Jeg lyver og jeg hader det

ahappysong93

Jeg har aldrig rigtig været sådan velfungerende rent psykologisk. En række oplevelser gennem min barndom har gjort at jeg stadig svinger ud og ind af depression og selvforagt. I dag, som 18-årig, føler jeg mig som et værre menneske end nogensinde. For når jeg føler mig utilstrækkelig og føler, at sandheden ikke er god nok, så lyver jeg. Og jeg er uhyggeligt god til det. Så god at jeg endnu aldrig har oplevet at blive taget i det. Jeg har i mange år kæmpet for at undertrykke mine følelser og sorger og jeg har opbygget en stærk facade som jeg kan fremsætte som jeg vil. Når nogen stiller mig et spørgsmål overvejer jeg aldrig, hvad det sande svar er, men svarer uden at være bevidst om det, det folk gerne vil høre eller det der får mig til at fremstå bedst muligt. Jeg gør det hele tiden og jeg gør det uden at tænke over det.

Men jeg har mistet kontrollen. Jeg kan ikke længere styre min facade og jeg føler mig som en kold umenneskelig skal. De løgne der startede som små og uskyldige er vokset gennem årene og for et par uger siden begik jeg mit livs fejltagelse.

Jeg fortalte hele min omgangskreds inklusiv lærerne på min skole at jeg var dødeligt syg og at jeg skulle opereres med det samme. Derefter blev jeg på mit værelse i to uger og er altså netop kommet tilbage til hverdagen, hvor folk selvfølgelig møder mig med medlidenhed og stor støtte.
Jeg kan umuligt forklare hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var som om hele min samvittighed og forstand slog fra og jeg levede i denne forfærdelige løgn i flere uger uden på noget tidspunkt at have skrupler omkring det. Flere gange sad jeg i intime samtaler, fortalte detaljeret om indgrebet og græd ægte tårer. Jeg har ingen kontrol over det når jeg først kommer så langt ud. Så er det bare en rullende snebold.

Når jeg ser tilbage på de ting jeg lige har gjort føler jeg et enormt had til mig selv. Det er jo fuldstændig forfærdeligt at sige sådan noget. At udnytte folks tillid på den måde. Jeg er så frustreret og jeg føler mig så ussel, jeg har lyst til at dø. Men jeg kunne aldrig forlade min søster og mine forældre på den måde. Jeg tror de er de eneste i verden der holder af mig. Det ved jeg bare ikke om de ville gøre hvis de vidste hvad jeg har gjort.

Jeg kan ikke sove. Jeg har forsøgt hele aftenen, for jeg vil så gerne bare forsvinde, bare et øjeblik. Jeg har kvalme. Af dårlig samvittighed og af frygt for at det hele skal blive opdaget. Ingen af mine venner ville tale til mig, ledelsen på min skole, der har bedt om en lægeerklæring som jeg selvfølgelig ikke kan give dem, ville sandsynligvis smide mig ud og jeg ville virkelig skuffe min familie. Det ville altså ødelægge mit liv fuldstændig.

Jeg føler virkelig at jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan ikke mere, og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af alt det her rod. Hvem har nogensinde udvist sympati for en løgner? Jeg har aldrig følt så stort et selvhad. Alt er ødelagt og det er min egen skyld.

Jeg ved ikke hvad jeg forventer af denne debattråd. Men jeg er så frustreret.

Hjælp

anna84

Du slutter med at skrive "hjælp". Og hjælpe er lige præcis hvad du bliver nødt til at bede om i den virkelige - og ikke bare den virtuelle - verden.

Det du har brug for er en dygtig psykolog, og måske en psykiater.
En psykolog kan hjælpe dig med at få brudt det her mønster.

Du er ude hvor det her har (eller formodentlig snart får) store sociale konsekvenser for dig, så det er på tide at få hjælp.

Jeg syntes, at du skal tale med dine forældre. Simpelthen lægge kortene på bordet.
Jeg syntes også, at du skal printe det ud, som du har skrevet her, og taget det med til lægen.

Sofie45

Du lyver, når du føler dig utilstrækkelig og sandheden ikke er god nok eller spændende nok, det fortæller mig, at dit selvværd nok ikke er så stort.

Det skal du arbejde med, så jeg vil starte med at anbefale dig en god bog ” at overvinde lavt selvværd ” skrevet af Melanie Fennell. Den er bare rigtig god, så skynd dig at få den.

Det er altid godt at starte med sit selvværd, men du skal også have nogle timer hos en psykolog, for du skal lære at stoppe med at lyve.

Du er ved at få taget hul på problemet ved at skrive her, og det er godt. Modsat hvis du ikke gør noget, kan du ende med at blive meget ensom. Når venner finder ud af at du lyver, kan du risikere at de vender dig ryggen.

Lige nu har du et stort problem med hensyn til, at du har løjet om, at du er alvorlig syg og er blevet opereret. Jeg ved egentlig ikke, hvad du kan gøre andet end at gå til ledelsen og bekende, hvad du har gjort. Du kan så fortælle, at du har i sinde at gøre noget ved problemet, for det skal du.

Hvis du bliver smidt ud af skolen, må du starte på en frisk på en anden skole, det er svært at skuffe sin familie men det må du klare at overvinde, for det er meget værre at skuffe sig selv.

Jeg har engang kendt en ung pige som næsten ikke kunne fortælle noget uden at lyve, eller pynte lidt på sandheden.

Det endte galt for hende hun mistede næsten alle sine venner og sin kæreste tilmed. Der er ingen der gider være sammen men mennesker, man ikke kan stole på.

Men jeg er sikker på at du kan ændre din adfærd, du må starte på en frisk og love dig selv at du aldrig vil lyve mere, og det skal være fra i dag.

Du vil sikkert i starten få et problem med din omgangskreds, men det må du klare ved at sige at du ikke ønsker at tale mere om DET, og med det mener jeg alt det du har løget om. Fremover fortæller du kun sandheden.

Jeg ønsker dig held og lykke med dit nye liv.

Hilsen Sofie

Victoria94

Du har fået dårlig samvittighed, det er da positivt. Er det deriomd angst for at blive afsløret, så er det ikke så godt.
Du har opdaget, at andre egentlig er omsorgsfulde, det er positivt. Du opdagede også, at du fik omsorg på falske præmisser, det skammer du dig over, det er positivt.
Så hvad gør du nu?
Du holder ganske enkelt op med at lyve.
Jeg lærte en gang, at man kan lyve for andre, men aldrig for sig selv.
Hver gang du lyver, får du dårlig samvittighed overfor dig selv.
Forøvrigt er det meget lettere at leve et liv uden løgne. Det er så besværligt, at bruge sin hukommelse til at huske på løgne. Sandheden er meget lettere, så husker man aldrig forkert, og du får det bedre.
Om du skal sige til andre, at du har løjet, det ved jeg ikke. Det er op til dig selv.
Det vigtigste er, at du har fundet ud af, at løgn har du det selv skidt med.
Så hold op med det, og du vil med det samme vokse i selvværd og få et gladere og lettere liv.

Helle8

Hej

Skynd dig at få opereret psyken, den trænger til det, jeg vil tro du kunne få en sygemelding og blive indlagt, før du kan komme tilbage til virkeligheden.
De ting du har oplevet i din opvækst præger dig, så du ikke er det menneske du gerne vil være. Tag på den psykiatriske skadestue. Du kan finde hjælp til adressen under ’Krisehjælp’ God bedring Helle8

Cristine50

Klap dig selv på skulderen over, at du nu er klar over problemet! Du må acceptere dine følelser og sorger, først derefter kan du tage styringen ud af deres vold. Du skal kun fremstå bedst muligt over for dig selv, dybest set har du kun ansvar overfor dig selv – der er kun dig til at tage konsekvenser af dine valg. Hvis du er usikker i dine valg, så vær opmærksom på om der ikke er en der kan støtte dig, men husk valget er dit. Hvis du erfarer at valget ikke var det bedste, må du ikke hade dig selv. Men prøv at rose dig selv, at du har været opmærksom på at det ikke var hensigtsmæssigt. Tænk så igennem, hvordan du også kunne have gjort. Så har du gjort en erfaring, og vil vokse på den. Små skridt.