Indstillinger
Bulimisk og depressiv
Kære jer derude,
Jeg er en 20-årig kvinde, STX-student 2011 og har fået konstateret bulimi m. depression af min egen læge for tre måneder siden. Jeg har fået en spiseforstyrrelse over to år, hvor trangen til mad bliver uimodståelig stor, at det ender med et stor ædeflip med efterfølgende opkastninger. Jeg har aldrig ønsket at være "syg", men sandheden er, at jeg ikke kan stoppe. Jeg føler mig besat.
Jeg bor hjemme hos mine forældre, som også opdagede min spiseforstyrrelse efter et halvt års tid. Jeg blev henvist til en privat psykolog af min egen læge, og jeg følte mig til grin - jeg fik intet ud af at tale om det overhovedet. Derfor stoppede jeg og nægtede at komme i nogen form for behandling, "jeg prøver virkelig at klare det sig - I må være tålmodige", sagde jeg til mine forældre. Men nej, det blev ikke bedre - kun værre.
Indtil for tre måneder siden kontaktede min far min læge igen, og jeg gik med til at tale med hende. Jeg fik denne dianogse og nogle "lykkepiller", som hun tidligere havde haft god erfaring med til unge kvinder med spiseforstyrrelser.
Status er, at jeg er kommet i gruppe-terapi i Distriskpsykiatrisk afdeling i min region, hvor jeg går én gang om ugen i halvanden time. Det er min behandling.
Men jeg føler ikke, det kan hjælpe mine konkrete "spise-anfald" overhovedet. Desuden er jeg utrolig ked af det hele tiden og synes egentlig, at livet er meningsløst. Jeg holder i øjeblikket sabbatår efter min studentereksamen og er netop blevet fyret fra mit fuldtidsjob, da jeg har været sygemeldt i to måneder. Jeg kan ikke overskue at have nogle faste tid, som "skal" gøres.
Lyder dette helt håbløst, eller sidder nogle derude, som har en lille forståelse?
Jeg er en 20-årig kvinde, STX-student 2011 og har fået konstateret bulimi m. depression af min egen læge for tre måneder siden. Jeg har fået en spiseforstyrrelse over to år, hvor trangen til mad bliver uimodståelig stor, at det ender med et stor ædeflip med efterfølgende opkastninger. Jeg har aldrig ønsket at være "syg", men sandheden er, at jeg ikke kan stoppe. Jeg føler mig besat.
Jeg bor hjemme hos mine forældre, som også opdagede min spiseforstyrrelse efter et halvt års tid. Jeg blev henvist til en privat psykolog af min egen læge, og jeg følte mig til grin - jeg fik intet ud af at tale om det overhovedet. Derfor stoppede jeg og nægtede at komme i nogen form for behandling, "jeg prøver virkelig at klare det sig - I må være tålmodige", sagde jeg til mine forældre. Men nej, det blev ikke bedre - kun værre.
Indtil for tre måneder siden kontaktede min far min læge igen, og jeg gik med til at tale med hende. Jeg fik denne dianogse og nogle "lykkepiller", som hun tidligere havde haft god erfaring med til unge kvinder med spiseforstyrrelser.
Status er, at jeg er kommet i gruppe-terapi i Distriskpsykiatrisk afdeling i min region, hvor jeg går én gang om ugen i halvanden time. Det er min behandling.
Men jeg føler ikke, det kan hjælpe mine konkrete "spise-anfald" overhovedet. Desuden er jeg utrolig ked af det hele tiden og synes egentlig, at livet er meningsløst. Jeg holder i øjeblikket sabbatår efter min studentereksamen og er netop blevet fyret fra mit fuldtidsjob, da jeg har været sygemeldt i to måneder. Jeg kan ikke overskue at have nogle faste tid, som "skal" gøres.
Lyder dette helt håbløst, eller sidder nogle derude, som har en lille forståelse?
Kommentarer
Hvad er værst for dig, dér skal der sættes ind. Det kunne være du har fået bulimi af depressionen, det begyndte måske som trøstespisen?
Har du taletid i terapien? Eller hjælper du faktisk mere de andre? Hvis du kan tale om dine problemer i det forum, så benyt dig endelig af det. Har I enesamtaler med terapeuterne, så fortæl dem det du synes der er synes der er vigtigt for dig, om årsagen til din depression, om du evt. er i en forkert gruppe, eller du bedre kan åbne dig overfor en anden, ikke i gruppen. God bedring Helle8
Det er vigtigt at de ved, at du ikke får det ud af det, som du helst skulle.
Jeg håber, at du kan blive henvist til et individuelt forløb ved siden af det her.
I mit terapiforløb i forbindelse med bulimi skulle jeg læse i "Overcoming Binge Eating" af Dr. Christopher G. Fairburn. Den er rette mod både overspisning og bulimi.
Jeg tror ikke, den findes på dansk - jeg fik udsnit af den i oversat form som kopiark.
Måske vil du have gavn af at læse den.
Spiseforstyrrelsen kom inden depressionen, men jeg ved ikke, om det stadig kan være en form for trøstespisning?
For at komme på rette spor igen, har jeg talt med min behandler om at starte på en højskole over et par måneder, mens jeg samtidig kommer i gruppen én gang om ugen - hvad mener I om dette foreslag?
Lige nu er det vigtigste for dig om du kan få noget ud af terapiforløbet. Undgå at træffe store drastiske beslutninger uden at rådføre dig med kompetent personale. Hvis det kan kombineres, og du selv synes det kunne være en hjælp, er det måske en god idé at komme lidt væk fra det der kan være årsag til dine problemer.
Hvad siger din egen fornemmelse dig? KH Helle8