hvordan skal jeg få det sagt? jeg er så håbløst deprimeret.

Pernille1995

Jeg står pt. i en situation hvor jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre. Jeg tror jeg har været deprimeret i snart halvandet år, men jeg ved ikke hvordan jeg skal tage det op med min læge, jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle mine forældre det eller hvordan mine veninder vil reagere. Det er som om jeg ikke kan overskue de konsekvenser der hører med når jeg skal gå fra at være deprimeret til at blive rask.

Jeg er 16 år gammel og går i 10. klasse. Jeg ved at min læge har tavshedspligt og ikke må fortælle de ting som vi snakker om til mine forældre. Jeg kan på ingen måde forestille mig at snakke med mine forældre om hvordan jeg har det, så jeg bliver vel nødt til at kontakte min læge. Jeg har ikke grædt foran nogle mennesker siden jeg var 8-10 år gammel, og hvis jeg skal fortælle nogen om min situation så vil jeg bryde sammen i gråd, og det er jeg rigtig bange for + der er en chance for at han kan afvise mig og sige til mig at jeg bare piver. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil bare så gerne ud af den her depression.

Det startede egentlig med at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg lukkede mig selv inde i 2-3 måneder fordi jeg følte mit liv først ville gå igang når jeg havde tabt mig nok. Jeg blev meget tynd, men jeg fik ikke anoreksi. Da jeg så ikke kunne mere og kom til at spise alt for meget nogle dage, begyndte jeg at blive deprimeret og min selvtillid var lig med nul, og det er den også idag. Nu spiser jeg normalt men har noglegange tendenser til at kaste op efter jeg har spist - det er dog ikke så tit. Jeg havde ikke noget socialt samvær i 4 måneder fordi min bedste veninde som er som en søster for mig flyttede til udlandet og jeg isolerede mig bare fra mine andre veninder. Jeg kunne ikke komme op i skole, jeg kunne ikke være sammen med mine veninder, lave mine lektier eller snakke med mine forældre eller søskende. Det har altid været så tydeligt, men der er aldrig nogen som har skænket mig en tanke om jeg der egentlig var noget galt med mig. Jeg tror jeg er en af de unge som er bukket under med presset fra medierne. Mine venner og veninder har altid været de rige og smukke, og jeg begyndte at føle at jeg ikke var på højde med dem. Jeg plejede ellers at have en god selvtillid, nu skærer jeg i mig selv. Noglegange nå jeg begynder at græde gør det også så ondt psykisk at jeg føler at der ikke er nogen anden vej end at tage mit eget liv. Jeg har aldrig været tæt på at begå selvmord, men jeg har tænkt på det og følt at det var det rigtige at gøre. Jeg føler mig både tom og grå og kan ikke finde nogen glæde ved nogen som helst ting. Jeg elsker ikke noget, jeg elsker ikke nogen. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal forklare det.

Jeg bliver så let ked af det, men jeg udtrykker mig i vrede. De mindste ting kan virkelig få mig helt ned, det kommer an på hvilket humør jeg er i. På en dårlig dag kan jeg tage helt latterlige små ting så ondt til mig at jeg ikke kan andet end at ligge i min seng resten af dagen. Andre dage har jeg det måske meget fint, men så går det også ned for mig dagen efter.

Jeg har en følelse af at jeg lever et dobbeltmoralsk liv og at jeg ikke er værdig nok til at befinde mig et sted på jorden. Jeg føler at der er så mange andre mennesker som burde leve mit liv og have de muligheder som jeg har, nogen som fortjener det mere end jeg selv gør. Jeg føler også at folk kigger på mit liv og tænker "bare det var mig" men egentlig er det noget rod og det er kun fordi jeg er dårlig til at sætte pris på de ting som jeg har. jeg burde være glad, men det er jeg ikke.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke hvordan jeg skal komme væk. Jeg har lyst til at løbe ud af min egen krop fordi jeg ikke magter nogen ting, men det kan jeg ikke. jeg føler mig fanget og jeg har intet overskud til at gøre noget ved det. hvad skal jeg gøre?...... hjælp

spider68

Hej pernille, du er ikke alene at have det sådan, jeg har selv haft det som dig og andre ikke ligger mærke til dig. men du bare er en selvføllige, men prøv en dag at blive væk fra måltiderne og gøre lidt oprør ved at komme på den tid hvor du har lyst til at spise, og ikke når familien sidder der hvis de aligevel ikke ser dig eller høre dig. så går det op for dem at de ikke ser og høre dig, men bare tror at du er en selfølige, og lyt til hvad din krop har brug for, at hvile, og være vred, at ligge og finde trøst under dynen, sengen er god når man er trist, den kan tage de grimme tanker væk, har du brug for at få en kugle dyne at blive tryg med, den kan du søge om at få. , men du må gå til lægen og brug det du har skrevet her inde, og giv brevet til din læge, og bed om en henvisning til en psykriatre. eller distrekt psykiatrisk team eller hvad i har i nærheden. jeg er ikke sikker på det kun er depresion du har, for du har traumer op gennem livet, og det lyder som du også har andre ting ud over en depression, så det er bedst du får hjælp hos en psykriatre. hvis du har det meget dårligt lige nu synes jeg ikke du skal vente på en henvisning men gå udenom og henvende dig til vagtlægen eller ringe direkte til psykiatrisk skadestue, og få hjælp lige med det samme. der er nogle der kan hjælpe dig vidre så du får hurtigt hjælp. husk du er en unik person. og du også er elsket. men de mennesker du er sammen med har selv svært ved at vise de elsker dig, så du nu tror du ikke er elsket, så hele din familie har brug for hjælp til at lære at elske hinanden. du elsker også, det er derfor du kan mærke din fusteration, det ville du ikke kunne føle hvis du ikke elskede. men du har brug for hjælp til at turde mærke det, og komme af med din sorg der sidder i dit hjerte, du elsker dine forældre meget derfor du ikke kan tale med dem og er bange for at græde mens de ser det. du er bange de også græder, og de endelig giver dig den klem du længes så meget efter. jeg håber du en dag får mulighed for at give dem en klem , der forløser dig dit savn. håber du får det godt igen. og lære at stå ved din egen værdi hvis det kan hjælpe dig kan en præst også hjælpe dig i sorgens stund, og med nogle af de spørgsmål du har til livet. man behøver ikke være meget troende for at få hjælp af en præst, de er som psykologer og har også tavshedspligt. i nøden kan det være en god hjælp. syghuse har også kontakt til præste, håber snart du får hjælp. og tør ringe efter hjælp. god bedring

Helle8

Hej

Det lyder også i mine ører til at du har oplevet noget som du har brug for at få bearbejdet professionelt, hurtigst muligt.
Normalt er en spiseforstyrrelse ikke noget der kun varer et stykke tid, uden hjælp til at blive rask. Tag en snak med Landsforeningen for spiseforstyrrelse og selvskade.
Du kan lave en selvtest om depression eller ej her på nettet, se hvilket resultat den giver og tag evt. det med lægen.
Du er meget velformuleret og virker som en fornuftig ung pige.
God bedring Helle8