Indstillinger
Mulig depression?
Hej
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte.
Jeg har det simpelthen så dårligt med mig selv.
Det kom alt sammen for alvor frem for ca. 1 år siden da jeg skulle på skiferie med min kærestes familie og nogle fra min familie, jeg var simpelthen i et ualmindeligt dårligt humør og ville ikke noget som helst, på trods af at jeg havde glædet mig i flere måneder til turen. Jeg kan ikke umiddelbart huske der skulle være de store udsving i mit humør inden denne tur, men pludselig var jeg bare sur over alt og jeg snerrede meget af folk på den tur selvom de jo ikke havde gjort noget.
Da vi kom hjem igen fortalte min kæreste mig at hun var tæt på at slå op med mig på turen og at det var den værste ferie hun nogensinde havde haft, men ikke gjorde det da hun regnede med det bare var en fase jeg skulle igennem.
Ligesiden det, er det bare gået helt ned af bakke. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt i butik og havde meget kontakt med andre mennesker, men jeg kunne godt mærke at der ikke skulle meget til før jeg decideret blev sur på kunderne hvis de var utilfredse, hvilket folk jo tit kan være i butikslivet.
Og når jeg kom hjem var jeg psykisk/fysisk udmattet og ville absolut ingenting, ikke engang så simple ting som at vaske tøj eller gøre rent har jeg haft overskud til.
Min kæreste var fantastisk i den periode, på trods af at hun havde travlt med sit arbejde og uddannelse som revisor, hvilket jo tager en del tid hver ugen grundet skole osv. hun lavede mad, gik tur med vores hund, tog selv på indkøb osv. Og der har da været perioder hvor jeg har følt overskud og glæde.
Jeg havde en kollega som på daværende tidspunkt lige var kommet tilbage fra en depression, og spurgte ham af hvordan man havde det, og begyndte at undersøge mulighederne for om jeg skulle være blevet ramt af en depression, og kunne læse mig frem til at motion var en god behandling til at blive glad igen, da jeg alligevel er en stor mand tænkte jeg at så kunne jeg slå 2 fluer med et smæk og begyndte også på en pulverkur samme tid, men kunne godt mærke at der var noget galt med mig, alt det jeg før syntes var sjovt og smagte godt, var bare blevet afløst af kedsommelighed.
Men da vi så tog på sommerferie med mine forældre og 3 søskende, skete der ligepludseligt noget igen, min lillebror, som jeg elsker overalt på jorden, sagde noget med at jeg var barnlig, og det tændte mig fuldstændig af, hold da kæft hvor blev jeg sur, jeg har haft det rigtig dårlig med det lige siden, specielt fordi jeg aldrig har været sur på ham og vi har altid joket med hinanden. Og da vi senere på aftenen havde aftalt vi skulle bowle og spille minigolf, satte jeg mig ud på toilettet og sad bare og kiggede ud i luften...
Efter den episode gik det op for mig jeg nok skulle søge hjælp, og min kæreste og jeg tog til min læge for at høre hvad der kunne være galt, og da jeg beskrev mit problem for hende, virkede det lidt som om hun var ligeglad og sagde hun ikke ville gøre noget ved det i første omgang men at vi skulle gå hjem og snakke tingene igennem og evt. se om vi kunne finde et problem i hverdagen der kunne være skyld i dette. Efter lidt snakken fandt vi ud af at det godt kunne være mit arbejde der var skyld i min situation, jeg prøvede at ændre nogle af mine vaner og se lidt lysere på tingene, men det havde den stik modsatte effekt af hvad jeg havde håbet, det endte med at jeg ligepludselig var ligeglad med mit arbejde og begyndte at komme for sent, hvilket jeg ellers førhen gik op i ikke at gøre uanset hvad...
Jeg besluttede mig derfor at sige op, på trods af at det jo ikke er nemt at finde et nyt arbejde, i starten var det meget rart at kunne stå op om morgenen og vide at jeg ikke skulle på arbejde og blive mere sur, men som tiden gik blev jeg bare mere og mere rastløs, og havde ikke så mange positive tanker, men der gik "kun" 3 uger før jeg fik et nyt arbejde som jeg indtil videre stadig syntes godt om.
Hvad jeg ikke vidste var dog at alt ville ramle for mig en måned efter jeg fik det nye arbejde. Min morfar fik konstateret kræft og lægerne kunne ikke sige hvornår han ville dø, ugen efter siger min kæreste så at hun havde gået i 4 mdr. og tænkt på at gå fra mig, 1 uge efter dette dør min morfar og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere da han er den første fra min familie der døde i mit voksne liv, dagen inden han skulle begraves smuttede min kæreste gennem 8 år, og nu står jeg ligepludselig tilbage uden noget som helst og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved de tanker jeg har i hovedet ikke kun er kærestesorger da jeg har haft dem længe, tanker som at selv påført smerte gør mig mere rolig, men der er mange gange jeg i bil har tænkt på at jeg bare kunne gasse op og køre ind i et træ så var det hele slut fordi det ville være nemmest. Jeg har dog ikke gjort det endnu da jeg kun er 23 og ved at jeg har hele livet foran mig, men jeg føler ikke endnu mindre lyst til at ville noget nu, hvor det eneste jeg komme hjem til er en tom lejlighed..
Mvh
Michael
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte.
Jeg har det simpelthen så dårligt med mig selv.
Det kom alt sammen for alvor frem for ca. 1 år siden da jeg skulle på skiferie med min kærestes familie og nogle fra min familie, jeg var simpelthen i et ualmindeligt dårligt humør og ville ikke noget som helst, på trods af at jeg havde glædet mig i flere måneder til turen. Jeg kan ikke umiddelbart huske der skulle være de store udsving i mit humør inden denne tur, men pludselig var jeg bare sur over alt og jeg snerrede meget af folk på den tur selvom de jo ikke havde gjort noget.
Da vi kom hjem igen fortalte min kæreste mig at hun var tæt på at slå op med mig på turen og at det var den værste ferie hun nogensinde havde haft, men ikke gjorde det da hun regnede med det bare var en fase jeg skulle igennem.
Ligesiden det, er det bare gået helt ned af bakke. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt i butik og havde meget kontakt med andre mennesker, men jeg kunne godt mærke at der ikke skulle meget til før jeg decideret blev sur på kunderne hvis de var utilfredse, hvilket folk jo tit kan være i butikslivet.
Og når jeg kom hjem var jeg psykisk/fysisk udmattet og ville absolut ingenting, ikke engang så simple ting som at vaske tøj eller gøre rent har jeg haft overskud til.
Min kæreste var fantastisk i den periode, på trods af at hun havde travlt med sit arbejde og uddannelse som revisor, hvilket jo tager en del tid hver ugen grundet skole osv. hun lavede mad, gik tur med vores hund, tog selv på indkøb osv. Og der har da været perioder hvor jeg har følt overskud og glæde.
Jeg havde en kollega som på daværende tidspunkt lige var kommet tilbage fra en depression, og spurgte ham af hvordan man havde det, og begyndte at undersøge mulighederne for om jeg skulle være blevet ramt af en depression, og kunne læse mig frem til at motion var en god behandling til at blive glad igen, da jeg alligevel er en stor mand tænkte jeg at så kunne jeg slå 2 fluer med et smæk og begyndte også på en pulverkur samme tid, men kunne godt mærke at der var noget galt med mig, alt det jeg før syntes var sjovt og smagte godt, var bare blevet afløst af kedsommelighed.
Men da vi så tog på sommerferie med mine forældre og 3 søskende, skete der ligepludseligt noget igen, min lillebror, som jeg elsker overalt på jorden, sagde noget med at jeg var barnlig, og det tændte mig fuldstændig af, hold da kæft hvor blev jeg sur, jeg har haft det rigtig dårlig med det lige siden, specielt fordi jeg aldrig har været sur på ham og vi har altid joket med hinanden. Og da vi senere på aftenen havde aftalt vi skulle bowle og spille minigolf, satte jeg mig ud på toilettet og sad bare og kiggede ud i luften...
Efter den episode gik det op for mig jeg nok skulle søge hjælp, og min kæreste og jeg tog til min læge for at høre hvad der kunne være galt, og da jeg beskrev mit problem for hende, virkede det lidt som om hun var ligeglad og sagde hun ikke ville gøre noget ved det i første omgang men at vi skulle gå hjem og snakke tingene igennem og evt. se om vi kunne finde et problem i hverdagen der kunne være skyld i dette. Efter lidt snakken fandt vi ud af at det godt kunne være mit arbejde der var skyld i min situation, jeg prøvede at ændre nogle af mine vaner og se lidt lysere på tingene, men det havde den stik modsatte effekt af hvad jeg havde håbet, det endte med at jeg ligepludselig var ligeglad med mit arbejde og begyndte at komme for sent, hvilket jeg ellers førhen gik op i ikke at gøre uanset hvad...
Jeg besluttede mig derfor at sige op, på trods af at det jo ikke er nemt at finde et nyt arbejde, i starten var det meget rart at kunne stå op om morgenen og vide at jeg ikke skulle på arbejde og blive mere sur, men som tiden gik blev jeg bare mere og mere rastløs, og havde ikke så mange positive tanker, men der gik "kun" 3 uger før jeg fik et nyt arbejde som jeg indtil videre stadig syntes godt om.
Hvad jeg ikke vidste var dog at alt ville ramle for mig en måned efter jeg fik det nye arbejde. Min morfar fik konstateret kræft og lægerne kunne ikke sige hvornår han ville dø, ugen efter siger min kæreste så at hun havde gået i 4 mdr. og tænkt på at gå fra mig, 1 uge efter dette dør min morfar og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere da han er den første fra min familie der døde i mit voksne liv, dagen inden han skulle begraves smuttede min kæreste gennem 8 år, og nu står jeg ligepludselig tilbage uden noget som helst og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved de tanker jeg har i hovedet ikke kun er kærestesorger da jeg har haft dem længe, tanker som at selv påført smerte gør mig mere rolig, men der er mange gange jeg i bil har tænkt på at jeg bare kunne gasse op og køre ind i et træ så var det hele slut fordi det ville være nemmest. Jeg har dog ikke gjort det endnu da jeg kun er 23 og ved at jeg har hele livet foran mig, men jeg føler ikke endnu mindre lyst til at ville noget nu, hvor det eneste jeg komme hjem til er en tom lejlighed..
Mvh
Michael
Kommentarer
Uh, det hele på en gang er svært at rumme, når du havde det dårligt i forvejen.
Når du taler med lægen er det sikkert en god idé også at se om du får vitaminer og mineraler nok.
Hvordan er dit blodsukker, nogen bliver tvære hvis der er for længe imellem måltiderne? Det kunne dog lyde lidt som om du bliver vred når du faktisk er ked af det.
Tag en snak med lægen, hvis du beder om en livsstils samtale – akut hvis muligt, er der bedre tid så du kan få ryddet lidt op i den store bunke, sammen kan I finde ud af hvad der er bedst for dig. God bedring Helle8
Hvis du ikke mener hun tager dig alvorlig, så find en anden læge.
Jeg har selv haft en læge som ikke tog mig alvorlig og mente at jeg bare skulle komme i gang med at arbejde igen osv osv. (efter jeg havde haft depression i 2 år, og fik antidepressiv medicin)
Jeg valgte med det samme en anden læge som tog mig alvorlig. Og som fik mig sendt til psykolog. Psykologen sendte mig efter 10 samtaler videre til en psykiater.
Hvis din læge henviser dig til psykolog/psykiater, så skal du ikke selv betale for det.
Jeg har ondt af dig og du fortjener at få det bedre end du har det nu.
Jeg har selv fået antidepressivt medicin i 5 år og mit humør kører stadig op og ned. Lige pt har jeg en nede periode, men jeg ved jo at jeg kan få det godt igen.
Håber det bedste for dig.
Hvis det er lettere for dig, at have kvalme, end at vise andre du er nede, så tror jeg det. Er du i tvivl kan du tage en test inden du går til lægen. Mvh. Helle8