Indstillinger
Hvad er egentlig mobning?
Jeg har oplevet nogen ting i mit liv, som nok gør at jeg har det lidt svært idag. Men jeg har aldrig rigtigt set det som direkte mobning, dog beskriver andre det som mobning, når jeg fortæller om det (fortæller dog kun til få)
I folkeskolen var jeg ret stille og jeg havde faktisk en del venner. Men vennerne bestemte over mig. Dvs. når der f.eks. var en der spurgte om jeg ville med ned i byen og købe slik, så var det mine venner der sagde, nej hun bliver her. Eller ja det vil vi gerne. Sådan var det med så meget og jeg lod dem bare gøre det. Jeg tænkte ikke altid så meget over det, men det gør at jeg idag har svært ved at have en mening om noget. Jeg har ikke kun svært ved at sige den, men jeg har også svært ved faktisk at vide hvad det er jeg mener. Det er alt fra simple ting, til politiske ting. Jeg mente altid hvad andre mente, hvis de kunne lide lyserød, så kunne jeg lide lyserød. De bar rundt på mig, som var jeg en lille dukke, fordi jeg var så lille. Jeg var næsten 2 hoveder mindre end de højeste. De killede mig, når jeg lå på jorden og sådan nogen ting. Og da jeg blev lidt ældre begyndte jeg at sige "stop" og "lad være, jeg gider det ikke". Men jeg grinede jo stadig, da det killede. Og jeg blev aldrig sur, for de var mine venner og jeg var så glad for at have nogen venner. Men de stoppede ikke når jeg sagde stop. Jeg tror ikke at de troede jeg mente det. De beskyttede mig også, jeg kunne regne med dem, for de var mine venner.
Dette har jeg aldrig tænkt på som mobning, det har jo altid været mig der ikke kunne sige fra? Da jeg var så lille, troede de det var iorden at bære rundt på mig, selvom jeg sagde stop. Men jeg grinte? Så var det ikke også så nemt at misforstå, at det var min egen skyld?
Senere gik jeg på uddannelse med ret ældre mennesker. Jeg havde én tæt ven uden for skolen og vi var tit sammen efter skole. Men skolen var et rent helvede. Jeg kendte ingen og alle var i 30'erne og opefter. Jeg var 16-17. Jeg følte ikke de gad have mig der, jeg følte ikke de kunne lide mig fordi jeg var stille. Men jeg prøvede for alt i verden at snakke med folk og jeg kæmpede og kæmpede. Men jeg kom ingen vejne, for de så ikke ud til at gide mig. Jeg åbnede mig aldrig for dem og det resulterede i at folk aldrig spurgte om jeg ville være i gruppe med dem. Dog var der nogen få søde mennesker, der faktisk tænkte på andre, der spurgte lidt i starten. Men eftersom jeg ikke rigtig deltog så meget, så gad de ikke spørge mig. Jeg måtte presse mig selv til at spørge folk, selvom jeg følte de ikke gad have mig med. Der var to meget frembrusende damer, jeg vil næsten kalde dem overhovederne i klassen. Ingen turde sige fra til dem, fordi de var så ligetil og MEGET frembrusende. De havde meget imod mig, jeg kunne især mærke det. Da vi snakkede sammen i hele klassen, snakkede vi om forbedringer i klassen. En af de frembrusende fortalte at hun synes der var nogen i klassen der slet ikke bød ind og deltog i timerne og det ødelagde deres uddannelse. Det ødelagde åbenbart det hele for dem. Jeg var den eneste generte i klassen den dag. Så jeg følte det meget som et personligt angreb. Jeg gjorde ingenting. På den måde sørgede de altid for at nævne hvor stille jeg var, i grupperne, i pauserne osv. Jeg havde meget svært ved at gå ned og spise med dem i kantinen, for jeg var bange for at skulle sidde alene. Og blive udstødt. Der var jo ligesom ingen der så mig. Da jeg endelig fik mig selv der ned og sagde til mig selv at det nok skulle gå, så var der kun én plads tilbage. Ved siden af hende den meget frembrusende... Jeg spurgte om jeg måtte sætte mig. Hun svarede at der sad allerede en. Så jeg satte mig over på et bord helt alene, faktisk med nogen jeg ikke kendte fra de andre klasser, for der var ingen andre pladser. Det var så ydmygende. Men lidt efter kom en anden hen og spurgte om hun måtte sætte sig ved siden af den samme som jeg havde spurgt, og selvfølgelig måtte hun da det. Der var bestemt ingen tvivl om hun måtte sidde der. De spurgte mig også direkte, hvorfor jeg ikke bare sagde noget og sådan. Men jeg kunne ikke svare dem, jeg vidste det ikke. Jeg kunne se deres hadefulde smil, bagved. Jeg var alt for tålmodig, gik der alt for længe. Jeg gik der faktisk næsten et år og det har jeg det meget dårligt med den dag idag.
Vil i kalde det mobning ? Er det igen bare min egen skyld, eller burde de have hjulpet mig lidt ind i klassen, så jeg kunne åbne mig?
Og dette er så en helt tredje fortælling og på en tredje skole:
Min lærer gjorde meget for at snakke med mig og hjælpe mig fordi jeg var så genert i starten. Men da hun vidste en masse om mig misbrugte hun det. Hver dag når jeg kom ind i klassen, sagde hun jeg så sur ud. Og det var meget irriterende for jeg prøvede for alt i verden at holde en glad facade op. I skolen, sørgede hun altid for jeg skulle sige noget i timerne, men når jeg ikke kunne gik hun ikke videre til en anden. Hun pressede mig, til jeg var ved at græde. Mobning?.Der kan ikke stå mere, så må stoppe
I folkeskolen var jeg ret stille og jeg havde faktisk en del venner. Men vennerne bestemte over mig. Dvs. når der f.eks. var en der spurgte om jeg ville med ned i byen og købe slik, så var det mine venner der sagde, nej hun bliver her. Eller ja det vil vi gerne. Sådan var det med så meget og jeg lod dem bare gøre det. Jeg tænkte ikke altid så meget over det, men det gør at jeg idag har svært ved at have en mening om noget. Jeg har ikke kun svært ved at sige den, men jeg har også svært ved faktisk at vide hvad det er jeg mener. Det er alt fra simple ting, til politiske ting. Jeg mente altid hvad andre mente, hvis de kunne lide lyserød, så kunne jeg lide lyserød. De bar rundt på mig, som var jeg en lille dukke, fordi jeg var så lille. Jeg var næsten 2 hoveder mindre end de højeste. De killede mig, når jeg lå på jorden og sådan nogen ting. Og da jeg blev lidt ældre begyndte jeg at sige "stop" og "lad være, jeg gider det ikke". Men jeg grinede jo stadig, da det killede. Og jeg blev aldrig sur, for de var mine venner og jeg var så glad for at have nogen venner. Men de stoppede ikke når jeg sagde stop. Jeg tror ikke at de troede jeg mente det. De beskyttede mig også, jeg kunne regne med dem, for de var mine venner.
Dette har jeg aldrig tænkt på som mobning, det har jo altid været mig der ikke kunne sige fra? Da jeg var så lille, troede de det var iorden at bære rundt på mig, selvom jeg sagde stop. Men jeg grinte? Så var det ikke også så nemt at misforstå, at det var min egen skyld?
Senere gik jeg på uddannelse med ret ældre mennesker. Jeg havde én tæt ven uden for skolen og vi var tit sammen efter skole. Men skolen var et rent helvede. Jeg kendte ingen og alle var i 30'erne og opefter. Jeg var 16-17. Jeg følte ikke de gad have mig der, jeg følte ikke de kunne lide mig fordi jeg var stille. Men jeg prøvede for alt i verden at snakke med folk og jeg kæmpede og kæmpede. Men jeg kom ingen vejne, for de så ikke ud til at gide mig. Jeg åbnede mig aldrig for dem og det resulterede i at folk aldrig spurgte om jeg ville være i gruppe med dem. Dog var der nogen få søde mennesker, der faktisk tænkte på andre, der spurgte lidt i starten. Men eftersom jeg ikke rigtig deltog så meget, så gad de ikke spørge mig. Jeg måtte presse mig selv til at spørge folk, selvom jeg følte de ikke gad have mig med. Der var to meget frembrusende damer, jeg vil næsten kalde dem overhovederne i klassen. Ingen turde sige fra til dem, fordi de var så ligetil og MEGET frembrusende. De havde meget imod mig, jeg kunne især mærke det. Da vi snakkede sammen i hele klassen, snakkede vi om forbedringer i klassen. En af de frembrusende fortalte at hun synes der var nogen i klassen der slet ikke bød ind og deltog i timerne og det ødelagde deres uddannelse. Det ødelagde åbenbart det hele for dem. Jeg var den eneste generte i klassen den dag. Så jeg følte det meget som et personligt angreb. Jeg gjorde ingenting. På den måde sørgede de altid for at nævne hvor stille jeg var, i grupperne, i pauserne osv. Jeg havde meget svært ved at gå ned og spise med dem i kantinen, for jeg var bange for at skulle sidde alene. Og blive udstødt. Der var jo ligesom ingen der så mig. Da jeg endelig fik mig selv der ned og sagde til mig selv at det nok skulle gå, så var der kun én plads tilbage. Ved siden af hende den meget frembrusende... Jeg spurgte om jeg måtte sætte mig. Hun svarede at der sad allerede en. Så jeg satte mig over på et bord helt alene, faktisk med nogen jeg ikke kendte fra de andre klasser, for der var ingen andre pladser. Det var så ydmygende. Men lidt efter kom en anden hen og spurgte om hun måtte sætte sig ved siden af den samme som jeg havde spurgt, og selvfølgelig måtte hun da det. Der var bestemt ingen tvivl om hun måtte sidde der. De spurgte mig også direkte, hvorfor jeg ikke bare sagde noget og sådan. Men jeg kunne ikke svare dem, jeg vidste det ikke. Jeg kunne se deres hadefulde smil, bagved. Jeg var alt for tålmodig, gik der alt for længe. Jeg gik der faktisk næsten et år og det har jeg det meget dårligt med den dag idag.
Vil i kalde det mobning ? Er det igen bare min egen skyld, eller burde de have hjulpet mig lidt ind i klassen, så jeg kunne åbne mig?
Og dette er så en helt tredje fortælling og på en tredje skole:
Min lærer gjorde meget for at snakke med mig og hjælpe mig fordi jeg var så genert i starten. Men da hun vidste en masse om mig misbrugte hun det. Hver dag når jeg kom ind i klassen, sagde hun jeg så sur ud. Og det var meget irriterende for jeg prøvede for alt i verden at holde en glad facade op. I skolen, sørgede hun altid for jeg skulle sige noget i timerne, men når jeg ikke kunne gik hun ikke videre til en anden. Hun pressede mig, til jeg var ved at græde. Mobning?.Der kan ikke stå mere, så må stoppe
Kommentarer
Men hver gang hun pressede mig til at sige noget, sagde jeg "jeg ved det ikke", "jeg kan ikke svare". Jeg kiggede ned i bordet, sagde ikke noget og prøvede at holde tårene inde. Det må have været meget tydeligt, for tårene var virkeligt tæt på! Og man kan altid se på mig når jeg er ved at græde. Men hun blev ved og ved. Hun spurgte mig mange gange, sommetider flere gange end de andre. Og hvis jeg ikke kunne svare blev hun bare ved med at køre i det. Hun snakkede ikke pænt og hun gjorde alt for at uddybe hvor let et spørgsmål hun havde stillet mig. Jeg har det meget dårligt under pres og jeg blev kun mere og mere presset. Men jeg sagde ikke fra, for så ville jeg begynde at græde. Dog, i frikvaterende lod hun som om vi var bedste venner, kom og lagde armen omkring mig og snakkede om hende selv. Jeg forstod det ikke. Til eksamen hjalp hun mig ikke, tværtimod, hun sagde ingenting, da jeg rodede rundt i ordene. Hun kunne da have hjulpet mig? Jeg fik 02, så jeg bestod heldigvis. Men jeg har aldrig fået sådan en lav karakter i det fag. Når hun snakkede grimt, svarede jeg heller ikke igen.
Men det med de to frembrusende damer var i allerhøjeste grad mobning.
Den slags mennesker kender jeg alt for godt. Nogle mennesker skal altid kritisere andre for, hvad de gør eller siger. De fører sig frem, som de alene vide.
Jeg har selv gået på en uddannelse, hvor der var en af slagsen og naturligvis gik det ud over mig. Jeg er også en stille type. Men i modsætning til dig siger jeg alligevel, hvad jeg mener, hvis jeg bliver spurgt. Jeg finder mig heller ikke i noget og det er også galt. Ak ja, det er ikke nemt at være menneske.
Denne "dame" gjorde sjovt nok det samme, som du oplevede.
Vi blev undervist af en psykolog, som lagde mærke til det og tog det op. Men det hjælper alligevel ikke på den slags mennesker. De findes alle vegne, desværre.
Den sidste du omtaler, jeg ved det ikke. Det lyder måske som mobning, men jeg aner ikke rigtig, hvad der er foregået.
Det er jo irriterende, når du ikke vil svare, så hun har måske forsøgt at hjælpe dig ud fra de forudsætninger hun havde.
Mennesker, der ikke vil svare, ingen mening har overhovedet, det er altså ikke nemt at stå model til. Men selvfølgelig, så kunne hun havde ladet dig være.
Jeg ved ikke om hun troede, hun hjalp dig.
Venlig hilsen
Med hensyn til det sidste, så vidste hun jo godt jeg havde det svært med det. Jeg havde jo snakket med hende face to face og fortalt at jeg havde svært ved at sige noget i timerne og jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Hvis hun ser jeg sidder og er ved at gå under af pres, og ved at begynde at græde. Så er spørgsmålet om hun så bliver nødt til at blive ved med at presse mig?
Det er irriterende når folk ikke "gider" svare, i dette tilfælde vidste hun jo bare godt at det ikke bare var fordi jeg ikke gad.
Forresten glemte jeg at nævne at de andre også nævnte hun var lidt streng ved specielt mig. Men du har nok ret, det er ikke ligefrem mobning. Men stadig ikke fedt for en
Der er mange elementer i det du fortæller. Det er måske ikke direkte mobning, men på dig virker det sådan.
Dine venner bestemte hvad du ville, som du selv er inde på, fordi du havde svært ved at sætte grænser. Derfor respekterede de heller ikke når du blev kildet og faktisk sagde fra.
Når din lærer spurgte dig i timerne og nærmest pressede dig til at svare, kunne det være et misforstået og mislykket forsøg på at hjælpe dig til at sige noget i timerne, og få hul på at komme ud over din blokering, at sige noget offentligt.
Du bliver sikkert ked af det, når du burde blive vred, det er der en grund til, som du sikkert selv kender.
Her er noget at tage fat i. God arbejdslyst Helle8