Indstillinger
Jeg savner min bror...
Hej
Jeg er en pige på 21. Jeg har haft en depression i to år, og den er langsomt ved at forsvinde. Jeg havde et skænderi med min bror(1) og hans kæreste i september(det skal måske siges at de fik deres første barn i juli) - et par dage efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk hospital for anden gang. og siden da har jeg næsten dagligt været ked af det - fordi jeg savner min bror, og han vil ikke snakke med mig.
Skænderiet startede med at jeg blev skuffet over min bror, fordi jeg havde taget en gave med til ham og hans kæreste, som blev meget groft afvist. Jeg forsøgte først subtilt at gøre ham opmærksom på at det havde såret mig, da det ikke virkede, så lidt tydeligere, og lidt tydeligere; men det var som om han ikke ville se det. Da jeg var på vej hjem skrev jeg så en besked til ham, og endelig forstod han at jeg var blevet såret - men han kunne ikke se hvorfor. Så blandede hans kæreste sig, men en besked som slog benene væk under mig; hun skrev at jeg skulle opføre mig ordentligt eller holde mig væk; og lavede referencer til episoder hvor jeg havde været ked af det pga min depression, og sagde at jeg havde skabt mig; og at jeg ikke skulle kontakte dem med mindre jeg havde noget positivt at sige. (jeg var sikker på at hun vidste hvad det vil sige at have en depression, da et familiemedlem meget tæt på hende lider af kronisk depression)
Min anden bror(2) skrev så en besked til kæresten, og bad hende huske på at jeg har en svær depression, en anden gang hun fandt på at skrive sådan til mig.
Efter den besked sagde de at at de ikke ønskede at have noget med min anden bror(2) at gøre, og hvis det ikke blev accepteret ville de ikke have noget med resten af min familie at gøre.
Min bror(1) blandede så mine forældre ind i det hele, og snakkede overhovedet ikke med mig under hele episoden, jeg fik kun det ene læs lort i hovedet efter det andet af hans kæreste - jeg forsøgte selvfølgelig at forsvare mig selv, og det tog hun tilsyneladende ilde op. Det var meget hårdt, og jeg græd nærmest uafbrudt i den uges tid hvor det stod på.
min bror kom med bemærkninger til min mor om, at jeg ikke skulle have været udskrevet fra hospitalet og at jeg desuden ikke skulle kontakte dem igen.
Jeg har virkelig forsøgt ikke at kontakte dem, men jeg vil jo geren snakke med min bror(1) om det - det har jeg endnu ikke fået chancen for. og det hænder da at jeg kommer til at skrive en besked til ham når jeg er allermest ked af det, for at høre om jeg må få lov at tale med ham, men han svarer ikke..
Jeg savner ham rigtig meget - især her op til jul.
Det føles som om han er det eneste der står mellem mig og friheden fra depressionen. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. plz hjælp mig!
Jeg er en pige på 21. Jeg har haft en depression i to år, og den er langsomt ved at forsvinde. Jeg havde et skænderi med min bror(1) og hans kæreste i september(det skal måske siges at de fik deres første barn i juli) - et par dage efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk hospital for anden gang. og siden da har jeg næsten dagligt været ked af det - fordi jeg savner min bror, og han vil ikke snakke med mig.
Skænderiet startede med at jeg blev skuffet over min bror, fordi jeg havde taget en gave med til ham og hans kæreste, som blev meget groft afvist. Jeg forsøgte først subtilt at gøre ham opmærksom på at det havde såret mig, da det ikke virkede, så lidt tydeligere, og lidt tydeligere; men det var som om han ikke ville se det. Da jeg var på vej hjem skrev jeg så en besked til ham, og endelig forstod han at jeg var blevet såret - men han kunne ikke se hvorfor. Så blandede hans kæreste sig, men en besked som slog benene væk under mig; hun skrev at jeg skulle opføre mig ordentligt eller holde mig væk; og lavede referencer til episoder hvor jeg havde været ked af det pga min depression, og sagde at jeg havde skabt mig; og at jeg ikke skulle kontakte dem med mindre jeg havde noget positivt at sige. (jeg var sikker på at hun vidste hvad det vil sige at have en depression, da et familiemedlem meget tæt på hende lider af kronisk depression)
Min anden bror(2) skrev så en besked til kæresten, og bad hende huske på at jeg har en svær depression, en anden gang hun fandt på at skrive sådan til mig.
Efter den besked sagde de at at de ikke ønskede at have noget med min anden bror(2) at gøre, og hvis det ikke blev accepteret ville de ikke have noget med resten af min familie at gøre.
Min bror(1) blandede så mine forældre ind i det hele, og snakkede overhovedet ikke med mig under hele episoden, jeg fik kun det ene læs lort i hovedet efter det andet af hans kæreste - jeg forsøgte selvfølgelig at forsvare mig selv, og det tog hun tilsyneladende ilde op. Det var meget hårdt, og jeg græd nærmest uafbrudt i den uges tid hvor det stod på.
min bror kom med bemærkninger til min mor om, at jeg ikke skulle have været udskrevet fra hospitalet og at jeg desuden ikke skulle kontakte dem igen.
Jeg har virkelig forsøgt ikke at kontakte dem, men jeg vil jo geren snakke med min bror(1) om det - det har jeg endnu ikke fået chancen for. og det hænder da at jeg kommer til at skrive en besked til ham når jeg er allermest ked af det, for at høre om jeg må få lov at tale med ham, men han svarer ikke..
Jeg savner ham rigtig meget - især her op til jul.
Det føles som om han er det eneste der står mellem mig og friheden fra depressionen. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. plz hjælp mig!
Kommentarer
Dine forældre er også blevet blandet ind i det – muligvis med trusler om ikke at måtte se deres barnebarn? Hvordan stiller de sig så i forhold til dig?
Jeg vil egentlig foreslå dig, at du sætter dig sammen med din bror(2) og dine forældre, og får talt tingene igennem, så I i det mindste ved, hvor I har hinanden, og afhængigt af den snak, kan det så godt være, du må indstille dig på, at din bror(1) og hans kæreste ikke mere skal være en del af dig og dit liv. Det gør dig naturligvis ked af det, men alt andet lige, så er en afklaring alligevel det bedste, også selv om afklaringen ikke altid er til ens fordel.
Måske dine forældre – eller måske din bror (2) så kan prøve, om det er muligt med en fortrolig snak med din bror(1) – hvor din svigerinde altså ikke er til stede, og så prøve at finde ind til kernen i dette fjendskab. Det kan nemlig være, at det handler om noget helt andet, end du går og tror.
Det må jo også være vanskeligt for dine forældre, der måske gerne vil se alle sine børn ind i mellem, så derfor er der al mulig grund til, at I prøver at finde en løsning.
Ja, jeg ved ikke, om det her er nogen hjælp, da netop familiestridigheder ofte har så mange vinkler og facetter, at det kan vanskeligt at komme med bud og ideer.
Uanset om han er blevet far og det hele er nyt for dem så lukker man ikke sin familie ude, det er der hvor man mest har brug for sin familie og deres støtte, så det med at han skal vænne sig til faderrollen holder ikke.
Lad vær med at kontakte ham, det kan være han kommer til sund fornuftig når ingen af hans familie kontakter ham, han kommer til at savne jer på et tidspunkt når han ser hvordan hans kæreste har det godt med sin familie så søger han selv kontakten til jer og vil have jer ind i hans liv.
Din familie kan hjælpe dig med at komme over din depression, du virker som du har et godt forhold til din bror 2 så søg støtte hos ham når du har brug for det.
Jeg tænker, at det måske kan hjælpe dig, hvis du prøver at skille din depression lidt ad.
Det med din familie er en byrde som ville påvirke enhver rigtig meget, og derfor er det en anden slags depressivitet end den depressive tilstand der har haft greb om dig i 2 år. Det vil sige, at det at du er ked af det her med din bror ikke som sådan er en del af depressionen.
Få talt med dine forældre og din bror2 om situationen. Jeg tror, at det vil være rigtig godt at få sat ord på tingene.
Og har du ikke en psykolog du kommer hos??? Hvis ikke så skal du altså blive henvist til psykolog. Du må kunne få en gennem psykiatrien så det er gratis for dig.
Forsøg IKKE at kontakte din bror en periode. Jeg vil faktisk foreslå dig, at du sletter han telefonnummer, så det ikke bare lige er at lave 2 tryk på mobilen for at sende sms'er afsted.
Det er nok især rigtig uhensigtsmæssigt at det lige er når du har det værst du kontakter ham. Ja, du er desperat, men i en så anspændt situation er desperation ikke vejen til kommunikation.
Jeg syntes, at du i stedet skal oprette en mappe på din computer eller købe et skrivehæfte og begynde at skrive når du har det skidt. Så i stedet for at skrive noget som du SENDER til din bror, så skriver du det, og gemmer det i skuffen eller på computeren.
Er trangen til at sende noget til ham for stærk til umiddelbart at kunne klare ikke at måtte skrive til ham, så må du aftale med dig selv, at du fra nu af ikke må sende noget til ham som du har skrevet samme dag. Det vil sige, at når du har behov for at skrive til ham med det for øje, at det skal sendes til ham, så skriver du det ned, gemmer det og kigger på det igen dagen efter. Dagen efter kan du så beslutte, om du nu virkelig også absolut må og skal sende det, eller om du kan nøjes med at sende det i tankerne.
Du kan så skrive et kort brev til ham engang i januar (selvom det føles som om meget lang tid) og fortælle, at du savnede ham i julen, at du håber at den lille har det godt, fortælle om juleaften og skrive "Jeg håber, at det går godt med..." (fx. hans arbejde, sport og hvad ved jeg).
Lad være med at presse på for at I skal mødes, lad være med at skrive "skal vi ikke snart mødes" eller "skal vi mødes på det og det tidspunkt", men skriv at du glæder dig til at se ham og den lille igen.
Lad være at gå alt for meget ind i følelser. Det er igen det jeg skrev ovenover med at jeg mener, at desperation ikke er så godt (eller rettere sagt: er rigtig dårligt) at inddrage når man skal forsøge at gennemgå en meget spændt situation og genopbygge relationen. Man må nærme sig hinanden meget, meget forsigtigt, ikke berøre krisen alt for meget - man kan tale om det på et senere tidspunkt når relationen igen er ved at være god.
Jeg håber at du går hos en psykolog. Du kan tage brevet med til psykologen så I kan tale om det før du sender det.
Det er helt okay at du savner ham og er hamrende ked af det her, du skal bare prøve at fokusere på at få det godt på de øvrige sider af dit liv.
Bekæmp depressionen.
Til det kan jeg tilføje, at hvis du ikke har fokus på det, så bør du måske dykke ned i de lidt alternative sider af behandling/forebyggelse af depression. Det er meget vigtigt at du får nok vitaminer, mineraler m.m., for de har en stor betydning for hjernen.
Jeg er selv bipolar med størst tendens til depression, og jeg tager fiskeolie, d-vitamin (2-3 Unikalk Forte om dagen), b-vitamin og multi-vitamintablet hver dag ved siden af min medicin. Som en anden nævner kan det også være en god idé at sidde tæt på en lysterapilampe mindst 1 time om dagen og sund kost og stabile måltider (og dermed stabilt blodsukker) og motion er og bliver altså også vigtigt i forbindelse med depression.
Det var mine tanker om situationen
@ Nada28
Han er 26, og nok lidt til den stædige side; tror desværre ikke han lige kommer til fornuft - når først han har sat sig noget for, så holder han fast i det (selvom han måske egentlig godt ved at det er forkert)
@ spider68
Du har sikket ret i at han (og hun) prøver at beskytte sin familie, men det er bare som om det kun er mig og min familie der bliver skubbet væk. De har endnu ikke været på besøg ved mine forældre siden de fik barn, selvom de op til flere gange har besøgt hendes venner og familie.
Btw. Så var gaven noget som de havde efterlyst. Og jeg har givet barnet gaver - endda nogle gaver som jeg har lagt rigtig meget energi i, måske endda mere end jeg havde på det tidspunkt. Desværre bliver der nok ikke nogen barnedåb, de har (hun har) fået en ide om at de er buddhister eller what ever.
+ det er nok desværre ikke så mange positive tanker jeg sender i deres retning.
@ anna84
Jeg har talt med mine forældre, og min bror(2) om det, og vi virker meget enige om at de er gået over grænsen, og vi kan ikke helt se hvordan det skal blive som det engang var mellem os.
Jeg går ikke ved en psykolog; jeg har prøvet det, men føler at det er meget akavet. Men vil da genoverveje det igen.
Prøver desuden alt hvad jeg kan for at komme ud af min depression. Jeg har været ved en diætist, og fået nogle rigtig gode råd om mad og alternativ medicin. Jeg træner - og går turer. og har også en lysterapi lampe (den er jeg måske ikke helt så god til at få brugt..), men den skal helt sikkert i brug her over vinteren!