Hvordan opfatter andre dig efter flere års terapi ?

spider68

Hej når jeg møder nye mennesker får jeg hele tiden at vide jeg tror jeg er bedrevidende, ikke for jeg vil være det. jeg har lært at tænke på andre måder jeg har gået i terapi i 15 år mm . og er oplært til at være på en måde psykologerne vil forme mig til at tænke og skrive, men jeg opdager, at jeg ikke passer ind ved almindelige mennesker mere, er der andre der har været i behandler systemet der heller ikke passer ind i alm mennesker der ikke er i systemer, vi prøver at gøre det bedste vi er blevet oplært til. og kan desvære ikke bare ændre den måde der er blevet printet ind af psykologer i hver uge eller hver måned igennem så mange år. jeg er begyndt at føle det som et angreb på mig som person, og føle mig mis dannet i dette samfund, jeg passer ikke ind nogle steder, som systemet forandre mig til at være en anden som jeg oprindelig var. jeg kommer til at stå alene, igen som jeg altid har gjort i mit liv. og modet er svært art at holde oppe, med sygdom samtidigt. og være stærk udad til og skjule sandheden for sine børn, som nu heller ikke længere er tilladt at lade dem være en del af, alt hvad livet kan inde bære, og skal have andre til at bestemme hvad jeg så må sige eller ikke sige. men i almindelige børne familier bliver børnene ikke forskånet for livet på godt og ondt. liv og død, sorg og glæde.

solo313

du har gået i terapi ----hvor du har lært at forme dine spørgsmål ----og det er klart det sætter sit præg ---du bruger sikkert meget --hvem--hvad ord ---
det er ikke alle der kan klare det ----
jeg har ikke gået i terapi---men arbejdet i psykriatien i mange år ----og bruger også meget den spørge teknik ---

for den falder lige for mig ---men må lodde stemningen lidt når jeg er ude --

for dit vedkommende er du måske lidt for fremtrædende --for når du er blevet hjulpet ---vil du gerne hjælpe andre

og det er i en god mening fra din side ---men der er ikke mange der vil belæres

---

så du skal måske stikke fingeren i jorden --en gang imellem ---

venligst solo

Kameliadamen1

Hej Spider

Du skriver, at du har gået i terapi i 15 år, og at det har ændret dig, så du ikke længere passer ind sammen med almindelige mennesker, som siger, at du er bedrevidende.

Du skriver, at du har lært at tænke på andre måder, og at det nærmest er blevet printet ind i dig. Ud fra din beskrivelse får jeg næsten det indtryk, at du er blevet hjernevasket!!!

Du efterlyser andre i samme situation.

Jeg har også gået en del i terapi. Jeg føler mig dog ikke i samme situation som dig, men jeg har alligevel et par kommentarer.

Sagen er jo, at du selvfølgelig har lært en del, hvilket kan gøre det nemt at se, hvad andre gør forkert, og hvad der eventuelt kunne hjælpe dem. Sådan har jeg det i hvert fald nogle gange. Men problemet er, at man nok ikke skal give andre mennesker råd, undtagen hvis de beder om råd.

Og hvis andre mennesker faktisk betror sig om deres problemer, er det min erfaring, at indlysende gode råd ofte ikke hjælper. Folk må selv gøre deres erfaringer. Det er ikke godt at overdænge folk i nød med råd! Det er bedre at lytte, være lidt tilbageholdende, men vise sin medfølelse. Senere kan man måske prøve at lede dem på sporet, så de SELV finder den løsning, der passer til deres konkrete situation og deres individuelle væremåde. Det værste, man kan tage fra folk er deres selvstændighed!

Disse overvejelser fører mig lidt videre, nemlig til spørgsmålet om, hvilken terapiform dine psykologer har anvendt. Jeg gætter på, at der er tale om kognitiv adfærdsterapi, som jo bliver anbefalet nu om dage.

Når jeg gætter på det, så er det ud fra, at du skriver, at ”du har lært at tænke på andre måder”.

Jeg er stærkt kritisk over for terapiformer, der vil lære folk at tænke anderledes – som om, der skulle være en rigtig måde at tænke på. Det er der ikke.

Når psykoterapi er bedst, hjælper den én, så gamle traumer ikke længere gør skade. Derudover skal terapien hjælpe os til at blive bedre til at mærke vores krop og følelser. De gamle traumer har nemlig gjort, at vi har lukket af, så vi ikke længere kan mærke os selv – kun de sygdomssymptomer, der er trådt i stedet for ægte følelser og kropsfornemmelser. Når vi er blevet bedre til at mærke os selv, kan vi mærke vores egne behov og ønsker og efterhånden blive bedre til at leve i overensstemmelse med dem.

Terapi skal altså have en forankring i den enkeltes konkrete situation og behov, og den skal føre til en styrkelse af selvstændighed og selvbestemmelse. Hvis terapi blot er en ny måde at tænke på, som man lærer udenad som en lektie, sker der ingen gennemgribende forandringer, der kan bevirke, at man kommer til at leve mere i overensstemmelse med sine egne personlige karakteristika, behov og ønsker.

Jeg er godt klar over, at mine overvejelser kan være en hård mundfuld at sluge, når man har gået i terapi i 15 år. Og positiv tænkning har da absolut fordele i mange situationer. Det helbreder bare ingenting.

Hvad angår problemet med, at du ikke passer ind mere, så ville jeg – hvis jeg var dig – prøve at holde en lav profil med, hvad du har lært i terapien. Der er så meget andet, man kan være sammen om.

Og til dit direkte spørgsmål om, hvordan andre opfatter mig efter at jeg har gået i terapi.

Det har ingen indflydelse på andres opfattelse af mig, for jeg har kun fortalt, at jeg har været i terapi til ganke få og nære venner. Hvis det har haft en indflydelse på forholdet til andre, så er det udelukkende en positiv indflydelse, fordi jeg via terapien har fået det bedre, hvilket har styrket evnen til at lytte og være sammen med andre.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helle8

Hej

Det kan jeg endnu ikke svare fyldestgørende på; selvom jeg har haft mange kortere forløb, er jeg først nu i gang med et længere, forhåbentlig endeligt, gestalt terapeutisk forløb, som kaldes et personligt udviklings kursus, det kan anbefales.

Endnu er kun det den nærmeste familie som kender til det. Jeg kan selv mærke at jeg har forandret mig, klarer mange små situationer på en bedre måde, men der er langt til at blive et helt menneske. Udadtil er jeg stadig den samme.

Har du nået DIT mål med terapien? Det lyder som om du skal have ’skolepengene tilbage’. Man kan kun lave om på sig selv ikke de andre. KH Helle8

spider68

Hej tak for jeres svar jeg vil forsøge at tænke på det i siger. og ja jeg synes nok også det kan siges som en slags hjerne vask, at den måde jeg er opdraget på, af mine forældre, har de prøvet at ændre til at skal være helt anderledes som psykriatrene mener er en bedre måde at tænke på. ja selv i dag , de forældre der har familierådgivere på, hvad jeg ikke har men de bliver også påduttet at opdrage deres børn efter hvordan komunen vil have fremtidens børn skal tænke og tale, og opleve. så vi som forældre har ikke så meget at sige selv hvordan og hvilke værdier de skal have fra de enkelte familier. Ja jeg har nok fået koniktiv terapi, men om det stadigt er det samme ved jeg ikke, det har været enkeltmands samtaler de sidste 5 år . ellers har jeg haft nogle års pause. men det er lige så meget for at de har styr på mit medicin, da jeg er langsom omsætter. og en af 7 % der ikke tåler medicin . og jeg hurtigt får forgiftning af medicin. og skal have nyt medicin og være under obsevation, når jeg skifter til nyt jeg risikere jeg bliver syg af, og ikke kan tåle. og skal have andet. så derfor er jeg også nød til at have ekstra kontakt til dem. men jeg har meget god krops mærkning ,og indsigt på mig selv. og får meget ros for jeg er så god til at mærke alle sanse indtryk på min krop. men jeg vil helst ikke mærke mig selv alt for meget. jeg har en krop der har mange problemer , arvlige sygdomme, jeg hver dag prøver ikke at mærke, og lukke af for. for at kan leve næsten normal. Jeg bliver ikke rask, og skal have piller resten af livet. hvis jeg ikke spiser mit medicin kan det medføre at jeg dør hvis jeg bliver syg. Det har været tæt på 3 gange men med hjælp fra familie er jeg her stadigt. Jeg har været sende bud i mellem min mor og far hele min barndom og liv mens de boede sammen, det samme var min bror. og jeg deres ægteskabs rådgiver, mellemmand, hele mit barndom, beskyttede mine 4 søskende fra min agresive far. selv om alle mine søskende var noget ældre end jeg. så hele livet har været et kamp for at overleve. alle sammen og skabe fred. min mor brugte mig til at fortælle alle sine sorgere, og savn, sit sex liv , stillingere, ja alt som en veninde skulle have at vide, så ja jeg er blevet klog på rigtigt mange ting, og har desværre en god hukommelse, der husker rigtigt godt. så det er bedst at fortrænge mange ting. hvis jeg skal prøve at være i mit eget liv, og ikke være i andres sorg. og søgen om at få kærlighed og blive set og hørt. jeg er god til at se og høre venner der har brug for at jeg lytter til dem, men de mennesker jeg er i blandt har kun problemer selv, og kan ikke rumme andres sorg, så derfor bruger jeg min terapi til at komme af med det jeg har og selv få omsorg. og blive hørt. hvor jeg ellers det meste af tiden bliver en andre vil have jeg skal lytte til dem, men nu er jeg begyndt at sige nej, til det. men hvor vi er flere der kan være fælles om at hygge sammen på lige fod og have det sjovt sammen. som vi gik glip af som børn.

spider68

Hej Helle Nej jeg har ikke nået mine Mål. jeg er faktisk holdt lidt op med at sætte mål. Jeg går i et værested hvor vi hele tiden skal sætte nye mål, mit mål er det samme, det ændre sig ikke, og nu ved jeg hvorfor det ikke kan ændre sig, stedet ville have vi brugere skulle passe til stedet, men nu har vi haft møde og stedet hvis det skal fortsætte må nu vælge at passe til mit behov og andres behov. når vi er friske. for ellers kan det ikke lade sig gøre. Der findes forskellige type mennesker A.B.C mennsker der er friske på forskellige tidspunkter. Jeg har et håb stadig væk jeg gerne vil nå. men som det ser ud nu hvor mit medicin igen ikke duer. og jeg skal have nyt. og risikere at være langtids syg. bliver det længere at nå målet. så kan kun leve lige nu her i nuet, for ved aldrig om morgendagen bringer problemer. og jeg tænker ofte på liv og død. da min krop er syg og lægerne ikke ved hvad det er , Helle hvad mener du med jeg skal have mine skole penge tilbage. mener du jeg er mindre begavet, eller hvad betyder det ? Hej

Helle8

Hej igen

Et spørgsmål kræver svar – Nej det var ikke meningen at det skulle forstås på anden måde end at når du efter terapi forløbet næsten ikke kan være sammen med andre, så har terapien/terapeuten fejlet og du må næsten begynde forfra – sådan som jeg forstod dit første indlæg.
Du fortæller nu en del fra dit liv og hvordan du har det, der er meget skidt i din rygsæk og det er en stor mundfuld, at livet må leves fra minut til minut. Det er ikke et liv kun en eksistens, så er det sært at have andre mål end at overleve.
Når helbredet er så dårligt, kan man godt føle sig udenfor vennekreds og afsondret fra samfundet, det gør eller gjorde jeg i hvert fald selv.
Den terapi jeg er i, har fået sporet mig ind på det psykosomatiske, det at fysisk sygdom bunder i noget psykisk; jeg mener at det har været nøglen til at få det fysisk bedre, der er et stykke vej endnu, jeg er ikke helbredt for den sygdom.
Det der er arveligt og kronisk kan man ikke forvente forsvinder, men ved et højere selvværd og andre terapeutiske redskaber kan man godt blive rask eller i hvert fald få det bedre i hverdagen. God kamp Helle8

spider68

Tak helle, ja jeg har ikke kunnet få andre behandler en den samme, selvom jeg flere gange har været meget utilfreds. men har nu haft hende igennem de 15 år, for de siger hun kender mig. og jeg kender hende. men en ting hun lavede forkert, var at holde skjult at min exmand mishandlede min søn, det vidste hun godt men gjorde ikke noget ved det, selvom jeg prøvede at få hjælp igennem hende. og på anden vis måtte vente til der kom en stopper for det. så kunne mange sørgelige ting være stoppet i tide, og ikke kommet så langt ud, hvor liv og død gælder. når man bliver magtesløs, og uroverlevelsen træder i kraft. hvor man ikke kan se nogen fremtid mere. det er ikke at ønske for nogen at komme så langt ud. at der kun er en vej vist til sidst . men dog kun i tankerne. som jeg har fået at vide er helt normalt måde at reagere på når alt er traumaer i familien, der kan man ikke se det er en hjælp at andre skal passe ens og opdrage ens børn som man er stærkt forbundet til . og jeg har måttet afgive da jeg er uhelbredelig syg. og sikre de ikke kommer hjem til deres far og hans familie da de ikke er søde ved min søn mm som han aldrig er blevet glad for, han ønskede en datter mere. så derfor han mishandlede min lille dreng. men også min datter. så desværre kan vi og de ikke bo sammen med sådan en far, og børnene er nødsaget til at bo andet sted, men det er nu heller ikke at råbe hurra for, så det er også synd for dem, men systemet holder liv i os så længe vi har små børn. men så er det lige meget når børnene er blevet voksne, så kan vi undværes. det koster jo penge at have mennesker på førtidspension mm . og i terapi. det er jo ikke os selv der betaler disse behandling. men dog medicinen betaler vi selv en stor del af selv. det er dyrt med medicin 16.000. om året eller mere , noget er meget dyrt. Jeg er rigtigt træt af at skal være som andre vil have jeg skal være. jeg prøver at forme mit eget liv og ikke lade for mange pædagoer komme med deres terorier om en forklaring på alt. og bare være som man er født, og livet byder mig, glæder , jeg finder mig ikke længere i at andre vil have mig til at passe i deres kasser. jeg stritter i mod noget af , de måder der behandles på. da de ikke fremmer vores fordel. men kun medarbejdnenes pengepung, og kommunens pengepung, men ikke for menneskerne. der bliver tabere i systemer. hej.

Helle8

Hej igen

Undskyld jeg først svarer nu, jeg har været optaget af andre gøremål.

Det var noget af en mundfuld, der har været nogle kameler at sluge for dig. Misbrug af børn er det værste der findes! Det skal stoppes, på trods af evt. tavshedspligt, hvis jeg bliver spurgt, men måske er terapeuten ude på at få flere patienter? Du burde få mulighed for at vælge en anden!?

Systemet med pengene før menneskeliv, og helt splittede familier – hvor er næstekærligheden henne?
Selvfølgelig kan børnene ikke være hos deres far, han skulle egentlig også have terapi, for sådan gør man bare ikke, slet ikke mod små mennesker, som umuligt kan forsvare sig selv.

Med de ting du beskriver, er det ikke underligt at du har det dårligt, jeg er dog sikker på at du er med til at gøre en forskel med dine kommentarer her i debatten; Jeg selv fandt det befriende at kunne ’tale’ om depressioner og terapi som noget normalt, uden det tabu som findes ude i virkeligheden, faktisk er jeg blevet mere åben, føler jeg, så TAK til dig for det. KH Helle8

spider68

Tak Helle8 god jul til dig og jer.