og der er slet ikke i tvivl om at hun har det. Hvis man stiller 15 symptomer op for borderline så har hun dem alle, samtidig er der mange symptomer på depression som hun ikke har, hun er feks. ikke grådlabil, ikke sløv, træt, hun er meget kreativ osv osv.
Nå men problemet er at hendes indstilling har været at hun skal bare have nogle "happy pills" og så bliver tingene bedre, og hun vil for alt i verden ikke i terapi. Hun har en typisk afgrundsdyb mistillid og skyhed overfor læger/psykologer. men borderline kan faktisk afhjælpe enormt godt gennem målrettet terapi, og ikke så godt gennem medicin.
Hvordan rådgiver jeg hende? Hun kan jo heller ikke bare møde op hos psykiateren og sige "goddag jeg har borderline, jeg vil gerne have hjælp", det er jo lægen som skal stille diagnosen, men jeg er bange for at hun er ude af døren efter 5 minutter med happy pills i hånden.
Nu idag læser vi så om det igen, og der er slet ikke i tvivl om at hun har det. Hvis man stiller 15 symptomer op for borderline så har hun dem alle, samtidig er der mange symptomer på depression som hun ikke har, hun er feks. ikke grådlabil, ikke sløv, træt, hun er meget kreativ osv osv.
Nå men problemet er at hendes indstilling har været at hun skal bare have nogle "happy pills" og så bliver tingene bedre, og hun vil for alt i verden ikke i terapi. Hun har en typisk afgrundsdyb mistillid og skyhed overfor læger/psykologer. men borderline kan faktisk afhjælpe enormt godt gennem målrettet terapi, og ikke så godt gennem medicin.
Hvordan rådgiver jeg hende? Hun kan jo heller ikke bare møde op hos psykiateren og sige "goddag jeg har borderline, jeg vil gerne have hjælp", det er jo lægen som skal stille diagnosen, men jeg er bange for at hun er ude af døren efter 5 minutter med happy pills i hånden.
Kommentarer
Derudover er det meget vanskeligt at behandle disse forstyrrelser.
Det kræver en psykolog, som har tålmodighed, patienten skal være vedholdende og virkelig ønske forandring, og der skal være tillid til terapeuten.
Det kræver et besøg tre gange om ugen hos psykologen, og terapien kan sagtens strække sig over flere år.
Der er ikke noget du kan gøre, du skal slet ikke blande dig på nogen måde i behandlingen. Du skal heller ikke spørge til behandlingen.
Den nyeste forskning fra Risskov viser, at én gang om ugen i enkelt eller gruppeterapi i et forløb af to år er rigtig godt. Undersøgelsen er ikke færdig, men de får meget ros. Men jo, det kræver, at man finder den rigtige hjælp, og at man er klar på at se sig selv i øjnene - det lyder det desværre ikke til, at din veninde er.
Du har meget ret i, at det netop er terapi og ikke medicin der hjælper på borderline.
Til sidst skal jeg lige sige, at det er vigtigt, at hun bliver undersøgt for alle psykiske lidelser og ikke bare går ud fra, at hun har borderline. Jeg havde en borderline-diagnose, fordi psykiateren kun testede mig for de forskellige personlighedsforstyrrelser. Da jeg kom til en grundig udredelse for alle psykiske lidelser, fandt de ud af, at jeg rent faktisk var manio-depressiv.
Jeg tror jeg vil anbefale dig at finde en artikel, hvor der står det med medicin versus terapi og prøve helt stille og roligt at forklare hende de ting, du skriver her i dit indlæg. Desværre kan du ikke gøre mere. Hvis hun ikke er moden til at få noget rigtig hjælp, så er det umuligt for dig at hjælpe hende.
Du er en dejlig veninde, at du bekymrer dig så meget for din veninde.
Kærlig hilsen Trine
Jeg har mine tvivl.
Jeg kan anbefale en bog:
Det truede selv.
Borderline og narcissisme
i det moderne samfund
Forfatter: James F Masterson.
Jeg ved ikke om bogen kræver lidt viden og indsigt i psykologi, for at forstå bogens budskab. Der er risiko for, at man misforstår indholdet.
Det der med, at være parat til at se sig selv i øjnene, virker på mig, som værende lidt for overfladisk. Hvad er det man skal se?
Det der er så vanskeligt ved disse tilstande, er at man skal selv tage ansvar for de valg man træffer og har truffet i sit liv. Disse tilstande handler om "nødvendige" valg et lille barn har truffet, hvis man kan tale om bevidste valg. Nogen kalder det, at barnet er blevet svigtet, men det er ikke nødvendigvis sandheden, men for det lille barn opleves det sådan.
Det er det der skal tilvejebringes og den oprindelige følelse, den man er så pokkers bange for, skal føles i sin oprindelige form. Det kan opleves som en "farlig" følelse, derfor beskytter det lille barn sig selv, (ikke bevidst, det sker bare) og opbygger en facade, nogen kalder det "det falske selv". Det er indlysende, at man forsvarer sig med næb og klør, for at undgå det autentiske og ægte selv.
Det kræver tålmodige terapeuter, for at hjælpe personen med forstyrrelsen.
Der er ikke noget der kan hjælpe de her mennesker. Reptilhjernen (tror jeg det hedder), er ikke stimuleret gennem spejling fra en primær omsorgsperson, så personen kan ikke tilknytte sig.
Der findes tre tilknytnignsforstyrrelser, og den ambivalens er den der giver størst risiko for psykiatriske forsttyrrelser senere. ... ..Ambivalens tilknytning kan ses, når barnet er omklarmende når omsorgspersonen går/vil gå, men når så omsorgspersonene kommer tilbage - så ignoerer barnet omsorgspersonen... Altså ambivalens ligger i, at barnet på den ene side vil have omsorg- når de ikke kan få det - og skubber den væk når de kan få det.
Det kan de godt, hvis patienten selv virkelig, virkelig gerne vil. Det kræver mod, men også en god intelligens eller fornuft. Terapeuten skal også være tålmodig, og kunne tåle frustrationer. Disse patienter har det med, at holde op, når der begynder at ske forandringer, når man nærmer sig kernen i problemet.
Det er meget dyrt, det er krævende og langvarigt. Det er krævende for både patienten og terapeuten.
De spejler sig i det de ser, og får de noget ud af det bliver de. Møder de modspil og krav forsvinder de. De er intrigante .
De har ikke noget såkaldt 'jeg' .
bipolar lidelse kan man heller ikke bekæmpe med intelligens og 'at ville '
Når jeg skriver, som jeg gør, handler det om personer der på trods af sit handicap, har klaret sig. Mange af dem endda med gode uddannelser.
Jeg synes du er meget bastand i dine betragtninger af disse forstyrrelser.
De kan faktisk behandles, men det kræver vedholdenhed.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du mener, at borderline ikke kan behandles.
Jeg forstår dig dog til en hvis grænse, man kan ikke opdrage hverken andre eller sig selv ud af tilstanden. De har "overlevet" på viljen til at ville.
Om de ikke har noget jeg, vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved.
Men spørgsmålet er, om deres egentlige jeg er sundt. Det kan man ikke vide, derfor kan det være en risikabel og langvarig affære, at gå i terapi. Der er ingen garanti for et godt resultat.
Hvad der skete dengang er at hun var inde hos psykiateren i fem minutter og kom ud igen med to forkerte diagnoser og nogle lykkepiller.
Det er jo lidt trist.
De to diagnoser var OCD og kronisk træthedssyndrom. Når jeg siger det er forkerte diagnoser, så er det fordi det virker ret klart at hun har borderline. Ud af 9 hovedsymptomer opregnet på wiki har hun helt tydeligt de 8. For OCD har hun 1 ud af 4 hovedsymptomer, og træthedssyndrom er bare helt til grin (hun er meget kreativ og maler sin vrede ud, er tit aktiv hele natten etc).
Hun er selv ret afklaret med at hun har borderline, det er ikke noget jeg har fundet på. Hun kan se sine egne reaktionsmønstre i tilbageblik. Der er altså ikke tale om at hun (som nogen skrev) ikke tør se sine problemer i øjnene.
Pillerne virker faktisk ret godt må jeg indrømme, hun og jeg har et meget nært forhold.
Hun skal nu i noget terapi som desværre er noget gratis miskmask så vidt jeg kan forstå. Hvad der er værre er at hendes sygdom gør at hun hader alle læger, og hun er indstillet på ikke at møde op til terapien. Det prøver jeg selvfølgelig på at lave om på.