Depression eller ej..?

TheGirl29

Hej dig!

Jeg har i over et år haft det skide dårligt.. Jeg har mistet livslysten og flere gange tænkt på selvmord.. Jeg har meget lidt selvværd og kan overhovedet ikke se at der skulle være håb for fremtiden. Jeg føler, at jeg bare giver problemer for andre, mere end jeg kan gøre gavn. Jeg har før cuttet, men prøvede at stoppe, da jeg kom på efterskole i august. Det var rigtig svært, og jeg har ikke kunnet lade være med det, så har gjort det tre gange siden. På efterskolen snakker jeg med en voksen, som har snakket med andre unge før, om det. Jeg føler ikke, det har rykket mig så meget. Jeg er bare psykisk træt og orker virkelig ingenting overhovedet! Det er noget lort alt sammen.
Når jeg er sammen med andre, prøver jeg lave en facade, så andre ikke skal se det. Jeg synes, det er pinligt, jeg har det sådan. Ved det er min egen skyld, derfor vil jeg helst skjule det, men vil bare gerne have det overstået på en eller anden måde også. Enten via selvmord eller også sådan rigtigt ud af det. Kan bare ikke se noget håb, derfor falder jeg tilbage, hvor jeg var først.
Det irriterer mig de få af mine venner, der ved det, ikke indser det. At der ikke er noget håb, og de ikke bare er ligeglad med mig. Det er så svært at forstå, når de siger, de holder af mig. Det virker som noget man håber på, men ved aldrig sker. Det meste af tiden, har jeg bare lyst til at være alene eller gemme mig under dynen - væk fra verden og være i min egen tankegang, hvor jeg ikke skal tage stilling til noget og træffe valg. Men det giver ikke ro.
Jeg er virkelig træt af det og har ærligtalt ikke lyst til livet. Nogle dage er som om, jeg ikke kan føle, at jeg bare er ligeglad og intet har betydning. Når jeg snakker med andre, og de siger noget positivt f.eks. om mig, føler jeg ikke noget. Jeg får det bare dårligt med, at jeg ikke kan sådan "mærke " det og være oprigtig taknemmelig og tage imod det. Det er lige som at skulle prøve at vise, at man tror på noget, man ved er løgn.

Jeg tror virkelig, at der skal meget til før, jeg får det rigtigt godt. Det er svært at se lyset, men noget i mig vil ikke give helt op. Det er derfor, jeg ikke har begået selvmord endnu, men taget kontakt her og til den voksne, jeg snakker med, som har foreslået to gange, at begynde hos en terapeut. Mine forældre ved godt jeg snakker med hende, og at jeg har cuttet.. De ved ikke at jeg har det så dårligt, og jeg vil helst ikke have, at de skal vide, hvis jeg skal til læge og få tjekket.

Er også begyndt at spise mere. Mest usundt.. Det er irriterende, for vil ikke tage på, men kan ikke lade være med at spise. Jeg har ikke lyst til at spise, man kan ikke lade være. Det er som om, jeg er afhængig. Jeg har taget nogle depressionstester på nettet (bl.a. her) De sagde, jeg godt kunne have en svært depression. Ved godt, man ikke kan stole på dem.

På forhånd tak!

spider68

Hej thegirl du skal snarest mulig kontakte din læge og blive henvist til en psykriatre. i evt distrek psykriatrisk team , med behandlere, det er sysikringen der betaler. og du kan få det hjælp der er nødvendigt. med evt lidt medicin så din depression bliver mindre. med åbenhed kommer du længst ikke ved at skjule dig bag en fasade, men dine nære venner mener det godt for dig, men de er ikke voksene og kan ikke bære den tunge byrde du bære på. så risikere de også at ryge ned psykisk. derfor kan de ikke støtte dig fuld ud. selv om de gerne ville være der for dig. så de er de voksene du skal søge hjælp hos. så ofte du kan. og få lægen til at lave en speciel aftale med din efter skole at du får lov at ligge under dynen. mere ro, og ikke skal forpligte dig for meget for det kan du ikke når du har en deperession. der er voksene og andre i samme situation der vil forstå din sition, og du har ikke kunnet stole på din verden, og du tror ikke med dit hjerte mere, men en dag vil du igen komme til at mærke og møde rare mennesker der vil dig godt, du har allerede mødt nogle på efterskolen, prøv om du kan holde forbindelsen vedlige med dem, når efterskolen slutter, og du vil lære nye søde mennesker at kende. engang du tør at åbne dit hjerte og lukke andre ind igen vil du se og mærke glæden igen, vi skal hoppe ud i at turde gøre det vi ikke tør, så kan der ske mirakler. og andre vil se os . og tale til os, og vi bliver ikke bare overset. vi er vokset op med at tro at andre skal opdage os som venner. men hvis ikke vi selv gør noget eller siger noget kan vi vente til evig tid uden der sker noget. eller nogen opdager at vi savner deres selvskab. det er vi også nød til selv at sige, for at andre ved det. for det vi tror at andre kan se hvad du og jeg har brug for. men det er ikke altid tilfællet, så mennesker er desværre ikke tankelæsere. verden ville være meget nemmere hvis vi var. så søg hjælp. og prøv at bruge dine venner , og turde stole på dem. og se på deres ansigt mens de siger rare ord til dig smiler deres øjne er det sande ord, det er vores øjne der afsløre om det er sandt eller falsk, så lær dig at se på mennesker om det er sandt. du kan ikke mærke nu, da du er i sorg og trist, har du noget musicure musik du kan spille det kan hjælpe dig. spil det mens du er på efterskolen det er helbredene musik. god bedring.

muggler1

Hej TheGirl29

Jeg vil give spider ret, synes også at du skal søge læge her efter nytår.
Du skal bare fortælle han/hende hvordan det er du går og har det, ikke noget med at "dække" over noget af de tanker du går med.
Derefter beslutter lægen og du skal til psykolog eller psykiater, som kan hjælpe dig igennem det, for tro mig du kan sagtens få det godt igen, det kommer nok til at tag lidt tid, men det er det hele værd..

Med hensyn til vennerne der ikke helt forstår dig, er det nok ja fordi de er for unge, men også fordi at de ikke har prøvet og havde det sådan. Så de har ingen ide om hvad de kan sige for at gøre dig glad, andet end at sige at de holder af dig.. og det er dejligt at vide det, selvom du føler de ikke rigtig kan hjælpe dig.

Nu ved jeg ikke hvordan dit forhold er til dine forældre, men ville forstå dig at du satte dig ned og snakkede med dem omkring hvordan du har det, så de også kan hjælpe dig og forstå hvordan det er du har det.
Det er hårdt at tag "happy-face" masken på hver gang man er sammen med nogen, og lader som om det hele er okay, også bla. derfor jeg synes du skal søge hjælp..

Håber du går til lægen, og at du får det bedre snarest muligt