Autofobi - Min historie.
Hej alle sammen. 
Jeg vil gerne fortælle jer om min kamp med panikangsten. Jeg har haft panikangst i ca. 11 år nu, det begyndte da jeg var 3 år gammel. Grunden til jeg fik angst, har jeg fundet ud af v.h.a psykolog hjælp igennem 7 år i alt. Jeg gik til en normal psykolog i 5 år og hypnose i 2 år. Det har hjulpet! Min angst hedder autofobi (angsten for at være alene), min angst var dog mere speciel, jeg kunne ikke være alene sammen med mine venner, der SKULLE være en voksen! D.v.s intet socialliv i det meste af mit liv. Det hele begyndte med at jeg som 3 årig vågnede op klokken 8 om morgnen, jeg havde været syg med høj feber og havde først sovet ved en sekstiden, min mor skulle aflevere min søster i skole, så hun lod mig blive alene hjemme, fordi hun ikke havde regnet med, at jeg ville vågne de fem minutter hun var væk. Men jeg vågnede. Jeg havde haft mareridt og ville råbe på min mor fordi jeg var bange, men hun var der ikke - jeg kan endda huske mit mareridt ganske tydeligt - . Jeg løb rundt i huset efter hende, men væk var hun. Jeg løb ned i den frygtede kælder for måske var hun dernede, men nej. Jeg begyndte at skrige og skrige , også fandt jeg min fars jakkesæt, i troen om at det var min far der stod der løb jeg over til ''ham'' for at kramme ham, men eftersom det bare var stof brød panikken ud. Min mor kom hjem tre minutter efter hvor jeg skreg og skælvede. Siden den dag har jeg haft panikangst. Mange år efter vidste vi ikke jeg havde angst, jeg kunne bare mærke en susen i hele kroppen hver gang jeg ikke vidste hvor mine forældre var henne og en panik der skyllede ind over mig, heldigvis fandt jeg dem hver gang, men det blev hurtig en vane at løbe rundt efter dem. I børnehaven skulle jeg også altid sørge for at der var voksne omkring mig, det samme i de mindre klasser i folkeskolen. På et tidspunkt i 3. klasse fandt vi ud af, at jeg havde angst efter jeg havde fået et angstanfald ovre i skolen. I tre år havde jeg selvmordstanker p.g.a min angst der blev værre og værre, og at der kom panikanfald oftere og oftere. Mine forældre trådte til og jeg begyndte til psykolog. Det gik fint, og min angst gik væk efter et halvt år. Den var væk i to uger, og kom derefter desværre tilbage med tredobbelt effekt. Der var op- og nedture i angsten, og i en af de slemme perioder var jeg så tæt på selvmord at jeg var ved at drukne mig selv. Heldigvis kom jeg på bedre tanker da jeg havde hovedet nede i vandet. Jeg var overbevist om at det var MIN skyld med min angst, og at jeg var sær og anderledes, ikke lige noget en hormonforstyrret 6. klasse har lyst til at have i hovedet. En dag valgte jeg at fortælle min klasse at jeg havde angst, det hjalp!! Den byrde jeg havde på min skulder om at jeg var sær og anderledes blev pludselig lettere, det var også lettere hos psykologen nu! Pludselig kunne jeg gøre ting, jeg ikke kunne drømme om før i tiden. Da jeg følte jeg var færdig hos min ''normale'' psykolog, prøvede jeg hypnose. Det hjalp markant! Efter to år med hypnose var det væk, det gik langsomt men det gik væk. Jeg stoppede hos min hypnose, da det gik rigtig godt, fordi jeg følte mig klar til at prøve selv. Nu kan jeg være alene hjemme og gøre næsten alle de ting jeg har drømt om hele mit liv. Jeg mangler desværre to ting endnu; 1. At være på landet. 2. At være alene hjemme om aftnen. Jeg har tænkt mig at begynde til psykolog igen for at få det overstået helt. Min konklusion på angst må være at der er en grundangst, og under grundangsten kommer der en masse forskellige angst under, i mit tilfælde autofobi, klaustrofobi og at være indelukket. Min grundangst er kaos. Dette har jeg ikke nævnt i denne lange historie - thumbs up hvis i har læst den hele! - fordi jeg først har fundet ud af det nu. Mit råd til Jer der lider af panikangst er, at I skal tro på det! Det går væk ligemeget hvor forfærdeligt I har det. Nu tænker i sikkert ''Pfh! Det er intet i forhold til mit!'' men tro mig, det er det. Det er svært at skrive så mange følelser ned på 5000 ord, især når de har raset inde i én i elleve år, og at der stadig er små rester tilbage af det. Jeg ønsker Jer et fantastisk angstfrit liv, fordi mit har ALDRIG været bedre! I skal ikke lade Jer slå ned af få tilbagefald, det går væk. Det lover jeg. Mange tak for Jeres opmærksomhed, jeg vil ikke holde Jer længere.
Knus mig.
Jeg vil gerne fortælle jer om min kamp med panikangsten. Jeg har haft panikangst i ca. 11 år nu, det begyndte da jeg var 3 år gammel. Grunden til jeg fik angst, har jeg fundet ud af v.h.a psykolog hjælp igennem 7 år i alt. Jeg gik til en normal psykolog i 5 år og hypnose i 2 år. Det har hjulpet! Min angst hedder autofobi (angsten for at være alene), min angst var dog mere speciel, jeg kunne ikke være alene sammen med mine venner, der SKULLE være en voksen! D.v.s intet socialliv i det meste af mit liv. Det hele begyndte med at jeg som 3 årig vågnede op klokken 8 om morgnen, jeg havde været syg med høj feber og havde først sovet ved en sekstiden, min mor skulle aflevere min søster i skole, så hun lod mig blive alene hjemme, fordi hun ikke havde regnet med, at jeg ville vågne de fem minutter hun var væk. Men jeg vågnede. Jeg havde haft mareridt og ville råbe på min mor fordi jeg var bange, men hun var der ikke - jeg kan endda huske mit mareridt ganske tydeligt - . Jeg løb rundt i huset efter hende, men væk var hun. Jeg løb ned i den frygtede kælder for måske var hun dernede, men nej. Jeg begyndte at skrige og skrige , også fandt jeg min fars jakkesæt, i troen om at det var min far der stod der løb jeg over til ''ham'' for at kramme ham, men eftersom det bare var stof brød panikken ud. Min mor kom hjem tre minutter efter hvor jeg skreg og skælvede. Siden den dag har jeg haft panikangst. Mange år efter vidste vi ikke jeg havde angst, jeg kunne bare mærke en susen i hele kroppen hver gang jeg ikke vidste hvor mine forældre var henne og en panik der skyllede ind over mig, heldigvis fandt jeg dem hver gang, men det blev hurtig en vane at løbe rundt efter dem. I børnehaven skulle jeg også altid sørge for at der var voksne omkring mig, det samme i de mindre klasser i folkeskolen. På et tidspunkt i 3. klasse fandt vi ud af, at jeg havde angst efter jeg havde fået et angstanfald ovre i skolen. I tre år havde jeg selvmordstanker p.g.a min angst der blev værre og værre, og at der kom panikanfald oftere og oftere. Mine forældre trådte til og jeg begyndte til psykolog. Det gik fint, og min angst gik væk efter et halvt år. Den var væk i to uger, og kom derefter desværre tilbage med tredobbelt effekt. Der var op- og nedture i angsten, og i en af de slemme perioder var jeg så tæt på selvmord at jeg var ved at drukne mig selv. Heldigvis kom jeg på bedre tanker da jeg havde hovedet nede i vandet. Jeg var overbevist om at det var MIN skyld med min angst, og at jeg var sær og anderledes, ikke lige noget en hormonforstyrret 6. klasse har lyst til at have i hovedet. En dag valgte jeg at fortælle min klasse at jeg havde angst, det hjalp!! Den byrde jeg havde på min skulder om at jeg var sær og anderledes blev pludselig lettere, det var også lettere hos psykologen nu! Pludselig kunne jeg gøre ting, jeg ikke kunne drømme om før i tiden. Da jeg følte jeg var færdig hos min ''normale'' psykolog, prøvede jeg hypnose. Det hjalp markant! Efter to år med hypnose var det væk, det gik langsomt men det gik væk. Jeg stoppede hos min hypnose, da det gik rigtig godt, fordi jeg følte mig klar til at prøve selv. Nu kan jeg være alene hjemme og gøre næsten alle de ting jeg har drømt om hele mit liv. Jeg mangler desværre to ting endnu; 1. At være på landet. 2. At være alene hjemme om aftnen. Jeg har tænkt mig at begynde til psykolog igen for at få det overstået helt. Min konklusion på angst må være at der er en grundangst, og under grundangsten kommer der en masse forskellige angst under, i mit tilfælde autofobi, klaustrofobi og at være indelukket. Min grundangst er kaos. Dette har jeg ikke nævnt i denne lange historie - thumbs up hvis i har læst den hele! - fordi jeg først har fundet ud af det nu. Mit råd til Jer der lider af panikangst er, at I skal tro på det! Det går væk ligemeget hvor forfærdeligt I har det. Nu tænker i sikkert ''Pfh! Det er intet i forhold til mit!'' men tro mig, det er det. Det er svært at skrive så mange følelser ned på 5000 ord, især når de har raset inde i én i elleve år, og at der stadig er små rester tilbage af det. Jeg ønsker Jer et fantastisk angstfrit liv, fordi mit har ALDRIG været bedre! I skal ikke lade Jer slå ned af få tilbagefald, det går væk. Det lover jeg. Mange tak for Jeres opmærksomhed, jeg vil ikke holde Jer længere.
Knus mig.
